marloutti skriver:
Jeg har virkelig et stort problem med mine svigerforældre!! Bwadr, jeg kaster næsten op, når jeg skriver det!!! 
Kan slet ikke klare at kalde dem det!!! De er nødt til bare at være kærestens forældre... Ikke mine noget-som-helst!!!
De er så frembusende, larmende, egoistiske og fylder frygtelig meget! De har ikke sans eller fornemmelse for andres følelser og absolut ingen situationsfornemmelse... De gør hvad de synes er det rigtige, uden hensyn til andre. Hvis man gør eller siger noget, der ikke lige falder i deres smag, er de der med kritik og "hvorforhvorforhvorforhvorfor" liiige med det samme...
Nå, mit alt-overskyggende problem med dem er ang. vores søn..
Det føles som om jeg stadig er i chok over de ting, der skete, da min søn var nyfødt.. Ikke noget dramatisk, men...
Da han var en og to dage gammel besøgte min kærestes forældre os på barselsgangen og var der begge dage i 4-5 timer, hvor hans mor sad med vores søn HELE TIDEN!! Det gjorde så ondt inde i mig, men jeg ville jo ikke være "en sur kælling, der ikke kan lade andre røre sit barn"!! Hvor mon jeg har det skræmmebillede fra??
Nå, men jeg får MEGA knude i maven stadigvæk, når jeg tænker på det og bliver snotirriteret på hende over at hun ikke selv kunne tænke sig til at man ikke "beholder" andres nyfødte barn så længe!!!
Da han var 14 dage gammel var de her en weekend fra lørdag aften til søndag eftermiddag... Plus vi havde gæster om morgenen (kærestens moster og onkel) og om eftermiddagen kom nogle af kærestens forældres venner, for at se vores søn...
Om morgenen sidder vi i køkkenet og min kærestes mor har pakket vores søn fuldstændig ind i et tæppe, så han var helt væk i det...På et tidspunkt, beder jeg min kæreste om lige at tage det lidt væk, så jeg kan se hans ansigt... Kærestens mor sender mig de vildeste dræberøjne og surmulefjæs og hvæser at nu har hun altså lige pakket ham ind!!
"Ja, men nu ber jeg MIN KÆRESTE om lige at fjerne lidt tæppe så jeg kan se min søn!!! Det er da mit barn! Hun skal da ikke sidde og lave ansigter til en nybagt mor, der vil tage sig af sit barn!!! Hvad bilder hun sig ind!!!" Alt dette ville jeg ønske jeg havde sagt til hende!! Men i stedet stivner jeg og kan kun tænke " det gjorde hun bare ikke lige det der! Det gjorde hun bare ikke!!" Men jo, det gjorde hun...
Og senere, gylper den lille, og jeg siger til hende ( hun har jo rendt med ham hele dagen) at hun skal rette ham op, så han kan komme af med det... JA JA! nærmest skriger hun ad mig!!! WOW..
Endelig får jeg lige et øjeblik med min søn, hvor jeg giver ham mad og skifter ham og vil lige sidde med ham et øjeblik. Så siger min kærestes far, halvsurt og meget undrende " Hvorfor skal B##### ikke holde ham"? NEJ, nu må I fandme holde op!!! Hun har jo rendt med ham hele dagen!! Jeg får bare mumlet noget uforståeligt og to min. efter hænger han hos hende igen..
Da så deres venner kommer, render hun rundt og "deler ham ud" til dem alle sammen. Det er fint at andre holder ham, men han er stadig kun 14 dage og MIT barn.. Heldigvis er venne-konen dér så sød og forstående og hun kan se på mig at jeg ikke kan klare mere og nærmest er i chok, så hun giver mig min søn. Min kærestes mor står ellers klar med fang-armene og bliver noget grøn i hovedet, da hun ikke får ham igen...
Nå, det var lidt om, hvorfor jeg ikke så godt kan klare min kærestes forældre... Det bliver bare ikke bedre.. Når hun holder ham, er det hans ansigt helt op til sit eget og hånden for, så vi ikke kan se, hvad hun laver... Det er virkelig frustrerende og mega klamt hvis hun overkysser ham!! Heldigvis er han så stor nu, han kun vil sidde op. Så kan hun da i det mindste ikke gøre det mere...
Og når han græder, vil jeg bare gerne ha ham over til mig, men hun gir mig ham ikke. Hun kan ovenikøbet finde på at gå væk med ham!!! Det kan jeg slet ikke ha!!! Så jeg må over og tage ham fra hende. Så træls synes jeg...
Nogen gange føler jeg mig skør, men det er sgu dem, der driver mig til vanvid!!!
Er bange for, det kommer til at ødelægge mit forhold. 
Men jeg elsker min kæreste så meget, han er mit livs kærlighed. Og han er begge sine forældres totale modstykke!!! Men selvfølgelig elsker han dem og er ked af at jeg har det svært med dem. Men han forstår godt, hvorfor jeg har det sådan. Vi er bare begge to knude-mennesker, der ikke får sagt fra og gemmer på tingene i stedet for at få dem sagt...
Puha, godt at få lidt luft... Tak, for at du læste med, hvis du er nået helt til slut....
Øv hvor træls! Jeg kender det godt fra mig selv! I lang tid havde jeg det rigtig svært med mine svigerforældre, men min kæreste og jeg har i fællesskab fået sagt fra og idag har vi bare et meget bedre forhold! Der kan stadig være tidspunkter, hvor jeg krummer tæer, men det går så meget bedre!
Jeg ligner i bund og grund min svigermor meget og jeg tror at vores problem er, at vi har været lige stædige!
Hvis jeg var dig, ville jeg enten ringe eller skrive et brev til svigermor, hvor du fortæller at du føler dig overeumplet osv. Hun vil helt sikkert blive dødfornærmet og synes det er dig den er galt med, men så er det ude af verden og så kan du sætte de grænser, som du føler nødvendige!
