Utilfreds 2 årig.. hjælp

Mussen2 skriver:

Det lyder spændende. Jeg forstår ikke helt det første du skriver:

 Jeg tænker ihvertfald efter at have læst det at formuleringen: jeg ved godt... jeg kan se... Det bliver til dig istedet for hend, hvorimod spejling kendetegnes ved at være du gør sådan og sådan fordi.

Men er konklusionen rigtig forstået, at jeg sætter ord på hvad hun gør og hvorfor?

Jeg er bare også så bange for at fastholde hende i adfærden, hvis hun får den opmærksomhed hun søger. Hun skal selvfølgelig have opmærksomheden, men den skal jo ikke komme af den adfærd, tænker jeg. Ja, jeg tænker og tænker og tænker

Der er faktisk et afsnit om hvordan man skal spejle en gang og så komme videre, men noget der så hedder jeg støtte, hvor man stiller nogle krav til barnet, men lader den voksne være den "skyldige hvis det fejler" er ikke helt så meget inde i det, men meget spændende læsning.

Det er egen tolkning men i anerkendende pædagoggik er vendingen: jeg forstår godt du gør sådan og sådan.. og jeg tænker bare at det i barnet øre er "JEG" de hører først, hvorimod jeg forestiller mig at det må have større effekt at man viser dem at det er dem det handler om ved at starte sætningen med DU. Det er måske petitessser, men jeg har lige fået omtalt et foredrag hvor der er fokus på hvordan man tiltaler sin mand fordi der er to slags høre og se og hvis man altid siger kan du ikke se... og de er høre mænd så lukker de af hvor imod hvis man formulerede det med kan du ikke høre.. så er de modtagelige for det efterfølgende i sætningen. Giver det mening??

Igen så er det jo egen tolkning sammensat af flere forskellige ting, men i min optik giver det meget mening

Men hvor er det svært at guide andre når det eneste man har er sit eget dannede billede, ud fra den lille tekst du har skrevet, hvis man oplevede det kan det være man tænkte noget helt andet. Har du prøvet at lave lidt sjov med det? Altså ikke på en hånedne måde.

Moster Lagkage skriver:

ja så må du endelig ikke smide hende på værelset hvis det ikke er pjat, for så afviser du hende jo.. bom bom. jamen så er der vel ikke så meget andet at gøre end at hjælpe hende med at sætte ord på, anerkende at hun er ked af det, sige "jeg kan godt se du er ked af det, og det er også okay" også sige hun kan sidde stå der hvor hun har lyst, der hvor i er, og så sige til når hun er klar igen. for selvom det er vigtigt at se hende og anerkende hendes følelser, så tror jeg også det gør ondt værre at dvæle ved det, da det så nok forstærker det... så gør som i gør, også måske lidt pjat og fjant og en masse pyt med det tænkning.. ja det er svært, men øv hvor må det være svært, men lyder som om i gør det bedste i kan..

 

dog lige når i gør andre opmærksomme på at hun er meget følsom, så er det lidt og rende og sige pas på pas på, måske i skal passe på ikke alt tage alt for meget hensyn og passe alt for meget på.

 

held og lykke

Ja, det er rigtig. Jeg er helt enig i din betragtning, anerkende det men ikek dvæle. Og det er netop det jeg synes er så svært.

 

Det er kun DP jeg har snakket med det om fordi, det også er blevet lidt sværer at afleverer og jeg derfor gerne vil at DP giver hende den fornødne omsorg, hun er en gæv DP, der netop ikke er for omklamrende og tager tingene med et smil og en sjov kommentar. Så Min datter kunne måske have brug for en oprigtig krammer, når det er lidt svært. Det få hun garanteret også.

Hun har haft et par "kontroverser" med Dp, hvor hun skulle hjælpe med oprydning, men ikke ville og det er gået helt i hårkunde, så nu er hun fritaget for oprydningen.

Til "bedstene" har vi bedt dem om ikke at give hendes sårede finger eller andre skader alt for megen opmærksomhed, da det er det første hun viser dem, når hun ser dem.

mor_sabina skriver:

Der er faktisk et afsnit om hvordan man skal spejle en gang og så komme videre, men noget der så hedder jeg støtte, hvor man stiller nogle krav til barnet, men lader den voksne være den "skyldige hvis det fejler" er ikke helt så meget inde i det, men meget spændende læsning.

Det er egen tolkning men i anerkendende pædagoggik er vendingen: jeg forstår godt du gør sådan og sådan.. og jeg tænker bare at det i barnet øre er "JEG" de hører først, hvorimod jeg forestiller mig at det må have større effekt at man viser dem at det er dem det handler om ved at starte sætningen med DU. Det er måske petitessser, men jeg har lige fået omtalt et foredrag hvor der er fokus på hvordan man tiltaler sin mand fordi der er to slags høre og se og hvis man altid siger kan du ikke se... og de er høre mænd så lukker de af hvor imod hvis man formulerede det med kan du ikke høre.. så er de modtagelige for det efterfølgende i sætningen. Giver det mening??

Igen så er det jo egen tolkning sammensat af flere forskellige ting, men i min optik giver det meget mening

Men hvor er det svært at guide andre når det eneste man har er sit eget dannede billede, ud fra den lille tekst du har skrevet, hvis man oplevede det kan det være man tænkte noget helt andet. Har du prøvet at lave lidt sjov med det? Altså ikke på en hånedne måde.

Det giver helt sikkert mening. Og godt med lidt sidegevinst som kan give lydhør mænd

 

jo du kan tro vi har prøvet at tackle det på alle mulige måder og deter netop det som frustrerer mig. Jeg synes jeg/vi har klaret det godt som forældre indtil nu. Vi har altid kunnet vende stemningen, situationen eller tackle situationerne, har faktisk fået ros af min egen mor for at tackle forældrerollen godt.

Men nu er vi så lige endt i en blindgyde. Frustrerende

Mussen2 skriver:

Ja, det er rigtig. Jeg er helt enig i din betragtning, anerkende det men ikek dvæle. Og det er netop det jeg synes er så svært.

 

Det er kun DP jeg har snakket med det om fordi, det også er blevet lidt sværer at afleverer og jeg derfor gerne vil at DP giver hende den fornødne omsorg, hun er en gæv DP, der netop ikke er for omklamrende og tager tingene med et smil og en sjov kommentar. Så Min datter kunne måske have brug for en oprigtig krammer, når det er lidt svært. Det få hun garanteret også.

Hun har haft et par "kontroverser" med Dp, hvor hun skulle hjælpe med oprydning, men ikke ville og det er gået helt i hårkunde, så nu er hun fritaget for oprydningen.

Til "bedstene" har vi bedt dem om ikke at give hendes sårede finger eller andre skader alt for megen opmærksomhed, da det er det første hun viser dem, når hun ser dem.

men det er heller ikke sundt at hun bliver fritaget for oprydningen, det er netop noget hun skal, og nok også en kamp som skal vindes, så hun ikke ved at hun kan sætte dagsordnen.. hun skal jo begå sig i en verden hvor der ikke bliver taget specielle hensyn til hende indtil hun bliver 80, så jo før hun lære at der er noget ting som hun ikke bestemmer, jo nemmere,....

nå lige en tanke på falderebet, jeg tøffer i seng. der venter mig en søvnløs nat med en snotsyg baby, det kan vi jo ligeså godt for startet på før eller siden.

Mussen2 skriver:

Jeg aner ikke mine levende råd og har efterhånden pløjet nettet og fagbøger tynde, for at finde et svar på min datters opførelses. For det første om den er normal adfærd og for det andet hvordan skal vi tackle den...

Jeg er ikke af den opfattelse at min datter er unormal eller fejler noget, men jeg tror hendes reaktionsmønster/adfærd er lidt anderledes end så mange andre. Og jeg er bange for at vi kommertil at præge den i forkert retning.

Hun har det med at blive hængemulet/påtaget ked af det, hele tiden. Enten sådan påtaget jeg er ked af det, mundvigerne ned ad og "gider ikke" og bliver bare stående fastfrosset og snøvser. Måske kommer der en lille tårer i øjenkrogen, men det er ikke sådan rigtig ked af det. Når hun står der og snøvser, så kan det godt udvikle sig til at hun bliver rigtig ked af det, hvis vi ikke reagerer.

Jeg/vi har prøvet alt muligt, både at rumme hende, rigtig vise om sorg og tage om hende og anerkende hende, altså fortælle at jeg godt kan se hun bliver ked af det, men det virker ikke rigtig som løsningen, da hun så bare fortsætter med adfærden flere gange og bruger denne reaktion ofte..

Vi har prøvet at ignorerer det, men så søger hun bare hen i en krog og bliver ked af det og det kan jo heller ikke være løsningen.

Vi har prøvet mellemvejen, hvor vi prøver at sætte ord på for hende, men tja, det lader heller ikke til at være løsningen.

Hvad skal vi pædagogisk gøre? Det virker på mig, som om hun er begyndt at bruge adfærden bevidst?

Hun er i det hele taget meget fikseret på at fortælle om at: "så blev jeg lige lidt ked af det" Og så græd jeg lige lidt. Hvis hun slår sig, bliver der også talt om det hele tiden og så igen. Altså sådan lidt opmærksomheds søgende.

Det skal siges, at vores datter er enormt intelligent og er langt foran både sproglig og motorisk og ikke umiddelbart har denne adfædr overfor andre. Jo, vores DP har oplevet den, men slet ikke i samme omfang som vi oplever, for ærlig talt, så føles det næsten, som om vi ikke oplever andet.

Jeg kan ikke finde et hak om det i alle de kloge bøger..

Vi er dybt frustrerede

Jeg tror du har et "Mentiqua-barn"

Når de keder sig, så laver de den slags der, og finder på ting.
Jeg tror I skal aflede hendes opmærksomhed så meget som muligt, fra "snøvse-situationer".
Mentiqua-børn er ekstremt intelligente og finder på mange besynderlige ting, men derudover så har de faktisk meget lavt selvværd og har brug for megen opmærksomhed.
Derfor kan de helt typisk finde på at "spille teater" for at få opmærksomhed, og det er så et spor, som man må bruge en del tid på at få dem drejet væk fra.
Selvfølgelig får de så opmærksomhed netop på den måde. De finder ud af at der "skal ske noget" fordi de keder sig, og så spiller de små skuespil for at få opmærksomhed.
Jeg er selv Mentiqua-barn, og jeg har 2-3 stykker af slagsen, og vi har lavet nøjagtigt det samme som børn.

Det kræver lidt arbejde og lidt hård hud at vende dem af med det, men på lang sigt, så er det det værd.
Det I skal gøre er at begynde at belønne hende, når hun lader være med at "gøre sig interessant", og ikke det modsatte.
Men det kræver at man er to om det ind imellem.
Når muleriet begynder, så skal den forældre, der observerer det, med let stemme sige:
"Nåda..din lille skuespiller, hvad muler du over, det gider vi ikke nu!"
Og så skal vedkommende vende ryggen til og gå.
Til gengæld så skal den anden forældre hurtigt komme ind i billedet og foreslå noget, der er sjovt eller spændende, så opmærksomheden bliver vendt væk fra teaterforestillingen.
Ved at den første afviser muleriet, belønner man ikke barnet for sin adfærd, men afviser den, og den anden forældre, afleder barnets opmærksomhed med et slag og belønner det så med sin opmærksomhed fordi barnet bliver optaget af noget andet og mere positivt.
Er man alene med barnet, så kan man gøre et af to..aflede barnet ved at sige: Nå..hvem kan/vil vise mig det eller det/gøre sådan eller sådan? Og derigennem få barnet ledt over i helt andre baner.
Nogle gange må du også bare lade hende mule.
Du skal ikke give dig..men bare lade som ingen ting.
Så begynder du at lave andre ting, og så kan man fx sige højt til sig selv: Hmm..det kunne nu være sjovt at gøre det eller det...eller hvem mon er dygtig til at.....
Sådan at man indirekte styrer barnet væk fra sin krog.
Når barnet så dukker op parat til at deltage, så skal man gøre stort nummer ud af at: Neeej..var du der lille skat..hvor hyggeligt, og så laver man det sammen, som man har opfordret til.

Anvendt psykologi er en god ting, og det hjælper rigtigt meget den slags børn.
At være forældre til Mentiqua-børn kræver en stor portion tålmodighed, for de er ofte dybe tænkere og enormt logiske, og har i en tidlig alder (2-4 år) styr på årsag og virkning. Til gengæld så er de på andre områder på det nærmeste underudviklede og er længere om at tilegne sig sociale funktioner og fx få styr på følelser og det at kunne forklare dem.

Men læs om dem her:
http://www.mentiqa-odense.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=85&Itemid=158

Du er selv den første til at kunne sige om der er noget der passer på din datter.
Jeg er ikke adfærdspsykolog, men jeg ved en masse om børn alligevel, og da du beskrev din datters adfærd og måde at være på, var der omgående en klokke, der ringede, netop fordi jeg selv og mine egne unger helt typisk var sådan.
Netop det der med at være helt fremme i skoene udviklingsmæssigt og så det der muleri.

Kærligst
Sussie

Moster Lagkage skriver:

men det er heller ikke sundt at hun bliver fritaget for oprydningen, det er netop noget hun skal, og nok også en kamp som skal vindes, så hun ikke ved at hun kan sætte dagsordnen.. hun skal jo begå sig i en verden hvor der ikke bliver taget specielle hensyn til hende indtil hun bliver 80, så jo før hun lære at der er noget ting som hun ikke bestemmer, jo nemmere,....

nå lige en tanke på falderebet, jeg tøffer i seng. der venter mig en søvnløs nat med en snotsyg baby, det kan vi jo ligeså godt for startet på før eller siden.

Åh, syge børn er bare det værste.

 

Enig i den betragtning, men synes lige det skal med at oprydningen endte i at hun stod opløst i gråd alene i stuen, mens de andre var blevet puttet og kiggede på to biler, hun skulle rydde op, men bare ikke ville /kunne.  Så tvang/magtkamp er bare ikke løsningen med hende og slet ikke i denne nok ret følsomme periode. Men ja, hun skal da bestemt ikke pakkes ind i vat og forventes at blive taget hensyn til reste af livet.

Vi har ikke blandet os i det overhovedet, kun fået det refereret.

Sov godt og tak for input

Mussen2 skriver:

Det giver helt sikkert mening. Og godt med lidt sidegevinst som kan give lydhør mænd

 

jo du kan tro vi har prøvet at tackle det på alle mulige måder og deter netop det som frustrerer mig. Jeg synes jeg/vi har klaret det godt som forældre indtil nu. Vi har altid kunnet vende stemningen, situationen eller tackle situationerne, har faktisk fået ros af min egen mor for at tackle forældrerollen godt.

Men nu er vi så lige endt i en blindgyde. Frustrerende

Det er bare så frustrenrende nogle gange. Herhjemme døjer vi fx utrolig meget med putningen om aften det tager min 1 time før han falder i søvn, men kan mærke jeg har givet lidt op, og det har løsnet helt vildt op faktisk. Så måske skulle du tage en periode og sige, jeg orker ikke at finde ud af hvorfor, men bare lade stå til, af og til vender det npr man slapper af Man giver det måske nogle gange mere opmærksomhed vewd at tolke og analysere som du selv skrev, det er bare så pokkers svært at lade være

Held og lykke ihvertfald, er sikke på at både mor og datter nok skal komme hele ud på den anden side

Moster Lagkage skriver:

nu er hun jo godt nok ikke så gammel, men når du siger hun er ret skarp, kan du så ikke forklare hende at man ikke skal blive ved med at være ked af det over små ting. og at det er lang tid siden, og det skal man ikke blive ked af osv. altså simpelhen styre hende hen mod at hun ved hvad man reagere voldsomt på og hvad man ikke gør. eksempelvis hun spildte mælk, ja pyt med det, og hvis hun ikke følger med på det, jamen så sig at sådan er det bare, og at det ikke kan betale sig at tænke/græde mere over det. også gå videre med noget nyt, ignorer at hun tænker meget over det, og aflede ved at snakke om noget andet, eller begynde på noget nyt.

eller hvis du virkelig føler hun bruger det som et kneb, for at hun så føler en vis magt, så bed hende om at gå ned på værelset, men kun hvis du ved 110 procent at hun skaber sig. gør det ved min søn hvis han render rundt og "tuder" bare fordi han ikke får sin vilje, så siger jeg, du må gå ned på dit værelse hvis du skal skrige sådan for mor gider ikke høre på det, og jeg vil ikke have du ........

ellers spørg dagplejeren om i kan få noget rådgivning fra dagplejepædagogen der evt kan observere hende, hvis hun har gjort det i dagplejen også.

Har du overvejet istedet for at bede ham gå på sit værelse at sige til ham:

 " Jeg forstår godt at du er sur på mig lige nu, ked af det eller vred - alt efter hvad han udviser, og det er helt okay at du er sur, vred, ked af det.... men det er mor, der har sagt ... nej - f.eks."?

Jeg vil godt tro, det kunne få ham til at holde inde.. men det er bare en tese med hensyn til din søn og dig. Herhjemme fungerer det fint med vores søn på 19mrd. Nu ved jeg ikke hvor gammel din er, men giv det et forsøg

mor_sabina skriver:

Det er bare så frustrenrende nogle gange. Herhjemme døjer vi fx utrolig meget med putningen om aften det tager min 1 time før han falder i søvn, men kan mærke jeg har givet lidt op, og det har løsnet helt vildt op faktisk. Så måske skulle du tage en periode og sige, jeg orker ikke at finde ud af hvorfor, men bare lade stå til, af og til vender det npr man slapper af Man giver det måske nogle gange mere opmærksomhed vewd at tolke og analysere som du selv skrev, det er bare så pokkers svært at lade være

Held og lykke ihvertfald, er sikke på at både mor og datter nok skal komme hele ud på den anden side

Ja, jeg kan godt mærke det fylder ret meget i mig: Jeg er også gravid (det ved min datter ikke) Men så er man jo lidt ekstra følsom.

Der er i hvert fald rart at hører andres tanker om det, for de ligner jo mine egne og så er det nok ikke helt skidt det vi gør

Tak for det

Mussen2 skriver:

Ja, jeg kan godt mærke det fylder ret meget i mig: Jeg er også gravid (det ved min datter ikke) Men så er man jo lidt ekstra følsom.

Der er i hvert fald rart at hører andres tanker om det, for de ligner jo mine egne og så er det nok ikke helt skidt det vi gør

Tak for det

Stort tillykke med det Held og lykke med det hele