Hvordan tackler I trodsalderen?

MariaJ skriver:

Jeg var også lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle kalde det trodsalderen eller noget andet. Jeg er helt enig med dig i, at jeg ikke tror de trodser os med vilje. Jeg tror ikke det er noget hun gør for at være strid, men fordi hun gerne selv vil noget andet og ikke kan håndtere at det ikke altid bliver sådan.

Vi lader hende også langt hen ad vejen gøre tingene selv, men der er bare så mange ting stadig væk, som hun jo faktisk ikke kan gøre selv.

For øvrigt så hedder det ikke længere trodsalder Det hedder selvstændighedsalderen og det er i virkeligheden også mere rammende

dorthemus skriver:

De eksempler du beskriver kender jeg ALT til og det er pisse frustrerende til tider. Jeg prøver så vidt muligt at inddrage Runa i tingene herhjemme og give ros når hun gør ting af sig selv. Hun hjælper med at tømme opvaskemaskinen, drikker af voksen glas, øser selv op og hjælper med vasketøjet og lægger varer på rullebåndet i supermarkedet. OG ALLIGEVEL er der problemer Det er bare en svær alder også for dem for de vil så meget og kan meget....men ikke helt nok og der er heller ikke altid tid til deres tempo Tror det vigtigste er , at vi hjælper med at sætte ord på for dem...anerkender at de blir vrede og græder og skaber sig. Jeg synger ofte fjollede hjemmelavede sange om "dumme mor der bare ingenting forstår" hahaha det hjælper nogle gange. Og i situationer hvor det ikke kan være anderledes, fx i hente og bringe situationer, så tager jeg hende bare uden så meget snak og fører hende med mig og så kan resten af verden glo lige så tosset de vil Trpr også det er vigtig ikke at trække en konflikt i langdrag og "tale" det ihjel, i den alder forstår de alligevel ikke altid hvorfor og temperamentet løber hurtigt af med dem.

her lader jeg os Lærke hjælpe med alt det hun orker!

MilleMus1988 skriver:

ja her kender vi det også godt, Nick er dog så kun knap 19 måneder , men at få sig sat fast det gør han hehe . .

foreksembel her igår:
han har fået til vane at istedet for foreksembel en nusseklud eller en ynglingsut eller sådan noget så er hans hovedpude hans et og alt! han kan sagtens undvære den hele dagen men har han først set den så skal han have den og så går han rundt med den hehe .
nå der skete så det at knægten fik væltet et glas med saftevand igår, og det røg ud over hans pude så den va totalt våd, jeg tog den og sagde jeg smider den straks i vaskemaskinen, og hva sker der?
knægten flipper fuldkommen!! han skriger og græder og skriger mere igen!
men for sent er det jo da den så bliver vakset færdig slut .
der går noget tid hvor han er gal og da jeg løfter ham op for at trøste ham så får jeg pandet mig en ikk hårdt eller noget bare lige en svinger med armen hvor han så kaster sig rundt og vil ned
han kommer ned og går sin vej og skælder lidt mere ud, men efter lidt er puden glemt igen og så er han god igen hehe .

og det samme er det med alt andet som han gerne vil men bare ikk kan endnu
det hele bliver et skrig og det hele bliver ren hysteri!
men det går over igen

man skal bare prøve at slå koldt vand i blodet og sige det er kun en fase hehe .

men en gang har vi dog mistet toldmodigheden med ham og der har vi en gang sat ham ind på hans værelse og han har self følt at verdenen gik under, men utroligt nok var det som om han forstod at okayyyy jeg gik vist over stregen, vi stopper nu, for så var der bare intet med ham mere den dag , '

men alså her ved jeg ikk rigtigt hvad der fungere det er sådan lidt forskelligt hvordan han skal takles og hva det er han bliver sur over
men er det for det meste noget han ikk må så ignorere vi den dårlige opførsel og skrigen, og når så han ligesom er kølet ned og kommer self så er det kys og kram og god dreng tone, og så er han glad igen og så ved han at det gør vi så ikk igen (lige forløbig) ha ha ha

Heheheeee.det kunne SÅ meget have været mig der havde skrevet det indlæg der

Rigtig rigtig god tråd!!! Havde selv tænkt på at starte en debat om det men nu har jeg da fået vished  Tak tak d'damer

132319 skriver:

Pyha, herhjemme er trodsalderen blevet taklet med alt for meget skrig og skrål, fra begge parter.

Min søn har arvet mit iltre temperament og det gør virkelig at det nogen gange bare har kammet fuldstændig over.

Han blev storebror da han var 2 år og 9 måneder og fik i den forbindelse nok lidt for frie tøjler, fordi jeg havde "dårlig samvittighed" over at jeg ikke havde så meget tid til ham. Hans lillesøster har været en meget krævende baby der enten hang på en arm eller skreg 

Ovenstående gør at vi havde nogle gevaldige sammenstød hvor der blev råbt HØJT og så derefter givet efter for hvad han gerne ville, i ren og skær afmagt

Derfor kæmper jeg (og tildels hans far som er "hyggeonklen" herhjemme, den man går til når mor er dum) med at få skabt bare en lille smule respekt for mig. Han har indtil nu været fuldstændig ligeglad med hvad jeg har sagt og skabt sig hvis han ikke fik sin vilje. Det er BENhårdt at skulle opdrage på en 4årig der har fået lidt for frie tøjler.

Når det er sagt, så har jeg en skøn og kærlig dreng og efter hvert skænderi og skrigtur, sætter vi os ned og krammer og kysser og taler om hvad der gjorde mor (og ham) så uafsindig vred 

Han er sød og velopdragen når han er i børnehave og på besøg hos andre, så det er heldigvis "kun" mig (og igen tildels hans far) han teer sig tosset overfor og det er da trods alt en trøst.

 

Mit råd må være at sætte grænser helt fra start af og IKKE give efter blot fordi det er nemt

Tusind tak for dit meget ærlige og åbenhjertige indlæg. Det er præcis sådan jeg er lidt bange for at det også kan gå hjemme hos os, hvis vi giver for meget efter. Hun udfordrer allerede mig mere end hendes far. Om det er fordi jeg er for blød eller fordi hun bare er tættere på mig er ikke til at sige. Jeg synes egentlig vi er meget enige om børneopdragelse hjemme, men vi siger og gør jo alligevel ting på hver vores måde.

dorthemus skriver:

De eksempler du beskriver kender jeg ALT til og det er pisse frustrerende til tider. Jeg prøver så vidt muligt at inddrage Runa i tingene herhjemme og give ros når hun gør ting af sig selv. Hun hjælper med at tømme opvaskemaskinen, drikker af voksen glas, øser selv op og hjælper med vasketøjet og lægger varer på rullebåndet i supermarkedet. OG ALLIGEVEL er der problemer Det er bare en svær alder også for dem for de vil så meget og kan meget....men ikke helt nok og der er heller ikke altid tid til deres tempo Tror det vigtigste er , at vi hjælper med at sætte ord på for dem...anerkender at de blir vrede og græder og skaber sig. Jeg synger ofte fjollede hjemmelavede sange om "dumme mor der bare ingenting forstår" hahaha det hjælper nogle gange. Og i situationer hvor det ikke kan være anderledes, fx i hente og bringe situationer, så tager jeg hende bare uden så meget snak og fører hende med mig og så kan resten af verden glo lige så tosset de vil Trpr også det er vigtig ikke at trække en konflikt i langdrag og "tale" det ihjel, i den alder forstår de alligevel ikke altid hvorfor og temperamentet løber hurtigt af med dem.

Tak skal du have for gode råd. Jeg er glad for også at høre, hvordan I andre tackler de situationer, hvor man er nødt til at skære igennem, fordi der ikke er tid til/ mulighed for andet.

Johanna får også lov til at gøre rigtig meget selv, og hun elsker at hjælpe til. Det er så også her det nogle gange går galt, når der alligevel er ting hun ikke kan være med til. I går ville hun fx gerne stå alene på en stol og røre i gryden med kogende chili - og mor skulle IKKE være med . Det fik hun så ikke lov til.

dorthemus skriver:

For øvrigt så hedder det ikke længere trodsalder Det hedder selvstændighedsalderen og det er i virkeligheden også mere rammende

Ja, bestemt meget rammende

MariaJ skriver:

Tak skal du have for gode råd. Jeg er glad for også at høre, hvordan I andre tackler de situationer, hvor man er nødt til at skære igennem, fordi der ikke er tid til/ mulighed for andet.

Johanna får også lov til at gøre rigtig meget selv, og hun elsker at hjælpe til. Det er så også her det nogle gange går galt, når der alligevel er ting hun ikke kan være med til. I går ville hun fx gerne stå alene på en stol og røre i gryden med kogende chili - og mor skulle IKKE være med . Det fik hun så ikke lov til.

Arh helt ærligt MOAAAR!!!!

Jeg lader min datter på knap 2,5 bestemme utrolig meget inden for rimelighedens grænser. Hun vælger det det tøj, hun skal have på i DP - jeg bestemmer antal lag, hun tager selv al det på, hun selv kan (tøj, sko osv), of hun er medbestemmende til, hvad vi skal spise til aften. ( vi er kun os to, så hvorfor skal jeg bestemme alt ) På den måde undgår vi en masse konflikter og hun tager del i vores hverdag. Jeg prøver derudover at fjerne ting, hun ikke må lege med, så vi ikke skal have en diskusion over dem. Selvfølgelig har vi stadig masser af konflikter, men jeg vælger mine kampe med omhu, og når hun bliver helt hysterisk, prøver jeg først at tale fornuft med hende på hendes niveau. Hvis det ikke går, og hun bliver helt urimelig, så giver jeg hende en advarsel, og hvis det fortsætter, kommer hun i skammekrogen. Hun prøver virkelig grænser af, men jeg er meget konsekvent i mine handlinger, hvilket betyder et nej er et nej, og du kan skrige i en time - det bliver stadig ikke til et ja. Hun forstår det efterhånden, men prøver selvfølgelig stadig at få sin vilje gennemtrumfet gang på gang. Beklager de manglende linieafstande men skriver fra Mobilen.

dorthemus skriver:

Arh helt ærligt MOAAAR!!!!

Ja, helt vildt uretfærdigt .