Ved ikke om jeg fortryder...

Er ked af at høre , at du har mistet din morfar .. Selvom det var godt , at han fik fred

Jeg mistede min farfar for et par år siden .. Han havde kræft og parkintons , så det var også godt at han fik fred .. Han døde på sygehuset , min farmor og han sønner var der ..

Hele familien tog så op på sygehuset for at sige farvel , og det var okay det hele .. Da vi gik derfra havde jeg det faktisk godt med det .. Og følte at nu var det "afsluttet" ..

I kapellet blev der så holdt en "gudstjeneste" , hvor andre end den nære familie kunne komme og sige farvel inden kisten blev lukket .. Og dér ville jeg ikke se ham .. Jeg havde taget min afsked !

Synes de næste maaange aftner og nætter var svære at komme igennem .. Men med tiden forsvandt det jo .. Og jeg er rigtig glad for at jeg så ham

anna-jonas skriver:

Min lille spæde niece, Stella døde for snart 7 år siden. Det var mig der gjorde hende i stand, klædte hende på, og lagde hende i kisten, forældrene magtede det ikke.

Jeg græder stadig når jeg tænker på det................og især i månederne efter, drømte jeg om hende. Hvert år, d. 3 aug. er en forfærdentlig dag for mig....................jeg græder meget, og er på kirkegården. Jeg glemmer hende aldrig.................

Hold da op ! Det ved jeg slet ikke om jeg ville kunne gøre :'/

Mileva skriver:

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

Jeg ved at det er rigtig hårdt nu.. men jeg tror nu nok at at bliver meget glad senere over at du gjorde det.. jeg valgte ikke at se min farmor her i febuar da hun var død. fordi at jeg ikke kunne klare det på det tidspunkt. men havde dagen før siddet hos hende, det var helt utrolig hårdt, hun så helt livløs ud, og hver gang hun prøvede at sige noget kom der bare ikke noget ud . hun vejede ikke ret meget mere, og man kunne se en stor bule på maven som så var den kræft som var ved at tage hende fra os . det var sidste gang hun var ved bare lidt bevidsthed. dagen efter døde hun, og jeg var stadig knust over den tilstand jeg havde set hende i, så så hende ikke igen.. det er jeg den dag idag rigtig ked a, føler ikke jeg har haft mulighed for at sige ordentligt farvel til hende.. og at se hende ligge der helt stille og fredfyldt, ville måske have hjulpet, for jeg ser kun den sidste tid med kræften.. og det er et endnu værre billede at se end at se hende i fred.. det er jeg sikker på.. og fortryder rigtig meget jeg ikke tog mig sammen og fik sagt farvel .. 

tror  at om et par uger så er du glad for din beslutning ..

 

Mileva skriver:

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

Jeg har både set, og rørt min mor da hun var død. og stod forenden af min fars seng da han tog det sidste åndedrag.

Det er en helt naturlig reaktion du har, for selvom tingene ganskevist ser meget fredfyldte ud, så er ens følelser ikke altid i overensstemmelse med det der foregå rundt om en.

Prøv at sætte ord på det du frygter. Jeg kan huske med min mor frygtede jeg at hun pludselig slog øjne op, og bevægede sig. puha det var bare så skræmmende at stå der ved siden af hende, og ikke helt forstå at hun rent faktisk var død, og ikke slog øjne op igen.

Det tog mig lang tid at acceptere synet af min mor død, påtrods af det jo var fredfyldt. Tværtimod med min far har jeg ingen "kvaler" haft, da han tog det sidste åndedrag, accepterede jeg med det samme at han aldrig ville åbne sine øjne igen, ikke fordi jeg holdt mindre af ham, nok mere end min mor. men fordi jeg stod ved hans side da han forlod os. jeg så hvordan det, hele gik til. og var derfor nemmere at acceptere, til trods for at han døde ekstremt uroligt, som ikke så særlig fredfyldt ud.

Hej kære ven, jeg vil først give et kram og kondolere , jeg så min højt elskede far ligge med hans evighedshvile, nu ved jeg ikke hvor tæt du var på din morfar men tæt går jeg udfra med din reaktion, på dine drømme osv. Jeg så også min kære far over alt når mine øjne var lukket . Han var mit et ìg sæt og min støttepæl. Det går over med tiden men det er en rigtig go ide at søge noget hjælp og få snakket om det med nogen prof. Det er jo på en måde et svigt som gør meget ondt når man mister nogen man elsker så højt! Man kommer skarpt over det men lærer og leve med det!Knus t dig

Der sku stå ALDRIG over det istedet for skarpt dumme iPhone