Er det hårdere med 2 børn end 1???

Jeg synes ikke det var specielt meget hårdere med 2 børn i stedet for 1. Der har været rigtig hårde perioder, men det er der jo også med et barn 

Efterhånden som de er blevet størrer, synes jeg på mange måder det er lettere med 2 børn. de leger rigtig godt sammen og beskæftiger hinanden rigtig meget. Måske er jeg heldig, men mine unger har et rigtig godt forhold til hinanden og leger så godt sammen 

Jeg syntes det har været meget hårdt fordi vores datter altid har været stille og rolig og passet sig selv med leg...og så fik vi nummer to 4 år efter....en dreng som er i alt og kræver meget opmærksomhed så det kan mærkes...men vi har ikke mærket det store til nummer 3

Puha...

Jeg synes sgu det har været hårdt. Jeg venter hele tiden lidt på at komme på den anden side. Har Cedrik på 3 år og Alfred på 6 mdr. 

Vores ældste blev for mig pludselig stor og tiden føltes så forgængelig. Den store var fortvivlet, han kunne jo godt mærke at han ikke var den eneste. Han græd meget samtidig med at han var i sin bedste trodsalder. Så jeg var ked af det og blev ked af at jeg ikke kunne give den Cedrik det samme som før. Fornuftigt set, ved jeg godt at han netop har modtaget en kæmpe gave, en lillebror. Men for pokker man syntes til tider man næsten havde gjort ham ondt. Hele hans trygge verden og fundament var på en ordentlig rutsjetur og det kan man altså godt mærke. 

Der er næsten hele tiden et af børnene, der har brug for dig. Så du står sjældent stille. Man er selvfølgelig tunet ind på det i en eller anden grad, når man har et barn. 

Når alt dette er sagt, så kommer der ind i mellem alt vasketøjet gyldne øjeblikke jeg ikke ville bytte væk for noget i hele verden. Når Cedrik siger "nååå Alfred, jeg savner dig" og giver ham en krammer. Eller Alfred, der kigger elskende på sin storebror. Disse stunder er noget af det mest velsignet, jeg nogensinde har oplevet. Det er helt specielt og det er det hele værd!!!

Hvis du skifter navnene ud med Hjalte og Kamille så er det præcis sådan det har været her!

Nogle gange har jeg bare sat mig ned stortudende og tænkt "Hvordan kunne jeg gøre det her MOD ham??? Han har jo mistet sin glade overskudsagtige mor!!"
Det er selvfølgelig langt fra virkeligheden men når man mere eller mindre konstant føler sig som en skodmor fordi jeg ikke har samme tid som før, skal der ikke meget til før jeg tænkte og stadig kan tænke sådan.


Så ja, gu er det hårdt, især fordi jeg er alene med dem (vi ser dog deres far ofte) men det er uden tvivl det hele værd!  Der har heldigvis ingen jalouxi været (utroligt nok!) og mine unger ELSKER hinanden, det er SÅ givende!!

Som en anden skriver, er jeg også altid bagefter! Jeg har altid overskud til ungerne og til at lave mad og den slags men mit hjem er nærmest altid smårodet men sådan er det bare 

Jeg synes de første 3 mdr var hårde.. Det at blive "banket" tilbage til flaske (amning), natteroderi, hensyn til at hun skulle sove osv.. 

Men næh siden har jeg ikke syntes det var meget hårdere end at have en.. Der er 3 år mellem mine piger..

Hjemme hos os var det at gå fra 2 til 3... Nr 2 var meget nemmere end nr. 1. Men at få nr 3 var en kæmpe omvæltning - syntes bare hele tiden der er noget om ikke andet så lidt vasketøj :-) Vi har ca 3½ mellem alle. Men vi har aldrig fortrudt og tog også gerne en mere...

Jeg synes ikke det var så galt så længe jeg var på barsel med nummer to. Han sov fantastiske lure, og var så sød og nem når han var vågen. Jeg nåede at ordne hus, vasketøj, aftensmad og slappe af mens han sov, og når han var vågen handlede vi, legede, eller hvad vi nu gjorde. Men pyha - nu hvor jeg arbejder, så vokser dynger af vasketøj, og det at finde tid til at gøre rent er bare næsten umuligt. Sidstenævnte problem er vi dog omsider blevet enige om at løse med en rengøringsdame. Men altså, ja - selvfølgelig når vi det, men det er ofte med stress og jag og sure, trætte unger, og underskudsagtige forældre. Så vi glæder os til at lillen ikke altid skal hænge på moar, glæder os over at de rigtig gerne vil lege sammen, og ser frem til at de bliver bedre til det (aldersforskellen sætter sin grænser - den ene vil lege brandmand, farmorbørn, tegne, lave perler, lege vildt udenfor, mens den anden vil trykke på knapper så der kommer lyde, og bide i ting...)

Kloster skriver:

Hej.

Jeg vil sige JA. 2 er jo netop dobbelt så mange som 1

Nu har jeg 3 børn og jeg må sige, at gå fra 1 til 2 er den største omvæltning

100% enig. Her har vi børn med 13mdrs mellemrum.

PUUUH Ha allesammen!!

 Tusind tak for jeres dejlige svar, har selvfølgeligt læst dem alle sammen! Og sikke en blandet fornøjelse det lyder som om i har haft! Lyder ben hårdt, men også som om det er det heeeele værd i den sidste evne(for det meste). Så Ja, må jo nok sige at jeg stadig er godt skruk, selom det ikke lyder som om man kommer sovende fra, at have to unger frem for en!

Tusind tak tak tak for jeres svar!!! Det er en kæmpe hjælp!
Kram fra Mona

jeg har to en på 21 mdr 10 dage og en på 6 mdr 26 dage

somme tider kan det da være lidt hådt da den stor kan være noget så meget i tros og vil da slet ikke høre efter ind imellem..

men selv om de er så små syntes jeg de har et kanon bån sammen de hygger sig griner og den store elsker jo at drille

så både ov

nu har jeg ikke 2 børn, men venter nummer 2 & jeg forventer i hvert fald IKKE at det bliver nemmere :-). tror det kommer an på hvordan børnene er. hvis de skriger og skriger hele tiden, så ville det være hårdt, for mig i hvert fald. nu har jeg heldigvis været meget heldig med den første, hun er glad og tilfreds hele tiden. regner ikke med at være så heldig næste gang :-) men jeg regner i hvert fald med det bliver hårdt, men ikke så hårdt at jeg ikke kan overskue det .