Hvordan tackler I trodsalderen?

eller hvad man nu skal kalde den.

Johanna er 20 måneder og vil SÅ gerne bestemme alting selv, og bliver meget frustreret, vred og ulykkelig, når ting ikke går sådan som hun gerne vil have det. Vi vil egentlig gerne "opdrage" hende med bløde værdier - altså masser af kærlighed og forståelse og ingen straf og tvang, men her på det seneste har der bare været så mange situationer, hvor det spidser helt til, at jeg virkelig er i tvivl om hvordan vi bør gribe det an. Vi vil jo heller ikke at hun skal kommandere rundt med resten af familen (eller andre), og hun har jo slet ikke den erfaring der skal til for selv at bestemme om hun skal have tøj på, spise, i seng, med i bilen osv.

Et par eksempler fra det virkelige liv.

For et par dage siden hentede jeg hende i vuggestuen, og hun var fra starten opsat på at hun ikke var klar til at gå hjem og hellere ville lege videre. Det var ikke en mulighed for jeg var der ti minutter før lukketid, så efter en hurtig runde på legepladsen vcar jeg nødt til at tage hende med. Hun nægtede at gå selv, så måtte løfte hende op, og imens jeg var ved at låse porten ud efter os stak hun af fra mig. Det var ikke farligt som sådan, for der er bare en gangsti udenfor, men hun kan jo trods alt ikke selv gå hjem. Gik lidt efter hende og fik hende samlet op under vilde skrig og protester, og tog hende med til bilen. Her skulle hun spændes fast i bilstolen, men gjorde sig stiv som et bræt og skreg som blev hun pisket, og der var ikke snak om at hun ville ned i stolen. Så stod vi der på parkeringspladsen, mens alle forbipasserende gloede. Først forsøgte jeg at tvinge hende ned i stolen. Da jeg kunne se det ikke gik kom ud ud og fik et knus og trøst og hyggede lidt. Nyt forsøg med samme resultat - ungen gør sig stiv som et bræt og hyler som en vild, og til sidst var jeg bare nødt til at presse hende ned i stolen og spænde hende fast og køre hjem. Hun holdt heldigvis op med at skrige, så snart vi begyndte at køre, men jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi det jo var endt med tvang og hun jo helt klart var ked af det.

I går havde vi en lidt lignende episode, mens vi spiste aftensmad, hvor hun var fuldstændig ulykkelig fordi jeg havde hældt ris op i en gryde, som hun åbentbart gerne selv ville have gjort. Hun havde været med til at lave mad og hældt diverse andre ting i gryden. Jeg havde bare glemt at hun skulle få lov til det da vi kom til risen. Det udløste skrig og skrål og hun ville under igen omstændigheder sidde på sin stol. Det eneste hun ville var at sidde hos mig og spise af min mad. Jeg er så træt af ikke at kunne have min tallerken i fred, når hun selv har præcis det samme på sin egen, og sagtens kan spise selv. Alligevel fik hun lov til at sidde der lidt fordi hun var så ked af det med risen (sikkert en fejl). Efter lidt tid og trøst ville vi have hende til at sætte sig på sin egen stol ved sin egen tallerken, og da gik det løs igen med skrig og skrål og at hun gør sig stiv som et bræt, så hun er umulig at flytte rundt på. Til sidst tog manden hende, løftede hende op og satte hende på hendes egen stol, og igen endte situationen med tvang og sure miner. 

Det blev langt, men jeg ville gerne forklare hvordan situationerne ser ud. Hvad gør I ? Jeg regner med at det ikke kun er os, der har et barn, der udfordrer alle planer og systemer. Jeg er sådan i tvivl om, om vi kan gøre noget før situationerne overhovedet opstår og om vi er hårde eller for bløde, når de først er der. Det er jo ikke et barn på 20 måneder, der skal bestemme, hvornår vi skal hjem, hvordan vi laver mad eller hvor man sidder, når man spiser. 

Uh den selvstændighedsalder der den trækker virkelig tænder ud her på det groveste! Julie bliver 3 år lige om et par uger... 

Jeg synes tit den er meget svær at tackle... 

Følger lige lidt med, for vi har en 22 mdr gammeæ pige som er lige sådan:-)Det der normalt virker her i huset er at sætte sig på hug foran hende når hendes verden bryder sammen over noget hun ikke må/kan, og sige vil du gerne lege med gryden/tage sko på selv/lege med xxx (hvad det nu lige kan være) og som regel svarer hun ja og så siger jeg "det kan jeg godt forstå, men nu skal du xxx og så kan du lege med det i morgen". Det hjælper 8 ud af 10 gange.Ellers prøver vi så vidt muligt at gøre tingene i hendes tempo, f.eks. synes hun det er en fest at stikke af fra mig, hvis hun skal have skiftet ble eller tøj på, men kommer selv efter et par minutter uden problemer. Hvis jeg mister tålmodigheden og "snupper hende", ender det stensikkert i et kæmpedrama. Men altså, ind imellem er man jo nødt til at skære igennem, som f.eks. de situationer du beskriver. Hun vil også helst sidde på skødet af os og spise, og vi har indtil videre ladet hende gøre det, i håb om at det er en fase. Men irriterende, det er det da! Hun vil til gengæld også helst falde i søvn hos hos (helst liggende i ske) i vores seng pt., så jeg tænker de er i rivende udvikling og dels opdager at verden er stor og fuld af muligheder og farer og deraf har mere brug for os... Min kollega har to børn og siger at alting bliver nemmere omkring 3 år, der kan man bedreforklare og "udstikke ordrer":-)) så det er det vi satser på:-)Beklager stavefejl - pokkers IPad!

ja her kender vi det også godt, Nick er dog så kun knap 19 måneder , men at få sig sat fast det gør han hehe . .

foreksembel her igår:
han har fået til vane at istedet for foreksembel en nusseklud eller en ynglingsut eller sådan noget så er hans hovedpude hans et og alt! han kan sagtens undvære den hele dagen men har han først set den så skal han have den og så går han rundt med den hehe .
nå der skete så det at knægten fik væltet et glas med saftevand igår, og det røg ud over hans pude så den va totalt våd, jeg tog den og sagde jeg smider den straks i vaskemaskinen, og hva sker der?
knægten flipper fuldkommen!! han skriger og græder og skriger mere igen!
men for sent er det jo da den så bliver vakset færdig slut .
der går noget tid hvor han er gal og da jeg løfter ham op for at trøste ham så får jeg pandet mig en ikk hårdt eller noget bare lige en svinger med armen hvor han så kaster sig rundt og vil ned
han kommer ned og går sin vej og skælder lidt mere ud, men efter lidt er puden glemt igen og så er han god igen hehe .

og det samme er det med alt andet som han gerne vil men bare ikk kan endnu
det hele bliver et skrig og det hele bliver ren hysteri!
men det går over igen

man skal bare prøve at slå koldt vand i blodet og sige det er kun en fase hehe .

men en gang har vi dog mistet toldmodigheden med ham og der har vi en gang sat ham ind på hans værelse og han har self følt at verdenen gik under, men utroligt nok var det som om han forstod at okayyyy jeg gik vist over stregen, vi stopper nu, for så var der bare intet med ham mere den dag , '

men alså her ved jeg ikk rigtigt hvad der fungere det er sådan lidt forskelligt hvordan han skal takles og hva det er han bliver sur over
men er det for det meste noget han ikk må så ignorere vi den dårlige opførsel og skrigen, og når så han ligesom er kølet ned og kommer self så er det kys og kram og god dreng tone, og så er han glad igen og så ved han at det gør vi så ikk igen (lige forløbig) ha ha ha

jeg har ladet dem klare det de ville klare selv.. og været tilrådighed når de fik brug for det..

dvs tøj på selv.. selv vælge tøj inden for rimlighedes grænser. fjernet ting de ikke måtte få fra ders syns vinkelt.. hvorfor fustre mere end højst nødvendigt.. deres hjerne er jo i en evig kamp.. de ved de ikke må men er stådig så impulssturede at de ikke kan lade være.. selvom det er forbudt.

jeg har signalret at jeg forstod dem men nogle gange bestmmer jeg.. forde jeg er den voksende.. men anderkender at de ville noget andet..

afleder i stor stil.

og vælger mine kampe..

og jojo her har vi haft en fase hvor de afprøved ders egen kunnen. men aldrig en trosfase..da jeg ikke tror på børn med vilje trodser deres forældre når de er 1-3 år.

 

Min datter er så 2 år og 5 mdr. Er først lige kommet i trodsalderen, så har heller ikke den store erfaring men feks. når vi går ude ved vejen vil hun ikke holde i hånd og ter sig lidt, så løfter jeg hende op og siger at mor godt kan forstå hun gerne vil gå selv men det er altså farligt, så du skal holde mor i hånden. Vil du gerne det??? NEJ, siger hun så. Nå men så går vi lidt mere hvor jeg stadig bærer hende og spørger igen. Holder du mor i hånden nu?? Ja siger hun så og så er der ingen problemer der.

Ved spisetid bliver hun også lidt på tværs og siger ikke li'. Det er også i orden, så kommer hun ned på gulvet mens jeg stadig sidder der, så vil hun gerne op til mig og sidde. Desværre siger jeg så mor spiser. Hun bliver lidt muggen men det er jo i mine øjne bare skab og jeg ved jo at om et par minutter er det overstået så jeg ignorerer hende og så kommer hun selv og sætter sig og spiser og så er freden oprettet igen.

Bare lidt af det jeg gør herhjemme, ved ikke om det kan bruges??

Lærke er 21 mdr og præcis som jer andres børn så følger os med

Vi bruger anerkendende pædagogik. Når min datter flipper, sætter jeg mig som regel ned tilhende og forklare stille og roligt, hvad der skal ske. F.eks. At den altså skal ind i køleskabet den ... Eller den skal lægges til vask... Osv. Jeg siger så. Noget i stil med, at jeg sørme kan se hun er vred og at jeg da godt kan forstå hun synes det er træls ligenu, men at det altså er mig der bestemmer og sådan er det! Så kan hun så vælge at skælde videre ud eller stoppe. Jg fortsætter mit arbejde. Den metode har faktsik haft overraskende god effekt på min datter. Hun føler sig forstået, emn samtidig ved hun hvor grænsen er og at det er mig der bestemmer. Den anden dag skulle vi hjem fra vs. Hendes far havde glemt at stille klapvognen derne, så måtte lade datteren gå hen til bussen ca. 200 meter og derefter igen gå de sidste 400 meter fra busstopstedet. Hun smed sig i fodgægerfeltet, hun gik bevist langsom, hun skreg når jeg trak afsted med hende, når jeg løftede hende osv. Virkelig en kamp og en røv tur. Men måtte simpelthen i det tilfælde bare sige, nu kommer du med mig basta! Hun gik sp surmulende museskridt de sidste 400 meter hjem, så det tog 25 min. Men føler lidt at jeg "vandt" den kamp og fik hende til at forstå at i sådanne tilfælde bestemmer mor. Hun blev dog glad da hun kunne se huset. Jeg var selv smadder ked af, at vi skulle have den kamp og synes det var synd for hende osv. Kæresten måtte lige trøste mig senere på aftenen for følte mig bare som en elendig mor den eftermiddag. Dt er hårdt nogle gange at skulle være så bestemt og tage de kampe, men jeg tror vi skal gøre det for i sidste ende giver det barnet tryghed. Så må de skrige og skælde ud. Det er også ok. Tror man som forælde skal accepterer at barnet blivr vred og så prøve at tage den derfra. 

Nåja min datter er 21 mdr. 

Min dreng på 26mdr var også sådan og snakkede med dpmor omkring det. og  vi fandt faktisk sammen ud af at når vi gav ham et valg - fx. skal vi lige gå ud og få en tør numse, så sagde han altid nej og blev meget umedgørlig.  så vi lavede det hurtigt om til at han ikke skulle have det valg, men at det hedder kom med vi SKAL lige have en tør numse fx. det har hjulpet gevaldigt og vi kan se den dag i dag at kommer vi tilbage til at give ham valget igen ved en fejl så siger han nej og bliver stejl.

Nu er han så der hvor han siger jeg vil gerne have det tøj på, hvortil jeg oftest siger, det bestemmer mor altså idag, så kan du bestemme en anden dag( oftest får han lov at bestemme i weekenden, hvis vi ikke skal noget)

Håber du kan bruge lidt af mine erfaringer