Preghiera skriver:
-Jeg ville nu aldrig opfordre lærere til at "melde klart ud" overfor deres elever ang. deres personlige ståsted. For det første vedrører det ganske enkelt ikke eleverne og for det andet er det frarådet på seminarierne. Lærere og lærerstuderende skal kunne forholde sig neutralt til de aktuelle emner i klasserummet af de årsager at eleverne bruger identifikation til sine egne meningspunkter. Altså: Hvis en elev ikke kan udstå sin dansklærer, og dansklæreren taler for et eller andet politisk emne, så skal der ikke meget til at eleven bevæger sig i modsatte retning på baggrund af personlige grunde (eleven er ikke nødvendigvis i stand til at kunne skælne mellem de to ting). Eller omvendt: En vellidt lærer kan nemt inspirere eleverne til at "følge trop" i sine politiske sager og standpunkter.
Det må en lærer aldrig udnytte. Som du selv siger, skal læreren altid forholde sig objektivt til emnerne og desuden overholde de formålsparagraffer der indbyder til debat og diskussion i henhold til elevernes personlighedsdannelse. Det hele skal gå op i en højere enhed og denne er obligatorisk: respekt og ligeværd. Det er disse værdier TS tilsyneladende ikke genkender i sit forhold til folkeskolen. Det er bekymrende.
Jeg mener, det afhænger fuldstændigt af sammenhængen, om man som lærer "må" melde sit personlige ståsted ud. Når jeg i engelskundervisningen i 9. klasse har mit faste emne om Martin Luther King og borgerrettigheder i USA, er alene mit valg af emne baseret på værdier, jeg finder vigtige, og jeg ville ikke kunne fremlægge det objektivt - det ville være kunstigt, hvis jeg forsøgte at tale neutralt om undertrykkelsen af de farvede i USA.
Nogle værdier forekommer altså at være så indlysende rigtige, at det ville virke kunstigt at fremlægge dem neutralt - men på den anden side: Hvis der sad en elev med ekstreme højreradikale holdninger i klasseværelset, ville han med rimelighed kunne opfatte det, som om jeg slet ikke satte spørgsmålstegn ved, at racisme er forkert. Og han ville kunne tale med sine meningsfæller om pladderhumanistiske folkeskolelærere, der indoktrinerede eleverne med de "rigtige" holdninger - og for så vidt have ret, i hvert fald i, at min undervisning er "farvet".
Når det gælder emner om etik - som jeg tager op i kristendomskundskab - er jeg mere neutral, fordi det ikke er så indlysende og enkelt, om abort eller aktiv dødshjælp er i orden eller ej. Men det er jo i den sidste ende MIN vurdering, at racisme er indiskutabelt forkert, mens abortspørgsmålet er mere komplekst - havde jeg været meget troende kristen og modstander af abort, ville det være umådeligt svært for mig at fremlægge det fuldstændigt neutralt, om vi må lade små fostre gå til og gøre os til herrer over liv og død.
Jeg tænker meget over problematikken med mine personlige holdninger og værdier - særligt i samfundsfag, hvor jeg virkelig skal passe på. Jeg lader selvfølgelig alle komme til orde og forsvarer alles ret til at have deres holdning - men det er måske også mere åbenlyst, at det er "forbudt" for mig at lade mine politiske holdninger smitte af på undervisningen i samfundsfag, end det er, at jeg skal være varsom i racismespørgsmålet.
Grundlæggende tror jeg nu, at det er vigtigt, eleverne ved, hvor de har mig, inden for grundlæggende områder som fx racisme - men hvem afgør, at netop racisme er indiskutabelt forkert, mens abortspørgsmålet er mere komplekst?
