Manden er jaloux på babyen :(

Roselil skriver:

Havde ikke lige læst dine svar. Puha kan da godt forså du har det rigtig hårdt så, når manden ikke er helt stærk. Har du/i andre der kunne træde til og hjælpe lidt? Bare et par timer engang imellem kunne måske lette det hele en smule?

Tjooo.... det må så være mine svigerforældre. De er søde til at hjælpe. Mine forældre og søskende bor ikke her i landet og jeg savner dem noget så enormt!

Jeg ved bare ikke helt om jeg overskrider hans grænse ved at snakke med hans forældre. Tror måske det er noget han skal snakke med dem om. Vi har en stor og god venneskare, men de har det på samme måde som os. Minimum to børn under 4 år, alt for travlt osv. De er gode at snakke med og jeg får lidt lyst til at skubbe ham ud til en mandeaften, hvor de får snakket lidt ud sammen. Kan godt se, når jeg læser det her, at jeg påtager mig hans psykiske tilstand. Han er ikke psykisk syg - overhovedet. Han krakelerer bare hurtigere end mig, så jeg prøver at holde fronten oppe

Har også en mand der tit tænker på sig selv, i stedet for og sætte børnene først.... Desværre....

Og hvis han er i sex underskud blir mobset osv... Jeg vælger at ignorere ham.... Jeg magter ik og skulle undskylde mig selv at jeg ik altid har det største overskud, er alene med 2 børn på 3,5 og 10 mdr og han er hjemme i weekenderne, og der forventer han bare at alt er klar til og holde weekend og at jeg har det største overskud.....

Men realiteten er tit en anden.... .

Synes du skal sige til ham at han må hjælpe dig noget mere, for så vokser dit overskud, og det kunne måske gavne ham ved hans behov....

Anonym skriver:

Jeg er så ked af det og føler mig så splittet!!! Vi fik det dejligste barn for snart 3 mnd siden. Vi har to børn i forvejen i børnehavealderen, så vi har nok at se til, da vores lille ny er meget afhængig af moar og sover i vores seng.

Min mand arbejder meget og det er mig der ordner ALT maskineriet herhjemme med at få børn op, bringe, hente, tøj, mad, indkøb osv. Vi bor i en lille landsby, men jeg har ingen bil, da manden har den med på arbejde. Han har langt til arbejde, så det er forståeligt, men jeg er ikke særligt glad for at være stuck og skulle trave gennem byen med to barnevogne osv... grrrrr!

Sådan er det bare, men mit overskud er ved at forsvinde og nu melder manden ud, at han er ved at være træt af det hele. Han sagde ligefrem, at det er babyens skyld, fordi hun ligger i sengen og ødelægger det hele. Han har sikkert sex-underskud. Det er meget svært at få det til at passe, da babyen altid vågner.

Jeg er såååå ked af det. En del af mig har lyst til at skrige ad ham, at nu skal han altså tage sig sammen og tilsidesætte egne behov og mande sig op. Det sidste jeg behøver lige nu er en mand der ynker sig selv. Jeg gør alt hvad jeg kan for alt holde korthuset oppe! Er det for meget at kræve, at han holder humøret oppe for min skyld? Oveni det hele regner han med, at jeg afleverer mit speciale til maj, hvor den lille starter i dagpleje. Hvornår skal jeg gøre det? Jeg føler mig så uforstået og ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg elsker min mand. Han er en god far og arbejder hårdt, men aaaargh!

Min lækre lille baby kommer i første række! Dernæst de andre børn og til sidst manden. Jeg er vist ikke længere en del af ligningen...... 

Synes du skal vise din mand dette indlæg.....................bare print det ud, og læg det til ham. Måske det kunne være en øjenåbner.......

Okay, - nu bliver jeg måske upopulær... Men det er helt sikkert ikke ondt ment, tværtimod.

Du skriver at din lækre lille baby kommer først. Ja, selvfølgelig kommer ens børn først, hvis det drejer sig om at de skal have nok at spise eller der er alvorligt syge og man er nødt til at bo på sygehuset sammen med dem eller noget tilsvarende. Derhjemme, i en normal hverdag, kan jeg godt forstå, hvis manden i et parforhold, bliver fustreret over altid at være den, der bliver kørt ud på et sidespor. I to har helt sikkert været så tætte som ærtehalm, før I fik børn. Og du har sikkert været en typisk kvinde, og forkælet og ødslet med dit overskud ud over din dejlige mand, som du elsker over alt på jorden, - før I fik børn. Er der så noget at sige til, hvis det er en kold tyrker han har været igennem de sidste 3-4 år?? Du skriver selv at han kun er med på sidelinjen, fordi han arbejder så meget. Det vil ikke få ham til at føle sig en del af helheden, han kan kun have mindre fokus på børnene end du har, fordi han ikke ser dem så meget, og han har også mindre fokus på hvordan du har det, og hvad du har behov for. Det som han føler er sikkert at han pukler som en hest, kommer hjem efter lange dage og lang transporttid, aflverer pengene, for et tantekys og et klap på skulderen, og så bliver han skubbet ud i bilen, så han kan tage ud og tjene flere penge. Hvor er det sjove lige i det?!? Og når han så ikke føler sig så meget som en del af fællesskabet derhjemme, er der altså en reel chance for at han løber sur i det, og pakker sine ting og smutter. Han giver dig endda en advarsel om at tingene er ved at være for meget for ham, at det ikke er sjovt mere og at han går og tumler med an masse følelser og tanker som han ikke har lyst til at tænke på. Og du kalder ham forkælet og mener han må tage sig sammen!!! Han laver da for pokker ikke andet end at tilsidesætte sine egne behov. Man kan altså ikke eksistere kun for fællesskabets behov, man er også nødt til at få noget igen.

Ja, jeg ved, du har det hårdt også, og at tingene er trælse for dig. Men så syntes jeg du skulle tænke konstruktivt. Find på løsningsforslag der kunne lette jeres hverdag. Måske flytte tættere på hans arbejde?? Få en bil til, hvis det ville give dig mere overskud?? Overvej måske en aur-pair så du kunne få skrevet speciale?!? Helt klart få lillepigen ud af soveværelset...

Og få så passet ungerne, alle sammen, - læg kortene på bordet over for svigerfamilien, sig at det er for hårdt for jeres parforhold og at I har behov for noget alene tid, og kør dem så ud en aften og hent dem næste dag. Lav en romantisk aften med god mad, slap af. Dyrk måske noget sex, men vigtigst af alt, sov sammen!! Put sammen, nus med hinanden, snak sammen, slap af sammen. Lad ham føle at han har din opmærksomhed.

Du vil gerne have, at han har overskud at give af, at han kan vise at han elsker dig og har forståelse for dig og dine problemer?!? Så er du nødt til at give ham mulighed for at lave noget overskud først.

Husk det er kærligt ment. Jeg har været der hvor du er nu, og jeg fik ikke standset toget i tide og reddet mit parforhold. Men det kan du sagtens nå endnu...

celkt skriver:

Okay, - nu bliver jeg måske upopulær... Men det er helt sikkert ikke ondt ment, tværtimod.

 

Du skriver at din lækre lille baby kommer først. Ja, selvfølgelig kommer ens børn først, hvis det drejer sig om at de skal have nok at spise eller der er alvorligt syge og man er nødt til at bo på sygehuset sammen med dem eller noget tilsvarende. Derhjemme, i en normal hverdag, kan jeg godt forstå, hvis manden i et parforhold, bliver fustreret over altid at være den, der bliver kørt ud på et sidespor. I to har helt sikkert været så tætte som ærtehalm, før I fik børn. Og du har sikkert været en typisk kvinde, og forkælet og ødslet med dit overskud ud over din dejlige mand, som du elsker over alt på jorden, - før I fik børn. Er der så noget at sige til, hvis det er en kold tyrker han har været igennem de sidste 3-4 år?? Du skriver selv at han kun er med på sidelinjen, fordi han arbejder så meget. Det vil ikke få ham til at føle sig en del af helheden, han kan kun have mindre fokus på børnene end du har, fordi han ikke ser dem så meget, og han har også mindre fokus på hvordan du har det, og hvad du har behov for. Det som han føler er sikkert at han pukler som en hest, kommer hjem efter lange dage og lang transporttid, aflverer pengene, for et tantekys og et klap på skulderen, og så bliver han skubbet ud i bilen, så han kan tage ud og tjene flere penge. Hvor er det sjove lige i det?!? Og når han så ikke føler sig så meget som en del af fællesskabet derhjemme, er der altså en reel chance for at han løber sur i det, og pakker sine ting og smutter. Han giver dig endda en advarsel om at tingene er ved at være for meget for ham, at det ikke er sjovt mere og at han går og tumler med an masse følelser og tanker som han ikke har lyst til at tænke på. Og du kalder ham forkælet og mener han må tage sig sammen!!! Han laver da for pokker ikke andet end at tilsidesætte sine egne behov. Man kan altså ikke eksistere kun for fællesskabets behov, man er også nødt til at få noget igen.

Ja, jeg ved, du har det hårdt også, og at tingene er trælse for dig. Men så syntes jeg du skulle tænke konstruktivt. Find på løsningsforslag der kunne lette jeres hverdag. Måske flytte tættere på hans arbejde?? Få en bil til, hvis det ville give dig mere overskud?? Overvej måske en aur-pair så du kunne få skrevet speciale?!? Helt klart få lillepigen ud af soveværelset...

Og få så passet ungerne, alle sammen, - læg kortene på bordet over for svigerfamilien, sig at det er for hårdt for jeres parforhold og at I har behov for noget alene tid, og kør dem så ud en aften og hent dem næste dag. Lav en romantisk aften med god mad, slap af. Dyrk måske noget sex, men vigtigst af alt, sov sammen!! Put sammen, nus med hinanden, snak sammen, slap af sammen. Lad ham føle at han har din opmærksomhed.

Du vil gerne have, at han har overskud at give af, at han kan vise at han elsker dig og har forståelse for dig og dine problemer?!? Så er du nødt til at give ham mulighed for at lave noget overskud først.

 

Husk det er kærligt ment. Jeg har været der hvor du er nu, og jeg fik ikke standset toget i tide og reddet mit parforhold. Men det kan du sagtens nå endnu...

 

celkt skriver:

Okay, - nu bliver jeg måske upopulær... Men det er helt sikkert ikke ondt ment, tværtimod.

 

Du skriver at din lækre lille baby kommer først. Ja, selvfølgelig kommer ens børn først, hvis det drejer sig om at de skal have nok at spise eller der er alvorligt syge og man er nødt til at bo på sygehuset sammen med dem eller noget tilsvarende. Derhjemme, i en normal hverdag, kan jeg godt forstå, hvis manden i et parforhold, bliver fustreret over altid at være den, der bliver kørt ud på et sidespor. I to har helt sikkert været så tætte som ærtehalm, før I fik børn. Og du har sikkert været en typisk kvinde, og forkælet og ødslet med dit overskud ud over din dejlige mand, som du elsker over alt på jorden, - før I fik børn. Er der så noget at sige til, hvis det er en kold tyrker han har været igennem de sidste 3-4 år?? Du skriver selv at han kun er med på sidelinjen, fordi han arbejder så meget. Det vil ikke få ham til at føle sig en del af helheden, han kan kun have mindre fokus på børnene end du har, fordi han ikke ser dem så meget, og han har også mindre fokus på hvordan du har det, og hvad du har behov for. Det som han føler er sikkert at han pukler som en hest, kommer hjem efter lange dage og lang transporttid, aflverer pengene, for et tantekys og et klap på skulderen, og så bliver han skubbet ud i bilen, så han kan tage ud og tjene flere penge. Hvor er det sjove lige i det?!? Og når han så ikke føler sig så meget som en del af fællesskabet derhjemme, er der altså en reel chance for at han løber sur i det, og pakker sine ting og smutter. Han giver dig endda en advarsel om at tingene er ved at være for meget for ham, at det ikke er sjovt mere og at han går og tumler med an masse følelser og tanker som han ikke har lyst til at tænke på. Og du kalder ham forkælet og mener han må tage sig sammen!!! Han laver da for pokker ikke andet end at tilsidesætte sine egne behov. Man kan altså ikke eksistere kun for fællesskabets behov, man er også nødt til at få noget igen.

Ja, jeg ved, du har det hårdt også, og at tingene er trælse for dig. Men så syntes jeg du skulle tænke konstruktivt. Find på løsningsforslag der kunne lette jeres hverdag. Måske flytte tættere på hans arbejde?? Få en bil til, hvis det ville give dig mere overskud?? Overvej måske en aur-pair så du kunne få skrevet speciale?!? Helt klart få lillepigen ud af soveværelset...

Og få så passet ungerne, alle sammen, - læg kortene på bordet over for svigerfamilien, sig at det er for hårdt for jeres parforhold og at I har behov for noget alene tid, og kør dem så ud en aften og hent dem næste dag. Lav en romantisk aften med god mad, slap af. Dyrk måske noget sex, men vigtigst af alt, sov sammen!! Put sammen, nus med hinanden, snak sammen, slap af sammen. Lad ham føle at han har din opmærksomhed.

Du vil gerne have, at han har overskud at give af, at han kan vise at han elsker dig og har forståelse for dig og dine problemer?!? Så er du nødt til at give ham mulighed for at lave noget overskud først.

 

Husk det er kærligt ment. Jeg har været der hvor du er nu, og jeg fik ikke standset toget i tide og reddet mit parforhold. Men det kan du sagtens nå endnu...

 

Lige i øjet

Anonym skriver:

Jeg er såååå ked af det. En del af mig har lyst til at skrige ad ham, at nu skal han altså tage sig sammen og tilsidesætte egne behov og mande sig op. Det sidste jeg behøver lige nu er en mand der ynker sig selv. Jeg gør alt hvad jeg kan for alt holde korthuset oppe! Er det for meget at kræve, at han holder humøret oppe for min skyld? Oveni det hele regner han med, at jeg afleverer mit speciale til maj, hvor den lille starter i dagpleje. Hvornår skal jeg gøre det? Jeg føler mig så uforstået og ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg elsker min mand. Han er en god far og arbejder hårdt, men aaaargh!

Min lækre lille baby kommer i første række! Dernæst de andre børn og til sidst manden. Jeg er vist ikke længere en del af ligningen...... 

Sig det til ham!

Lige præcis som du føler.. understreg at DU har brug for HAM nu!
 Så selvom han ikke er så stærk er jeg sikker på han forstår og vil prøve at være MAND for sin kvinde...

Roselil skriver:

Ærlig talt, synes du kontant må sige, at i sammen har valgt at få et barn mere og at han må mande sig op og lade være at pive. Det er for en periode og selvfølgelig er det hårdt, men sådan er det bare!

 Det er jeg enig i.

- &

celkt skriver:

Okay, - nu bliver jeg måske upopulær... Men det er helt sikkert ikke ondt ment, tværtimod.

 

Du skriver at din lækre lille baby kommer først. Ja, selvfølgelig kommer ens børn først, hvis det drejer sig om at de skal have nok at spise eller der er alvorligt syge og man er nødt til at bo på sygehuset sammen med dem eller noget tilsvarende. Derhjemme, i en normal hverdag, kan jeg godt forstå, hvis manden i et parforhold, bliver fustreret over altid at være den, der bliver kørt ud på et sidespor. I to har helt sikkert været så tætte som ærtehalm, før I fik børn. Og du har sikkert været en typisk kvinde, og forkælet og ødslet med dit overskud ud over din dejlige mand, som du elsker over alt på jorden, - før I fik børn. Er der så noget at sige til, hvis det er en kold tyrker han har været igennem de sidste 3-4 år?? Du skriver selv at han kun er med på sidelinjen, fordi han arbejder så meget. Det vil ikke få ham til at føle sig en del af helheden, han kan kun have mindre fokus på børnene end du har, fordi han ikke ser dem så meget, og han har også mindre fokus på hvordan du har det, og hvad du har behov for. Det som han føler er sikkert at han pukler som en hest, kommer hjem efter lange dage og lang transporttid, aflverer pengene, for et tantekys og et klap på skulderen, og så bliver han skubbet ud i bilen, så han kan tage ud og tjene flere penge. Hvor er det sjove lige i det?!? Og når han så ikke føler sig så meget som en del af fællesskabet derhjemme, er der altså en reel chance for at han løber sur i det, og pakker sine ting og smutter. Han giver dig endda en advarsel om at tingene er ved at være for meget for ham, at det ikke er sjovt mere og at han går og tumler med an masse følelser og tanker som han ikke har lyst til at tænke på. Og du kalder ham forkælet og mener han må tage sig sammen!!! Han laver da for pokker ikke andet end at tilsidesætte sine egne behov. Man kan altså ikke eksistere kun for fællesskabets behov, man er også nødt til at få noget igen.

Ja, jeg ved, du har det hårdt også, og at tingene er trælse for dig. Men så syntes jeg du skulle tænke konstruktivt. Find på løsningsforslag der kunne lette jeres hverdag. Måske flytte tættere på hans arbejde?? Få en bil til, hvis det ville give dig mere overskud?? Overvej måske en aur-pair så du kunne få skrevet speciale?!? Helt klart få lillepigen ud af soveværelset...

Og få så passet ungerne, alle sammen, - læg kortene på bordet over for svigerfamilien, sig at det er for hårdt for jeres parforhold og at I har behov for noget alene tid, og kør dem så ud en aften og hent dem næste dag. Lav en romantisk aften med god mad, slap af. Dyrk måske noget sex, men vigtigst af alt, sov sammen!! Put sammen, nus med hinanden, snak sammen, slap af sammen. Lad ham føle at han har din opmærksomhed.

Du vil gerne have, at han har overskud at give af, at han kan vise at han elsker dig og har forståelse for dig og dine problemer?!? Så er du nødt til at give ham mulighed for at lave noget overskud først.

 

Husk det er kærligt ment. Jeg har været der hvor du er nu, og jeg fik ikke standset toget i tide og reddet mit parforhold. Men det kan du sagtens nå endnu...

 

Tusind tak for din ærlige mening. Det er nok den, der giver mig mest. Alle mener det jo godt, når jeg skal sige det til ham, men som sagt, så elsker jeg jo min mand og synes han er rigtig dejlig. Der er nogle få begrænsninger i forhold til økonomi, der gør, at vi f.eks. ikke kan have au-pair og at tøsen ikke kan komme ud af værelset. Vi har ikke pladsen lige nu, men vi arbejder på sagen.

De sidste par aftner er hun faldet i søvn mellem 20.30 og 21.15, så hvis jeg kunne få hende til at falde i søvn i aften, så kunne jeg hygge lidt om den kære husbond. Har været så overskudsagtig at rydde op, gøre rent og tage et bad i dag, så måske det hjælper lidt. 

Du har helt ret i, at det nok ikke er særlig sjovt for ham at komme hjem. Jeg ligner jo et udskidt æble! Og når jeg gør det, føler jeg mig ikke ovenpå. 

Han har foreslået, at vi alle går en tur, når han kommer hjem og jeg glæder mig!

Tusind tak for den venlige opsang Tror jeg vender tilbage til den en gang imellem, når jeg kører lidt træt i det!

janne1986 skriver:

Har også en mand der tit tænker på sig selv, i stedet for og sætte børnene først.... Desværre....

Og hvis han er i sex underskud blir mobset osv... Jeg vælger at ignorere ham.... Jeg magter ik og skulle undskylde mig selv at jeg ik altid har det største overskud, er alene med 2 børn på 3,5 og 10 mdr og han er hjemme i weekenderne, og der forventer han bare at alt er klar til og holde weekend og at jeg har det største overskud.....

Men realiteten er tit en anden.... .

Synes du skal sige til ham at han må hjælpe dig noget mere, for så vokser dit overskud, og det kunne måske gavne ham ved hans behov....

 

Måske vi skulle vende den rundt, så istedet for at ignorere dem, da de ikke hjælper, så give dem masser af kys og opmærksomhed og se, om ikke kurven vender. Hvis deres beholder bliver fuld, så har de måske også lyst til at tage sig af os?