Kan ikke lide mor

Ja, sådan virker det i hver fald!!Hver morgen har jeg ham - og der går ikke 5 minutter fra han har slået øjnene op, til at han har skreget over et eller andet. Under morgenmaden bliver han også stiktosset over de mindste ting og sno sig og skrige som en stukket gris. Så skal han i overtøjet - det er morgens andet store problem. Så er det cykelhjelmen der er problemet.Så snart vi er afsted til vs, er der (7-9-13) kun godt humør og snak! Så bliver han sur i vs når tøjet skal af igen - suk! Og sådan starter min morgen HVER DAG! Om eftermiddagen er det far der henter en glad og tilfreds dreng og når jeg har været hjemme i 10 min - ja, så starter det hele forfra!!! Sur og pisse hysterisk! Her til aften vågnede han kl.21.30 og jeg prøvede at give ham sutten, hvilket resulterede i, at han skreg, sparkede og slog mig indtil han til sidst gav op og fladt i søvn (for 5 min siden!!)Det er altså svært at være pædagogisk hele tiden, når det er mig der konstant har "lorten" - altså den sultne/trætte/opmærksomhedskrævende dreng!Hvad sker der ? Hvorfor skriger og skaber han sig 98% af den tid jeg har med ham? Han er forresten 14 1/2 måned og sover nu lige ved siden af mig - så længe det varer!!

Stakkels dig.

Det er helt normalt med sådan en periode. Han er i den alder hvor han selv vil det hele men ikke kan, og da du er den, der er der det meste af tiden, ja så er det også dig han ser sig sur på, og lader det gå ud over.

Det går over igen, du må bare stå fast, selvom det er en møgtid.
De får en tur igen når de er omkring 3 år og 5-6 år, og så igen i puberteten..og det må man bare leve med.

Men du får et stort trøsteknus..for det er bare så øv.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Stakkels dig.

Det er helt normalt med sådan en periode. Han er i den alder hvor han selv vil det hele men ikke kan, og da du er den, der er der det meste af tiden, ja så er det også dig han ser sig sur på, og lader det gå ud over.

Det går over igen, du må bare stå fast, selvom det er en møgtid.
De får en tur igen når de er omkring 3 år og 5-6 år, og så igen i puberteten..og det må man bare leve med.

Men du får et stort trøsteknus..for det er bare så øv.

Kærligst
Sussie

Og saa er der lige en hel masse perioder ind imellem 

Noget der virker for mig er at sige til mig selv "det er en fase". Naar man ved der er et start tidspunkt og isaer en slut tidspunkt, er det meget nemmere at bevare taalmodigheden.

Min datter paa knap to har lige haft en fase med en masse hysteriske anfald. Det kunne komme af det rene ingenting (set med mine oejne, men hun mente nok hun havde en grund) og saa kunne hun skrige og rulle rundt paa gulvet og slaa mig hvis jeg proevede at troeste. Fuldkommen umulig at aflede hendes opmaerksomhed og sutten blev kastet langt vaek. 

Jeg gjorde det at jeg satte mig ved siden af hende og ventede til det var ovre da hun overhovedet ikke lod mig goere andet. Naar hun faldt ned ville hun saa gerne op og troestes og var selvfoelgelig fuldkommen udmattet af saadane en tur.

Som Sussie siger hoerer det med til at bliver stor. 

3rollinger skriver:

Og saa er der lige en hel masse perioder ind imellem 

Noget der virker for mig er at sige til mig selv "det er en fase". Naar man ved der er et start tidspunkt og isaer en slut tidspunkt, er det meget nemmere at bevare taalmodigheden.

Min datter paa knap to har lige haft en fase med en masse hysteriske anfald. Det kunne komme af det rene ingenting (set med mine oejne, men hun mente nok hun havde en grund) og saa kunne hun skrige og rulle rundt paa gulvet og slaa mig hvis jeg proevede at troeste. Fuldkommen umulig at aflede hendes opmaerksomhed og sutten blev kastet langt vaek. 

Jeg gjorde det at jeg satte mig ved siden af hende og ventede til det var ovre da hun overhovedet ikke lod mig goere andet. Naar hun faldt ned ville hun saa gerne op og troestes og var selvfoelgelig fuldkommen udmattet af saadane en tur.

Som Sussie siger hoerer det med til at bliver stor. 

Nemlig...men for pokker da hvor er det hårdt, mens det står på

Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?

Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?

Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.

JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.

Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige.  Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.

 Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.

 

Mumto3 skriver:

Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?

Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?

Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.

JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.

Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige.  Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.

 Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.

 

Ja det eneste jeg gør, er at skælde ham ud og være sur på ham - hvad tror du selv? Selvfølgelig laver vi sgu da hyggelige ting sammen - men det er ikke det der er problemet, derfor har jeg kun beskrevet de negative ting (som sjovt nok er dem der er problemet)

Mumto3 skriver:

Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?

Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?

Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.

JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.

Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige.  Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.

 Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.

 

Ihh, hvor lyder du altsaa som en god mor 

Jeg vil tage dit eksempel til mig, for jeg er sikker paa at jeg faar en masse af den slags situationer med min yngste datter. Hun er nemlig fuldkommen anderledes, temperaments maessigt, end de to andre, saa der maa andre boller paa suppen.

Anonym skriver:

Ja, sådan virker det i hver fald!!Hver morgen har jeg ham - og der går ikke 5 minutter fra han har slået øjnene op, til at han har skreget over et eller andet. Under morgenmaden bliver han også stiktosset over de mindste ting og sno sig og skrige som en stukket gris. Så skal han i overtøjet - det er morgens andet store problem. Så er det cykelhjelmen der er problemet.Så snart vi er afsted til vs, er der (7-9-13) kun godt humør og snak! Så bliver han sur i vs når tøjet skal af igen - suk! Og sådan starter min morgen HVER DAG! Om eftermiddagen er det far der henter en glad og tilfreds dreng og når jeg har været hjemme i 10 min - ja, så starter det hele forfra!!! Sur og pisse hysterisk! Her til aften vågnede han kl.21.30 og jeg prøvede at give ham sutten, hvilket resulterede i, at han skreg, sparkede og slog mig indtil han til sidst gav op og fladt i søvn (for 5 min siden!!)Det er altså svært at være pædagogisk hele tiden, når det er mig der konstant har "lorten" - altså den sultne/trætte/opmærksomhedskrævende dreng!Hvad sker der ? Hvorfor skriger og skaber han sig 98% af den tid jeg har med ham? Han er forresten 14 1/2 måned og sover nu lige ved siden af mig - så længe det varer!!

Hej

Han har bare den alder hvor det er dig han skal løsrive sig fra.
Han vil så mange ting selv, men kan det ikke. Og ja det er dig der mor så det er dig der få kampen...

Vores datter er knap 3, da hun var på din søns alder, var det kun far der duede og jeg skulle bare passe mig selv...

Nu er den far der får tur og mor der dur

Mit eneste råd er "tag det oppe fra og ned", bevar roen og have mantraet "det er kun en periode, det er kun en periode..."

Men hold K... det er hårdt når det står på, og jeg føler med dig

Mange hilsner

Henriette

Mumto3 skriver:

Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?

Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?

Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.

JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.

Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige.  Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.

 Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.

 

Du har SÅ ret, og det gør øjeblikkeligt både mor og barn i bedre humør

Anonym skriver:

Ja det eneste jeg gør, er at skælde ham ud og være sur på ham - hvad tror du selv? Selvfølgelig laver vi sgu da hyggelige ting sammen - men det er ikke det der er problemet, derfor har jeg kun beskrevet de negative ting (som sjovt nok er dem der er problemet)

Undskyld hvis du blev støt af mit indlæg. Du lyder som om du føler dig lidt forurettet. det var ikke min mening.

Det er da bare dejligt at I hygger jer og har det rart sammen! Jeg kan bare selv have perioder med mine børn, hvor jeg føler at jeg ikke laver andet end at skælde ud og være irriteret.

At I også har masser af sjov og hygge er jo det allerbedste udgangspunkt for at komme videre på. Så kig på alt det dejlige I har sammen, hvad er det der gør at disse situationer er gode og rare for jer begge to, og overfør det til de mere problemfyldte situationer. Så får du mere af det gode, og mindre af det dårlige.