Følelsen er der ikke - what to do.

Mille83 skriver:

Okay så bliver han ikke overrasket hvis han ser det jo.......

Men overvej terapi - for så kan man også sige til sig selv at man prøvede alt man kunne......

Lige præcis. 
Og jeg ville gerne kunne se ham i øjnene og sige - vi prøvede sgu.

Tina&Daniel skriver:

Det er rigtigt. 
For jeg har overvejet at sige til ham at jeg tænker at han kan flytte hjem til hans forældre. Ved det kan lade sig gøre.
Så kan jeg beholde vores lejelighed sammen med vores datter og fortsætte hverdagen med dagpleje, skole osv - og hvis han så ikke absolut behøver at flytte hans møbler, men hun de mest nødvendige ting - så kan man jo ligsom se om det er sådan løsningen er.
Det kan jo også være vi bare ikke dur til at bo sammen - at det simpelthen bliver for meget hverdag.

Hvad ved jeg. 

Jeg syntes det lyder som en hammer god ide at han flytter lidt der hjem også måske når der er gået 2 uger uden hinanden se om følelsen så er der ellers kan man jo sige så har i givet det en chance også er det slut

B&J skriver:

Jeg syntes det lyder som en hammer god ide at han flytter lidt der hjem også måske når der er gået 2 uger uden hinanden se om følelsen så er der ellers kan man jo sige så har i givet det en chance også er det slut

Dejligt med at 'go for it'  !
Tak. 

Tror du skal tage afsted i længere tid .. Ved godt at det nok er svært , når I har barn sammen .. Men prøv at sige en måned f.eks.

Håber du finder den rigtige løsning for jer alle 3 (:

Tina&Daniel skriver:

Lige præcis. 
Og jeg ville gerne kunne se ham i øjnene og sige - vi prøvede sgu.

Det tror jeg også er vigtigt når man har et barn sammen....

Også ved man at man VIRKELIG prøvet og kan derfor også senere i barnets liv sige, vi gjorde virkelig alt.......

Jeg krydser for det bedste for jeg - det gør jeg virkelig, om det er at leve sammen eller hver for sig......

Og håber i kan gøre noget andet end bare flytte fra hinanden - for så er det tit det hele falder sammen............

Mille83 skriver:

Det tror jeg også er vigtigt når man har et barn sammen....

Også ved man at man VIRKELIG prøvet og kan derfor også senere i barnets liv sige, vi gjorde virkelig alt.......

Jeg krydser for det bedste for jeg - det gør jeg virkelig, om det er at leve sammen eller hver for sig......

Og håber i kan gøre noget andet end bare flytte fra hinanden - for så er det tit det hele falder sammen............

Ingen tvivl om at Daniel har gjort alt godt for mig.

Jeg kan intet negativt sige om ham - han har virkelig hjulpet mig med mange ting og bar været der.

Det er nok også derfor det er så hammer svært at bare sige slut.

I et forhold - og specielt med små børn - er der måneder, måske endda år hvor følelserne ikke er tydelige mere. Men når man har sat et barn i verden sammen, så skylder man ham/hende, at kæmpe røven ud af bukserne for det forhold. 14 uden kys og kram er ikke unormalt, men selvfølgelig noget man skal arbejde på.

Op på hesten og kæmp sammen for Jeres dejlige datters skyld. Håber I løser situationen.

Kh Lisbeth

Tina&Daniel skriver:

Hej allesammen.

Jeg har lige brug for nogle nye øjne på denne sag, håber i vil hjælpe.

Fik i september 2010 en datter sammen med min kæreste. Forholdet var nyt og vores datter var ikke planlagt - men meget velkommen.

Jeg er ikke forelsket mere, og det er virkelig fra bunden af hjertet at jeg siger det - det er jeg virkelig ikke.
Jeg har fortalt min kæreste at jeg ikke føler en døjt mere - men det er som om den ikke fiser ind.

Jeg flyttede knap 200 km da vi fandt ud af at jeg var gravid, så vi kunne være forældre sammen. Jeg flyttede ned til ham, fordi han var igang med en uddannelse og den ville jeg ikke hive ham ud af.
Han har fra starten fået at vide at det var absolut midlertidigt for mig at flytte så langt og at jeg tænkte at århus-området var et godt sted at slå sig ned sammen når uddannelsen var taget.

Nå, men mine følelser er der ikke længere og han reagerer ikke når jeg siger det. Andet end at: det er han da ked af at høre.

Vi har ikke kysset eller krammet i over 14 dage nu og ja - vi er bare samboende vil jeg kalde det.

Jeg aner ikke om jeg bare skal lade det være slut, måske vi kom til at savne hinanden og fandt sammen igen - eller om jeg bare skal lade tiden gå og se hvad der sker med følelserne.

Jeg er i syv sind.

Overvejede at være anonym, men tænker at der nok ikke er nogen der dømmer mig ligemeget om jeg er anonym eller ej.

Knus.

 

Hvis du ikke føler noget for ham mere, hvorfor flytter du så ikke bare "hjem" igen? Du skriver selv at du flyttede 200 km. væk, da I skulle være forældre - ta´ hjem

Isabeau skriver:

Hvis du ikke føler noget for ham mere, hvorfor flytter du så ikke bare "hjem" igen? Du skriver selv at du flyttede 200 km. væk, da I skulle være forældre - ta´ hjem

Jeg kunne aldrig i mit liv drømme om at flytte mit barn 200 km væk fra hendes far.
Nogle kunne måske, men det kan jeg ikke.
Så den mulighed foreligger der slet slet ikke for mig.