Hvorfor så travlt?

- skriver:

Vi får heller ikke børn tæt for at få dem ud i samlet flok, det er en fordel jeg har set senere...

 

I bund og grund har vi valgt at få børn, ikke tæt, ikke langt fra hinanden, ikke noget andet end at VI ville have 1 barn og så 1 mere og så 1 mere fordi vi havde overskud, tid og lyst... 

Fordelene/Ulemperne ses jo først bagefter når man ser om de kan sammen eller ej!

 

Der er ingen garantier for de får noget ud af hinanden om de er tætte eller langt fra hinanden... 

Og det er jo præcist sådan det skal gøres. Jeg ser bare andre aspekter end "glæden ved hinanden" og må indrømme, at jeg prioriterer mit parforhold højt. Jeg elsker VORES tid sammen, og det har der ikke været meget af det første år. Jeg nyder til fulde, at vi nu igen har tid til hinanden, før afbrudt nattesøv og bleskift igen skal være en del af hverdagen.

- skriver:

Ja og her nyder vi hinanden hver aften på trods af vi har fået 3 børn på 4 år....

 

Og prioritere også mit forhold ellers havde jeg ikke fået 3 børn med manden - får dem ikke for sjov....

Det tager jeg hatten af for  Har bare hørt om et utal af par hvor vasketøj, putning, afleveringer og madlavning simpelthen har taget livet af deres forhold. For mig ville det bare være for meget praktisk arbejde ift den tid jeg kunne nyde dem.

Jeg forstår ikke behovet for at finde argumenter for og imod henholdsvis kort og lang afstand mellem søskende. Det er små mennesker, det drejer sig om, og de er alle unikke - præcis som deres forældre, der også er unikke individer. Det, som par A finder optimalt - og som bliver optimalt netop pga. deres unikke forhold og børnenes samspil, væremåde osv. - vil måske passe uendeligt dårligt for par B. Desuden kan fordele over tid ændre sig til ulemper - en "stor" storesøster, som let vænner sig til sin nye rolle, kan som 14-årig fungere elendigt med sin lillebror, og de to pseudotvillinger, som har stor glæde af hinanden som små, kan med tiden vise sig konstant at skulle konkurrere og misunde hinanden. Intet er givet på forhånd.

Jeg har fire år mellem min ældste og nr. 2 og kun 14 mdr. mellem nr. to og tre. Der har været godt og skidt at sige om begge "intervaller", men det tilskriver jeg altså i lige så høj grad mine børns personligheder som selve aldersforskellen. I det lange løb er dét at have to blebørn en lillebitte parentes i vores "familiehistorie", og det gælder for øvrigt alt det praktiske. Det eneste, der har betydning for mig, er, at vi fik lige præcis de her tre fantastiske børn - og jeg tror ikke på, at nogen forældre ser på deres unger og tænker "Det var godt nok dumt, vi fik dem med x års mellemrum - det ville jeg/vi gerne gøre om!". For hvis man gjorde det om, havde man jo ikke fået netop DE børn - og når først man har dem, kan man jo umuligt forestille sig at have fået andre.

På sin vis virker spørgsmålet på mig lige så besynderligt som at spørge, hvorfor man fandt sin partner som 22-årig og ikke som 28-årig, hvorfor man tog sin uddannelse som 28-årig og ikke som 25-årig, eller for den sags skyld, hvorfor man "valgte" en lyshåret og ikke en mørkhåret mand. Vel kan vi planlægge os FRA en graviditet, og vel er mange af os så privilegerede, at vi også har kunnet vælge, hvornår vi FIK vores børn, men der går lidt for meget kalkulation og praktiske overvejelser i tingene efter min smag, når man forsøger at finde det - ikke-eksisterende - optimale tidspunkt at få barn nr. to eller tre på.

Nogle gange glemmer vi, at  dét at få  børn er en gave og ikke en selvfølgelighed, som kommer, når vi finder tidspunktet rigtigt.

Mor og meget mere skriver:

Jeg forstår ikke behovet for at finde argumenter for og imod henholdsvis kort og lang afstand mellem søskende. Det er små mennesker, det drejer sig om, og de er alle unikke - præcis som deres forældre, der også er unikke individer. Det, som par A finder optimalt - og som bliver optimalt netop pga. deres unikke forhold og børnenes samspil, væremåde osv. - vil måske passe uendeligt dårligt for par B. Desuden kan fordele over tid ændre sig til ulemper - en "stor" storesøster, som let vænner sig til sin nye rolle, kan som 14-årig fungere elendigt med sin lillebror, og de to pseudotvillinger, som har stor glæde af hinanden som små, kan med tiden vise sig konstant at skulle konkurrere og misunde hinanden. Intet er givet på forhånd.

Jeg har fire år mellem min ældste og nr. 2 og kun 14 mdr. mellem nr. to og tre. Der har været godt og skidt at sige om begge "intervaller", men det tilskriver jeg altså i lige så høj grad mine børns personligheder som selve aldersforskellen. I det lange løb er dét at have to blebørn en lillebitte parentes i vores "familiehistorie", og det gælder for øvrigt alt det praktiske. Det eneste, der har betydning for mig, er, at vi fik lige præcis de her tre fantastiske børn - og jeg tror ikke på, at nogen forældre ser på deres unger og tænker "Det var godt nok dumt, vi fik dem med x års mellemrum - det ville jeg/vi gerne gøre om!". For hvis man gjorde det om, havde man jo ikke fået netop DE børn - og når først man har dem, kan man jo umuligt forestille sig at have fået andre.

På sin vis virker spørgsmålet på mig lige så besynderligt som at spørge, hvorfor man fandt sin partner som 22-årig og ikke som 28-årig, hvorfor man tog sin uddannelse som 28-årig og ikke som 25-årig, eller for den sags skyld, hvorfor man "valgte" en lyshåret og ikke en mørkhåret mand. Vel kan vi planlægge os FRA en graviditet, og vel er mange af os så privilegerede, at vi også har kunnet vælge, hvornår vi FIK vores børn, men der går lidt for meget kalkulation og praktiske overvejelser i tingene efter min smag, når man forsøger at finde det - ikke-eksisterende - optimale tidspunkt at få barn nr. to eller tre på.

Nogle gange glemmer vi, at  dét at få  børn er en gave og ikke en selvfølgelighed, som kommer, når vi finder tidspunktet rigtigt.

At folk overvejer hvad der er bedst for dem og de børn de øvrigt har, er vel en meget naturlig og fornuftig ting. Det er ikke et behov, men en overvejelse til fordel for mig og min familie.

Jamen, jeg forstår godt, at du gør dig dine overvejelser. Jeg kan bare ikke følge, hvorfor det skal udmønte sig i et "Hvorfor så travlt?" som kommentar til andres valg/muligheder/"skæbne". Du er træt af andres spørgsmål om, hvorvidt I ikke snart skal have den næste - det er fuldt forståeligt, at du irriteres over dette. Jeg synes bare ikke, du selv er meget bedre, når du opfatter andres valg som udtryk for "travlhed". Det, dine omgivelser indirekte siger til dig, kan vel oversættes til "Hvorfor så langsomme?" - en ret provokerende og utidig indblanding - og så reagerer du selv ved at stille det omvendte spørgsmål til folk her. Dine personlige overvejelser bliver på den måde netop ikke personlige, men til en almen konstatering - "mennesker, der får børn hurtigt efter hinanden, har travlt".

Mor og meget mere skriver:

Jamen, jeg forstår godt, at du gør dig dine overvejelser. Jeg kan bare ikke følge, hvorfor det skal udmønte sig i et "Hvorfor så travlt?" som kommentar til andres valg/muligheder/"skæbne". Du er træt af andres spørgsmål om, hvorvidt I ikke snart skal have den næste - det er fuldt forståeligt, at du irriteres over dette. Jeg synes bare ikke, du selv er meget bedre, når du opfatter andres valg som udtryk for "travlhed". Det, dine omgivelser indirekte siger til dig, kan vel oversættes til "Hvorfor så langsomme?" - en ret provokerende og utidig indblanding - og så reagerer du selv ved at stille det omvendte spørgsmål til folk her. Dine personlige overvejelser bliver på den måde netop ikke personlige, men til en almen konstatering - "mennesker, der får børn hurtigt efter hinanden, har travlt".

 

Du overfortolker helt vildt - jeg skriver ikke jeg irriteres eller er træt af, men blot at jeg undre mig og gerne vil vide hvilke fordele I ser.

At have "travlt" er i min verden ikke negativt.

Stop overfortolkningen og svar hvis du har noget positivt at byde ind med.