Ved ikke om jeg fortryder...

Frk_Dylan<3 skriver:

Jeg har både set min farmor og mormor, og jeg fortryder det ikke..

Det er noget andet at se dem døde, men det giver ligesom det sidste farvel..

Jeg vil ikke "gerne" se andre døde, men det skal jeg nok komme til en dag

Forstår dig fuldstændig med ikke at ville se en død mere.. Men det er måske godt nok at have set ham fredfyldt..

Jeg kan godt forstå, at det er svært når din datter er vågen. Man kan ikke både sørge igennem og tage sig af et spædbarn.

Er der ikke mulighed for lidt aflastning? Du kunne jo også vælge at vende det hele med en psykolog.

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i tanken om, at din datter ikke kommer til at opleve ham.

Min far er også døende og jeg kan virkelig tude over, at min søn ikke kommer til at opleve ham. Alle de ting jeg ved de kunne have lavet sammen. Men jeg kan ikke gøre så meget ved det. Jeg kan kun tillade mig selv at være sindssyg ked af det og give los når jeg har brug for at græde. Og jeg synes det hjælper.

Frk-Lotusblomst skriver:

For mig har det vlret det bedste at se dem døde. Og jeg fik ikke sagt hvad jeg ville til morfar. Dog skrev jeg et digt til ham som han fik med sig til begravelsen. - den blev lagt under kistedekoratioen på kisten og så blev det læst op til gravøllet. Så på den måde følte jeg alligevel at jeg havde fået udtrykt mine følelser og tanker til ham. <3

Det hjalp virkelig i den svære tid..

Mormor nåede jeg at sige de sidste ting. OG det sidste jeg sagde var: Mormor jeg elsker dig, vi ses snart igen. Et par dage efter døde hun. Dog er jeg sikker på vi ses igen. På et eller andet tidspunkt. <3

 

Men det er selvfølgelig specielt at vågne fordi man lige har set dem i drømmen. Pyyha, det havde jeg svært ved i starten. Og jeg skreg af gråd så min kæreste vågnede. JEg svedte tran. Men efterhånden som tiden er gået har ejg forliget mig med at de billeder af dem nu er en del af resten af mit liv. OG nu vil jeg ikke være for uden. Dog kommer billederne mindre og mindre som tiden går..

Jeg har videregivet et digt til min mor, som hun har fået arbejdet sine følelser og sorg ud igennem også, som hun gerne vil have sagt til gravøl..

Jeg havde skrevet et laaaangt brev til ham for et par år siden, om alt det som jeg gerne ville have sagt og fortalt ham, at selvom vi ikke sagde det eller ikke sås så tit, så betød han al verden for mig..

Det brev er desværre blev forlagt i en flytning, og frygter for den dag jeg falder over det :s

Mileva skriver:

Min morfar døde lørdag morgen, og hele familien var selvfølgelig samlet ude ved min mormor for at sige det sidste farvel.. Det var en utrolig smuk dag - selvom det jo var en følelseladt dag..

Han døde hjemme efter en meget lang kamp med kræft, kol osv. Så vi er lettet over han endelig har fået fred.. Men.. Min mor spurgte mig om jeg ville se min morfar død, jeg havde aldrig før set et dødt menneske, og egentlig vidste jeg ikke om jeg kunne.. Men jeg gjorde det..

Det var rart at se ham fredfyldt og fri for smerter, men alligevel utrolig hårdt..

Der blev holdt en cermoni i kælderen, hvor han blev lagt i kiste og vi fik sagt det sidste farvel, vi fulgte ham til landevejen da bedemanden kørte med ham - hvilket var så smukt.. Der blev vindstille og solen stod frem..

Men nu ved jeg ikke om jeg fortryder jeg så ham død? Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, og bliver ved med at se ham ligge foran mig.. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg gerne 5-8gange om natten fordi jeg ser ham..

Ser hans ansigt for mig og det slår mig helt ud..

Er der andre der har set en person tæt på dem død? Som måske kan fortælle ud om jeres oplevelse med det?

Vi skal bisætte ham på lørdag, og frygter lidt for min reaktion, for ikke har rigtig kunne græde det ud.. Mit humør har været lidt påvirket søndag og mandag, hvor jeg har snappet lidt af kæresten og den mindste ting har kunne været voldsomt træls!

først et kæmpe kram herfra

jeg har kun set en person død og det var min mor hun var så holdt i live i en respirator i 10 dage forinden, men da de slukkede for respiratoren gik der kun ca 10 min så kunne hendes krop ikke mere

og nøj det var hårdt at se min mor ligge der og meget underligt og uvirkeligt, og det var rigtig svært at forlade hospitals stuen og vide man ikke ville se hende mere, jeg har ikke rigtig mareridt men nogen meget virkelige drømme, nogen gange er hun i live andre gange gennemlever jeg det hele igen bare på andre måder

min oplevelse er dog anderledes end din da jeg var der under hele forløbet, men kom jeg som dig og fik valget om at gå ind og røre ved og se en sidste gang ville jeg helt klart gøre det.

det er rigtig hårdt men for mig føltes det rigtig, blev også spurgt om jeg ville se min mor i kisten men det kunne jeg ikke klare.

RGN skriver:

Jeg kan godt forstå, at det er svært når din datter er vågen. Man kan ikke både sørge igennem og tage sig af et spædbarn.

Er der ikke mulighed for lidt aflastning? Du kunne jo også vælge at vende det hele med en psykolog.

Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i tanken om, at din datter ikke kommer til at opleve ham.

Min far er også døende og jeg kan virkelig tude over, at min søn ikke kommer til at opleve ham. Alle de ting jeg ved de kunne have lavet sammen. Men jeg kan ikke gøre så meget ved det. Jeg kan kun tillade mig selv at være sindssyg ked af det og give los når jeg har brug for at græde. Og jeg synes det hjælper.

Vi har rig mulighed for at få lillepigen passet, men føler mig slet ikke klar til det.. Hendes gudmor har tilbudt at tage hende så vi herhjemme kunne få helt fred til at skrige, græde og hvad ellers vi har brug for..

Jeg er glad for jeg kunne skænke ham titlen oldefar, men så ked af hun ikke oplever ham..

Jeg tror det hele kommer lørdag når vi er kommet hjem igen, og det virkelig er den sidste gang vi har haft ham i vores selskab..

Mileva skriver:

Jeg har videregivet et digt til min mor, som hun har fået arbejdet sine følelser og sorg ud igennem også, som hun gerne vil have sagt til gravøl..

Jeg havde skrevet et laaaangt brev til ham for et par år siden, om alt det som jeg gerne ville have sagt og fortalt ham, at selvom vi ikke sagde det eller ikke sås så tit, så betød han al verden for mig..

Det brev er desværre blev forlagt i en flytning, og frygter for den dag jeg falder over det :s

Dejligt. <3 Det er ofte en god måde at bearbejde sorgen med.

Jah det kommer ihvertfald tila t rive op i noget det brev. Men læs det med et smil. Eller tag på graven og læs det for ham når du engang finder det.

Jeg skriver små ting på store palmelignende blade og ligger dem på grabstedet. Sådan med : Vi savner dig (nu jer). Altid i vores hjerte gemt. Osv osv. Det er hvad jeg har brug for. Så de ikke føler sig glemt.

Jeg bor heldigvis ikke mere end 9 km fra gravstedet og min mor bor i byen, så kommer der rimelig tit..

skønneunger skriver:

først et kæmpe kram herfra

jeg har kun set en person død og det var min mor hun var så holdt i live i en respirator i 10 dage forinden, men da de slukkede for respiratoren gik der kun ca 10 min så kunne hendes krop ikke mere

og nøj det var hårdt at se min mor ligge der og meget underligt og uvirkeligt, og det var rigtig svært at forlade hospitals stuen og vide man ikke ville se hende mere, jeg har ikke rigtig mareridt men nogen meget virkelige drømme, nogen gange er hun i live andre gange gennemlever jeg det hele igen bare på andre måder

min oplevelse er dog anderledes end din da jeg var der under hele forløbet, men kom jeg som dig og fik valget om at gå ind og røre ved og se en sidste gang ville jeg helt klart gøre det.

det er rigtig hårdt men for mig føltes det rigtig, blev også spurgt om jeg ville se min mor i kisten men det kunne jeg ikke klare.

vi sørger alle meget forskelligt men for mig har det været vigtigt at kunne få grædt rigtig meget og jeg har "snakket" meget med min mor når jeg var alene og ked af det.

Mileva skriver:

Forstår dig fuldstændig med ikke at ville se en død mere.. Men det er måske godt nok at have set ham fredfyldt..

Det er dejligt at se ens kære uden smerter, men også virkelig hårdt.. ! Jeg fortryder kun at jeg ikke fik sagt de 3 magiske ord mens hun levede Du får lige min historie, den kører over 4 dage.. 

 

Min farmor var syg i et stykke tid, og til sidst vidste hun ikke hvem jeg var længere, det var virkelig hårdt, hun lå i respirator i ca 3 dage

Husker tydeligt en samtale mellem mig og min faster, hvor vi står udenfor hospitalet og ryger en smøg.. Siger til min faster at jeg håber Farmor bliver rask og at jeg ikke kan undvære hende i mit liv.. Min Faster siger at hun nok snart går bort og hun vil gerne give hendes mor ro og slukke for respiatoren... DER stoppede mit hjerte OG hjerne, flippede fuldstændig ud på min faster og beskyldte hende for alt muligt grimt og sagde at hun aldrig skulle tage min farmor's liv!!

Dagen efter blev jeg hentet af min far, da jeg havde fri fra skole. Vi kørte ud til min farmor og min far slukkede bilen udeforan hendes rækkehus.. Han kiggede på mig og brød helt sammen, hun var død i morges

Jeg har aldrig elsket nogen så højt som min farmor, og kommer aldrig til det.. "snakker" nogle gange til hende og fortæller hvad der er sket i mit liv, på den måde føler jeg stadig at hun er hos mig

Det er jeg rigtig ked af at høre..

Er nød til at kopiere noget som jeg har skrevet på min computer, da det er alt for hårdt at skrive det hele ned engang til..

Du havde været indlagt en gang på sygehuset den 2 maj 2010, men der gik ikke lang tid så blev du udskrevet igen. Du havde fået lavet kiggert undersøgelser, så du havde det ikke særlig godt da du kom hjem. Torsdag den 20 maj var Trine oppe ved dig og hun spurgte om du var træt og om hun bare skulle gå hjem igen og du sagde ja, det måtte hun gerne. Der kunne mor godt regne ud at den var helt gal, så hun fik fat i læger og ringede til Jytte og fik hende til at tage over til dig og så fandt vi ud af at du lå i dit eget afføring og havde gjort det i noget tid, der kom endda hjemmehjælp hverdag og de havde ikke gjort noget ved det. Så du blev indlagt igen på kolding sygehus. Vi kom ned mandag den 24 og tog hjem igen onsdag den 26, der så det ud til at du var ved at have det nogenlunde igen. Vi tager så hjem og det er meningen vi skal komme ned 3 uger senere når mor har fri fra arbejde igen. Fredag den 28 maj bliver du flyttet til tarmkirugisk afdeling i vejle. Lørdag den 29 maj ved 19.30 tiden sidder jeg i aalborg til karneval og bliver ringet op af Jytte at vi skulle til kolding, for du var blevet indlagt på intensiv med vand i lungerne. Jeg blev så ulykkelig, forstod det ikke helt. Det var jo dig, min mormor. Men mor kom og hentede mig i aalborg ved 10 tiden, og så kørte vi ellers til vejle. Da vi kom til vejle sad onkel, moster pia, far, trine og morfar deroppe allerede. Allesammen var inde ved dig, men jeg ville ikke ind og se dig, for ville bare ikke have et billede af dig du ligger der med slanger, jeg var overbevist om at du blev rask igen. Men jeg blev mere og mere overbevist om at der kunne gå lang tid og at du nok ikke ville komme tilbage til os som den du engang var. Så jeg tog mod til mig og gik ind til dig lige inden vi skulle ned til far, da jeg så endelig kom ind til dig ville jeg ikke ud igen, for jeg ville ikke lade dig være alene. Ville være sammen med dig hvis der nu skulle ske noget. Men Jeg tog så med hjem efter noget tid. Søndag tog vi så igen op til dig på sygehuset og var ved dig hele dagen, men der var stadig ingen forandringer. Mandag 10 min. i 12 middag blev mor ringet op fra sygehuset at de syntes vi skulle komme derop for det var blevet værre, vi tog straks derop. Da vi kom derop sad moster pia udenfor, jeg gik hen og fik et kram af hende. Hun sagde til mig at var død. Til at starte med forstod jeg det ikke helt, troede ikke rigitg på det, men så gik det op for mig og jeg blev så ekstremt ked af det. Da vi så kom op på afdelingen ville jeg helst ikke med ind og se dig, for kunne ikke forestille mig at se en død person og slet ikke dig mormor, for du har altid været så glad og smilende, du gjorde grin med det meste. Men Jytte fik mig alligevel overtalt mig til at gå ind til dig, og på en måde er jeg glad nok for det og på en måde kunne jeg godt have undværet det. Men jeg gjorde det og bagefter gik jeg ned og købte en bamse du skulle have med dig som et minde fra mig, det samme gjorde Trine og Bibbi også..

Den dag du skulle bisættes holdt jeg denne tale for dig:

Momse, jeg vil starte med at takke dig på hele familiens vejne, for at du er den bedste mor, mormor, farmor, søster, moster, faster og bedste veninde man overhovedet kan ønske sig i hele verden.

Du er en person der betyder meget for mange mennesker, du har en stor plads i manges hjerter, det er jeg slet ikke i tvivl om.

hvis man var ked af det, skulle man bare snakke med dig momse, så var man i godt humør igen. Du var god til bare at lytte og du forstod altid en, selvom du måske havde en anden mening.

Der er en del der begynder at gå op for mig efterhånden, kan godt nu se hvorfor du sagde at det var forsent at komme til genoptræning. Det er da fordi at du var mere syg end hvad vi regnede med, men det vidste du selvfølgelig godt. Men du ville bare ikke være til besvær for os andre. Du vil ikke have at vi skal bekymre os for meget. Men det gør vi nu alligevel.

Jeg husker tydeligt det sidste jeg sagde til dig på kolding sygehus "Næste gang vi kommer herned kan du komme med på diskotek og danse. Vi ses snart igen momse. Jeg elsker dig rigtig meget" Men næste gang jeg kom igen var kun 3 dage senere på intensiv i vejle. Det var rigtig hårdt at se dig ligge der og ikke kunne noget.

Det spørgsmål jeg og garanteret mange andre gerne ville have svar på er hvorfor lige nu? Men det får vi desværre nok aldrig svar på.

Det bliver svært at vænne sig til at du ikke ringer hverdag. Jeg vil sige dig mange tak for alle de gode år vi har haft sammen. Det har været nogle fantastiske år med mange gode stunder. Jeg elsker dig momse, du er mit liv.

Jeg vil slutte af med at sige tak til alle jer som er dukket op i dag, for at vise sin støtte. Det viser bare hvor elsket og savnet du er momse <3 TAK ALLESAMMEN

Og Bibbi sang for dig i kirken, en sang som hun har skrevet til dig inden hun blev konfirmeret, sådan ca. 1½mdr. inden du døde momse.. <3

http://www.youtube.com/watch?v=wP_TK5J3a34

Vi elsker og savner dig allesammen så ufatteligt meget ! <3 Du betyder alt for os ! Du var vores holdepunkt i livet !

 

Undskyld at det blev så langt.. Men prøvede at korte det lidt ned..

Da jeg mistede min mor tilbage i 2005 var jeg 19 og ikke klar til det. Hun døde fra den ene dag til den anden af en blodprop. Jeg så hende også på syghuset og i kapellet! Jeg syntes det er vigtigt at man siger farvel på den måde man selv føler er rigtig. Jeg drømte også om hende liggende der. Men det er nu gået vider til jeg drømmer vi snakker sammen.. Underligt, og langt fra virkeligt.. Men dejligt det med og komme af med dine føelser, tag det ganske roligt det skal nok komme.. Ikke alle reager ens eller med det samme, for mig gik der næsten to måneder før jeg havde accepteret det og der kom en reaktion. Men jeg lavede ikke andet end at tude i flere dage.. Og stadig den dag i dag har jeg tude ture.. Også når min den ældste ser det for i vores familie er død og sorg en naturlig ting jeg syntes man skal give vider.. Lige så vel som glæde og kærlighed.. Hun ved hvorfor jeg er ked af det og tager det meget naturligt.. Og siger du mÅ da gerne låne farmor så kan man ikke andet end og smile og blive glad igen.. Håber du får det beder.. Og stort kram til dig og din familie..