Skal man bare leve med det? Eller hvad gør i andre?

Anonym skriver:

Hejsa Baby damer.

Jeg står i den situation, at jeg er i tvivl om hvor jeg er i mit forhold til min kæreste.

Vi har været kærester i snart 7 år og har en dreng på 8 måneder. Jeg er 26 og han er 24 år.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham. Men jeg er i tvivl om, om det mere er på et vende plan end et kæreste plan jeg elsker ham. Altså jeg er ikke FORelsket i ham mere. Men er man det efter 7 år? Er i andre det?

Det har i lang tid gået skidt med vores sexliv. Vi har meget sjældent sex. måske 1 gang om måneden oh det er endda højt sat i nogle perioder. Sådan var det også inden jeg blev gravid og fødte! Men jeg har simpelthen ikke lyst til ham. Jeg tror ikke jeg tænder på ham. Får jeg kan godt se en fyr på gaden og så synes han er lækker på den der frække måde Men sådan ser jeg aldrig på ham

Jeg får det tit dårligt når han ligger op til noget, sådan fysisk. Og har på ingen måde lyst til at lave noget med ham!

Jeg tror noget af det bunder i, at han bøvser og prutter når det passer ham. Han har tit dårlig ånde da han ryger og det gør jeg ikke. Hvilket gør, at jeg ikke har lyst til at kysse ham(skal lige siges, at han børster tænder mange gange om dagen) Han lugter af sved og "glemmer" at bruge deo og parfume selv om hef tit køber nye til ham og prøvet at minde ham om det.

Jeg ved godt at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glas hus. Og det er langt fra hver dag jeg kommer i bad, jeg jeg bare ikke kan finde tiden til det. Men det er jo fordi jeg også lave 95 % af de ting der skal laves her hjemme. Selv når jeg få snget mig i bad og han skal passe den bette i de 15 min råber han gennem døren 5 gang omkring ting han ikke kan tage stilling til selv.'

Ihh jeg er træt af at være hans mor. Men det er jeg blevet. Han var jo kun 17 da vi blev kærester og han flyttede direkte hjem til mig, hvilket vil sige han aldrig har prøvet at klare sig selv!! Så jeg har bare taget over hvor hans mor slap!

Jeg har prøvet at foreslå, at vi skulle melde os til noget par terapi, men det afviste han blankt. Tror heller ikke han er klar over hvor langt ude jeg er i forhold til vores forhold.

Jeg synes det er svært bare at sige, at det ikke skal være os, men nogle gang drømmer jeg om hvordan det ville være hvis jeg boede alene. Der ville ikke hele tiden være en at gå og være iriteret på, nogle ting ville være så meget nemmere.

Jeg er også tit små sur og træt af ham. Jeg hakke af ham og han af mig.

Vi småskændes hver dag, men vi bliver begge gode igen hurtigt.

Hvad synes i? Er det bare sådan livet er? Ikke altid så rosen rødt? eller skal jeg komme videre?

Havde lige brug for at få luftet ud, måske blev det lidt forvirrende!?

Hvis i mangle noget info må i endelig spørge!

 

 

 

Det virker på mig som om jeres forhold er røget helt af sporet. Og hans opførsel ifa ligegyldighed understregr det i mine øjne. Og ja, så er der alle de små-hakkerier til at ødelægge jeres dage. Jeg kan ikke råde dig i hvad der er bedst for dig, men jeg er sikker på at jeg selv havde smidt håndklædet i ringen og sagt stop. Selvfølgelig har forhold dårlige perioder, men jeres barn er 8 mdr og du skriver at det startede før du blev gravid....det er næsten 1,5 år......! Håber du finder den bedste løsning for dg og dermed også jeres fælles barn

Jeg har været sammen med min mand i nu snart 9 år, og jeg havde før vi blev gift (for halvandet år siden) perioder som dig, hvor jeg bare ikke kunne finde noget positivt...- og havde også tanker om at vi var mere venner end kærester. Vi Valgte at gå til parterapi, fordi han kunne se at jeg ikke var lykkelig. Det gav mig rigtig meget, men det var mig der skulle arbejde på det, jeg fik forskellige værktøjer og det fik mig til at sætte tingene i perspektiv. Det er hårdt arbejde at være to, og kan kun forestille mig hvor svært det må være med et barn også. Men jeg tror bare at det er så enormt vigtigt at man snakker sammen, når der er det mindste, fortæl fin kæreste lige ud af posen hvilke tanker du går med. Han kan jo ikke læse dine tanker, så han vil garanteret kæmpe lidt mere for jer og dig hvis han forstår hvad han skal kæmpe for... Håber i kommer igennem det! :-)

Håber ikke du bliver sammen med ham fordi du er bange for og være alene resten af livet...  Det lyder ikke fair overfor ham eller dig selv for den sags skyld....

Man skal altid arbejde for et forhold, læner man sig tilbage og regner med det bare køre, ja så er man på direkte kolisions kurs...  

Jeg ved selv at jeg ik altid har lyst, når man ligger i sengen kl 23, efter og ha gjort alt klar til dagen efter, og opvasken er taget, det sidste tøj er hunget på snoren osv.... Men når min mand så alligevel har 5 min overskud til og prøve og ligge op til noget, ja så "overgiver" jeg mig, for jeg ved at når der er gået 2 sekunder så fortryder jeg INTET....Det giver nyt overskud på en anden måde... Så ved man det er alt værd... Så tror du bare skal komme ud over kanten og være sammen med ham....

For jo mindre man er sammen jo mere fjerner man sig fra hinanden... Sådan har iv det i hvert fald... Min mand er hjemme i weekenderne kun, og har vi ik sex så små skændes vi osv...vi søger begge en dum bekræftigelse.... men sexer vi... Ja så blir weekenden bare perfekt.....

Lyder dumt... Men sådna er det for os...

 

Nu er jeg en person der kæmper med næb og klør i mine forhold og det lyder på mig som om det er blevet utrolig meget hverdag og at I lidt har glemt hinanden.

Men jeg synes du skal fortælle ham præcis hvor langt du er nået og hvor træt du er af det hele og så se hvad han siger til det. Måske ville en kæreste aften eller endnu bedre en kæreste tur

(har kun læst dit første indlæg, har ikke haft tid til at læse andres svar og dine evt. svar dertil)

Håber det er ok jeg svare ærligt. Men jeg tænker lidt, hvis I har været sammen i så lang tid, så vidste du jo det med at ryge, og måske dårlig hygiejne. Hvorfor vælger I så at få et barn sammen?

Jeg tænker lidt, at folk meget hurtigt får børn sammen uden at de egentlig kender hinanden og når så graviditeten bliver sur eller hverdagen bliver kedelig, ja så var det så ikke lige det forhold de ønskede alligevel. Med barnet som står som taberen.

Men i jeres forhold kendte I jo hinanden rigtig godt, og derfor tænker jeg, at I jo burde vide om I ville hinanden. Selvfølgelig kan tingene ændre sig på halvandet år, men jeg synes alligevel I skal give det en smule tid.

MEN jeg vil give dig helt ret i, at tingene skal ændres, da I jo ikke kan leve i et forhold hvor I begge er utilfredse.

Hvis du har sagt det med hans hygiejne og han ikke gør noget ved det, ja så synes jeg faktisk det er urespektfuld. Også fordi jeg tænker, at du i det mindste kan være ærlig overfor ham. Tænkt hvad andre kan gå og tænke om ham (kollegaer osv) så det er faktisk meget mærkeligt hvis han ikke gør noget ved det. Så synes du skal sige det igen og gøre opmærksom på, at personlig hygiejne i noget som man kræve.

Det er håndt med et barn på 8 måneder. Jeg siger, giv det lidt tid. Det bliver nemmere når du starter på arb. og kommer lidt ud blandt voksne igen (synes jeg i hvertfald) og så aftalt at I begge skal prøve at være lidt mere postivite det næste stykke tid. Men personligt vil jeg også sige, at hvis han IKKE ændre adfær med at være så ulækker (ja undskyld men nogle af de ting han gør virker meget utiltalende) ja så synes jeg du skal sige lige ud, at hvis han ikke ændre de ting, så vil du ud af forholdet og finde en som IKKE opfører sig sådan.

Held og lykke med det hele.

hejsa .. 

- Det må virkelig ikke være rart at have det sådan, jeg kender godt følelsen fra et tidligere forhold, og det blev jeg nød til at stoppe fordi jeg indså at jeg vitterligt ikke var forelsket i ham med i tanken om hvad vi kunne have sammen og så tror jeg at jeg var forelsket i selve "forelskelsen" og i det at han var forelsket i MIG ! Der måtte jeg bare med tiden indse at det ikke var værdigt for hverken ham eller mig at jeg var direkte frastødt over ham og ikke gad have sex med ham ! jeg så ham som en god ven, men ikke mere end det ! 

- Min kæreste som er faderen til min kommende datter er jeg stadig forelsket i, jeg kan godt syntes han er ulækker når han prutter osv, men jeg glæder mig hver dag til at se ham og får stadig sommerfugle i maven når vi er sammen <3 og det tror jeg ikke ændre sig, jeg har aldrig følt for nogen som jeg føler for ham, og det syntes jeg at man skylder sig selv ! 

- jeg siger ikke at ALT skal være en dans på røde roser, men jeg syntes at det er svært at hente følelser frem og sommerfugle i maven hvis der ikke er nogen  .. Måske skulle du have noget alene tid og virkelig overveje om det er pga. trygheden eller om det er fordi du virkelig vil HAM du er sammen med ham ? 

- Jeg ønsker det bedste for dig