træt af min kæreste

Anonym skriver:

jeg tror mit problem er at jeg ikke længere kan mærke ham.. Altså hvad er kærlighed? Hvornår ved man det er det rigtige? kærlighedsbegrebet er så udefinertbart.

Ja det er rigtig!!! Du ved hvad kærlighed er til dine børn!!! Det kan være svært at vide hvordan kærlighed mellem mand & kvinde skal føles... hvis ikke man føler det (kan du følge mig)!

Nogle gange mærker man det først når det ikke er der... eller I er gået fra hinanden... så mærker I måske hvor meget I betyder for hinanden... (ikke sagt at I skal gå fra hinanden)... uh det er svært! Jeg ved du er i en svær situation... MEN mit bedste bud er FAMILIERÅDGIVNING! og ellers samtaler...

Ansemusen skriver:

Tal sammen og lyt lyt lyt!!! Og lav klare aftaler om forventninger til alt det praktiske. Selvfølgelig et kompromis, som fungerer for jer begge! Det kan fx. godt være at din kæreste har brug for at få lov til at være alene og slappe af, når du er ude med veninderne og jeres barn er lagt. Sådan har jeg det selv, og så må opvask være opvask og rod være rod. Det kan være, at det er vigtigt for ham med dette frirum for at lade op imellem alle de hårde nætter, tidligere morgener, den dårlige stemning osv.

Men aftal at I bliver sammen og kæmper til jeres barn er 3 år gammelt! Det ER hårdt for parforholdet at få børn, og søvn, som jo er et af de basale behov, er noget vi ikke kan være i underskud af i længere perioder, uden at det påvirker humøret og dermed samspillet imellem en.

Men det hjælper at sætte sig ned om aftenen og lytte til hinanden, holde om hinanden, holde i hånden eller hvad I nu har lyst til. For at nå hinanden igen!

Hold ud, hæng i

Hvorfor lige til barnet er 3 år gammelt??? Det forstår jeg ikke lige?

Ansemusen skriver:

Tal sammen og lyt lyt lyt!!! Og lav klare aftaler om forventninger til alt det praktiske. Selvfølgelig et kompromis, som fungerer for jer begge! Det kan fx. godt være at din kæreste har brug for at få lov til at være alene og slappe af, når du er ude med veninderne og jeres barn er lagt. Sådan har jeg det selv, og så må opvask være opvask og rod være rod. Det kan være, at det er vigtigt for ham med dette frirum for at lade op imellem alle de hårde nætter, tidligere morgener, den dårlige stemning osv.

Men aftal at I bliver sammen og kæmper til jeres barn er 3 år gammelt! Det ER hårdt for parforholdet at få børn, og søvn, som jo er et af de basale behov, er noget vi ikke kan være i underskud af i længere perioder, uden at det påvirker humøret og dermed samspillet imellem en.

Men det hjælper at sætte sig ned om aftenen og lytte til hinanden, holde om hinanden, holde i hånden eller hvad I nu har lyst til. For at nå hinanden igen!

Hold ud, hæng i

jeg har ikke lyst til at være tæt ved ham, jeg synes han stinker af røg og dårlig ånde.

2 år mere sådan her, det dur ikke.. Hvis tingene ikke bliver bedre så må det være slut..

Han tager mig ikke seriøst når jeg fortæller ham at jeg føler tingene er kørt lidt af sporet.

Hvad angår rodet så er det jo bare mig den hænger på når jeg kommer hjem, det synes jeg ikke er fair eftersom at de ting bliver ordnet når han er ude.! F.eks. madpakker og opvask. Jeg har været ude 3 gange på 13 mdr, så det er ikke noget der sker ofte.

Anonym skriver:

vi kan få pasning et par timer MAX!

Den lille skal starte i dagpleje til feb.

Sex har vi max 1 gang om ugen - vi går ikke længere i seng samtidig og hele aftenen ligger kæresten og sover på sofaen når jeg så går tidligt i seng så er han frisk og bliver oppe.. Der er ikke meget romantik tilbage.

Ja jeg får hjælp, men det føles som om jeg er meget alene om min sygdom - der er ingen støtte at hente, hverken hos min kæreste eller min familie.

har du fortalt din kæreste/mand at du ikke føler at du får den hjælp du har brug for.? (det hr du jo sikkert) men lige umiddelbart er jeg enig med MorDK. du skal finde ud af med dig selv om det her forhold er noget du vil kæmpe for. om det er det her du ønsker. og når du har gjort det så snak med ham, om det samme. om det er noget HAN vil. for så er han nødt til at være med til at arbejde på det.. du kan ikke redde det her forhold alene!

bestemmer i jer for at I vil det her så benyt jer af pasningen og brug et par timer bare på jer selv

prøv evt det her spil : http://www.sinful.dk/erotic-4-real-braetspil-paa-d ansk?gclid=CIaL4tyE4KsCFQTwzAodv0wLOQ
jeg ved det er dyrt men det er alle pengene værd. det er et spil hvor i skal svare på spørgsmål om hinanden og snakke sammen om tingene og som belønning hvis i svarer rigtig må i gøre noget ved hinanden..

Anonym skriver:

jeg har ikke lyst til at være tæt ved ham, jeg synes han stinker af røg og dårlig ånde.

2 år mere sådan her, det dur ikke.. Hvis tingene ikke bliver bedre så må det være slut..

Han tager mig ikke seriøst når jeg fortæller ham at jeg føler tingene er kørt lidt af sporet.

Hvad angår rodet så er det jo bare mig den hænger på når jeg kommer hjem, det synes jeg ikke er fair eftersom at de ting bliver ordnet når han er ude.! F.eks. madpakker og opvask. Jeg har været ude 3 gange på 13 mdr, så det er ikke noget der sker ofte.

Kan godt forstå du ikke kan overskue det! Du har jo børnene at tænke på! Det er jo dem man sætter først HVER gang! Og man glemmer sig selv! Det er vigtigt at du finder ud af med dig selv hvad du føler. Elsker du din kæreste og VIL du ham?

Håber virkelig at du/I finder en løsning...

MorDk skriver:

Hvorfor lige til barnet er 3 år gammelt??? Det forstår jeg ikke lige?

Bare noget Hella Joof engang sagde i et program, om det at blive mor  Fordi man skal forvente, at det er benhårdt.

Selvfølgelig mener jeg ikke for enhver pris!

Anonym skriver:

jeg har ikke lyst til at være tæt ved ham, jeg synes han stinker af røg og dårlig ånde.

2 år mere sådan her, det dur ikke.. Hvis tingene ikke bliver bedre så må det være slut..

Han tager mig ikke seriøst når jeg fortæller ham at jeg føler tingene er kørt lidt af sporet.

Hvad angår rodet så er det jo bare mig den hænger på når jeg kommer hjem, det synes jeg ikke er fair eftersom at de ting bliver ordnet når han er ude.! F.eks. madpakker og opvask. Jeg har været ude 3 gange på 13 mdr, så det er ikke noget der sker ofte.

Det var skam ikke for at træde på dig eller være ond. Tværtimod - det var for at give dig nogle gode reskaber, som vi selv har fået som par, for at hjælpe dig

Han kan godt lave madpakker og eventuelle andre nødvendige ting, når du ikke er hjemme, og i dagligdagen generelt! Men det gør jo ikke noget, at der roder indimellem eller opvasken står til dagen efter. Men så kan han selv tage den den efterfølgende dag, så du ikke skal føle, at du kommer hjem til en masse husligt arbejde, når du har været ude!

Jeg kan godt sætte mig ind i din følelse af ikke at have lyst til at være tæt på ham. Sådan har jeg selv haft det engang. Det sker, når man kommer for langt fra hinanden rent følelsesmæssigt. Når der går hverdag og rutiner i det hele. Så kommer fx. røglugt osv. til at fylde endnu mere.
Så det handler om at finde frem til problemet, som ligger under alle de ovenliggende emner som småirritationer, manglende lyst til nærvær, irritation eller hvordan I nu oplever det hos jer.
Og det kan være smadder svært at finde ud af alene, hvis det er kommet lidt for langt ud. Og så kan parterapi altså være GENIALT! Det er ikke en faliterklæring, jeg synes omvendt, at man skylder sine børn at prøve alt hvad man kan og tage imod den hjælp man kan få!

Jeg ved godt det er rigtig hårdt at stå i - tro mig! Men man får ikke mere søvn af at gå fra hinanden. Det er stadig hårdt at have børn, og det er sandsynligvis også hårdt med en anden mand.
Men får i hjælp, og din kæreste ikke er åben for forandringer eller slet ikke vil tage imod hjælp, så skal du selvfølgelig ikke blive i noget, som du føler dig ulykkelig i. Det er der ingen som skal byde sig selv!

Jeg håber I begge har lyst til at gøre en indsats, for så kan det blive rigtig godt, men jeg er helt klar over, at du på ingen måde kan tage kampen alene 

MorDk skriver:

Kan godt forstå du ikke kan overskue det! Du har jo børnene at tænke på! Det er jo dem man sætter først HVER gang! Og man glemmer sig selv! Det er vigtigt at du finder ud af med dig selv hvad du føler. Elsker du din kæreste og VIL du ham?

Håber virkelig at du/I finder en løsning...

Der kan bare godt være SÅ meget mudder i et forhold, at man ikke kan mærke kærligheden pga. alle frustrationernee og skænderierne, den manglende søvn osv. Det betyder ikke altid, at den ikke er der. Det er derfor jeg synes, man skal kæmpe for forholdet og for kærligheden, da jeeg ved af erfaring, at det kan vende med den rigtige hjælp

Ansemusen skriver:

Det var skam ikke for at træde på dig eller være ond. Tværtimod - det var for at give dig nogle gode reskaber, som vi selv har fået som par, for at hjælpe dig

Han kan godt lave madpakker og eventuelle andre nødvendige ting, når du ikke er hjemme, og i dagligdagen generelt! Men det gør jo ikke noget, at der roder indimellem eller opvasken står til dagen efter. Men så kan han selv tage den den efterfølgende dag, så du ikke skal føle, at du kommer hjem til en masse husligt arbejde, når du har været ude!

Jeg kan godt sætte mig ind i din følelse af ikke at have lyst til at være tæt på ham. Sådan har jeg selv haft det engang. Det sker, når man kommer for langt fra hinanden rent følelsesmæssigt. Når der går hverdag og rutiner i det hele. Så kommer fx. røglugt osv. til at fylde endnu mere.
Så det handler om at finde frem til problemet, som ligger under alle de ovenliggende emner som småirritationer, manglende lyst til nærvær, irritation eller hvordan I nu oplever det hos jer.
Og det kan være smadder svært at finde ud af alene, hvis det er kommet lidt for langt ud. Og så kan parterapi altså være GENIALT! Det er ikke en faliterklæring, jeg synes omvendt, at man skylder sine børn at prøve alt hvad man kan og tage imod den hjælp man kan få!

Jeg ved godt det er rigtig hårdt at stå i - tro mig! Men man får ikke mere søvn af at gå fra hinanden. Det er stadig hårdt at have børn, og det er sandsynligvis også hårdt med en anden mand.
Men får i hjælp, og din kæreste ikke er åben for forandringer eller slet ikke vil tage imod hjælp, så skal du selvfølgelig ikke blive i noget, som du føler dig ulykkelig i. Det er der ingen som skal byde sig selv!

Jeg håber I begge har lyst til at gøre en indsats, for så kan det blive rigtig godt, men jeg er helt klar over, at du på ingen måde kan tage kampen alene 

tusind tak for et godt svar.

I bund og grund tror jeg at det hele er blevet for meget hverdag. Vi har børn HELE tiden.. Hvor vi før vi fik den lille havde hveranden weekend alene(når den store var ved hans far), så er der nu børn hele tiden, uafbrudt, konstant. Vi har som sagt ikke mulighed for pasning af den lille - kun max et par timer.
På den måde vi lever et liv er det meget svært at finde tid og overskud til også at være kærester, i 13 mdr har vi som sagt haft afbrudt søvn - så ens depoter er ved at være opbrugt. Jeg tænker det er sådan noget der ligger til grund for vores manglende lyst til nærvær. Når ungerne sover, madpakkerne er smurt og mailen er tjekket, tja så går jeg i seng for forud venter der en laaaaaaang nat efterfulgt af en laaaaaaang dag hvor jeg er alene og står for alt herhjemme indtil maden står på bordet og min kæreste måske når hjem og kan hjælpe til bagefter.

Jeg trøster mig selv med at der ikke findes skolebørn der vågner om natten for at spise.

MorDk skriver:

Kan godt forstå du ikke kan overskue det! Du har jo børnene at tænke på! Det er jo dem man sætter først HVER gang! Og man glemmer sig selv! Det er vigtigt at du finder ud af med dig selv hvad du føler. Elsker du din kæreste og VIL du ham?

Håber virkelig at du/I finder en løsning...

måske det i bund og grund handler om at jeg selv er druknet i alt det her familie tam tam og jeg egentlig bør finde frem til ting der gør mig glad først. Så kommer gnisten måske tilbage helt automatisk?