Jeg sidder i øjeblikket og læser en bog der hedder "Dumme mor". Det er en samling af Rikke Haarbyes klummer fra søndagsavisen, som handler om livet som mor. Det virkelige liv som mor. Og jeg elsker den bog. Det er så skønt at blive bekræftet i, at man ikke er alene om at sidde og tænke og føle en masse, som man ikke må sige højt, fordi så er man ikke en "god" mor. Livet som mor er ikke ren fryd og gammen. Det er drønhårdt. Det er fakta. Men udadtil, vil alle gerne udstråle at de har fuldstændig styr på det, og masser af overskud. (Hvilket er med til at give alle os andre dårlig samvittighed)
Jeg blev lidt inspireret af bogen, og fik lyst til at lave en tråd, hvor vi kan komme ud med alle de ting vi går og føler. Men som er tabu at sige højt. Og jeg starter gerne.
Ja, jeg har nogen gange haft lyst til at kyle min datter ind i væggen når hun har grædt non stop.
Ja, jeg glemmer nogen gange at skifte hendes ble i flere timer.
Ja, jeg takkede nej til mødregruppe.
Ja, jeg har sat min datter foran fjernsynet fordi jeg gerne ville lægge neglelak eller glatte hår.
Nej, jeg synes IKKE fødslen var en fantastisk oplevelse, det var forfærdeligt.
Og ved I hvad? Folk må dømme mig alt det de vil. JEG ved, at jeg er en god mor, JEG ved at jeg elsker mit barn højere end noget andet i livet. Men jeg ER ikke perfekt.
Så alle I fantastiske mødre, hvis I vil ud med noget, så er det tilladt her. Det er til gengæld IKKE tilladt at dømme nogen.
Anmeld