Utilfreds 2 årig.. hjælp

Jeg aner ikke mine levende råd og har efterhånden pløjet nettet og fagbøger tynde, for at finde et svar på min datters opførelses. For det første om den er normal adfærd og for det andet hvordan skal vi tackle den...

Jeg er ikke af den opfattelse at min datter er unormal eller fejler noget, men jeg tror hendes reaktionsmønster/adfærd er lidt anderledes end så mange andre. Og jeg er bange for at vi kommertil at præge den i forkert retning.

Hun har det med at blive hængemulet/påtaget ked af det, hele tiden. Enten sådan påtaget jeg er ked af det, mundvigerne ned ad og "gider ikke" og bliver bare stående fastfrosset og snøvser. Måske kommer der en lille tårer i øjenkrogen, men det er ikke sådan rigtig ked af det. Når hun står der og snøvser, så kan det godt udvikle sig til at hun bliver rigtig ked af det, hvis vi ikke reagerer.

Jeg/vi har prøvet alt muligt, både at rumme hende, rigtig vise om sorg og tage om hende og anerkende hende, altså fortælle at jeg godt kan se hun bliver ked af det, men det virker ikke rigtig som løsningen, da hun så bare fortsætter med adfærden flere gange og bruger denne reaktion ofte..

Vi har prøvet at ignorerer det, men så søger hun bare hen i en krog og bliver ked af det og det kan jo heller ikke være løsningen.

Vi har prøvet mellemvejen, hvor vi prøver at sætte ord på for hende, men tja, det lader heller ikke til at være løsningen.

Hvad skal vi pædagogisk gøre? Det virker på mig, som om hun er begyndt at bruge adfærden bevidst?

Hun er i det hele taget meget fikseret på at fortælle om at: "så blev jeg lige lidt ked af det" Og så græd jeg lige lidt. Hvis hun slår sig, bliver der også talt om det hele tiden og så igen. Altså sådan lidt opmærksomheds søgende.

Det skal siges, at vores datter er enormt intelligent og er langt foran både sproglig og motorisk og ikke umiddelbart har denne adfædr overfor andre. Jo, vores DP har oplevet den, men slet ikke i samme omfang som vi oplever, for ærlig talt, så føles det næsten, som om vi ikke oplever andet.

Jeg kan ikke finde et hak om det i alle de kloge bøger..

Vi er dybt frustrerede

æv det lyder bare ikke spor sjovt. og det må være hårdt for din datter at ha det sådan.

nu er jeg på ingen måde udlært pædagog, så jeg har ikke lige nogen råd at give dig. men jeg bliver lidt nysgerrig alligevel:

hvornår er det hun bliver ked af det?

bliver hun aldrig rasende?

hvis i fx. fortæller hende, at "ja det var trist du faldt og slog hånden, men nu har hånden det godt igen" kan det så heller ikke stoppe hendes lyst til at fastholde den lidt sørgmodige tilstand?

kan man ikke muntre hende op igen (når hun begynder at blive trist) så hendes humør ændres? fx. ved at vise hende en god bog, eller noget andet der interessere hende?

du skriver at hun er meget foran de andre. betyder det at hun kan sætte ord på hvordan hun har det?

kan hun genkende når andre er vrede/kede af det/glade?

ja det var lige lidt fra mig. håber at andre kan hjælpe dig lidt mere.

Lone Jakobsen skriver:

æv det lyder bare ikke spor sjovt. og det må være hårdt for din datter at ha det sådan.

nu er jeg på ingen måde udlært pædagog, så jeg har ikke lige nogen råd at give dig. men jeg bliver lidt nysgerrig alligevel:

hvornår er det hun bliver ked af det?

bliver hun aldrig rasende?

hvis i fx. fortæller hende, at "ja det var trist du faldt og slog hånden, men nu har hånden det godt igen" kan det så heller ikke stoppe hendes lyst til at fastholde den lidt sørgmodige tilstand?

kan man ikke muntre hende op igen (når hun begynder at blive trist) så hendes humør ændres? fx. ved at vise hende en god bog, eller noget andet der interessere hende?

du skriver at hun er meget foran de andre. betyder det at hun kan sætte ord på hvordan hun har det?

kan hun genkende når andre er vrede/kede af det/glade?

ja det var lige lidt fra mig. håber at andre kan hjælpe dig lidt mere.

Tusind tak for dit svar, Lone. Jeg tænkte faktisk på at skrive til dig for et svar, da ingen havde svaret. Du plejer at have et godt bud på tingene

Det er kun hjemme, hun bruger denne adfærd.

F.eks. i morgen, næsten som sædvanligt. Hun bliver vækket, er glad, får lov at sidde lidt i sengen, vi læser en smule, hun bliver vasket og vi går nedenunder. Så begynder det. Så snart jeg sætter hende ned - selvom jeg prøver at skabe en god stemning/afleden hende ala, Nej, se der ligger Kaj sørme, tror du han har fået morgenmad? Så begynder hun af snøfte, vil ikke selv samle Kaj op, selvom han ligger lige foran hende. Mor skal gøre det mumler hun trist. Hun har den totale triste aadfærd, med bevidst snøvsen. I morgens tænkte, jeg faktisk at hun holdte meget øje med om jeg kiggede hver gang hun snøvsede. Så jeg tror altså hun bruger det til opmærksomhed. og jeg synes på ingen måde hun får for lidt opmærksomhed...

Nej, jeg synes faktisk ikke hun bliver sådan rasende, altså total uregerlig, men hun kan godt blive meget utilfreds og give udtryk for det. Men ikke så hun skrige, sparker og bider og sådan.

Tidligere kunne jeg muntre hende op eller aflede hende nemt, der var hun heller ikke så fikseret på denne adfærd, men det er faktisk ikke nemt nu. Selvom vi siger, ja det var træls du slog dig, men nu er den fin igen, så bliver hun ved. Lige pt. kører hun stadig på en finger hun slog for 14 dage siden, hvor der kun er et ar tilstede.

Hun kan godt sætte ord på, f.eks. siger hun tit: så bliver jeg lige lidt ked af det ( f.eks. om en situation hun fortæller om) eller så græd jeg lige lidt. Hun er meget, meget interresseret i at folk slår sig og at ting gør ondt osv.

Jeg tror sagtens at hun kan genkende andres følelser.

Det er godt nok svært

 

Mussen2 skriver:

Tusind tak for dit svar, Lone. Jeg tænkte faktisk på at skrive til dig for et svar, da ingen havde svaret. Du plejer at have et godt bud på tingene

Det er kun hjemme, hun bruger denne adfærd.

F.eks. i morgen, næsten som sædvanligt. Hun bliver vækket, er glad, får lov at sidde lidt i sengen, vi læser en smule, hun bliver vasket og vi går nedenunder. Så begynder det. Så snart jeg sætter hende ned - selvom jeg prøver at skabe en god stemning/afleden hende ala, Nej, se der ligger Kaj sørme, tror du han har fået morgenmad? Så begynder hun af snøfte, vil ikke selv samle Kaj op, selvom han ligger lige foran hende. Mor skal gøre det mumler hun trist. Hun har den totale triste aadfærd, med bevidst snøvsen. I morgens tænkte, jeg faktisk at hun holdte meget øje med om jeg kiggede hver gang hun snøvsede. Så jeg tror altså hun bruger det til opmærksomhed. og jeg synes på ingen måde hun får for lidt opmærksomhed...

Nej, jeg synes faktisk ikke hun bliver sådan rasende, altså total uregerlig, men hun kan godt blive meget utilfreds og give udtryk for det. Men ikke så hun skrige, sparker og bider og sådan.

Tidligere kunne jeg muntre hende op eller aflede hende nemt, der var hun heller ikke så fikseret på denne adfærd, men det er faktisk ikke nemt nu. Selvom vi siger, ja det var træls du slog dig, men nu er den fin igen, så bliver hun ved. Lige pt. kører hun stadig på en finger hun slog for 14 dage siden, hvor der kun er et ar tilstede.

Hun kan godt sætte ord på, f.eks. siger hun tit: så bliver jeg lige lidt ked af det ( f.eks. om en situation hun fortæller om) eller så græd jeg lige lidt. Hun er meget, meget interresseret i at folk slår sig og at ting gør ondt osv.

Jeg tror sagtens at hun kan genkende andres følelser.

Det er godt nok svært

 

tak for de søde ord

jeg kan ikke lade være med at give dig ret... det er altså ikke hel normal ædfærd. jeg har aldrig hørt om så lille et barn der kan snakke om en skadet finger i 2 uger.

det at hun er trist, gør helt ondt i mit moderhjerte.... men som du selv skriver kan det også være et råb om opmærksomhed.

tænker om du sku prøve at kontakte en sundhedsplejerske? de møder så utroligt mange børn at de måske har oplevet den slags før.

kan hun bare være et ekstra følsomt barn? bliver hun ked af det når dyr kommer til skade? hvad med når nogen i en tegnefilm slår sig? bliver hun trist når de andre børn i dagplejen kommer til skade?

ja det var bare en helt masse tanker fra mig. håber i finder en løsning for hende.

Lone Jakobsen skriver:

tak for de søde ord

jeg kan ikke lade være med at give dig ret... det er altså ikke hel normal ædfærd. jeg har aldrig hørt om så lille et barn der kan snakke om en skadet finger i 2 uger.

det at hun er trist, gør helt ondt i mit moderhjerte.... men som du selv skriver kan det også være et råb om opmærksomhed.

tænker om du sku prøve at kontakte en sundhedsplejerske? de møder så utroligt mange børn at de måske har oplevet den slags før.

kan hun bare være et ekstra følsomt barn? bliver hun ked af det når dyr kommer til skade? hvad med når nogen i en tegnefilm slår sig? bliver hun trist når de andre børn i dagplejen kommer til skade?

ja det var bare en helt masse tanker fra mig. håber i finder en løsning for hende.

Ja, hun går rigtig meget op i når andre også slår sig eller kommer itl skade og snakker meget om det. Læser vien bog, bliver hun ved med at vende tilbage til de rhvor en af personerne kommer til skade.

Så tror du har ret i at hun er et ekstra følsomt barn. Hun er også meget opmærksom på ret og regle og kan slet ikek forstå når nogen gør det forkerte. Er man stadig tilknyttet en SP, som man kan ringe til?

Mussen2 skriver:

Ja, hun går rigtig meget op i når andre også slår sig eller kommer itl skade og snakker meget om det. Læser vien bog, bliver hun ved med at vende tilbage til de rhvor en af personerne kommer til skade.

Så tror du har ret i at hun er et ekstra følsomt barn. Hun er også meget opmærksom på ret og regle og kan slet ikek forstå når nogen gør det forkerte. Er man stadig tilknyttet en SP, som man kan ringe til?

ja det tyder da på at du har en meget følsom pige. hun har stor medfølelse og har næsten fysisk ondt når nogen kommer til skade.

jeg tror sagtens du kan ringe til din sundhedsplejerske endnu. prøv at finde det gamle tlf. nummer frem. eller søg på din kommunes hjemmeside. nogle byer har åben rådgivning hvor man kan henvende sig uden at ringe først.

tænker lidt at det at hun er så følsom, godt ku være noget hun (og i jer som forældre) sku ha hjælp til at takle. det må være hårdt for hende at være så trist altid.

Lone Jakobsen skriver:

tak for de søde ord

jeg kan ikke lade være med at give dig ret... det er altså ikke hel normal ædfærd. jeg har aldrig hørt om så lille et barn der kan snakke om en skadet finger i 2 uger.

det at hun er trist, gør helt ondt i mit moderhjerte.... men som du selv skriver kan det også være et råb om opmærksomhed.

tænker om du sku prøve at kontakte en sundhedsplejerske? de møder så utroligt mange børn at de måske har oplevet den slags før.

kan hun bare være et ekstra følsomt barn? bliver hun ked af det når dyr kommer til skade? hvad med når nogen i en tegnefilm slår sig? bliver hun trist når de andre børn i dagplejen kommer til skade?

ja det var bare en helt masse tanker fra mig. håber i finder en løsning for hende.

Du kan tro det også fylde rmeet i min hverdag, er rigtig trist over det selv og helt ufattgelig opmærksom hele tiden, for hvis nu man pludselig havde forklaringen eller de vise sten.

Jeg bruer også lang tid på at vende og dreje det hele, for mig selv og med min mand, for man vil så gerne kende årsagen og løsningen.

Altså hvis det bare er en fase, hvor hun vil have ekstra opmærksomhed, ja, så fred være med det. Men jeg er jo bange for at vi som forældre har fejlet på en eller anden måde, selvom jeg jo ikek synes det, men man bliver jo ved med inderst inden at være i tvivl.

Hun har skiftet dagpleje for 4 mdr. siden, det kan vel ikke være det der først kommer reaktion på nu? Det tror jeg ikke selv.

 

Mussen2 skriver:

Jeg aner ikke mine levende råd og har efterhånden pløjet nettet og fagbøger tynde, for at finde et svar på min datters opførelses. For det første om den er normal adfærd og for det andet hvordan skal vi tackle den...

Jeg er ikke af den opfattelse at min datter er unormal eller fejler noget, men jeg tror hendes reaktionsmønster/adfærd er lidt anderledes end så mange andre. Og jeg er bange for at vi kommertil at præge den i forkert retning.

Hun har det med at blive hængemulet/påtaget ked af det, hele tiden. Enten sådan påtaget jeg er ked af det, mundvigerne ned ad og "gider ikke" og bliver bare stående fastfrosset og snøvser. Måske kommer der en lille tårer i øjenkrogen, men det er ikke sådan rigtig ked af det. Når hun står der og snøvser, så kan det godt udvikle sig til at hun bliver rigtig ked af det, hvis vi ikke reagerer.

Jeg/vi har prøvet alt muligt, både at rumme hende, rigtig vise om sorg og tage om hende og anerkende hende, altså fortælle at jeg godt kan se hun bliver ked af det, men det virker ikke rigtig som løsningen, da hun så bare fortsætter med adfærden flere gange og bruger denne reaktion ofte..

Vi har prøvet at ignorerer det, men så søger hun bare hen i en krog og bliver ked af det og det kan jo heller ikke være løsningen.

Vi har prøvet mellemvejen, hvor vi prøver at sætte ord på for hende, men tja, det lader heller ikke til at være løsningen.

Hvad skal vi pædagogisk gøre? Det virker på mig, som om hun er begyndt at bruge adfærden bevidst?

Hun er i det hele taget meget fikseret på at fortælle om at: "så blev jeg lige lidt ked af det" Og så græd jeg lige lidt. Hvis hun slår sig, bliver der også talt om det hele tiden og så igen. Altså sådan lidt opmærksomheds søgende.

Det skal siges, at vores datter er enormt intelligent og er langt foran både sproglig og motorisk og ikke umiddelbart har denne adfædr overfor andre. Jo, vores DP har oplevet den, men slet ikke i samme omfang som vi oplever, for ærlig talt, så føles det næsten, som om vi ikke oplever andet.

Jeg kan ikke finde et hak om det i alle de kloge bøger..

Vi er dybt frustrerede

øv hvor træls. lillepige må have lært at sige pyt med det, det er ikke rart at alt ramler når tingene går bare lidt skæv. så forsøg med "pyt med det" attitude og se om hun ikke kan få det lært.

Mussen2 skriver:

Du kan tro det også fylde rmeet i min hverdag, er rigtig trist over det selv og helt ufattgelig opmærksom hele tiden, for hvis nu man pludselig havde forklaringen eller de vise sten.

Jeg bruer også lang tid på at vende og dreje det hele, for mig selv og med min mand, for man vil så gerne kende årsagen og løsningen.

Altså hvis det bare er en fase, hvor hun vil have ekstra opmærksomhed, ja, så fred være med det. Men jeg er jo bange for at vi som forældre har fejlet på en eller anden måde, selvom jeg jo ikek synes det, men man bliver jo ved med inderst inden at være i tvivl.

Hun har skiftet dagpleje for 4 mdr. siden, det kan vel ikke være det der først kommer reaktion på nu? Det tror jeg ikke selv.

 

tja... man skal aldrig sige aldrig.... men nej, jeg tror heller ikke det er skiftet i dagpleje der gør det. så lille en pige burde ha reageret langt hurtigere.

at bebrejde sig selv, hjælper ikke noget. som forældre gør man det allerbedste for sit barn, og mere er der ingen der kan forlange.

jeg har selv et barn med problemer, som vi er ved at søge hjælp til. det er super hårdt, for et eller andet sted er det som at vifte med det hvide flag. men der er bare tidspunkter hvor man ikke ved hvad man skal stille op. og så er det rart at der er steder hvor man netop kan søge denne hjælp. så barnet forhåbentligt kan få det bedre igen.

Lone

Det er altid svært at gøre sig klog på andres børn og især børn man ikke kender. Men jeg er i færd med at læse en bog af LArs Rasborg- Sunde børns problemer. Den handler om at spejle børn, hvor man sætter ord på hvad der sker (det er også ok at sætte ord på hvad man tror der sker). Jeg tænker ihvertfald efter at have læst det at formuleringen: jeg ved godt... jeg kan se... Det bliver til dig istedet for hend, hvorimod spejling kendetegnes ved at være du gør sådan og sådan fordi.

Ud fra alt dette helt nyt og spændende i mit hoved tænker ejg at sig:

Du vil gerne have min opmærksomhed, og derfor sbøfter du fordi du gerne vil have mig til at se å dig.

Det er ganske interessant at se reaktionen når de ser man har luret dem og forstår dem. Men dermed ikke sagt det er jeres løsning. Et bud er det ihvertfald, for jeg synes da bestemt det lyder til at hun prøver af, søger opmærksomhed og alt det andet der hører alderen til?