Camillos skriver:
Hej Alle.
Jeg har en meget sørgmodig historie som jeg må dele med jer for måske at vide jeg ikke er alene i verden 
Jeg har været i forhold med min kæreste i 9 år og vi ønsker os brændende at blive gravide. Hvilket vi også har været 4 GANGE 
i år 2005 var jeg til gynækolog pga smerter i underlivet og fik konstateret PCOS, dengang tænkte jeg ikke på børn og var lidt ligeglad.
1 gang var i 2008 hvor jeg aborterede, jeg fik afvide det var naturens vej og der ikke var noget at gøre, jeg var ung og fejede det lidt under gulvtæppet.
2 gang 2008 : lige efter 1 graviditet jeg var stadigvæk ung og forskrækket over jeg nu var gravid igen og ingenting gav mening eftersom det var lige efter 1 abort hvor jeg så var 8 uger henne ? De mente på sygehuset det var fordi der havde været anlæg til tvillinger, i det tilfælde var jeg i et sort hul og valgte at få det fjernet, mest for barnets skyld.
i hele 2009, prøvede vi så at blive gravide uden held og jeg begyndte at blive mere og mere påvirket af det hele. og søgte hjælp hos min læge, det eneste jeg fik afvide var jeg skulle tabe mig 30 kg og jeg var ung endnu så ingen grund til bekymring.
i 2010 skete det så graviditets testen var posetiv i august måned jeg gik til lægen med det samme. Han ville hverken undersøge mig eller noget og sagde testen var posetiv, og selvom jeg havde pcos ville det ikke betyde noget nu hvor jeg var blevet gravid og det hele nok skulle gå efter planen. En aften hvor jeg regnede med at være ca 9 uger henne begyndte jeg så at bløde, jeg kom til lægevagten der spurgte til blødningen og hun sagde så at jeg var ved at abortere. Jeg forberedte mig endnu engang, men da blødningen pludselig stoppede var der håb? Jeg kom til scanning jeg var stadigvæk gravid men fosteret var kun 6+1 og uden hjerteblink. I følge mine beregniger var jeg så 9 uger henne. Og Dagen efter skulle jeg på rejse til tyrkiet. Overlægen var ikke i tvivl "foster# var dødt og jeg skulle have en udskrabning. Det skal dertil siges min bror kom med den glædelige nyhed han skulle være far og jeg var lige så langt henne som hans kone, så at få fjernet et foster og tage 14 dage på ferie med en gravid kvinde var rigtig hårdt.
Så har vi prøvet siden, og pludselig:
Juni måned 2011 slog graviditets testen ud og var posetiv! Men allerede der var jeg begyndt at bløde. Jeg gik til min læge og fik taget blodprøver? Som viste jeg var gravid, den dag jeg skulle have taget næste blodprøve for at se om hormontallet var vokset fra sidste gang blødte jeg VOLDSOMT, og jeg vidste det var en abort, eller det troede jeg. Han sendte mig hjem med beskeden du har aborteret, hvis du bløder lige så kraftigt imorgen skal du ringe herop.
Og det gjorde jeg så..
Jeg blev sendt på sygehuset til scanning hvilket viste jeg var gravid uden for min livmoder.
Jeg var indlagt og fik først afvide de ville prøve at fjerne foster med udskrabning, men det ville de så ikke alligevel da de mente foster sad for langt oppe. Så var der snak om de ville give mig en abort pille, men det mente de også var for usikkert. Så fik jeg afvide jeg muligvis skulle have fjernet min venstre æggestok?
Så fik de svar på mine blodprøver og mit graviditets hormon var faldet så jeg kunne bare tage hjem så skulle kroppen nok klare resten. Da jeg havde gjort mig klar til at tage hjem dagen efter fik jeg så den besked at graviditets hormonet atter var begyndt at vokse.
Jeg var i vildrede.. Nu fik jeg så en KEMO kur med meterotraxat der stille skulle slå foster cellerne ihjel, og "gudskelov det gik som det skulle"
Inde midt i sidste behandling havde jeg fået en tid efter 6 mdr hos en gynækolog, hvor jeg måtte fortælle hende jeg kom med henblik på at blive udredt og blive gravid, men at jeg nu sad med en HJØRNEGRAVIDITET! Min gynækolog kigger på mig, og siger lige så stille : JAMEN camilla du skulle være kommet allerede 1 gang du var gravid, da du har så mange mandlige hormoner at din krop automatisk udstøder fostrene?
Efter kemokuren fik jeg afvide jeg ikke måtte blive gravid i 3 måneder da barnet ville blive handicappet eller dø.
Nu er der gået 3½ måned og den 17 okt skal vi så til gynækolog med henblik på hormonbehandlinger.
Psykisk er jeg meget påvirket af alle de ting jeg har været igennem og det er rigtig hårdt.
Jeg er rigtig Gal på de læger jeg har haft, der har løjet for mig og aldrig sat sig ind i min forhistorie med PCOS osv og er rigtig sur over at jeg har skulle gennemgå 4 HÅRDE aborter før det er lykkedes mig "måske" at komme i behandling.
Det var så min historie, er der nogle der ved eller har hørt om pcos kan gøre man afstøder fostre?
Mvh den ret triste og snart ikke så forhåbnings fulde.
