Græsset er grønnere...

Eva skriver:



Ja, jeg kan ikke helt følge det i hvert fald...men som på alle andre områer, så er vi jo alle meget forskellige som mennesker...jeg føler jo en kæmpe frihed og uafhængighed ved at være mig og kun mig og det har jeg meget brug for...kan jo kun tale udfra hvordan jeg har det i dag men sådan er det jo for alle mennesker, ingen ved heldigvis hvad der sker i morgen.
Men jeg ville føle et virkelig hæmmende at skulle have en at være noget for eller som skulle være noget for mig....
Knus Eva...

Kunne være lidt interessant, især for én som dig, at forfølge den opfattelse lidt nærmere?
(med én som dig, mener jeg kommende psykoterapeut, er det ikke sådan du vil læse videre, hvis jeg husker ret?)

Mennesket er jo i bund og grund flokdyr, og det kunne nu være ret interessant at undersøge hvilke mekanismer/barndomsoplevelser, som gør at du ikke har lyst til at være noget for én og omvendt?

-Blot en tanke.

De eneste tidspunkter hvor jeg synes det kunne være en fordel at være alene er når lejligheden skal indrettes og man skal ikke gå på kompromis med sin opdragelse, som man skal når man er to.

Men det opvejer jo slet ikke det jag får igen ved at have en at dele mit liv med. Jeg vil hellere have en at dele livet, minderne og alt det andet med end undvære det.

Jeg er helt igennem enig med Astrid, den kærlighed jeg har til min mand ville jeg slet ikke være foruden for den gør at jeg bliver og er den jeg er.

-Nadia

Kunne være lidt interessant, især for én som dig, at forfølge den opfattelse lidt nærmere?
(med én som dig, mener jeg kommende psykoterapeut, er det ikke sådan du vil læse videre, hvis jeg husker ret?)

Mennesket er jo i bund og grund flokdyr, og det kunne nu være ret interessant at undersøge hvilke mekanismer/barndomsoplevelser, som gør at du ikke har lyst til at være noget for én og omvendt?

-Blot en tanke.

Jamen jeg er meget bevidst om og da også klar over hvorfor jeg har det som jeg har det...vi har alle en historie, ikke...og mine oplevelser fra jeg var 18år til 32 år er da helt klart med til at præge min opfattelse af hvad og hvordan jeg ønsker at leve og hvad jeg vil udsætte mig selv for, igen...smiler-
Men jeg synes da det er interessant emne og især at høre hvad I andre har af opfattelse og jeg ved da også godt at det kan være måske en smule provokerende at melde ud som jeg gør....men det er vel også det der gør en diskussion interessant...at der er forskellige vinkler, ikke??
Og så kan det altså også irritere mig at det kan lyde som om man ikke kan være et helt lykkeligt menneske under udvikling, bare fordi man ikke har en liggende ved sig i dobbeltsengen-smiler- og hvis vi skal gå helt tilbage i menneskers behov for andre og leven som flokdyr, så var det vidst sådan at kvinder levede med kvinder og mændene var jægere, ikke?? Og lige netop det med at leve sammen med en kvinde, det tror jeg på mange måder ville være så meget nemmere end med en mand-griner.
Knus..

Eva skriver:



Jamen jeg er meget bevidst om og da også klar over hvorfor jeg har det som jeg har det...vi har alle en historie, ikke...og mine oplevelser fra jeg var 18år til 32 år er da helt klart med til at præge min opfattelse af hvad og hvordan jeg ønsker at leve og hvad jeg vil udsætte mig selv for, igen...smiler-
Men jeg synes da det er interessant emne og især at høre hvad I andre har af opfattelse og jeg ved da også godt at det kan være måske en smule provokerende at melde ud som jeg gør....men det er vel også det der gør en diskussion interessant...at der er forskellige vinkler, ikke??
Og så kan det altså også irritere mig at det kan lyde som om man ikke kan være et helt lykkeligt menneske under udvikling, bare fordi man ikke har en liggende ved sig i dobbeltsengen-smiler- og hvis vi skal gå helt tilbage i menneskers behov for andre og leven som flokdyr, så var det vidst sådan at kvinder levede med kvinder og mændene var jægere, ikke?? Og lige netop det med at leve sammen med en kvinde, det tror jeg på mange måder ville være så meget nemmere end med en mand-griner.
Knus..

Hvem er det som siger til dig at man ikke kan være et helt og lykkeligt menneske under udvikling fordi man ikke er i et forhold? Det er sgu da det rene vrøvl... Selvfølgelig kan man det!!!

Jeg ææælsker min mand, jeg æææælsker at være gift og jeg æææælsker det vi har sammen. Jeg kan slet ikke forstå at man har lyst til at leve alene. Jeg syntes det er skønt at gøre noget for ham og se hans glæde - det er aldrig en belastning.. Nu skal man jo aldrig sige aldrig men tror aldrig vi bliver skilt, det vil jeg ikke byde min datter og kommende barn, jeg har set på min mand og mange veninder hvad det gør at forældrene bliver skilt. Som jeg ser der har en barn behov for både sin mor og sin far i hverdagen! - Bare min mening og ikke for at piske en stemning op

Som en eller anden skriver så er vi flokdyr og har altid levet sammen. Ja, mændene var jægere men de levede sammen med kvinderne som så var hjemme sammen med de andre kvinder for at passe ilden og lejren mens mændene var ude at jage

Eva skriver:

Hej piger...

Som enligmor og single, kan jeg mærke at mange som udgangspunkt og helt automatisk formoder at jeg savner en mand og ønsker dette på et tidspunkt(undre mig virkelig at det ikke kunne tænkes at dem der er alene faktisk ikke ønsker en mand igen)...men hvad med den anden vej rundt...Jer der er i forhold, tænker i nogle gange det kunne være rart at være selv???
Og hvis I gør, hvad kunne så være rart ved at være alene?
Måske jeg fra nu af skulle være omvendt og spørge alle mine satte veninder om de dog ikke savner at slippe for at have en mand-griner-

Jeg har nu været alene i 2 år og sidder og tænker på hvad jeg kunne savne ved at have en mand boende....hmm,....og jeg kan ikke komme på noget.
Jo, jeg har et skrivebord der skal samles, en trampolin der burde være pakket sammen og en pære i mine entrélampe der skal skiftes...dér mangler jeg en mand eller en far som ikke har så travlt-griner-
Men ellers ikke....synes kun der er fordele...

Knus Eva...som måske bare er vildt mærkelig...og syg og sidder her i min kæmpe seng med Konrad og en bamsebog med lyd...

Åh ja, hvor jeg kender det!!!
Er selv alene, og hver gang jeg møder en jeg ikke har snakket med et stykke tid bliver jeg spurgt om jeg har fundet en mand. Når jeg siger nej bliver jeg mødt med medlidenhed... hvilket irriterer mig helt vildt
Ja, jeg vil da gerne have en kæreste, kunne være dejligt at blive forelsket igen og finde en at leve sammen med. Men det er altså ikke sådan at jeg ikke har det godt med at være single. Nyder at der kun er mig til at bestemme herhjemme, og er faktisk i tvivl om om jeg nogensinde har lyst til at bo sammen med en mand igen. Skal da nok finde en kæreste engeng... og indtil den perfekte fyr dukker op nyder jeg single-livet

Men Eva... hvis du ikke vil have et forhold til en mand igen, hvordan hænger det så sammen med at du gerne vil have flere børn?
For jeg har også fornemmet ud fra dine indlæg at du er imod at få børn uden at der er en far.
Bare nysgerrig...

Astrid P skriver:



Hvem er det som siger til dig at man ikke kan være et helt og lykkeligt menneske under udvikling fordi man ikke er i et forhold? Det er sgu da det rene vrøvl... Selvfølgelig kan man det!!!

Det er da helt sikkert sådan holdningen er fra mange parmennesker, men for dem ville det måske også være sandheden-smiler

Rikke skriver:



Åh ja, hvor jeg kender det!!!
Er selv alene, og hver gang jeg møder en jeg ikke har snakket med et stykke tid bliver jeg spurgt om jeg har fundet en mand. Når jeg siger nej bliver jeg mødt med medlidenhed... hvilket irriterer mig helt vildt
Ja, jeg vil da gerne have en kæreste, kunne være dejligt at blive forelsket igen og finde en at leve sammen med. Men det er altså ikke sådan at jeg ikke har det godt med at være single. Nyder at der kun er mig til at bestemme herhjemme, og er faktisk i tvivl om om jeg nogensinde har lyst til at bo sammen med en mand igen. Skal da nok finde en kæreste engeng... og indtil den perfekte fyr dukker op nyder jeg single-livet

Men Eva... hvis du ikke vil have et forhold til en mand igen, hvordan hænger det så sammen med at du gerne vil have flere børn?
For jeg har også fornemmet ud fra dine indlæg at du er imod at få børn uden at der er en far.
Bare nysgerrig...

Jamen fordi man får barn med en mand man ikke bor sammen med, så har barnet jo stadig en far...mine børn har også en far nu selvom jeg ikke bor med ham.
Hvis du havde læst hvad jeg havde skrevet i de omtalt indlæg, så var det brugen af anonym donor jeg er helt og holdent imod...børn skal og børn kunne finde deres far...og da selvfølgelig helst have kontakt, men det er man jo ikke ene om at bestemme.
Jeg har faktisk en aftale om børn med en når jeg er færdig på studiet..-smiler.

Macrolf skriver:

Jeg ææælsker min mand, jeg æææælsker at være gift og jeg æææælsker det vi har sammen. Jeg kan slet ikke forstå at man har lyst til at leve alene. Jeg syntes det er skønt at gøre noget for ham og se hans glæde - det er aldrig en belastning.. Nu skal man jo aldrig sige aldrig men tror aldrig vi bliver skilt, det vil jeg ikke byde min datter og kommende barn, jeg har set på min mand og mange veninder hvad det gør at forældrene bliver skilt. Som jeg ser der har en barn behov for både sin mor og sin far i hverdagen! - Bare min mening og ikke for at piske en stemning op

Som en eller anden skriver så er vi flokdyr og har altid levet sammen. Ja, mændene var jægere men de levede sammen med kvinderne som så var hjemme sammen med de andre kvinder for at passe ilden og lejren mens mændene var ude at jage

Og jeg forstår ikke dig-smiler- men det gør jo ikke den ene måde mere rigtig end den anden...og så mener jeg iøvrigt at man skal passe MEGET på med at dømme andre og deres grundlag for at gå fra hinanden....børn lider med to forældre der ikke kan sammen og det optimale er ikke altid en mulighed.
Så for os der er skilt, der er det helt sikkert det bedste for vores børn...ellers var vi sikkert ikke blevet det, vel-smiler

Eva skriver:



Og jeg forstår ikke dig-smiler- men det gør jo ikke den ene måde mere rigtig end den anden...og så mener jeg iøvrigt at man skal passe MEGET på med at dømme andre og deres grundlag for at gå fra hinanden....børn lider med to forældre der ikke kan sammen og det optimale er ikke altid en mulighed.
Så for os der er skilt, der er det helt sikkert det bedste for vores børn...ellers var vi sikkert ikke blevet det, vel-smiler

Der er jeg enig og tit så lide børn mere under at være hos deres forældre som kun er sammen for børnenes skyld...
Jeg er selv skilsmisse barn og var faktisk glad for at mine forældre blev skilt og jeg var 10 da det skete...