Har I besluttet hvor jeres børn skal bo hvis I dør?

lotchen skriver:

Vi håber selvfølgelig ikke det bliver nødvendigt, men det er ligesom med forsikringer, dem tegner man også i håb om at de ikke bliver brugt

ja,, jeg har også en livsforsikring hvis det var det skulle gå hen og ske. så det er godt nok. men det sker ikke at den bliver brugt... kun når jeg bliver gammel og dør af alderdom..

Mig med maven skriver:

Nej hvor er jeg ked af at høre det med din veninde. Jeg krydser ALT for at hun kommer igennem det, på en måde, som alle er tjent med. Og at de på sigt kan komme videre med forskning der gør, at vores børnebørn ikke skal frygte den sygdom, som vi gør i dag.

Men ja... Vi har tænkt over det. Vi har fundet frem til et par. Min kusine er gift med min mands bedste ven, og de har ca samme alder som os, elsker vores datter som var det deres egen,  og ville altid dele sol og vind lige, mellem vores og deres kommende unger.

Vi spurgte vores forældre til råds, hvad havde de den gang haft af tanker, hvem havde de valgt osv. Og kom frem til at de ikke skulle være nogen af vores forældre, da de hurtigt vil blive gamle, og måske ikke gide at spille fodbold og lege i sandkasse hver dag.

Vi spurgte min kusine og hendes mand en aften, og det var en ganske forfærdelig dag, da man jo taler om et emne man på ingen måde kan sætte sig ind i. Vi gjorde et stort nummer ud af at fortælle at de skulle bruge alt den tid i verden de ville, til at tænke over deres beslutning, og så bare komme med et svar når de havde fundet frem til det. Svaret blev ja, og vi skrev det ind i vores datters børnetestamente.

Jg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at dø for tidligt. Skulle vi nu blive meget syge eller komme ud for noget forfærdeligt, ville jeg kunne sidde trygt i himlen og vide at min datter var der styr på, og hun ville efter omstændighederne få det godt.

Puha, det er aldrig sjovt at tale om noget som det her, men jeg føler at dete r vores pligt som forældre. Vi skal være vores børns advokater så længe det er muligt.

Håber i finder frem til noget rigtig godt. Og så behøver i jo ikke at sige noget til familien. Vi har gjort det, da der ALDRIG må blive noget tvivl om hvad der skal ske med bores guld, hvis der sker os noget.

Christina

Umiddelbart havde jeg det sådan, at jeg synes mine forældre skulle have ham - bare fordi han er så glad ved dem og de ved ham. Men de er jo 60 begge to, så det er nok også lige at presse citronen lidt. så hellere han bor ved nogle der aldersmæssigt bedre svarer til os og så kan besøge dem rigtig meget.

Men det er svært at tænke på

isabellamor skriver:

ja,, jeg har også en livsforsikring hvis det var det skulle gå hen og ske. så det er godt nok. men det sker ikke at den bliver brugt... kun når jeg bliver gammel og dør af alderdom..

Så er den vel udløbet

Det gør mig ondt med din veninde! Det er en hård kamp hun står ansigt til ansigt med! Varme tanker til Jer begge.

Ang. spørgsmålet. Ja, så har vi taget stilling, allerede inden krølfisen er kommet til verden. Vi har bare ikke snakket med dem vi tænker endnu. Det kommer nok lige om snart.. Det bliver i samme omgang som"valg af faddere", så der er flere spørgsmål der skal stilles.

Det er ikke en nem snak at tage, men jeg synes man skylder sine børn at have gjort sig overvejelser omkring det. Hvad end vi vil eller ej, så er vi altså ikke udødelige.. Og ingen ved, hvornår vi skal herfra eller hvordan!

lotchen skriver:

Sidder her en sen nattetime og kan ikke sove... Tankerne kører rundt ogrundt. Besøgte i mandags min veninde, der har et barn stort set på alder med min egen. Hun har fået konstateret bystcancer med spredning til knoglerne. Det sidder i begge bryster, hele rygsøjlen og hofterne. Puha... Det var meget følelsesladet at høre hende fortælle om forløbet og jeg håber ved gud hun bekæmper den forfærdelige sygdom.

Men, men, men.... Nu ligger fruen jo her og spekulerer... Hvis det er mig, der dør, så skal lillemanden jo selvfølgelig være ved sin far og på sigt en ny kæreste. Mne hvad nu hvis det er os begge to, der ryger i svinget so to speak.... Nu har jeg ligget og gennemgået alle vores søskende og vennepar og fundet frem til, at der er to par, der kunne være gode kandidater til at han skulle bo hos dem. Men det er helt sikkert ikke de to par, som resten af familien regner med det skulle være! Så nu går mine tanker på, om man skulle gøre det helt officielt? Altså blive enige om et par, spørge om de vil påtage sig opgaven og så få det skrevet ned? Så var min tanke egentlig at andre i familien ikke skulle vide noget om det (andet end måske mine forældre) da det joo kun er i tilfælde af det allerværste og forhåbentlig aldrig bliver aktuelt.

Hvad har I andre gjort jer af tanker omkring dette? Har I tænkt på nogen, jeres børn skal bo ved? - og har I så snakket med dem om det?? Eller har I været som jeg selv var indtil for et par dage siden, overhovedet ikke været i nærheden af at forestille jer andet end at I lever til jeres børn er 60+??

Hmm, tunge tanker her halv fire tirsdag nat - men hold da op hvor blev jeg rystet i min verdenstro. På trods af at jeg har passet mange døende cancerpatienter. Det er bare første gang det rammer en af 'mine egne'.

Håber I andre sover godt

Puha hvor fygteligt for din veninde, håber hun får mulighed for at se sit barn/børn vokse op..

Ja vi har lavet et børne testamente i det tilfælde der skulle ske os begge noget, det krævede jeg der skulle, bare sådan just in case. I mit hoved er det sådan lidt det samme som at have en indbo forsikring og håbe man aldrig får brug for den..

En anden årsag var at jeg ikke mente det ville være fair over for nogen af vores familier hvis de midt i sådan en ulykke som det ville være hvis der skete os begge noget også skulle tage stilling til hvad der skal ske med vores lille guldklump. Desuden var det vigtigt for mig at vide hun ville komme et sted hen der ville formå at tage hensyn til at begge familier gerne vil se hende så selv om hun i givet tilfælde ikke havde sin mor og far ikke også blev skåret væk fra bedste/olde forældre på den ene side eller onkler og tanter..

kitty skriver:

Det gør mig ondt med din veninde! Det er en hård kamp hun står ansigt til ansigt med! Varme tanker til Jer begge.

Ang. spørgsmålet. Ja, så har vi taget stilling, allerede inden krølfisen er kommet til verden. Vi har bare ikke snakket med dem vi tænker endnu. Det kommer nok lige om snart.. Det bliver i samme omgang som"valg af faddere", så der er flere spørgsmål der skal stilles.

Det er ikke en nem snak at tage, men jeg synes man skylder sine børn at have gjort sig overvejelser omkring det. Hvad end vi vil eller ej, så er vi altså ikke udødelige.. Og ingen ved, hvornår vi skal herfra eller hvordan!

Det er jeg ked af at høre... 

Disse tanker har jeg slet ikke haft... Vi har slet ikke snakket om det herhjemme.. Så kan ikke svare det..