Åh, har sådan brug for at få luft... Laaaangt og lidt rodet.

marloutti skriver:

Tusind tak... Det er lige præcis, sådan jeg har det med det.... Og ja, jeg skal virkelig tage mig sammen... Synes bare det er svært at skulle sige til et andet menneske, at de skal lave sig om og ikke være sig selv, for ellers kan jeg ikke holde dem ud!!!!

 

Jeg ved godt det er super svært, men du må altså tænke på dig selv.. Det er på ingen måde iorden at hun opfører sig på den måde og det burde hun selv vide da hun selv er mor..

Når man er så irriteret som du er skal du bare udnytte det og få sagt det som du fortæller os.. Jeg kan love dig for at når du først har åbnet munden er det svært at stoppe igen Så ud med det

Naannaa87 skriver:

Jeg ved godt det er super svært, men du må altså tænke på dig selv.. Det er på ingen måde iorden at hun opfører sig på den måde og det burde hun selv vide da hun selv er mor..

Når man er så irriteret som du er skal du bare udnytte det og få sagt det som du fortæller os.. Jeg kan love dig for at når du først har åbnet munden er det svært at stoppe igen Så ud med det

Ja, man skulle tro, hun ligesom vidste hvordan det er at være nybagt mor, men det har hun vist glemt alt om...

Ja, det bliver dejligt, når der kommer hul på det hele. Jeg ved det kommer til at lette en del. Men jeg er samtidig også bange for at de bliver mega sure og fornærmede. Men det må jo så være deres problem at blive gode igen...

Puha.. Skynd dig, at sige fra! Tror kun det bliver værre, hvis de bliver ved at "få lov" hun nyder jo tydeligvis at have magten over dig og nyder at din kæreste ik siger noget til det.. Kan du ik sige til din kæreste, at hvis han ikke støtter dig op i det her, eksplodere du med et BRAG lige pludselig? Og så ender det jo helt galt..

marloutti skriver:

Ja, man skulle tro, hun ligesom vidste hvordan det er at være nybagt mor, men det har hun vist glemt alt om...

Ja, det bliver dejligt, når der kommer hul på det hele. Jeg ved det kommer til at lette en del. Men jeg er samtidig også bange for at de bliver mega sure og fornærmede. Men det må jo så være deres problem at blive gode igen...

Hvorfor pokker er du bange for de bliver det ? Det er jo dem som klart opfører sig uacceptabelt og hvis de bliver fornærmet over det er det intet at gøre ved det.. De skal nok blive gode igen når de opdager at de har kvajet sig

Lykke86 skriver:

Puha.. Skynd dig, at sige fra! Tror kun det bliver værre, hvis de bliver ved at "få lov" hun nyder jo tydeligvis at have magten over dig og nyder at din kæreste ik siger noget til det.. Kan du ik sige til din kæreste, at hvis han ikke støtter dig op i det her, eksplodere du med et BRAG lige pludselig? Og så ender det jo helt galt..

Jo, det er jeg nødt til at sige til ham... Men de har jo haft magten over ham altid, så han har også super svært ved at sige fra... Og det er bare så svært at få noget sagt, for de tramper rundt med deres egne meninger, for det er jo det eneste rigtige!!! Hvad vi andre mener og synes, bliver der bare rynket på næsen af!!

Det er bare så pissesvært... Jeg føler det lidt som om min kæreste er spændt ud, for i den ene side trækker de i ham og vil ha ham til at synes og gøre det, de vil ha. Og i den anden side står jeg og prøver at få ham til at forstå hvordan jeg har det... Ret synd for ham... Men altså... Han er jo voksen, over 30 og har kæreste og barn, så han må jo også sætte hælene i sammen med mig, så vi kan leve vores eget liv... Puha, hvorfor skal det være så svært og hårdt??!!

Naannaa87 skriver:

Hvorfor pokker er du bange for de bliver det ? Det er jo dem som klart opfører sig uacceptabelt og hvis de bliver fornærmet over det er det intet at gøre ved det.. De skal nok blive gode igen når de opdager at de har kvajet sig

Ja, det er jo også fuldstændig åndssvagt, jeg er bange for det... Bekymrer mig bare altid over om jeg nu sårer folk eller gør dem sure... Men jeg kan/skal jo altså ikke tage ansvar for deres reaktion og følelser.... De bekymrer sig jo helt tydeligt ikke om mine følelser, så hvorfor skulle jeg gøre det om deres? Meeenn, jeg får det nu alligevel skidt ved tanken... Men der skal sgu ske noget, ellers kører det helt af sporet....

marloutti skriver:

Jo, det er jeg nødt til at sige til ham... Men de har jo haft magten over ham altid, så han har også super svært ved at sige fra... Og det er bare så svært at få noget sagt, for de tramper rundt med deres egne meninger, for det er jo det eneste rigtige!!! Hvad vi andre mener og synes, bliver der bare rynket på næsen af!!

Det er bare så pissesvært... Jeg føler det lidt som om min kæreste er spændt ud, for i den ene side trækker de i ham og vil ha ham til at synes og gøre det, de vil ha. Og i den anden side står jeg og prøver at få ham til at forstå hvordan jeg har det... Ret synd for ham... Men altså... Han er jo voksen, over 30 og har kæreste og barn, så han må jo også sætte hælene i sammen med mig, så vi kan leve vores eget liv... Puha, hvorfor skal det være så svært og hårdt??!!

Ja der er sgu ik ret meget her i livet der er nemt mine forældre er lidt på samme måde.. Vi boede hos dem, mens vi byggede hus.. Min mor har altid været rigtig god til ikke at blande sig, men gjorde hun godt nok der! Både hende og min stedfar rettede konstant på os, men er dog langt fra ligeså slemme som din kærestes forældre.. Jeg siger så også fra, med det samme overfor dem.. Det resulterede også i de vildeste skænderier, men blev dog gode venner igen altid.. Dén skal i jo også have i mende, men hvis ik de kan lade jer gøre tingene på jeres måde, må de jo holde sig væk fra JERES hjem!

marloutti skriver:

Jeg har virkelig et stort problem med mine svigerforældre!! Bwadr, jeg kaster næsten op, når jeg skriver det!!! Kan slet ikke klare at kalde dem det!!! De er nødt til bare at være kærestens forældre... Ikke mine noget-som-helst!!!

De er så frembusende, larmende, egoistiske og fylder frygtelig meget! De har ikke sans eller fornemmelse for andres følelser og absolut ingen situationsfornemmelse... De gør hvad de synes er det rigtige, uden hensyn til andre. Hvis man gør eller siger noget, der ikke lige falder i deres smag, er de der med kritik og "hvorforhvorforhvorforhvorfor" liiige med det samme...

Nå, mit alt-overskyggende problem med dem er ang. vores søn..

Det føles som om jeg stadig er i chok over de ting, der skete, da min søn var nyfødt.. Ikke noget dramatisk, men...

Da han var en og to dage gammel besøgte min kærestes forældre os på barselsgangen og var der begge dage i 4-5 timer, hvor hans mor sad med vores søn HELE TIDEN!! Det gjorde så ondt inde i mig, men jeg ville jo ikke være "en sur kælling, der ikke kan lade andre røre sit barn"!! Hvor mon jeg har det skræmmebillede fra??

Nå, men jeg får MEGA knude i maven stadigvæk, når jeg tænker på det og bliver snotirriteret på hende over at hun ikke selv kunne tænke sig til at man ikke "beholder" andres nyfødte barn så længe!!!

Da han var 14 dage gammel var de her en weekend fra lørdag aften til søndag eftermiddag... Plus vi havde gæster om morgenen (kærestens moster og onkel) og om eftermiddagen kom nogle af kærestens forældres venner, for at se vores søn...

Om morgenen sidder vi i køkkenet og min kærestes mor har pakket vores søn fuldstændig ind i et tæppe, så han var helt væk i det...På et tidspunkt, beder jeg min kæreste om lige at tage det lidt væk, så jeg kan se hans ansigt... Kærestens mor sender mig de vildeste dræberøjne og surmulefjæs og hvæser at nu har hun altså lige pakket ham ind!!

"Ja, men nu ber jeg MIN KÆRESTE om lige at fjerne lidt tæppe så jeg kan se min søn!!! Det er da mit barn! Hun skal da ikke sidde og lave ansigter til en nybagt mor, der vil tage sig af sit barn!!! Hvad bilder hun sig ind!!!" Alt dette ville jeg ønske jeg havde sagt til hende!! Men i stedet stivner jeg og kan kun tænke " det gjorde hun bare ikke lige det der! Det gjorde hun bare ikke!!" Men jo, det gjorde hun...

Og senere, gylper den lille, og jeg siger til hende ( hun har jo rendt med ham hele dagen) at hun skal rette ham op, så han kan komme af med det... JA JA! nærmest skriger hun ad mig!!! WOW..

Endelig får jeg lige et øjeblik med min søn, hvor jeg giver ham mad og skifter ham og vil lige sidde med ham et øjeblik. Så siger min kærestes far, halvsurt og meget undrende " Hvorfor skal B##### ikke holde ham"? NEJ, nu må I fandme holde op!!! Hun har jo rendt med ham hele dagen!! Jeg får bare mumlet noget uforståeligt og to min. efter hænger han hos hende igen..

Da så deres venner kommer, render hun rundt og "deler ham ud" til dem alle sammen. Det er fint at andre holder ham, men han er stadig kun 14 dage og MIT barn.. Heldigvis er venne-konen dér så sød og forstående og hun kan se på mig at jeg ikke kan klare mere og nærmest er i chok, så hun giver mig min søn. Min kærestes mor står ellers klar med fang-armene og bliver noget grøn i hovedet, da hun ikke får ham igen...

Nå, det var lidt om, hvorfor jeg ikke så godt kan klare min kærestes forældre... Det bliver bare ikke bedre.. Når hun holder ham, er det hans ansigt helt op til sit eget og hånden for, så vi ikke kan se, hvad hun laver... Det er virkelig frustrerende og mega klamt hvis hun overkysser ham!! Heldigvis er han så stor nu, han kun vil sidde op. Så kan hun da i det mindste ikke gøre det mere...

Og når han græder, vil jeg bare gerne ha ham over til mig, men hun gir mig ham ikke. Hun kan ovenikøbet finde på at gå væk med ham!!! Det kan jeg slet ikke ha!!! Så jeg må over og tage ham fra hende. Så træls synes jeg...

Nogen gange føler jeg mig skør, men det er sgu dem, der driver mig til vanvid!!!

Er bange for, det kommer til at ødelægge mit forhold. Men jeg elsker min kæreste så meget, han er mit livs kærlighed. Og han er begge sine forældres totale modstykke!!! Men selvfølgelig elsker han dem og er ked af at jeg har det svært med dem. Men han forstår godt, hvorfor jeg har det sådan. Vi er bare begge to knude-mennesker, der ikke får sagt fra og gemmer på tingene i stedet for at få dem sagt...

Puha, godt at få lidt luft... Tak, for at du læste med, hvis du er nået helt til slut....

Din stakkel. Min svigermor er ikke helt så slem, men kan dog godt genkende det. Du bliver nødt til at være 100% ærlig når hun træder over dine grænser - er helt sikker på at din kæreste godt kan se at hendes opførsel ikke er ok. Forklar hende stille og roligt, at du har behov for at få din søn igen nu. Min svigermor var skide sur over, at hun ikke måtte give ham flaske de første par mdr., men det er din søn og dig der bestemmer.

Held og lykke med hende

Håber du finder ud af det med dine svigerforældre og de finder ud af det er deres barnebarn og jeres barn...

 

 Til Dig...

I.E.K. skriver:

Din stakkel. Min svigermor er ikke helt så slem, men kan dog godt genkende det. Du bliver nødt til at være 100% ærlig når hun træder over dine grænser - er helt sikker på at din kæreste godt kan se at hendes opførsel ikke er ok. Forklar hende stille og roligt, at du har behov for at få din søn igen nu. Min svigermor var skide sur over, at hun ikke måtte give ham flaske de første par mdr., men det er din søn og dig der bestemmer.

Held og lykke med hende

Min kæreste kan heldigvis sagtens se det... Vi er også for længe siden blevet enige om at det kun er OS der giver ham mad, basta... Ellers er der jo ti mennesker der står i kø til det konstant!! Og det gir bare for meget uro. Vi har brug for helt ro omkring måltiderne...

Så der er da heldigvis et punkt, hvor vi står fast... Så skal resten bare lige på plads...