BEFRIELSE!!!!! 
Jeg tænkte at min søn var grim ved fødslen, fordi han var lidt trykket (fandt efterfølgende ud af, at det var meget mindre end spædbørn normalt er ved fødslen) og jeg blev bange for at han ville blive et grimt barn 
Jeg fik en fødselsdepression og var så angst for at komme til at gøre skade på ham (hvilket jeg selvfølgelig aldrig har gjort!)
Min kæreste måtte stå op om natten, når ikke det handlede om amning, fordi jeg havde så stort et søvnbehov pga. min fødselsdepression - følte (og føler mig af og til stadig) som verdens ringeste Mor!
Jeg elskede ham først rigtigt efter 4-6 uger, havde dog moderfølelser og stor beskyttertrang (siden er kærligheden voksen og voksen med lynets hast, og han er mit livs lys 
).
Jeg har sagt hold kæft til ham og 'ÅÅÅÅÅÅÅHHHHHHH', når jeg har været helt udkørt (heldigvis aldrig råbt - så vidt jeg husker... 
Meget går jo tabt i de søvnløse måneder *griner*).
Jeg har aldrig lyst til at hente ham tidligt fra dagpleje, da jeg elsker at have et par timer til mig selv HELT ALENE efter skole, inden jeg henter ham (men på den anden side, han skal jo lige sove, vågne og have frugt, og så er han der en halv time til en time derefter, så det går jo nok - og jeg er ALTID glad for at se ham og få hans fantastiske krammere ).
Jeg saaaavner kærestetid - en hel weekend, hvor han kan blive passet hos sine bedsteforældre, er noget jeg drømmer om og ser frem til 
(han er halvandet og har sovet ude et par gange en enkelt nat, fordi vi har skulle noget).
Og så synes jeg det er rigtig rigtig svært med den dårlige samvittighed EVIGT OG ALTID 
Jeg laver ikke andet end at have dårlig samvittighed over alting - jeg får dårlig samvittighed den weekenddag, hvor det er min tur til at sove længe, jeg får dårlig samvittighed hvis jeg har sovet længe og også skal i bad senere. Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg laver noget andet end at lege med/kigge på ham, når han er der (gør det dog alligevel, da man jo bliver nødt til det, og fordi min fornuft siger mig, at det er okay).
Alt i alt er jeg bare rigtig bange for ikke at slå til som Mor, bange for ikke at gøre det helt godt nok.
Men alle siger jeg gør det fantastisk, og jeg ved det jo også godt inderst inde, men frygten er bare så stor - han er jo det vigtigste for mig i denne verden, og jeg ønsker at det skal gå ham så godt i livet som overhovedet muligt. Det er til tider skræmmende at have en så stor del af ansvaret for!!!
Men åh hvor jeg elsker ham, og hvor jeg ikke ville undvære ham for noget som helst - han var/er depressionen, angsten, frygten, tårerne, den manglende søvn, de ømme bryster, lugten af sur mælk, de mange strækmærker, manglende kærestetid, manglende overskud til sex...... værd - Han er ALT værd!!!!
Mange knus til alle I andre SEJE mødre - I gør det rigtig godt og det er okay også at bevare sig selv, selvom man er blevet Mor (vi kunne godt lære noget af de kære fædre, som lader til at have fundet balancen en del bedre... )! 
