Man skal nogen gange ramme bunden før man kan se lyset!
Det har jeg måtte sande!
Hvorfor er der ingen der har sagt at det ville være SÅ psykisk hårdt at blive mor??!!
Jeg har siden fødslen haft det skidt, og følt mig utilstrækkelig som mor. Jeg har haft dårlig samvittighed hver gang jeg har lagt Lukas på legetæppet. Jeg har følt at jeg ikke elskede ham højt nok! (selv om jeg elsker ham overalt i hele universet, men følte ikke det var nok!) Jeg har gået med de tanker for mig selv, og ville ikke snakke med nogen om dem!
Da vi så har kæmpet for amningen her den sidste stykke tid, og den nu er gået helt i vasken, så knækkede jeg! Jeg følte som verdens VÆRSTE mor, og synes det var synd for Lukas at han netop var havnet i min mave!
NØJ hvor har det været hårdt! Jeg har nu i snart 3 måneder gået med negative tanker om mig selv, og bare set alle andre som super mødre, hvis babyer aldrig skreg, og som bare havde tjek på det hele!
Nu har jeg sagt det højt til min kæreste, min mor og min veninde, og nøj hvor det lettede! En KÆMPE sten er faldet fra mit hjerte, og kan faktisk se en lysning på det hele nu!
Jeg er stadig ikke på toppen, og vil nok have det hårdt det næste stykke tid. Men jeg har det meget bedre, og er sikker på at jeg nok skal få det RIGTIG godt igen! Men må sande at ting tager tid. Især at få bearbejdet nogle følelser man har gået med i snart 3 måneder!
JA, jeg har en fødselsdepession. Men den skal jeg sgu nok få bugt med! Nu er det sagt højt, og bare det er et stort skridt for mig!
Jeg kan se lyset, og det er det første skridt. Nu er det næste bare at få snakket fødslen igennem igen og igen. Det er jo der det hele startede, men har bare bygget mere og mere på, som tiden gik!
Så et godt råd til andre er: SNAK om fødslen så meget som du selv orker! Snak om de følelser du går med, ingen af dem er forbudte. Slet ikke hvis du er åben omkring dem!
(Jeg blev inspireret af en anden brugers åbenthed, og har tænkt på om jeg skulle skrive det her indlæg hele natten)
Ville ikke så meget, andet end at være åben omkring det, da det også er med til at få mig videre!
Dit indlæg inspirerer mig helt vildt. Det giver mig modet til at fortælle at jeg ved præsis hvordan du føler, for jeg gik igennem det samme da jeg fik Amanda. Jeg har næsten ikke fortalt det til nogen. Tror at der er max 5 af mine nærmeste der ved det. Ikke fordi jeg skammede mig over det, men fordi at jeg ligesom ikke kunne åbne op for det og se det i øjnene og var lidt bange for at de også skulle syntes at jeg var en dårlig og utilstrækkelig mor ligesom jeg selv frygtede at jeg var. Jeg havde ikke det der med at jeg ikke kunne forholde mig til/tage mig af Amanda overhovedet. Jeg havde heller ikke det der med ikke at ønske at have hende. Jeg havde den del hvor jeg var konstant bange for at svigte eller ikke være god nok. Præsis som du beskriver. Og så var der en del stress-agtigt ind over det hvor jeg fx sov elendigt i noget tid. Det var klart en reaktion på en traumatisk graviditet, fødsel og forløb efter fødslen.
I dag har jeg det godt igen og føler mig som en god mor. Jeg skal bare undgå stress, for bliver jeg stresset og udkørt så kan det stikke hovedet frem igen hvor jeg bliver bange for om jeg gør det godt nok. Jeg giver dig helt ret i at kuren er at få talt det igennem igen og igen igen. At komme ud med alle følelserne og tankerne. Jeg er så glad for at være ovenpå og helt ok igen nu, for det var sørme en styg omgang. Men som du også skriver, så vendte det og begyndte at gå fremad da jeg kom igang med at snakke om det.
Jeg vil gerne sende dig et kæmpe kram og sige at du er sej og modig og jeg ved at du kommer ovenpå og det skal nok gå hurtigt fremad nu hvor du har fået taget hul på at komme ud med det. Hvis du får brug for at skrive med en der har prøvet det, sender du mig bare en besked 
