MariaJ skriver:
eller hvad man nu skal kalde den.
Johanna er 20 måneder og vil SÅ gerne bestemme alting selv, og bliver meget frustreret, vred og ulykkelig, når ting ikke går sådan som hun gerne vil have det. Vi vil egentlig gerne "opdrage" hende med bløde værdier - altså masser af kærlighed og forståelse og ingen straf og tvang, men her på det seneste har der bare været så mange situationer, hvor det spidser helt til, at jeg virkelig er i tvivl om hvordan vi bør gribe det an. Vi vil jo heller ikke at hun skal kommandere rundt med resten af familen (eller andre), og hun har jo slet ikke den erfaring der skal til for selv at bestemme om hun skal have tøj på, spise, i seng, med i bilen osv.
Et par eksempler fra det virkelige liv.
For et par dage siden hentede jeg hende i vuggestuen, og hun var fra starten opsat på at hun ikke var klar til at gå hjem og hellere ville lege videre. Det var ikke en mulighed for jeg var der ti minutter før lukketid, så efter en hurtig runde på legepladsen vcar jeg nødt til at tage hende med. Hun nægtede at gå selv, så måtte løfte hende op, og imens jeg var ved at låse porten ud efter os stak hun af fra mig. Det var ikke farligt som sådan, for der er bare en gangsti udenfor, men hun kan jo trods alt ikke selv gå hjem. Gik lidt efter hende og fik hende samlet op under vilde skrig og protester, og tog hende med til bilen. Her skulle hun spændes fast i bilstolen, men gjorde sig stiv som et bræt og skreg som blev hun pisket, og der var ikke snak om at hun ville ned i stolen. Så stod vi der på parkeringspladsen, mens alle forbipasserende gloede. Først forsøgte jeg at tvinge hende ned i stolen. Da jeg kunne se det ikke gik kom ud ud og fik et knus og trøst og hyggede lidt. Nyt forsøg med samme resultat - ungen gør sig stiv som et bræt og hyler som en vild, og til sidst var jeg bare nødt til at presse hende ned i stolen og spænde hende fast og køre hjem. Hun holdt heldigvis op med at skrige, så snart vi begyndte at køre, men jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi det jo var endt med tvang og hun jo helt klart var ked af det.
I går havde vi en lidt lignende episode, mens vi spiste aftensmad, hvor hun var fuldstændig ulykkelig fordi jeg havde hældt ris op i en gryde, som hun åbentbart gerne selv ville have gjort. Hun havde været med til at lave mad og hældt diverse andre ting i gryden. Jeg havde bare glemt at hun skulle få lov til det da vi kom til risen. Det udløste skrig og skrål og hun ville under igen omstændigheder sidde på sin stol. Det eneste hun ville var at sidde hos mig og spise af min mad. Jeg er så træt af ikke at kunne have min tallerken i fred, når hun selv har præcis det samme på sin egen, og sagtens kan spise selv. Alligevel fik hun lov til at sidde der lidt fordi hun var så ked af det med risen (sikkert en fejl). Efter lidt tid og trøst ville vi have hende til at sætte sig på sin egen stol ved sin egen tallerken, og da gik det løs igen med skrig og skrål og at hun gør sig stiv som et bræt, så hun er umulig at flytte rundt på. Til sidst tog manden hende, løftede hende op og satte hende på hendes egen stol, og igen endte situationen med tvang og sure miner.
Det blev langt, men jeg ville gerne forklare hvordan situationerne ser ud. Hvad gør I ? Jeg regner med at det ikke kun er os, der har et barn, der udfordrer alle planer og systemer. Jeg er sådan i tvivl om, om vi kan gøre noget før situationerne overhovedet opstår og om vi er hårde eller for bløde, når de først er der. Det er jo ikke et barn på 20 måneder, der skal bestemme, hvornår vi skal hjem, hvordan vi laver mad eller hvor man sidder, når man spiser.
Oplever lignende scenarier pt. Min søn er næsten 21 mdr. Og bliver meget vred og pylret, når tingene ikke går efter hans hoved. Synes også det kan være til stor frustration til tider. Prøver at sætte klare grænser overfor ham og samtidig inddrage ham i diverse ting.
