Godt I har fået snakket sammen - din første beskrivelse er præcist som en beskrivelse jeg kunne have lavet da jeg var yngre- jeg er 40 år nu og det meste er heldigvis aftaget med tiden 
Men dengang var jeg ved at gå helt amok i mit hjerte fordi min samlever dengang skulle køre med en kvinde på arbejde hver morgen og fordi hans kollegaer ville have ham med i byen. Det endte med at han blev fyret fordi han aldrig var med til noget. Men omvendt hang han ligeså meget på mig og ringede til mig 8 gange om dagen for at høre hvad jeg lavede på jobbet. Vi var meget forelskede og meget jealous. Jeg kunne ikke trække vejret uden at tænke at andre ville løbe med ham og det optog mig langt mere end noget andet i det forhold. Han låste mig inde og jeg måtte ikke længere se venner af begge køn, for tænk nu hvis......
Pointen er at uanset hvor meget man "indespærrer" den anden person og holder øje med dem, så kan man ikke styre verdenen - og man ender med at blive syg af at skulle holde øje med alting og den anden ender med at blive demonstrativ og måske gøre noget for at provokere i håb om at få lidt frihed - eller der kommer en anden reaktion.
Men man bliver faktisk langt lykkeligere af at give slip og bare nyde det man har. og skulle det ské at han fandt en anden, jamen så finder du jo nok ud af det.
Jeg har fået sådan en ny regel der hedder:
Hvis der er en person i et parforhold, der elsker den anden. Men den anden elsker ikke den første. Så please lad mig være den der elsker.
Jeg vil hellere være naiv og elske, end at være i et forhold hvor jeg alligevel ikke giver mig fuldt ud.
I dag har jeg det godt. Jeg lever sammen med min mand og der er næsten ingen jealoushed. Helt udenom kommer man nok ikke. Men jeg tror på at han vil mig det bedste og jeg vil ham det bedste.
Held og lykke 
Anmeld