Kan du lide dine svigerforældre??

..kom jeg bare lige til at tænke på, da jeg tit hører folk snakke negativt om svigerforældrene .. såå kan du?? 

 

- Forklar gerne, hvorfor  

Jeg har heldigvis nogle rigtig fantastiske svigerforældre! Og det er virkelig guld værd at have sådan nogle!

Er så glad for mine svigerforældre

De har været meget imødekommende lige fra første dag...

De støtter 100% og hjælper så meget de kan få lov til                    Og så har hele familien jo bare været så dejlige at tage min mindste datter til sig som var det deres bio barn/barnebarn da den bio ikke ønsker hende..

Så holder rigtig meget af dem

Vi har haft en virkelig hårdt år, hvor vi har været ramt af rigtig meget sygdom og noget af det alvorligt

Jeg har altid hold virkelig meget af svigermor og har set hende lidt i stil med en forlængelse af min egen mor. Svigerfar er også rigtig rar. Men jeg skal love for de er blevet forflyttet fra den pedistal jeg havde sat dem på. Hvor jeg havde allermest brug for min svigermor har hun svigtet på det groveste!!!! Og stadig ingen hjælp, støtte, besøg eller opkald fra hende ud over røre i andedammen  Tak svigermor

Grynt

Jeg ELSKER mine svigerforældre, de er så fantastiske og som de selv siger er jeg den datter de aldrig har fået  og de er som et ekstra hold forældre i mine øjne

Jeg er meget glad for mine svigerforældre, og jeg blevet endnu gladere for dem efter de er blevet farmor og farfar til min pige, hvilket de bare er så gode til!

Jeg fik æren at stemme blankt... 

Men det med svigerforældre.. Det kommer jo an på hvorvidt man føler sig velkommen hos dem, og så spiller ens egen opvækst også ind... 

Mine sidste svigerforældre, der var både fordele og ulemper... de var meget kærlige mennesker som havde ideologier som jeg i grunden var enige med... og deres familieforhold var super - altså... med undtagelse af min daværende kærestes del (som er plejebarn). 

Jeg kunne desværre godt se at der for forskel på biologiske børn og plejebarnet, hvilket ikke var sjovt at stå model til til sidst. Så da jeg blev gravid med vores søn, bestemte jeg mig for virkelig at gøre en indsats for det på farens vegne..

Det virkede også, så længe jeg tog kontakten, men efter jeg røg ud i fødselsdepression, så gik det i stå, da jeg ikke havde overskuddet til at kæmpe mere, men havde brug for at andre tog initiativet....

Nu er jeg jo ikke sammen med faren mere, og har ikke hørt fra dem siden. Selvom jeg har lagt vægt på at de selvfølgelig er velkomne til at se knægten osv. det kan jeg dog godt være skuffet over.... For jeg savner dem indimellem, og hvis bare at knægtens far var "mere accepteret" så ville der være alle tiders bedsteforældre der (tag ikke fejl, de er alle tiders, bare overfor de andre børn).

Jeg er ærgelig på min søns vegne over at det som kunne være potentialet til at være super bedsteforældre, ikke er blevet det... 

Sorry, gik en smule off.topic, men det var beskrivelsen af det seneste hold svigerforældre jeg har haft... ;-)