Mumto3 skriver:
Hvad laver I af sjove, hyggelige og rare ting sammen?
Du har kun beskrevet trælse morgener, hvor han skal op, have tøj på, overtøj, og afsted i vuggestue. I vuggestuen har han så tid til ro, leg og fordybelse, og så henter du (kl??) Du har ikke rigtig beskrevet jeres eftermiddage, men blot at han skriger. Er eftermiddag/aften også bare fyldt med, nu skal du spise, nu skal du have børstet tænder, nu skal du have nattøj på, nu skal du sove?
Børn er som et spejl....så jeg tænker: hvordan opfatter han dig og din relation til ham? Oplever han en glad mor, der giver udtryk for sin kærlighed for sit barn? Jeg er ikke i tvivl om at du elsker ham over alt på denne jord!!! -men samspillet mellem børn og forældre, kan komme ind i en ond cirkel, hvor han måske ikke føler/oplever at han er elsket og værdsat, men han måske i højere grad føler sig i vejen/forkert/i rette sat, og han så omvendt reagere som Rasmus Modsat, at så gider han i hvert fald ikke noget af det du siger, blot fordi det er dig der siger det. Når han så er Rasmus Modsat, hysterisk, grådkvalt, sur og vred, ja, så bliver du irriteret, frustreret, føler dig måske magtesløs, og begynder til sidst at sætte spørgsmåls tegn ved om dit eget barn elsker dig. SElvfølgelig gør han det!!! Og selvfølgelig er du den bedste mor han kan få!!! Men I skulle meget gerne få jeres hverdage fyldt op med meget mere glæde, latter, hyggestunder, og gode mavefornemmelser.
JEg er IKKE en perfekt mor, og til tider kommer jeg også ind i en rigtig dårlig vane med at vrisse for meget at mine børn, blive irriterede på dem osv. Men de gør jo ligesom jeg gør, og når jeg er hård ved dem, så er de også hårde ved mig. Når jeg er rummelig og ikke tager tingene så højtideligt, forsøger at se det i deres perspektiv, særligt da de var små og ikke havde sprog, så handlede det om at sætte ord på deres følelse og anerkende deres behov og oplevelser. Når det lykkedes, så går det hele meget bedre og nemmere.
Du får lige et eksempel. Min datter på 3 år, er helt vild med at gynge, og hun tror hun ejer gyngen nede i børnehaven. En morgen var der en anden der sad på 'hendes' gynge og hun SKREG!!! Hun ville gynge, hun ville have hende gynge og det skulle være nu!!! Den såkaldte pædagog begyndte at sige ting som: Det er ikke kun dig der må gynge, de andre skal også have lov. Du må vente lidt. Der er så meget andet du kan lave. Hvad med sandkassen? Eller har du lyst til at rutche? Min datter hun bare skreg og skreg!!! Indtil jeg satte mig ned på hug, kiggede hende ind i øjnene og spurgte: Vil du gerne gynge? Hun blev helt stille! Kiggede på mig og SAGDE: ja! hun var helt holdt op med at skrige. Jeg svarede: Det kan jeg godt forstå. Det er også sjovt at gynge. Hun var stadig stille. Hiksede lidt efter vejret, hun havde jo lige været igennem en kæmpe turmult oplevelse, fyldt med vrede, skuffelse og følelsen af at være dybt ulykkelig. Nu, ENDELIG, forstod mor hvad hun gerne ville. Jeg så mit barn, og jeg satte ord på hendes følser. Jeg lyttede til at hun gerne ville gynge, og jeg gav udtryk for at det forstod jeg godt, for det er sjovt at gynge. Derfra gik jeg så videre og kiggede på gyngen, som jo var optaget. Se, sagde jeg. Martin gynger, jeg tror også Martin synes det er sjovt at gynge. Tror du han synes det er sjovt? Ja, det troede hun. Så snakkede vi lidt om det, og om at han også skulle have lov til at gynge, og at hun kunne lave noget andet imens hun ventede på at det blev hendes tur til at gynge. Hun var GLAD da hun gik igang med at lege i sandkassen. Hun var blevet set, hørt og forstået. Det gav hende ro inden i, og det gjorde det meget nemmere at rumme at hun ikke kunne gynge lige når hun ville.
Det tricks kan jo bruges i alle sammenhænge. Når barnet ikke vil i vuggestue/børnehave, så istedet for at svar: men det skal du!! Kom så! -så kan man jo anerkende barnets følese og sige: Ih, jeg synes også det ville være dejligt at blive hjemme sammen med dig hele dagen. Når man så er blevet enig med barnet i hvor skønt det ville være, så kan man være fælles om, at det kan vi desværre ikke. Vi skal afsted, men det bliver dejligt når vi ser hinanden igen senere på dagen.
Det kan godt være du blev overfuset af ts... Men jeg kunne rigtig godt bruge dit råd... Tænk, man ved jo godt disse ting når man har lært pædgogik ikke, men ligeså snart barnet har en sur og tvær periode så kan man sgu godt glemme det lidt....
Silas er lige nu igang med et giga tigerspring, hvor han græder og er utilfreds heeeeeleeee tiden (Føler jeg) Men læste lige dit indlæg og kom i tanke om, for silan altså, han kan jo også mærke på mig at jeg ikke "forstår" ham... Og det hjalp faktisk da jeg tog ham op og anerkendte "Jaaa, det er hårdt at gå igennem og æv de tænder kløer også" osv... Han faldt til ro og nu ligger han og sover.... Plejer nu godt at kunne få ham til at falde til ro, men det her var en helt anden måde han faldt til ro på.... 
