Er bange for min hund omkring børn :-(

Höör skriver:

tror måske godt jeg ved hvem du er?

 

Men ihvertfald så skal børn bare forstå at de skal lade hende være! Hun har haft en yderst dårlig oplevelse og derfor skal HUN VÆLGE oplevelsen frem for at den vælger hende.. 

Hun er tydeligvis mærket af det og det kræver et stykke arbejde at få hende til at få det positivt med det..

Start med nogle ikke alt for små børn, der skal passere jer, f.eks bare på gaden, tal med Malou imens og hold hendes opmærksomhed med godbider og ros.

Når hun ikke længere reagere på så arbejder man sig stille og roligt videre...

det er lidt langt at smide herinde, men du er velkommen til at kontakte mig PB hvis du vil have den lange udgave af det

Men frem for alt skal hun vælge børnene frem for at de skal vælge hende  

Til TS!

Jeg vil anbefale du får en lang snake med Hör..for hun ved noget om hundepsykologi, kan jeg høre

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

 

Til TS!

Jeg vil anbefale du får en lang snake med Hör..for hun ved noget om hundepsykologi, kan jeg høre

Kærligst
Sussie

åh du er så sød 

Men jeg har snakket med TS og givet hende lidt råd og henvist hende til at få snakket med Irene Jarnved (som jeg igennem mit arbejde med hunde finder utrolig sympatisk og dem jeg arbejder sammen med der er udd. ved hende har nogle utrolig jordnære og gode arbejdsmetoder )  om hvilke uddannede instruktører hun kender til i TS nærområde ...

Men tak for din fine ord 

Anonym skriver:

Når nu stort set hele vores vennekreds lige har fået børn eller er gravide og vi selv venter os, synes jeg faktisk det virker som en umulig opgave at holde hende helt fra børn.... 

hmm
enten må i få hende trænet til at få en god oplevelse med børn, ellers må i jo af med hende, det kan jo gå hen og blive farligt

gruener skriver:

Det handler om at give hende en god oplevelse omkring børn. Det er ingen udvej at holde hende væk, især ikke, hvis i selv skal have børn. Som skrevet tidligere af en anden bruger, skal hun forbinde børn med gobidder og ros. Gå tur udenfor med hende omkring legepladser og ros hende. Hvis børn kommer derhen, skal hun bestemme om de må kæle med hende. Det er utroligt vigtigt at det foregår på hendes præmisser. 

Inviter dine venner hjem, men sørg for at hun er optaget, mens de er der. Put nogle godbidder i en flaske. Krøl nogle aviser sammen og gem godbidder i dem, put nogle godbidder i en kasse og luk den. Dvs alt for at hun ikke bemærker dem og er optaget af andet. 

Du skal mest af alt prøve ikke at vise din uro. Hunde kan mærke vores kropssprog, også når vi ikke selv kan. 

Vær rolig omkring hende og ros hende, når børnene nærner sig hende. Knurrer hun, så kom med et fast NEJ og ros hende når hun slapper af. 

Jeg håber det hjælper dig  ellers er du velkommen til at skrive til mig.

Hilsen Sara

Tusind tak for dine gode råd og forslag.... Dem vil jeg klart prøve at benytte mig af 

Mor til 2, snart 3 skriver:

Kan jeg virkerlig godt forstå.. Børn skal lære og behandle dyr med respekt.. det lære vi vores piger.. hunden har sine grænser og dem skal man respekter!!

Men hvad med en hunde psyk. eller rådgiver.. ? man kan jo alt nu til dags..

Jeg tænker klart jeg vil se om jeg ikke kan finde en hundetræner i omegn, for måske at se noget praktisk på nogle af alle de gode råd. Så jeg også ved jeg gør det rigtigt.... Og måske får råd til min egen adfærd?

For som en anden bruger skrev kan hunde naturligvis mærke uro og frygt hos ejer, så jeg har klart også noget at arbejde med.

heaven skriver:

Først og fremmest er jeg SÅ GLAD for at du ikk bare er løbet til dyrlæge og fået den aflivet - det er godt nok tit man bliver rådet til det herinde, UDEN  at have givet det lidt omtanke....

så: det er sgu godt nok rigtig synd for hunden - den er selvfølgelig blevet sådan pga den oplevelse - den er bange og usikker!!! Jeg kan ikke rigtig give dig andre råd ud over dem der ER givet, dog:

1: det er dyrt, men jeg er varm på ideen med en hundepsykolog - mange er sikkert rigtig dygtige, jeg selv vil anbefale Lone Greva ved Århus (ved ikke hvor du bor??) hun er pisse dygtig. Men ellers kan du ihvert fald ringe til en der ved noget om problematikken - google evt... eller start med en snak med din dyrlæge, både for råd, men også for et navn på en hundepsykolog. Med den rigtige tilgang og MASSER af kærlighed, kan mange problematikker løses.

2: Hundens kurv og spise/drikkested er NOGO for børn - minimum 1 meters afstand - ALTID. Både nu, men også i fremtiden med eget barn i huset - dette ikke kun pga den nuværende problematik, men også for at lære almen respekt for og tilgang til hunde. De har også brug for et fristed hvor de VED de kan stole på de ikke bliver forstyrret. Det aflæser de også hurtigt.

3: Forsøg at virke afslappet - den aflæser dig 11100000%

håber det løser sig, giv gerne update

Jannie

Tusind tak for svaret.

God idé med henvendelse til dyrlægen, for du har nok ret i de kan give mig navn på træner/psykologer jeg muligvis vil kunne benytte mig af.

For mig er det IKKE en løsning at få hende aflivet. Selvfølgelig hvis hun sådan RIGTIG bider. For det skal lige siges, da min fætter kom og sagde hun havde bidt, var der INTET at se og han kunne ikke fortælle hvor hun skulle have bidt ham og det jeg efterfølgende bemærkede var markering fra hendes side. Ikke noget med at knurre og vise tænder og bide.... Mere bare et snap...!

Men det skal SELVFØLGELIG tages alvorligt, for det jeg er urolig for er om hun en dag kunne finde på at bide til?

SussieThyssen skriver:

 

Til TS!

Jeg vil anbefale du får en lang snake med Hör..for hun ved noget om hundepsykologi, kan jeg høre

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Jeg tænker klart jeg vil se om jeg ikke kan finde en hundetræner i omegn, for måske at se noget praktisk på nogle af alle de gode råd. Så jeg også ved jeg gør det rigtigt.... Og måske får råd til min egen adfærd?

For som en anden bruger skrev kan hunde naturligvis mærke uro og frygt hos ejer, så jeg har klart også noget at arbejde med.

Vil mene din reaktion er meget normal.. Alle vil jo det bedste både for hunden og de børn der nu er i nærhenden... men kan godt forstå dig

Vi har en bomuldshund på snart 4 år. Og jeg har da også tit tænkt over hvordan han bliver når vi får et barn engang, han er MEGET i midtpunkt herhjemme, og behandles stort set som var han vores søn

Vi har jævnligt små børn på besøg, og godt nok elsker han ikke børn, men han virker meget tålmodig, dog hvis de kommer til at rive ham i pelsen kan han godt finde på at blive sur og snappe efter hånden, men han bider aldrig! og det lyder heller ikke til at jeres hund har eller kunne finde på at sætte tænderne i. De markerer sig for at fortælle at nu er det nok,  de kan jo ikke andet.

Så jeg tror du skal være helt rolig, og bare acceptere at din hund ikke elsker børn, den skal nok lære at vænne sig til det på et tidspunkt.

Omvendt tror jeg bestemt også at man skal lade barn og hund finde grænsen selv, det er ofte sådan at mødre er ALT for pylret omkring dyr og børn, desværre, så nogle gange tror jeg bare det er vigtigt at lade dem lære hinanden at kende "på den hårde måde" om man vil, selvfølgelig skal der reageres hvis det går helt galt med bid, men der skal VIRKELIG meget til før hunde tyr til så drastiske metoder, det skulle være hvis den føler sig truet...

Anonym skriver:

Hej piger!

Åha, det her er godt nok svært for mig. Har derfor ikke brug for skæld ud eller noget i den dur.... Men GODE RÅD modtages med kys-hånd 

Jeg har en skøn-herlig bommuldshund på to år.

Vi var for et år siden i sommerhus en weekend, hvor min lille fætter på ca 3 år også var der.

Det var desværre så uheldigt, at han "fik lov" til at tyraniserer Malou. Dvs. han løb efter hende kontant, rev hende i den lange pels osv. osv.

På et tidspunkt kommer han stormende ud til de voksne og græder, at Malou har bidt ham. Han virker lidt drama-queen agtigt og jeg tænker det skulle da være underligt, det har hun da aldrig gjort før (ja ja det siger alle hunde-ejere, I know). 

Jeg holder så skarpt øje med hund og dreng. Han er vild og løber hen mod hende og tramper løs og råber og skriger. På et tidspunkt hvor han spæner forbi hende og hun står under et spisebord ser jeg hende snappe ud efter ham som han løber forbi.

Der går det op for mig, at hun er gået i forsvarsposition.

Her kommer mit PROBLEM så.....

DET HAR HUN VÆRET SIDEN!

Vi har flere venner med børn og har har oplevet hende knurre af en baby der sad ved sin mor, tilbage for et halvt år siden. For et par uger siden havde vi besøg af et vennepar, hvor deres datter på halvandet løb forbi spisebordet hvor Malou sad under, gik Malou frem og snappede (rørte ikke pigen overhovedet).

I dag har jeg haft besøg af en anden veninde og søn på 16 mdr. og drengen stod og stirrede på Malou og Malou begyndte at knurre (lidt) af ham.

Hun skulle HELE tiden se hvor han var henne, meget obs.

 

Det er jo voldsom synd, for det er, som jeg ser det, bestemt ikke hendes skyld hun er blevet bange for børn!

 

HVAD SKAL VI GØRE??????

Jeg kan SLET ikke slappe af når jeg har små børn på besøg og er da også en anelse urolig for at jeg selv skal have barn i det nye år.

Men måske hun kan vænne sig til vores når hun er med helt fra starten og det ikke bare er en hurtigløber der kommer ind i huset.

 

MVH.

Vores hund er på nødagtig samme måde, men hun har accepteret vores datter, det er ikke kærlighed der er mellem dem, men vores hund ved selv hun ikke skal komme for tæt på vores datter og vores datter har også lært hun hun skal lade hunden være, hun er 11 mrd