Anonym skriver:
Hejsa Baby damer.
Jeg står i den situation, at jeg er i tvivl om hvor jeg er i mit forhold til min kæreste.
Vi har været kærester i snart 7 år og har en dreng på 8 måneder. Jeg er 26 og han er 24 år.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker ham. Men jeg er i tvivl om, om det mere er på et vende plan end et kæreste plan jeg elsker ham. Altså jeg er ikke FORelsket i ham mere. Men er man det efter 7 år? Er i andre det?
Det har i lang tid gået skidt med vores sexliv. Vi har meget sjældent sex. måske 1 gang om måneden oh det er endda højt sat i nogle perioder. Sådan var det også inden jeg blev gravid og fødte!
Men jeg har simpelthen ikke lyst til ham. Jeg tror ikke jeg tænder på ham. Får jeg kan godt se en fyr på gaden og så synes han er lækker på den der frække måde
Men sådan ser jeg aldrig på ham
Jeg får det tit dårligt når han ligger op til noget, sådan fysisk. Og har på ingen måde lyst til at lave noget med ham!
Jeg tror noget af det bunder i, at han bøvser og prutter når det passer ham. Han har tit dårlig ånde da han ryger og det gør jeg ikke. Hvilket gør, at jeg ikke har lyst til at kysse ham(skal lige siges, at han børster tænder mange gange om dagen) Han lugter af sved og "glemmer" at bruge deo og parfume selv om hef tit køber nye til ham og prøvet at minde ham om det.
Jeg ved godt at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i glas hus. Og det er langt fra hver dag jeg kommer i bad, jeg jeg bare ikke kan finde tiden til det. Men det er jo fordi jeg også lave 95 % af de ting der skal laves her hjemme. Selv når jeg få snget mig i bad og han skal passe den bette i de 15 min råber han gennem døren 5 gang omkring ting han ikke kan tage stilling til selv.'
Ihh jeg er træt af at være hans mor. Men det er jeg blevet. Han var jo kun 17 da vi blev kærester og han flyttede direkte hjem til mig, hvilket vil sige han aldrig har prøvet at klare sig selv!! Så jeg har bare taget over hvor hans mor slap!
Jeg har prøvet at foreslå, at vi skulle melde os til noget par terapi, men det afviste han blankt. Tror heller ikke han er klar over hvor langt ude jeg er i forhold til vores forhold.
Jeg synes det er svært bare at sige, at det ikke skal være os, men nogle gang drømmer jeg om hvordan det ville være hvis jeg boede alene. Der ville ikke hele tiden være en at gå og være iriteret på, nogle ting ville være så meget nemmere.
Jeg er også tit små sur og træt af ham. Jeg hakke af ham og han af mig.
Vi småskændes hver dag, men vi bliver begge gode igen hurtigt.
Hvad synes i? Er det bare sådan livet er? Ikke altid så rosen rødt? eller skal jeg komme videre?
Havde lige brug for at få luftet ud, måske blev det lidt forvirrende!?
Hvis i mangle noget info må i endelig spørge!
Jeg boede for små tre år siden sammen med mine to store børns far, vi var begge ulykkelige i forholdet, men havde kæmpet for det i flere år. Vi hakkede hele tiden på hinanden og så kun hinandens fejl. En dag holdt vi op med at skændes og det var den dag det gik op for os, at vi ikke længere havde nogen grund til at blive sammen. Vi skulle være gået fra hinanden noget før dette tidspunkt, da der var blevet sagt alt for mange sårende ting, der gjorde bruddet sværere end nødvendigt.
I dag er vi begge kommet videre med vores liv og har fået nye partnere, som vi hver især venter barn med og vi kan tale civiliseret sammen om vores fælles børn. Jeg har ikke et sekund fortrudt at vi gik fra hianden. Og det med at du frygter at blive alene resten af livet, selvfølgelig gør du ikke det, men her og nu drejer det sig om, at du gør op med dig selv, hvor meget du vil finde dig i, vil du blive ved med at lege mor for din kæreste eller vil du nøjes med at være det for jeres barn, jeg ved godt hvad jeg ville vælge.
Held og lykke med beslutningen. 
