Hvordan tackler I trodsalderen?

Tullemor skriver:

Min dreng på 26mdr var også sådan og snakkede med dpmor omkring det. og  vi fandt faktisk sammen ud af at når vi gav ham et valg - fx. skal vi lige gå ud og få en tør numse, så sagde han altid nej og blev meget umedgørlig.  så vi lavede det hurtigt om til at han ikke skulle have det valg, men at det hedder kom med vi SKAL lige have en tør numse fx. det har hjulpet gevaldigt og vi kan se den dag i dag at kommer vi tilbage til at give ham valget igen ved en fejl så siger han nej og bliver stejl.

Nu er han så der hvor han siger jeg vil gerne have det tøj på, hvortil jeg oftest siger, det bestemmer mor altså idag, så kan du bestemme en anden dag( oftest får han lov at bestemme i weekenden, hvis vi ikke skal noget)

Håber du kan bruge lidt af mine erfaringer

 

jammet det andet var jo også ikket ikke valg..

ala vil du med hjem fra bh... mand lader barnet tro det har et valg.. men det har det jo ikke..

hvad ville i sige til at nogle spurge om i ville dit dut og dat nu... og i svarede oprigtig NEJ.. og vedkommende så gennemtrumfer sin vilje.. hvor var det valg som det blev fremstillet til og være henne?

Tullemor skriver:

Min dreng på 26mdr var også sådan og snakkede med dpmor omkring det. og  vi fandt faktisk sammen ud af at når vi gav ham et valg - fx. skal vi lige gå ud og få en tør numse, så sagde han altid nej og blev meget umedgørlig.  så vi lavede det hurtigt om til at han ikke skulle have det valg, men at det hedder kom med vi SKAL lige have en tør numse fx. det har hjulpet gevaldigt og vi kan se den dag i dag at kommer vi tilbage til at give ham valget igen ved en fejl så siger han nej og bliver stejl.

Nu er han så der hvor han siger jeg vil gerne have det tøj på, hvortil jeg oftest siger, det bestemmer mor altså idag, så kan du bestemme en anden dag( oftest får han lov at bestemme i weekenden, hvis vi ikke skal noget)

Håber du kan bruge lidt af mine erfaringer

 

Det er en rigtig god pointe . Jeg formulerer helt sikkert alt for tit det der skal ske som spørgsmål. Jeg har tænkt på det før, men godt lige at blive mindet om det igen. Jeg vil prøve at være lidt mere bevidst omkring hvordan jeg ordlægger mig.

Tulle28 skriver:

Følger lige lidt med, for vi har en 22 mdr gammeæ pige som er lige sådan:-)Det der normalt virker her i huset er at sætte sig på hug foran hende når hendes verden bryder sammen over noget hun ikke må/kan, og sige vil du gerne lege med gryden/tage sko på selv/lege med xxx (hvad det nu lige kan være) og som regel svarer hun ja og så siger jeg "det kan jeg godt forstå, men nu skal du xxx og så kan du lege med det i morgen". Det hjælper 8 ud af 10 gange.Ellers prøver vi så vidt muligt at gøre tingene i hendes tempo, f.eks. synes hun det er en fest at stikke af fra mig, hvis hun skal have skiftet ble eller tøj på, men kommer selv efter et par minutter uden problemer. Hvis jeg mister tålmodigheden og "snupper hende", ender det stensikkert i et kæmpedrama. Men altså, ind imellem er man jo nødt til at skære igennem, som f.eks. de situationer du beskriver. Hun vil også helst sidde på skødet af os og spise, og vi har indtil videre ladet hende gøre det, i håb om at det er en fase. Men irriterende, det er det da! Hun vil til gengæld også helst falde i søvn hos hos (helst liggende i ske) i vores seng pt., så jeg tænker de er i rivende udvikling og dels opdager at verden er stor og fuld af muligheder og farer og deraf har mere brug for os... Min kollega har to børn og siger at alting bliver nemmere omkring 3 år, der kan man bedreforklare og "udstikke ordrer":-)) så det er det vi satser på:-)Beklager stavefejl - pokkers IPad!

Jeg tror du har en god pointe der. Jeg bruger altid den med at "jeg kan godt se du er xxx (fx ked af det) af det", når hun er ked af, men sjældent eller aldrig i de her situationer hvor hun er sur eller frustreret. den vil jeg tage til mig. Forhåbentlig kan det løse op for nogle af situationerne.

Johanna sover også i vores seng (falder dog som regel i søvn i sin egen), men vil helst sove hos os. Jeg er bare så træt af det med maden, fordi det betyder at jeg ikke selv får noget at spise.

raca skriver:

jeg har ladet dem klare det de ville klare selv.. og været tilrådighed når de fik brug for det..

dvs tøj på selv.. selv vælge tøj inden for rimlighedes grænser. fjernet ting de ikke måtte få fra ders syns vinkelt.. hvorfor fustre mere end højst nødvendigt.. deres hjerne er jo i en evig kamp.. de ved de ikke må men er stådig så impulssturede at de ikke kan lade være.. selvom det er forbudt.

jeg har signalret at jeg forstod dem men nogle gange bestmmer jeg.. forde jeg er den voksende.. men anderkender at de ville noget andet..

afleder i stor stil.

og vælger mine kampe..

og jojo her har vi haft en fase hvor de afprøved ders egen kunnen. men aldrig en trosfase..da jeg ikke tror på børn med vilje trodser deres forældre når de er 1-3 år.

 

Jeg var også lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle kalde det trodsalderen eller noget andet. Jeg er helt enig med dig i, at jeg ikke tror de trodser os med vilje. Jeg tror ikke det er noget hun gør for at være strid, men fordi hun gerne selv vil noget andet og ikke kan håndtere at det ikke altid bliver sådan.

Vi lader hende også langt hen ad vejen gøre tingene selv, men der er bare så mange ting stadig væk, som hun jo faktisk ikke kan gøre selv.

Mira0911 skriver:

Uh den selvstændighedsalder der den trækker virkelig tænder ud her på det groveste! Julie bliver 3 år lige om et par uger... 

Jeg synes tit den er meget svær at tackle... 

Dejligt at høre, at det ikke kun er mig, der oplever det som svært. Håber I snart er ovre det værste med Julie.

Leneur skriver:

Min datter er så 2 år og 5 mdr. Er først lige kommet i trodsalderen, så har heller ikke den store erfaring men feks. når vi går ude ved vejen vil hun ikke holde i hånd og ter sig lidt, så løfter jeg hende op og siger at mor godt kan forstå hun gerne vil gå selv men det er altså farligt, så du skal holde mor i hånden. Vil du gerne det??? NEJ, siger hun så. Nå men så går vi lidt mere hvor jeg stadig bærer hende og spørger igen. Holder du mor i hånden nu?? Ja siger hun så og så er der ingen problemer der.

Ved spisetid bliver hun også lidt på tværs og siger ikke li'. Det er også i orden, så kommer hun ned på gulvet mens jeg stadig sidder der, så vil hun gerne op til mig og sidde. Desværre siger jeg så mor spiser. Hun bliver lidt muggen men det er jo i mine øjne bare skab og jeg ved jo at om et par minutter er det overstået så jeg ignorerer hende og så kommer hun selv og sætter sig og spiser og så er freden oprettet igen.

Bare lidt af det jeg gør herhjemme, ved ikke om det kan bruges??

Det er egentlig lidt det samme vi gør. Jeg synes desværre bare ikke altid situationerne går over af sig selv (i hvert fald ikke indenfor en overskuelig tidsramme). Men der er jo også forskel på børn, og Johanna hører nok til i den temperamentfulde ende.

Gaia skriver:

Vi bruger anerkendende pædagogik. Når min datter flipper, sætter jeg mig som regel ned tilhende og forklare stille og roligt, hvad der skal ske. F.eks. At den altså skal ind i køleskabet den ... Eller den skal lægges til vask... Osv. Jeg siger så. Noget i stil med, at jeg sørme kan se hun er vred og at jeg da godt kan forstå hun synes det er træls ligenu, men at det altså er mig der bestemmer og sådan er det! Så kan hun så vælge at skælde videre ud eller stoppe. Jg fortsætter mit arbejde. Den metode har faktsik haft overraskende god effekt på min datter. Hun føler sig forstået, emn samtidig ved hun hvor grænsen er og at det er mig der bestemmer. Den anden dag skulle vi hjem fra vs. Hendes far havde glemt at stille klapvognen derne, så måtte lade datteren gå hen til bussen ca. 200 meter og derefter igen gå de sidste 400 meter fra busstopstedet. Hun smed sig i fodgægerfeltet, hun gik bevist langsom, hun skreg når jeg trak afsted med hende, når jeg løftede hende osv. Virkelig en kamp og en røv tur. Men måtte simpelthen i det tilfælde bare sige, nu kommer du med mig basta! Hun gik sp surmulende museskridt de sidste 400 meter hjem, så det tog 25 min. Men føler lidt at jeg "vandt" den kamp og fik hende til at forstå at i sådanne tilfælde bestemmer mor. Hun blev dog glad da hun kunne se huset. Jeg var selv smadder ked af, at vi skulle have den kamp og synes det var synd for hende osv. Kæresten måtte lige trøste mig senere på aftenen for følte mig bare som en elendig mor den eftermiddag. Dt er hårdt nogle gange at skulle være så bestemt og tage de kampe, men jeg tror vi skal gøre det for i sidste ende giver det barnet tryghed. Så må de skrige og skælde ud. Det er også ok. Tror man som forælde skal accepterer at barnet blivr vred og så prøve at tage den derfra. 

Tak for svar. Jeg skal helt sikkert prøve det med at sige til hende, at jeg godt kan se, at hun gerne vil noget andet, før jeg sætter min vilje igennem.

Jeres hjemtur lyder lidt som vores tur hjem fra vuggestuen. Nogle gange er det dejligt at høre at andre oplever noget af det samme, og at der ikke altid er plads til at gøre det på de smås måde.

MilleMus1988 skriver:

ja her kender vi det også godt, Nick er dog så kun knap 19 måneder , men at få sig sat fast det gør han hehe . .

foreksembel her igår:
han har fået til vane at istedet for foreksembel en nusseklud eller en ynglingsut eller sådan noget så er hans hovedpude hans et og alt! han kan sagtens undvære den hele dagen men har han først set den så skal han have den og så går han rundt med den hehe .
nå der skete så det at knægten fik væltet et glas med saftevand igår, og det røg ud over hans pude så den va totalt våd, jeg tog den og sagde jeg smider den straks i vaskemaskinen, og hva sker der?
knægten flipper fuldkommen!! han skriger og græder og skriger mere igen!
men for sent er det jo da den så bliver vakset færdig slut .
der går noget tid hvor han er gal og da jeg løfter ham op for at trøste ham så får jeg pandet mig en ikk hårdt eller noget bare lige en svinger med armen hvor han så kaster sig rundt og vil ned
han kommer ned og går sin vej og skælder lidt mere ud, men efter lidt er puden glemt igen og så er han god igen hehe .

og det samme er det med alt andet som han gerne vil men bare ikk kan endnu
det hele bliver et skrig og det hele bliver ren hysteri!
men det går over igen

man skal bare prøve at slå koldt vand i blodet og sige det er kun en fase hehe .

men en gang har vi dog mistet toldmodigheden med ham og der har vi en gang sat ham ind på hans værelse og han har self følt at verdenen gik under, men utroligt nok var det som om han forstod at okayyyy jeg gik vist over stregen, vi stopper nu, for så var der bare intet med ham mere den dag , '

men alså her ved jeg ikk rigtigt hvad der fungere det er sådan lidt forskelligt hvordan han skal takles og hva det er han bliver sur over
men er det for det meste noget han ikk må så ignorere vi den dårlige opførsel og skrigen, og når så han ligesom er kølet ned og kommer self så er det kys og kram og god dreng tone, og så er han glad igen og så ved han at det gør vi så ikk igen (lige forløbig) ha ha ha

Ja, heldigvis som det jo som regel over igen efter et stykke tid.

Pyha, herhjemme er trodsalderen blevet taklet med alt for meget skrig og skrål, fra begge parter.

Min søn har arvet mit iltre temperament og det gør virkelig at det nogen gange bare har kammet fuldstændig over.

Han blev storebror da han var 2 år og 9 måneder og fik i den forbindelse nok lidt for frie tøjler, fordi jeg havde "dårlig samvittighed" over at jeg ikke havde så meget tid til ham. Hans lillesøster har været en meget krævende baby der enten hang på en arm eller skreg 

Ovenstående gør at vi havde nogle gevaldige sammenstød hvor der blev råbt HØJT og så derefter givet efter for hvad han gerne ville, i ren og skær afmagt

Derfor kæmper jeg (og tildels hans far som er "hyggeonklen" herhjemme, den man går til når mor er dum) med at få skabt bare en lille smule respekt for mig. Han har indtil nu været fuldstændig ligeglad med hvad jeg har sagt og skabt sig hvis han ikke fik sin vilje. Det er BENhårdt at skulle opdrage på en 4årig der har fået lidt for frie tøjler.

Når det er sagt, så har jeg en skøn og kærlig dreng og efter hvert skænderi og skrigtur, sætter vi os ned og krammer og kysser og taler om hvad der gjorde mor (og ham) så uafsindig vred 

Han er sød og velopdragen når han er i børnehave og på besøg hos andre, så det er heldigvis "kun" mig (og igen tildels hans far) han teer sig tosset overfor og det er da trods alt en trøst.

 

Mit råd må være at sætte grænser helt fra start af og IKKE give efter blot fordi det er nemt

MariaJ skriver:

eller hvad man nu skal kalde den.

Johanna er 20 måneder og vil SÅ gerne bestemme alting selv, og bliver meget frustreret, vred og ulykkelig, når ting ikke går sådan som hun gerne vil have det. Vi vil egentlig gerne "opdrage" hende med bløde værdier - altså masser af kærlighed og forståelse og ingen straf og tvang, men her på det seneste har der bare været så mange situationer, hvor det spidser helt til, at jeg virkelig er i tvivl om hvordan vi bør gribe det an. Vi vil jo heller ikke at hun skal kommandere rundt med resten af familen (eller andre), og hun har jo slet ikke den erfaring der skal til for selv at bestemme om hun skal have tøj på, spise, i seng, med i bilen osv.

Et par eksempler fra det virkelige liv.

For et par dage siden hentede jeg hende i vuggestuen, og hun var fra starten opsat på at hun ikke var klar til at gå hjem og hellere ville lege videre. Det var ikke en mulighed for jeg var der ti minutter før lukketid, så efter en hurtig runde på legepladsen vcar jeg nødt til at tage hende med. Hun nægtede at gå selv, så måtte løfte hende op, og imens jeg var ved at låse porten ud efter os stak hun af fra mig. Det var ikke farligt som sådan, for der er bare en gangsti udenfor, men hun kan jo trods alt ikke selv gå hjem. Gik lidt efter hende og fik hende samlet op under vilde skrig og protester, og tog hende med til bilen. Her skulle hun spændes fast i bilstolen, men gjorde sig stiv som et bræt og skreg som blev hun pisket, og der var ikke snak om at hun ville ned i stolen. Så stod vi der på parkeringspladsen, mens alle forbipasserende gloede. Først forsøgte jeg at tvinge hende ned i stolen. Da jeg kunne se det ikke gik kom ud ud og fik et knus og trøst og hyggede lidt. Nyt forsøg med samme resultat - ungen gør sig stiv som et bræt og hyler som en vild, og til sidst var jeg bare nødt til at presse hende ned i stolen og spænde hende fast og køre hjem. Hun holdt heldigvis op med at skrige, så snart vi begyndte at køre, men jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi det jo var endt med tvang og hun jo helt klart var ked af det.

I går havde vi en lidt lignende episode, mens vi spiste aftensmad, hvor hun var fuldstændig ulykkelig fordi jeg havde hældt ris op i en gryde, som hun åbentbart gerne selv ville have gjort. Hun havde været med til at lave mad og hældt diverse andre ting i gryden. Jeg havde bare glemt at hun skulle få lov til det da vi kom til risen. Det udløste skrig og skrål og hun ville under igen omstændigheder sidde på sin stol. Det eneste hun ville var at sidde hos mig og spise af min mad. Jeg er så træt af ikke at kunne have min tallerken i fred, når hun selv har præcis det samme på sin egen, og sagtens kan spise selv. Alligevel fik hun lov til at sidde der lidt fordi hun var så ked af det med risen (sikkert en fejl). Efter lidt tid og trøst ville vi have hende til at sætte sig på sin egen stol ved sin egen tallerken, og da gik det løs igen med skrig og skrål og at hun gør sig stiv som et bræt, så hun er umulig at flytte rundt på. Til sidst tog manden hende, løftede hende op og satte hende på hendes egen stol, og igen endte situationen med tvang og sure miner. 

Det blev langt, men jeg ville gerne forklare hvordan situationerne ser ud. Hvad gør I ? Jeg regner med at det ikke kun er os, der har et barn, der udfordrer alle planer og systemer. Jeg er sådan i tvivl om, om vi kan gøre noget før situationerne overhovedet opstår og om vi er hårde eller for bløde, når de først er der. Det er jo ikke et barn på 20 måneder, der skal bestemme, hvornår vi skal hjem, hvordan vi laver mad eller hvor man sidder, når man spiser. 

De eksempler du beskriver kender jeg ALT til og det er pisse frustrerende til tider. Jeg prøver så vidt muligt at inddrage Runa i tingene herhjemme og give ros når hun gør ting af sig selv. Hun hjælper med at tømme opvaskemaskinen, drikker af voksen glas, øser selv op og hjælper med vasketøjet og lægger varer på rullebåndet i supermarkedet. OG ALLIGEVEL er der problemer Det er bare en svær alder også for dem for de vil så meget og kan meget....men ikke helt nok og der er heller ikke altid tid til deres tempo Tror det vigtigste er , at vi hjælper med at sætte ord på for dem...anerkender at de blir vrede og græder og skaber sig. Jeg synger ofte fjollede hjemmelavede sange om "dumme mor der bare ingenting forstår" hahaha det hjælper nogle gange. Og i situationer hvor det ikke kan være anderledes, fx i hente og bringe situationer, så tager jeg hende bare uden så meget snak og fører hende med mig og så kan resten af verden glo lige så tosset de vil Trpr også det er vigtig ikke at trække en konflikt i langdrag og "tale" det ihjel, i den alder forstår de alligevel ikke altid hvorfor og temperamentet løber hurtigt af med dem.