Vi er uenige om dåb/navngivning

puha ja den er svær og hvis jeg får en unge med min kæreste kommer vi også i den .

Da jeg fik min datter, ville jeg bare navngive, jeg er ikke troede, og synes det er lidt noget pjat at sige ja til noget som jeg eller faderen i teorien ikke tror på. Men for ham var det tradition og jeg gad ikke skændes om det dengang, jeg var meget mellow omkring det, hvis det var vigtigt for ham, jamen fint nok, Sådan var det også med min lillesøster og da hun skulle døbes. det var kun fordi at min stedfar ville have det i kirken og min mor ville ikke skændes om det, fordi det var ikke vigtigt for hende bare tøsen fik et navn. 

Min nummer to er bare navngivet, og jeg vil gerne at mine børn bare bliver navngivet, da jeg som sagt ikke tror 

jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg ville have det i dag og jeg gad tage kampen eller om jeg ville lade ham døbe hende.  det er sq svært.  Er han kristen ? er det der for eller er det "bare" fordi det er en tradition... for jeg mener jo traditioner kan brydes og der kan laves nye ... 

SjeBets skriver:

puha ja den er svær og hvis jeg får en unge med min kæreste kommer vi også i den .

 

Da jeg fik min datter, ville jeg bare navngive, jeg er ikke troede, og synes det er lidt noget pjat at sige ja til noget som jeg eller faderen i teorien ikke tror på. Men for ham var det tradition og jeg gad ikke skændes om det dengang, jeg var meget mellow omkring det, hvis det var vigtigt for ham, jamen fint nok, Sådan var det også med min lillesøster og da hun skulle døbes. det var kun fordi at min stedfar ville have det i kirken og min mor ville ikke skændes om det, fordi det var ikke vigtigt for hende bare tøsen fik et navn. 

 

Min nummer to er bare navngivet, og jeg vil gerne at mine børn bare bliver navngivet, da jeg som sagt ikke tror 

jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg ville have det i dag og jeg gad tage kampen eller om jeg ville lade ham døbe hende.  det er sq svært.  Er han kristen ? er det der for eller er det "bare" fordi det er en tradition... for jeg mener jo traditioner kan brydes og der kan laves nye ... 

For ham er det både og, da det primært er selve det med familien om baby i kirken, men også lidt religion.

Og det er det også for mig. I min familie er der tradition for navngivning. Jeg tror slet ikke på religion og det virker mig fjernt og kunstigt. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Det er et interessant forslag. Har overvejet det men ja, det virker pænt malplaceret på mig, da jeg jo slet ikke er troende. En præst i kirken vil jo altid have det kristne syn på det, også selv om det er en moderne præst. Så jeg er ikke sikker på at det vil gøre mig nogen gavn. Men det kan da være en ide, og bestemt ikke udelukket. 

Tror bestemt også, det kommer an på præsten! Min var bare SÅ sød Men det kan selvfølgelig også forværre situationen, hvis I får fat i en kæmpe klovn med præstekrave, som ikke fatter en dyt

Igen, håber I finder ud af det. Prøv måske (hvis I da ikke allerede har gjort det) at gribe diskussionen an fra jeres kommende barns synsvinkel: hvad mon det helst vil foretrække? At blive døbt i den kristne tro, for så senere måske at vælge det - og konfirmationen - fra? Eller blive navngivet, for senere måske at blive troende og skulle døbes og konfirmeres på samme tid?

i bund og grund vil det jo altid blive ens egen beslutning i sidste endem så længe forældrene i hvert fald er åbne overfor, at man måske træffer et andet valg end dem.

Men kan sagtens forstå problematikken

MamaJakob skriver:

Tror bestemt også, det kommer an på præsten! Min var bare SÅ sød Men det kan selvfølgelig også forværre situationen, hvis I får fat i en kæmpe klovn med præstekrave, som ikke fatter en dyt

Igen, håber I finder ud af det. Prøv måske (hvis I da ikke allerede har gjort det) at gribe diskussionen an fra jeres kommende barns synsvinkel: hvad mon det helst vil foretrække? At blive døbt i den kristne tro, for så senere måske at vælge det - og konfirmationen - fra? Eller blive navngivet, for senere måske at blive troende og skulle døbes og konfirmeres på samme tid?

i bund og grund vil det jo altid blive ens egen beslutning i sidste endem så længe forældrene i hvert fald er åbne overfor, at man måske træffer et andet valg end dem.

Men kan sagtens forstå problematikken

Altså jeg tror ikke der sidder mange børn som ærger sig over at de er eller ikke er døbt eller navngivet. For mig er det måske også lidt anderledes da jeg har en anden kulturel baggrund med mig, ud over den danske. Jeg vil til enhver tid respektere mit barns valg når det kan vælge selv. Til den tid håber jeg at vi som forældre, har taget nogle gode snakke om religion og ikke religion, kultur osv. 

Men ja, det er altså en svær situation. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Altså jeg tror ikke der sidder mange børn som ærger sig over at de er eller ikke er døbt eller navngivet. For mig er det måske også lidt anderledes da jeg har en anden kulturel baggrund med mig, ud over den danske. Jeg vil til enhver tid respektere mit barns valg når det kan vælge selv. Til den tid håber jeg at vi som forældre, har taget nogle gode snakke om religion og ikke religion, kultur osv. 

Men ja, det er altså en svær situation. 

Det tror jeg også du har ret i; at det ikke er noget skelsættende i barnets liv. Men jeg har da haft venner og bekendte, som fx ikk er blevet døbt, men gerne ville konfirmeres, og synes det var totalt pinligt at skulle døbes som 14-årig. På den anden side kender jeg også nogle, som er døbt, men som overhovedet ikke tror på kristendommen - og det er da også lidt underligt for dem. 

Man kan sige, når først man er døbt, er det lidt svært at vælge fra - hvorimod man som navngivet altid kan tilvælge det. Selvom det måske er pinligt for at nogen at blive døbt i en sen alder, så er det muligt - og vælger man det, så er man fandme også sikker på det, og dét synes jeg er ret sejt

Så måske jeg i virkeligheden holder lidt med dig Det kan du jo hilse og sige til manden, hihi

MamaJakob skriver:

Det tror jeg også du har ret i; at det ikke er noget skelsættende i barnets liv. Men jeg har da haft venner og bekendte, som fx ikk er blevet døbt, men gerne ville konfirmeres, og synes det var totalt pinligt at skulle døbes som 14-årig. På den anden side kender jeg også nogle, som er døbt, men som overhovedet ikke tror på kristendommen - og det er da også lidt underligt for dem. 

Man kan sige, når først man er døbt, er det lidt svært at vælge fra - hvorimod man som navngivet altid kan tilvælge det. Selvom det måske er pinligt for at nogen at blive døbt i en sen alder, så er det muligt - og vælger man det, så er man fandme også sikker på det, og dét synes jeg er ret sejt

Så måske jeg i virkeligheden holder lidt med dig Det kan du jo hilse og sige til manden, hihi

Hehe det gør jeg  Det er også sådan jeg tænker. Man kan også holde dåben som en lukket begivenhed, og ikke en søndagsdåb hvor alle kan komme. Synes man det er pinligt, synes jeg man vælger det af forkerte grunde? 

Vi kan jo også tage snakken med vores barn når det når en vis alder, og sige hvordan og hvorledes. Nogen bliver jo døbt længe før konfirmationsalderen, selv om de tager valget af egen fri vilje. 

Det er også meget signalværdierne i det jeg tænker på. Altså hvad man giver videre. Det fri valg kan jo aldrig blive dårligt? Og hvis mit barn vælger dåben, vil jeg helt klart synes det er sejt gået. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Så meget faktisk, at det er et reelt problem. Kan mærke han er virkelig skuffet over ikke at få den tradition med. Hvor jeg bare ikke kan se mig selv stå i kirke med baby og love det "væk" til en Gud jeg ikke tror på.

Hvad pokker stiller vi op?  Synes vi har snakket og snakket, og vendt og drejet for og imod. Men klogere er vi ikke blevet. HM 

Skal lige siges, at vi i min familie ikke har tradition for dåb, og jeg er selv navngivet...

Jeg syntes faktisk I skal gøre begge dele, det behøver jo ikke at være dig der står og lover noget oppe ved døbefonten, men noget familie, og så ville jeg snakke med præsten om det, altså være ærlig (med forbehold) og sige at du har svært ved at sige ja til noget på dit barns vejne, når du nu ikke ved hvordan dit barn vil have det med det når denne bliver gammel nok. 

Jeg stod selv med samme problematik da jeg skulle konfirmeres, og fik lov til at blive velsignet, og så senere tage stilling, alle de andre sagde ja. Så der er mulighed for komprimisser også i kirken.

Men egentlig syntes jeg godt man kan begge dele, samme dag, have kirkedåben, som jo betyder meget for din kæreste, og så have en navngivning når man kommer hjem fra kirken, som start på festen - det er jo også to forskellige ting, det ene sted siger  dem man vælger ja på barnets vejne og ja til at være med til at opdrage barnet i den kristne tro (og som en biting (for kirken) får barnet sit navn, mens ved en navngivning får barnet jo sit navn - så hvorfor ikke få begge dele, så vil jeres barn også få det bedste fra begge jeres verdener, så respektere I jo hinandens forskelligheder og omfavner dem samtidig. 

N&J skriver:

Jeg syntes faktisk I skal gøre begge dele, det behøver jo ikke at være dig der står og lover noget oppe ved døbefonten, men noget familie, og så ville jeg snakke med præsten om det, altså være ærlig (med forbehold) og sige at du har svært ved at sige ja til noget på dit barns vejne, når du nu ikke ved hvordan dit barn vil have det med det når denne bliver gammel nok. 

Jeg stod selv med samme problematik da jeg skulle konfirmeres, og fik lov til at blive velsignet, og så senere tage stilling, alle de andre sagde ja. Så der er mulighed for komprimisser også i kirken.

Men egentlig syntes jeg godt man kan begge dele, samme dag, have kirkedåben, som jo betyder meget for din kæreste, og så have en navngivning når man kommer hjem fra kirken, som start på festen - det er jo også to forskellige ting, det ene sted siger  dem man vælger ja på barnets vejne og ja til at være med til at opdrage barnet i den kristne tro (og som en biting (for kirken) får barnet sit navn, mens ved en navngivning får barnet jo sit navn - så hvorfor ikke få begge dele, så vil jeres barn også få det bedste fra begge jeres verdener, så respektere I jo hinandens forskelligheder og omfavner dem samtidig. 

Ja det kunne vi evt godt gøre, selv om det måske virker som dobbeltkonfekt?  Og så går spændingen af omkring navnet ved navngivningen. Men det er vel til at leve med.

Men hvad er så forskel på dåbsfesten og navngivningsfesten? At vi så navngiver også? Det har vi så lige gjort i kirken jo? 

Kan godt se ideen, men føler det er lidt indviklet? Men det er måske bare mig der bliver lidt overvældet. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

2 fester?? ARGH!!  God ide smukke, men også lidt fjollet? 

MEGET fjollet men ind imellem må der fjollede ting på bordet for at ændre fokus fra det negative til at man rent faktisk finder en løsning

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Hehe det gør jeg  Det er også sådan jeg tænker. Man kan også holde dåben som en lukket begivenhed, og ikke en søndagsdåb hvor alle kan komme. Synes man det er pinligt, synes jeg man vælger det af forkerte grunde? 

Vi kan jo også tage snakken med vores barn når det når en vis alder, og sige hvordan og hvorledes. Nogen bliver jo døbt længe før konfirmationsalderen, selv om de tager valget af egen fri vilje. 

Det er også meget signalværdierne i det jeg tænker på. Altså hvad man giver videre. Det fri valg kan jo aldrig blive dårligt? Og hvis mit barn vælger dåben, vil jeg helt klart synes det er sejt gået. 

Og så længe du har den indstilling, så ser jeg heller intet "galt" i at vælge navngivning. Du må bare gøre dit bedste for at overbevise kæresten om, at du rent faktisk har det fint med dåb og kristendom - hvis bare dit barn selv vælger det