Skal man bare leve med det? Eller hvad gør i andre?

Hejsa Baby damer.

Jeg står i den situation, at jeg er i tvivl om hvor jeg er i mit forhold til min kæreste.

Vi har været kærester i snart 7 år og har en dreng på 8 måneder. Jeg er 26 og han er 24 år.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham. Men jeg er i tvivl om, om det mere er på et vende plan end et kæreste plan jeg elsker ham. Altså jeg er ikke FORelsket i ham mere. Men er man det efter 7 år? Er i andre det?

Det har i lang tid gået skidt med vores sexliv. Vi har meget sjældent sex. måske 1 gang om måneden oh det er endda højt sat i nogle perioder. Sådan var det også inden jeg blev gravid og fødte! Men jeg har simpelthen ikke lyst til ham. Jeg tror ikke jeg tænder på ham. Får jeg kan godt se en fyr på gaden og så synes han er lækker på den der frække måde Men sådan ser jeg aldrig på ham

Jeg får det tit dårligt når han ligger op til noget, sådan fysisk. Og har på ingen måde lyst til at lave noget med ham!

Jeg tror noget af det bunder i, at han bøvser og prutter når det passer ham. Han har tit dårlig ånde da han ryger og det gør jeg ikke. Hvilket gør, at jeg ikke har lyst til at kysse ham(skal lige siges, at han børster tænder mange gange om dagen) Han lugter af sved og "glemmer" at bruge deo og parfume selv om hef tit køber nye til ham og prøvet at minde ham om det.

Jeg ved godt at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glas hus. Og det er langt fra hver dag jeg kommer i bad, jeg jeg bare ikke kan finde tiden til det. Men det er jo fordi jeg også lave 95 % af de ting der skal laves her hjemme. Selv når jeg få snget mig i bad og han skal passe den bette i de 15 min råber han gennem døren 5 gang omkring ting han ikke kan tage stilling til selv.'

Ihh jeg er træt af at være hans mor. Men det er jeg blevet. Han var jo kun 17 da vi blev kærester og han flyttede direkte hjem til mig, hvilket vil sige han aldrig har prøvet at klare sig selv!! Så jeg har bare taget over hvor hans mor slap!

Jeg har prøvet at foreslå, at vi skulle melde os til noget par terapi, men det afviste han blankt. Tror heller ikke han er klar over hvor langt ude jeg er i forhold til vores forhold.

Jeg synes det er svært bare at sige, at det ikke skal være os, men nogle gang drømmer jeg om hvordan det ville være hvis jeg boede alene. Der ville ikke hele tiden være en at gå og være iriteret på, nogle ting ville være så meget nemmere.

Jeg er også tit små sur og træt af ham. Jeg hakke af ham og han af mig.

Vi småskændes hver dag, men vi bliver begge gode igen hurtigt.

Hvad synes i? Er det bare sådan livet er? Ikke altid så rosen rødt? eller skal jeg komme videre?

Havde lige brug for at få luftet ud, måske blev det lidt forvirrende!?

Hvis i mangle noget info må i endelig spørge!

 

 

 

Følger lige med på sidelinien, da jeg desværre kan nikke genkendende til en del af tingene....

Jeg tænker også tit på om det "bare" kan skyldes en stresset periode, og om det vender tilbage til sådan som det var før....... Men jeg ved heller ikke om jeg bare holder fast i det, fordi tanken om at skulle gå fra hinanden er for omfattende..... 

Sorry, det var ikke fordi dit indlæg skulle handle om mig......... 

Håber du får nogle brugbare råd.......

Jeg vil ikke spille klog eller noget da jeg ikke selv har prøvet det, men min veninde havde det på samme måde med hendes kæreste og hun gik fra ham.. Efter et par måneder indså hun at hun elskede ham men der var det bare for sent, han vil ikke ha hende mere.. Ved ikke, tror det jeg prøver at sige er at man skal passe på, man ved hvad man har men ikke hvad man får.. Og mange gange tror jeg folk ender med at gå fra hinanden fordi hverdagen tager over og sommerfuglene i maven forsvinder.. Men jeg ville nok snakke med ham om hvordan du har det, måske få en uge eller 2 uden ham, bare dig og baby og se om i kommer til at mangle hinanden! Måske kan han også lære at tage del i dagligdagen så det ikke kun er dig der skal gøre det hele? I hvert fald skal du have en stor krammer med herfra!

Loa skriver:

Følger lige med på sidelinien, da jeg desværre kan nikke genkendende til en del af tingene....

Jeg tænker også tit på om det "bare" kan skyldes en stresset periode, og om det vender tilbage til sådan som det var før....... Men jeg ved heller ikke om jeg bare holder fast i det, fordi tanken om at skulle gå fra hinanden er for omfattende..... 

Sorry, det var ikke fordi dit indlæg skulle handle om mig......... 

Håber du får nogle brugbare råd.......

Det er da bare helt i orden.

Jeg ved nemlig heller ikke om jeg også bare holder fast i os, fordi det er det sikre og trygge og fordi jeg jeg er en kylling og ikke "tør" gøre det forbi

Det er da bare helt i orden.

Jeg ved nemlig heller ikke om jeg også bare holder fast i os, fordi det er det sikre og trygge og fordi jeg jeg er en kylling og ikke "tør" gøre det forbi

Ja lige præcis..... Syntes det er så mange omstændige ting at tage højde for, og nu var har et barn sammen.... Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle dele hende 

Samtidig SAVNER jeg bare den der følelse, ikke nødvendigvis at være nyforelsket, men det at have det blot som venner der bor sammen, det virker bare heller ikke optimalt.... Og han har jo heller ikke fortjent det.....

Tænker at du vel også tænker sådan om din kæreste?

Jeg kan faktisk godt forstå, at du ikke gider gå i seng med ham når han bøvser og prutter i tide og utide.

Jeg synes det er så afskyeligt og den næste tanke jeg får er IKKE sex. Det kan godt være, at jeg er sippet, men hvis du heller ikke bryder dig om det, kan jeg ikke forstå hvorfor han så ikke tager noget hensyn.

Vivian87 skriver:

Jeg vil ikke spille klog eller noget da jeg ikke selv har prøvet det, men min veninde havde det på samme måde med hendes kæreste og hun gik fra ham.. Efter et par måneder indså hun at hun elskede ham men der var det bare for sent, han vil ikke ha hende mere.. Ved ikke, tror det jeg prøver at sige er at man skal passe på, man ved hvad man har men ikke hvad man får.. Og mange gange tror jeg folk ender med at gå fra hinanden fordi hverdagen tager over og sommerfuglene i maven forsvinder.. Men jeg ville nok snakke med ham om hvordan du har det, måske få en uge eller 2 uden ham, bare dig og baby og se om i kommer til at mangle hinanden! Måske kan han også lære at tage del i dagligdagen så det ikke kun er dig der skal gøre det hele? I hvert fald skal du have en stor krammer med herfra!

Det er jo lige det. Man ved ikke om græsset er grønnere på den anden side!!

Det var da ærgeligt for din veninde. Nok også derfor jeg er lidt tilbageholdende.

Jeg vil jo heller ikke gøre ham ked af det ved enten at sige en masse han skal lave om, eller gå fra ham. Men jeg ved jeg bliver nød til at snakke med ham. Desværre er jeg nok lidt en kylling på det punkt

Det er jo også en kæmpe beslutning at tage. Det er jo ikke kun ham jeg går fra, men også hele hans familie, som jeg er meget glad for. De er rigtig søde allesammen og kan også godt lide mig.

Jeg synes godt nok det er svært!!

Anonym skriver:

Hejsa Baby damer.

Jeg står i den situation, at jeg er i tvivl om hvor jeg er i mit forhold til min kæreste.

Vi har været kærester i snart 7 år og har en dreng på 8 måneder. Jeg er 26 og han er 24 år.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham. Men jeg er i tvivl om, om det mere er på et vende plan end et kæreste plan jeg elsker ham. Altså jeg er ikke FORelsket i ham mere. Men er man det efter 7 år? Er i andre det?

Det har i lang tid gået skidt med vores sexliv. Vi har meget sjældent sex. måske 1 gang om måneden oh det er endda højt sat i nogle perioder. Sådan var det også inden jeg blev gravid og fødte! Men jeg har simpelthen ikke lyst til ham. Jeg tror ikke jeg tænder på ham. Får jeg kan godt se en fyr på gaden og så synes han er lækker på den der frække måde Men sådan ser jeg aldrig på ham

Jeg får det tit dårligt når han ligger op til noget, sådan fysisk. Og har på ingen måde lyst til at lave noget med ham!

Jeg tror noget af det bunder i, at han bøvser og prutter når det passer ham. Han har tit dårlig ånde da han ryger og det gør jeg ikke. Hvilket gør, at jeg ikke har lyst til at kysse ham(skal lige siges, at han børster tænder mange gange om dagen) Han lugter af sved og "glemmer" at bruge deo og parfume selv om hef tit køber nye til ham og prøvet at minde ham om det.

Jeg ved godt at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glas hus. Og det er langt fra hver dag jeg kommer i bad, jeg jeg bare ikke kan finde tiden til det. Men det er jo fordi jeg også lave 95 % af de ting der skal laves her hjemme. Selv når jeg få snget mig i bad og han skal passe den bette i de 15 min råber han gennem døren 5 gang omkring ting han ikke kan tage stilling til selv.'

Ihh jeg er træt af at være hans mor. Men det er jeg blevet. Han var jo kun 17 da vi blev kærester og han flyttede direkte hjem til mig, hvilket vil sige han aldrig har prøvet at klare sig selv!! Så jeg har bare taget over hvor hans mor slap!

Jeg har prøvet at foreslå, at vi skulle melde os til noget par terapi, men det afviste han blankt. Tror heller ikke han er klar over hvor langt ude jeg er i forhold til vores forhold.

Jeg synes det er svært bare at sige, at det ikke skal være os, men nogle gang drømmer jeg om hvordan det ville være hvis jeg boede alene. Der ville ikke hele tiden være en at gå og være iriteret på, nogle ting ville være så meget nemmere.

Jeg er også tit små sur og træt af ham. Jeg hakke af ham og han af mig.

Vi småskændes hver dag, men vi bliver begge gode igen hurtigt.

Hvad synes i? Er det bare sådan livet er? Ikke altid så rosen rødt? eller skal jeg komme videre?

Havde lige brug for at få luftet ud, måske blev det lidt forvirrende!?

Hvis i mangle noget info må i endelig spørge!

 

 

 

Det lyder da som udgangs punkt ikke godt.

Men vil ikke give de store råd, da jeg har prøvet noget i den retning.

man skal nok bare huske på engang imellem at græsset ikke nødvendigvis er grønnere hos naboen

Og til slut jeg har været sammen med min kæreste i knap 8 år, og kendt ham i 10, jeg vil faktisk sige at jeg er bleven mere forelsket i ham de sidste 4 år, får stadig sommerfugle i maven når jeg ser ham

Håber du finder ud af hvad du vil, for jeres begges skyld.

jeg har haft det på samme måde både før jeg blev gravid og efter.
ikke at jeg følte min mand var direkte utiltrækkende men jeg havde ikke lyst til ham og kunne ind imellem tage mig selv i at fantasere om andre...

nu er vores datter snart et år og ærlig talt er situationen vendt... jeg er som ny forelsket...

jeg tror på at man skal arbejde på et forhold hele livet. ind i mellem vil der være tørre og kedelige perioder hvor man tænker om det virkelig skal være sådan, og jeg tror det er der mange vælger at gå fra hinanden, jeg tror at man skal kæmpe og snakke sammen om det.

livet kan ikke være rosen rødt livet igennem og jeg tror ikke der er nogen der har været gift i 20 år der kan komme og sige at de har været forelsket hver dag. men selvfølgelig skal de gode perioder også være tilstede.

vi lavede en aftale inden jeg blev gravid om at det var bandlyst at gå fra hinanden før barnet var et år, da al tilvænning jo tager tid og vi ønskede at kæmpe for vores forhold og for at finde vores plads i de nye roller.

jeg vil dog sige at det vigtigste af alt er at man taler sammen. Din kæreste kan jo ikke vide hvordan du har det og han kan ikke ændre på tingene uden at du fortæller ham hvad du synes.

 

kæmpe kram til dig

Loa skriver:

Ja lige præcis..... Syntes det er så mange omstændige ting at tage højde for, og nu var har et barn sammen.... Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle dele hende 

Samtidig SAVNER jeg bare den der følelse, ikke nødvendigvis at være nyforelsket, men det at have det blot som venner der bor sammen, det virker bare heller ikke optimalt.... Og han har jo heller ikke fortjent det.....

Tænker at du vel også tænker sådan om din kæreste?

Det lyder som om vi har det meget ens.

Nej han har på ingen måde fortjent det. Vi ha det super godt sammen som venner. Han er der altid for mig når jeg har det svært og han tror altid på mig.

Det er også noget af det, der får mig til at holde mig tilbage. Får jeg håber hele tiden på, at mine følelser ændre sig, men det gør de bare ikke Jeg har haft det sådan i et pænt stykke tid nu!

Jeg tænker også tit på. Tænk nu hvis jeg ikke kan finde en anden, så skal jeg leve resten af livet alene. Så vil jeg hellere blive! Men jeg er jo kun 26 for pokker, der er jo mange år tilbage af mit liv Men tænk nu hvis der ikke er andre der vil kunne lide mig! Det er vist noget med selvtilliden