når det er slut med af få børn.

Jeg er helt i ro med det  Jeg har fået de 3 dejlige børn, som jeg skulle have

Jeg vil gerne steriliseres, så må lige tage mig sammen og få en tid ved lægen, til en henvisning en dag 

Tanken gør mig ked af det.. Men nu har vi også "kun" Laura - ved vi skal mindst have en mere

4kløver skriver:

Hvordan havde i det.?
Jeg har det ikke godt ved tanken. Er tom indei har det også som om at min tid som kvinde er slut.

både mig og min mand er helt afklaret med, vi ikke skal have flere end de to piger vi har nu ( A 2 år + S 8 mdr). Men jeg kan godt være lidt øv over det en gang imellen, men det er mere når folk siger de er gravide eller lige har født, så får jeg lidt en fremtids-længsel efter 1 mere.  MEN det er slut, vi har været igennem en hård tid, og ville slet ikke have overskud til en mere. Så vil bare nyde de to vi har fuldt ud

Ved mig tog det en del tid, før jeg fik vænnet mig til tanken om aldrig flere børn.

Men da jeg så endelig fik ro over mig, kom alle de positive ting ved bare at se sine børn vokse.

Det var/er vigtigt for mig, at jeg havde andet i mit liv end mine børn. Hobby, interesser ja bare et liv udover børnene.

Så tror jeg det går meget nemmere bare at lade tiden gå og være der for sine børn, mens de vokser.

Jeg skal ikke have flere børn, end de to jeg har. og det har jeg det helt fint med jeg elsker mine to drenge og nyder de har hinanden og ja jeg kan slet ikke se mig selv, som mor til 3.

så her i huset kommer der ikke flere børn

Jeg har haft rigtigt rigtigt mange ma'ere og spontane aborter. Den første i 1989. Siden 2002 og vi prøvet hver måned at få et barn. En gang er det lykkes
Efter ham har vi prøvet igen og igen. Det var meningen vi skulle have donoræg i november, men lige pludselig kunne jeg bare ikke mere. Kroppen gav op. Jeg var syg og vi havde heller ikke fået de penge ind vi skulle.

Så vi stoppede og selvom jeg er dødhamrende ked af at vi ikke kan få et barn mere, så er jeg også lettet. Lettet over at give slip. Lettet over ikke at skulle teste hver måned. I modsætning til andre kan jeg dog ikke slippe 100% fri, da jeg jo stadig bliver gravid af og til. Men jeg taber fostrerne tidligere og tidligere og derfor er det ikke helt så hårdt mere.

Men jeg er generelt lettet over ikke at skulle fokusere så meget på det og nu er jeg også startet på et studie, for nu handler det om mig selv og min familie og ikke bare den efterhånden alt for store fokusering på at få et barn, hele tiden

Av den er ambivalent hos mig.

For 2 år siden skulle jeg slet ikke have nogen børn. Overhovedet. Nu har jeg drengen som jeg jo et dybt forelsket i. Og når jeg ser på hvor let det er at få lavet ham til en kærlig lille sjæl, så kan jeg godt mærke at det river i mine instinkter.

Har selv 2 søskende, ville ikke undvære det samværd og sammenhold for noget......

Men jeg ved ikke om jeg tør. Kunne godt mærke den var svær sidst, min historie gjorde mig usikker på mig selv på en måde som jeg kun har følt da jeg gjorde skade på mig selv. Ved ikke helt om jeg tør tage chance nummer 2 ... plejer ikke at være særligt heldig

Heldigvis fik jeg et kejsersnit, så der er stadig 1 års tid før min kæreste tør gøre mig gravid igen

Jeg har svært ved at forestille mig det der med at vide at "nu er det slut".

Herhjemme har vi ikke noget tal på hvor mange børn vi gerne vil have. Vi får børn når lysten og overskuddet er der, og jeg forestiller mig at der helt automatisk kommer en dag hvor lysten til flere børn bare ikke dukker op igen - og at det dermed vil være helt fint at det er slut med den slags.