Kan ikke lide mor

*Sofie* skriver:

Hurraaa, hvor er det bare et super godt indlæg!!  

Mumto3 skriver:

Jamen selv tak!

Jeg har også selv brug for at blive mindet om det. Min mand rejser meget og når man er alene med 3 små børn og for lidt nattesøvn, så bliver en lunte lidt kort, og så vrisser jeg, så vrisser børnene og så kører møllen...., men det kræver bare at stoppe op, og lige tage sig selv i det negative udbrud, og så er man tilbage på sporet. Mit trick er, at jeg prøver at spørge mig selv om: hvordan tror jeg barnet har det lige nu? hvad føler det, hvordan oplever det situationen, -og som du selv så fint beskriver, så er det bare en hel anden respons man bliver mødt med hos sit barn, når man selv ændre sin tilgang til barnet.

Det er bare så nemt at sige, at det er barnet der er 'noget i vejen' med (ala hun er hysterisk, han er en bandit, stædig, vil bestemme alting, er i trods-aldern osv) istedet for at se på sig selv, og spørge: Hvad kan JEG gøre anderledes for at få en anden reaktion.

 

Præcis!

Stakkels dig.

Det er helt normalt med sådan en periode. Han er i den alder hvor han selv vil det hele men ikke kan, og da du er den, der er der det meste af tiden, ja så er det også dig han ser sig sur på, og lader det gå ud over.

Det går over igen, du må bare stå fast, selvom det er en møgtid.
De får en tur igen når de er omkring 3 år og 5-6 år, og så igen i puberteten..og det må man bare leve med.

Men du får et stort trøsteknus..for det er bare så øv.

Kærligst
Sussie

en periode...? Så må Noah sgu have været 3 år meget længe LOL eller også er det bare det røde hår og morens temperaments gener han har arvet.

Nå tilbage til emnet, som andre skriver det går over. Måske bider det sig også lidt i halen, han kan sikkert mærke at du allerede er i forsvar før i starter med at tage tøjet på og selvom du måske ikke selv ligger mærke til det kan det sagtens ligge i dit tonefald.

Hjemme hos os er M og jeg meget forskellige men det kræver måske lige en beskrivelse af den lille rødhårede.
Noah har altid haft rigtig meget temperament og han har på intet tidspunkt i sit 5 år lange liv været i tvivl om hvad han vil men nok især hvad han IKKE vil!
Et godt eksempel er imorges, han var træt og ville bestemt ikke i børnehave M bliver irriteret og siger det skal han og at han ikke gider høre på at han ikke gider. Herhjemme er det M det du beskriver går ud over netop fordi at hans toneleje efter min teori simpelthen provokere Noah til bare at blive endnu mere hidsig og det skaber en stemning/spænding imellem dem. Jeg sætter mig ned hos Noah og spørger hvorfor han er ked af det. Egentlig tror jeg ikke han var ked af det men nærmere godt gammeldags træt. Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg forklare ham at der jo ikke er nogen at lege med herhjemme og at han jo havde lovet lægen igår at han skulle fortæller alle sine venner at det ikke gør ondt at blive vaccineret (ja ja man avde jo lige et es i ærmet) Det tager en hel del ekstra tid men vi kommer ud af døren med frivillighed og ikke tvang. Havde jeg hevet Noah ud i bilen mens han var hidsig var hele balladen fortsat i børnehaven ligesom du beskriver men da hele situationen blev ændret var der heller ikke ballade i børnehaven.

Jeg er klar over din er en del yngre end Noah men egentlig tror jeg essensen er det samme, jeg har ihvert fald altid brugt samme taktik overfor Noah. Og vil så lige til sidst huske at sige at jeg bestemt ikke klare den med overskud hver gang og at skrigeriet ikke altid bliver håndteret som beskrevet men jeg prøver så vidt muligt at finde roen i mig selv til at gøre det men nogen morgener er man bare selv skide træt og måske kommet sent op og så er det afsted med skrig og skrål

Anonym skriver:

Hvorhenne er det godt?

Jeg synes virkelig det er super ærgerligt, at du ikk tager det til dig, som Momto3 har skrevet, i stedet for at tro at alle bebrejder dig noget.

Måske skulle du prøve at læse hendes indlæg igen, når du er faldet lidt ned og er i bedre humør  

Overfuset af ts? Hvad snakker du om? Det er da helt modsat!

Det mener jeg ikke... Hun kommer med et konstruktivt råd...

Og jeg kan godt forstå at når du læser det fra hende at du kan se som værende et angreb på dig og at du tror hun mener i overhovedet ikke har kvalitetstid hvor i er glade og hygger sammen... Men det er fordi du sidder med det lige nu og føler derfor det er ret overskueligt, tænker jeg... Fordi vi andre som ikke har oprettet tråden, kan se det råd og de spørgsmål hun kommer med...

"Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?"

"Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!!

-men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel....."

"JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv."

Ser ikke de ting som negative, men meget konstruktive råd og spørgsmål og hun siger jo faktisk at hun kan finde på nøjagtig samme ting...

Jeg vil ikke diskutere, men jeg tror bestemt ikke at det var med ond hensigt at hun skrev det indlæg til dig

Anonym skriver:

Tak Sussie! Det er sådan et svar man har brug for - meget bedre end at blive nedgjort og få at vide, at man selv er problemet! Det er jo ikke brugbart!

Jeg tænker ofte på denne sætning: det er altid den voksne, der har ansvaret for den gode stemning..

Jeg er ikke perfekt og nogle gange er pædagogik ikke nok, men hvis det er vedvarende problemer bør man faktisk kigge lidt indad. Ved det er svært, men det betaler sig. De morgener hvor vi har travlt går altid i kage, de normale morgener gør ikke. Det er der jo en grund til. Jeg er også selv med vores to børn hver morgen.

Mumto3 skriver:

Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?

Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?

Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.

JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.

Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige.  Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.

 Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.

 

Sikke et dejligt og brugbart svar.

Synd spørgeren ikke værdsætter det - men så kan vi andre da!

Moms

patella skriver:

Hov det var ikke dig jeg ville ha citeret, men det er også godt det du skriver

He he, det er iorden. Undrede mig ogsaa lige indledningsvist, men saa kunne jeg godt se det.

Men jeg synes nemlig ogsaa Mumto3 indlaeg var supergodt!!

Anonym skriver:

Ja det eneste jeg gør, er at skælde ham ud og være sur på ham - hvad tror du selv? Selvfølgelig laver vi sgu da hyggelige ting sammen - men det er ikke det der er problemet, derfor har jeg kun beskrevet de negative ting (som sjovt nok er dem der er problemet)

Ikke for at skælde ud, men jeg syntes faktisk det var et fint og brugbart svar. Alle kender de der situationer. Jeg syntes ikke der blev sagt noget grimt i det svar du fik.

Når det så er sagt så tænker jeg at det måske er en slags frigørelsesfase fra dig. Din dreng er ved at finde ud af at der findes andre end dig og at han er sin egen herre. Han har en vilje og en mening og han kan ikke helt give udtryk for den endnu, men skrige det kan han! Jeg HÅBER for dig det er en kort fase for det må sørme være hårdt.

Anonym skriver:

Tak Sussie! Det er sådan et svar man har brug for - meget bedre end at blive nedgjort og få at vide, at man selv er problemet! Det er jo ikke brugbart!

Jamen det er jo heller ikke brugbart kun at tænke at det er BARNET der er problemet. I er en familie og der foregår et samspil og nogle gange er der et samspil som får nogle reaktioner frem i et barn. Ikke at jeg siger at I gør noget forkert, for det kan jo "bare" være et tigerspring. Jeg synes virkelig ikke at du er blevet svinet til. Prøv at læs det igen uden en negativ tone inden i dit hovede.