Ved ikke om jeg fortryder...

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

Først lige trøstekram til dig søde.

D. 27 april sidste år døde min højt elskede morfar. Jeg stod ved hans side i 2 timer efter de andre var gået ud af rummet. JEg lunne slet ikke forlade ham. - Jeg kunne slet ikke forlige mig med at det var sidste gang jeg så ham.

Det skal så siges at jeg desværre havde valget at komme ud og sige et levende farvel tirsdag d. 27 april kl 17.00 efter abejde. JEg valgte dog at jeg lige skulle hjem forbi og vande blomster.. Kl. 18.30 ringede min mor at morfar var død kl. 18.10. Jeg brød helt sammen og var så sur på mig selv. Så skuffet. Og den dag i dag har jeg stadig ikke helt tilgivet mig selv den dumme beslutning.

Han så meget fredfyldt ud. og jeg ville ikke være foruden at have set ham død.
Til hans begravelse grød jeg mindre end jeg troede jeg ville. Men jeg havde også grædt rigtig rigtig meget dagen han døde og dagene efter..

Jeg har lige d. 5 juni 2011 mistet min højt elsket mormor. Også hende så jeg død. Jeg nåede dog at sige et levende farvel til hende inden hun få dage efter gik bort. Heller ikke her ville jeg være foruden. <3
Til hendes begravelse bvarede jeg fatningen rimelig under begravelsen, det var først da vi skulle ligge roser på kisten at hele verden brød sammen.

Der gik det helt op for mig at jeg ikke længere havde dem i livet. Andet end minderne med dem...  Årh ha, tårerne presser på!

Min mormor og orfar har fungeret som forældre for mig, så tabet af dem har været rigtig hårdt. Og jeg kan stadig den dag i dag se dem i mine drømme. levende og døde!

Først en krammer fordi du har mistet din morfar.. Det er altid svært at sige farvel til et familiemedlem man holdte af

Det er meget normalt det du gennemgår med at man vågner fordi man har drømt om den afdøde. Jeg har selv gjort det de gange jeg har sagt farvel til en i min familie. Jeg har set min kusine, mormor, farfar og farmor døde. Jeg har aldrig fortrudt et sekund - det ER hårdt når man står og ser hvordan fredfyldte de ser ud - for man skal ikke se dem mere - aldrig. 

Jeg synes en død er en "skræmmende" en at komme ind til for det er så endegyldigt - Men jeg ved med mig selv - at JEG ville fortryde hvis jeg ikke havde gjort det.

Mileva skriver:

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

Jeg har både set min farmor og mormor, og jeg fortryder det ikke..

Det er noget andet at se dem døde, men det giver ligesom det sidste farvel..

Jeg vil ikke "gerne" se andre døde, men det skal jeg nok komme til en dag

Frk-Lotusblomst skriver:

D. 27 april sidste år døde min højt elskede morfar. Jeg stod ved hans side i 2 timer efter de andre var gået ud af rummet. JEg lunne slet ikke forlade ham. - Jeg kunne slet ikke forlige mig med at det var sidste gang jeg så ham.

Det skal så siges at jeg desværre havde valget at komme ud og sige et levende farvel tirsdag d. 27 april kl 17.00 efter abejde. JEg valgte dog at jeg lige skulle hjem forbi og vande blomster.. Kl. 18.30 ringede min mor at morfar var død kl. 18.10. Jeg brød helt sammen og var så sur på mig selv. Så skuffet. Og den dag i dag har jeg stadig ikke helt tilgivet mig selv den dumme beslutning.

Han så meget fredfyldt ud. og jeg ville ikke være foruden at have set ham død.

Jeg har lige d. 5 juni 2011 mistet min højt elsket mormor. Også hende så jeg død. Jeg nåede dog at sige et levende farvel til hende inden hun få dage efter gik bort. Heller ikke her ville jeg være foruden. <3


Min mormor og orfar har fungeret som forældre for mig, så tabet af dem har været rigtig hårdt. Og jeg kan stadig den dag i dag se dem i mine drømme. levende og døde!

Det er jeg ked af at høre

Jeg har aldrig fået et tæt knyttet forhold til min morfar, da jeg slet ikke har haft de samme interesser og har nok heller ikk lige været det barnebarn da heg opførte sig bedst igennem en årerække.. Men de sidste par år har vi kunne snakke mere sammen og han var pavestolt da han blev oldefar til Lorelai i Januar..

Jeg ved ikke om det er fordi jeg føler jeg ikke har fået sagt hvad jeg havde brug for til ham, eller om jeg ikke kan forlig mig med han er død og livet skal gå videre?

Jeg er ked af, at høre om tabet af din morfar.

Jeg sagde farvel til min morfar efter han var død, da jeg var 6 år gammel. Jeg var lidt nervøs, da jeg valgte at røre ved ham og nusse hans kolde kind.

Men jeg har aldrig nogensinde fortrudt den beslutning. Det er så dejligt for mig, at vide at jeg fik sagt ordentlig farvel, nusset ham og ønsket ham en god rejse.

Jeg kan også stadig se ham for mig. Liggende død. Men når jeg ser det billedet er det positivt. Jeg havde længe set min morfar dødsyg af en bindevævssygdom og her lå han og "sov" fredfyldt. Uden smerter, uden kvælningsanfald. Han havde det godt og det er et minde jeg skatter højt.

Jeg tror ikke du fortryder det, men lige nu er du midt i en sorg der skal bearbejdes og du skal igennem. Det tager tid. Men giv dig selv lov til at sørge og græde og tænke på ham. Lige nu med alt den smerte det måtte indebære.

Pylle3 skriver:

Først en krammer fordi du har mistet din morfar.. Det er altid svært at sige farvel til et familiemedlem man holdte af

Det er meget normalt det du gennemgår med at man vågner fordi man har drømt om den afdøde. Jeg har selv gjort det de gange jeg har sagt farvel til en i min familie. Jeg har set min kusine, mormor, farfar og farmor døde. Jeg har aldrig fortrudt et sekund - det ER hårdt når man står og ser hvordan fredfyldte de ser ud - for man skal ikke se dem mere - aldrig. 

Jeg synes en død er en "skræmmende" en at komme ind til for det er så endegyldigt - Men jeg ved med mig selv - at JEG ville fortryde hvis jeg ikke havde gjort det.

 

Tak

Jeg er glad for det billede jeg har fået med mig nu, at han så så fredfyldt ud og så lettet.. Men det er så skræmmende at vågne om natten og føle det hele var så virkeligt...

Det er jeg ked af at høre

Jeg har aldrig fået et tæt knyttet forhold til min morfar, da jeg slet ikke har haft de samme interesser og har nok heller ikk lige været det barnebarn da heg opførte sig bedst igennem en årerække.. Men de sidste par år har vi kunne snakke mere sammen og han var pavestolt da han blev oldefar til Lorelai i Januar..

Jeg ved ikke om det er fordi jeg føler jeg ikke har fået sagt hvad jeg havde brug for til ham, eller om jeg ikke kan forlig mig med han er død og livet skal gå videre?

For mig har det vlret det bedste at se dem døde. Og jeg fik ikke sagt hvad jeg ville til morfar. Dog skrev jeg et digt til ham som han fik med sig til begravelsen. - den blev lagt under kistedekoratioen på kisten og så blev det læst op til gravøllet. Så på den måde følte jeg alligevel at jeg havde fået udtrykt mine følelser og tanker til ham. <3

Det hjalp virkelig i den svære tid..

Mormor nåede jeg at sige de sidste ting. OG det sidste jeg sagde var: Mormor jeg elsker dig, vi ses snart igen. Et par dage efter døde hun. Dog er jeg sikker på vi ses igen. På et eller andet tidspunkt. <3

Men det er selvfølgelig specielt at vågne fordi man lige har set dem i drømmen. Pyyha, det havde jeg svært ved i starten. Og jeg skreg af gråd så min kæreste vågnede. JEg svedte tran. Men efterhånden som tiden er gået har ejg forliget mig med at de billeder af dem nu er en del af resten af mit liv. OG nu vil jeg ikke være for uden. Dog kommer billederne mindre og mindre som tiden går..

RGN skriver:

Jeg er ked af, at høre om tabet af din morfar.

Jeg sagde farvel til min morfar efter han var død, da jeg var 6 år gammel. Jeg var lidt nervøs, da jeg valgte at røre ved ham og nusse hans kolde kind.

Men jeg har aldrig nogensinde fortrudt den beslutning. Det er så dejligt for mig, at vide at jeg fik sagt ordentlig farvel, nusset ham og ønsket ham en god rejse.

Jeg kan også stadig se ham for mig. Liggende død. Men når jeg ser det billedet er det positivt. Jeg havde længe set min morfar dødsyg af en bindevævssygdom og her lå han og "sov" fredfyldt. Uden smerter, uden kvælningsanfald. Han havde det godt og det er et minde jeg skatter højt.

Jeg tror ikke du fortryder det, men lige nu er du midt i en sorg der skal bearbejdes og du skal igennem. Det tager tid. Men giv dig selv lov til at sørge og græde og tænke på ham. Lige nu med alt den smerte det måtte indebære.

Synes bar det er sært at give slip på følelserne og lade det komme ud.. Specielt i dag timerne hvor lille pigen er vågen..

Jeg håber inderligt det 'går over' - men tankerne om at min guldklump aldrig kommer til at opleve denne enestående mand gør satme ondt.. Jeg er så lykkelig for han var rask nok da hun blev født at han kunne sidde med hende og vi fik billeder af dem sammen..