Uvidenheden tynger mig!!!

Ann Christina skriver:

@Undercover, DinNabo og Dansker i Holland: Jeg må desværre sige, at jeg er mere og mere overbevist om, at det ikke går denne gang  Jeg har udover fysiske tegn (såsom klumpet udflåd (undskylder for detaljerne) og mavesmerter som stråler om i ryggen) også indre følelse af, at jeg ikke længere bærer på en levende lille spire inde i maven  I går aftes fik jeg rigtig ondt i maven og om i ryggen, men jeg bløder dog ikke så meget, som jeg kan læse mig til at mange gør...?

Jeg er bare så ked af det hele tiden, og det føles som om jeg ALDRIG kommer i godt humør igen... Men selvfølgelig gør jeg det - jeg skal bare lige have noget tid til at sørge over tabet....

Men mange tak for jeg tanker og omsorg - det hjælper alt sammen en lille smule

Det er jeg ked af at høre - og tror ofte ens mavefornemmelse er helt rigtig når man står i situationen...

Jeg blødte ikke voldsomt første gang vi mistede, men smerterne derimod var rigtigt grimme - stik og volsomme jag i maven og ned i skeden hos mig...

Håber selvfølgelig stadig det bedst for dig(jer) men tror det er sundt at være realistisk, da det så ikke forsinker den naturlige sorgreaktion

Sender et stort kram i din retning

Og du er velkommen på PB hvis du har behov

UnderCover34 skriver:

Det er jeg ked af at høre - og tror ofte ens mavefornemmelse er helt rigtig når man står i situationen...

Jeg blødte ikke voldsomt første gang vi mistede, men smerterne derimod var rigtigt grimme - stik og volsomme jag i maven og ned i skeden hos mig...

Håber selvfølgelig stadig det bedst for dig(jer) men tror det er sundt at være realistisk, da det så ikke forsinker den naturlige sorgreaktion

Sender et stort kram i din retning

 

Og du er velkommen på PB hvis du har behov

Mange tak fra krammet

Jeg er simpelthen nødt til at være realistisk og lade sorgen bearbejde sig selv - Jeg mener, i går græd jeg, da jeg så en rotte blive dræbt (i det der program med Bubber rundt i Danmark)... - En ROTTE?! For søren da...! Min kæreste bliver ret nervøs for mig, når jeg er ked af det, men jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at give det tid...

Nu er vi trods alt fem dage tættere på mandag, end da jeg fik det af vide - så kan det være jeg kan få det afsluttet og starte på en frisk omgang

Tak for tilbuddet om, at jeg er velkommen på PB - men eftersom jeg er ny her på siden, har jeg nok liiige behov for en hurtig oversættelse der?

Jeg håber for jer at det får , en efter omstændighederne god afslutning, og I kan komme igang igen...

At græde over ting man måske normalt ikke ville blive ærligt rørt af, er jo helt normalt - du er jo både i sorg og hormonel...

PB er et privat brev herinde via profilerne 

UnderCover34 skriver:

Jeg håber for jer at det får , en efter omstændighederne god afslutning, og I kan komme igang igen...

At græde over ting man måske normalt ikke ville blive ærligt rørt af, er jo helt normalt - du er jo både i sorg og hormonel...

PB er et privat brev herinde via profilerne 

Ahh, det havde også været mit gæt  Det tror jeg kunne hjælpe mig lidt på vej i den rigtige retning...

Mange tak for dine tanker og håb - det hele hjælper

Min nr 3 kunne de først se hjerte bank i uge 7+4

Prøv at lade være med at stresse (jep nemt at sige) men din krop har ikke brug for det nu , men ro , smid dig på sofaen med pc eller en film og pas på dig selv 

mortilflere skriver:

 

Min nr 3 kunne de først se hjerte bank i uge 7+4

 

Prøv at lade være med at stresse (jep nemt at sige) men din krop har ikke brug for det nu , men ro , smid dig på sofaen med pc eller en film og pas på dig selv 

Jamen jeg håber da også at det stadig er realistisk - for alt i verdenen! Og jeg passer meget på mig selv

Og tak for krammet

For mig var ventetiden det værste!!! Ikke at vide om man var gravid eller ikke gravid.

Jeg havde testet positiv men omkring uge 7-8 begyndte jeg at føle at jeg ikke var gravid. Jeg tog et par teste og de blev mere og mere svage i 'stregen'. Så begyndte jeg at pletbløde minimalt.

Jeg håbede ALT hvad jeg kunne på at jeg stadig var gravid, men tvivlen nagede i mig. Jeg følte mig ikke gravid og mine test blev svagere og svagere.

Da jeg ENDELIG blev skannet, kunne de fortælle mig at jeg ikke var gravid. Jeg græd, jeg græd og  græd og græd. Både af sorg OG af lettelse over endelig at have fået besked!!! Min indre fornemmelse af ikke at være gravid var så stærk at HVIS der havde været et foster, så ville jeg stadig ikke have været usikker. Jeg ville stadig have været meget urolig og ængstelig. Jeg nåede frem til at mit lille liv, som kun blev 7-8uger gammel, havde meget bedre af at have en kort men godt og trygt liv inden i mig, end hvis det var blevet født som et multihandicappet barn (det er jo ofte de 'dårlige' forster, naturen selv skiller sig af med). Der gik ca 1½ mdr og så stod jeg med en positiv test igen, og det er en skøn dreng på 5 år idag.

Håber det BEDSTE FOR DIG!!!!

herfra! krydser fingere for din lille spire er derinde endnu, og vokser sig fin og stor!

Mumto3 skriver:

For mig var ventetiden det værste!!! Ikke at vide om man var gravid eller ikke gravid.

Jeg havde testet positiv men omkring uge 7-8 begyndte jeg at føle at jeg ikke var gravid. Jeg tog et par teste og de blev mere og mere svage i 'stregen'. Så begyndte jeg at pletbløde minimalt.

Jeg håbede ALT hvad jeg kunne på at jeg stadig var gravid, men tvivlen nagede i mig. Jeg følte mig ikke gravid og mine test blev svagere og svagere.

Da jeg ENDELIG blev skannet, kunne de fortælle mig at jeg ikke var gravid. Jeg græd, jeg græd og  græd og græd. Både af sorg OG af lettelse over endelig at have fået besked!!! Min indre fornemmelse af ikke at være gravid var så stærk at HVIS der havde været et foster, så ville jeg stadig ikke have været usikker. Jeg ville stadig have været meget urolig og ængstelig. Jeg nåede frem til at mit lille liv, som kun blev 7-8uger gammel, havde meget bedre af at have en kort men godt og trygt liv inden i mig, end hvis det var blevet født som et multihandicappet barn (det er jo ofte de 'dårlige' forster, naturen selv skiller sig af med). Der gik ca 1½ mdr og så stod jeg med en positiv test igen, og det er en skøn dreng på 5 år idag.

Håber det BEDSTE FOR DIG!!!!

Tusind tak for dit søde indlæg!

Det er præcis sådan jeg har det indeni - jeg føler mig ikke gravid længere  Det er ubeskriveligt smertende at skrive, når nu det er vores ønskebarn, men det er nu engang sådan jeg føler...

Jeg har med vilje ikke testet, da jeg ikke vil forvirre mit lille hovede mere end højst nødvendigt (har hørt man godt kan teste positivt, selvom man måske er i gang med abort)

Men mange tak for at dele dine tanker om hvordan du selv havde den dengang - det hjælper at vide, at der er andre der har tænkt sådan!

wmillapigenw skriver:

herfra! krydser fingere for din lille spire er derinde endnu, og vokser sig fin og stor!

Tak, det gør jeg også selv