Har I besluttet hvor jeres børn skal bo hvis I dør?

Har tit tænkt, hvordan det ville være hvis jeg eller min mand døde fra vores børn, men har faktisk ikke overvejet, hvad man lige gør, hvis begge dør. Sidder og overvejer det og bliver vildt skræmt! Vores forældre er alle omkring de 70, så det kan der jo nærmest ikke blive tale om. Desuden bor min familie i udlandet, så medmindre vi virkelig skal til at rykke vores børn op fra alt de kender, så kan det vel heller ikke blive dem. 

Min mand har godt nok en søster og svoger uden børn, men dem ville jeg aldrig overdrage forældremyndigheder, selvom de er flinke mennesker. De er alt for emotionelt handikappede og aner ikke hvad det er at vise kærlighed. Det samme er gældende for min mands bror (selv om hans kone er fantastisk!).

Så er der vennerne...... det ene par skændes konstant og er på randen af skilsmisse. Det går jo ikke. Et andet par bor så langt væk i landet, at de ikke ville være muligt for bedsteforældre at holde særlig kontakt. Et tredje par har i forvejen 3tætte børn. Vi har selv tre tætte børn og jeg kan ikke forestille mig, at de ville have overskud til det.

 Jeg kunne forestille mig at min tvillingebror og hans kone ville være de bedste kandidater. Enten dem eller vores ældste barns gudmor og gudfar. Men problemet er, at ingen af dem bor i Danmark, hvor mine børn jo er ved at vokse op. Men på den anden side, så ville de alligevel blive nødt til at flytte by og skole.... men land ligefrem?

Jeg skal vist have en alvorlig snak med min mand. Selvfølgelig er det noget vi som forældre skal have besluttet og sørget for så vores familier ikke står tilbage med det ansvar, hvis vi skulle dø.

Utrolig hårde overvejelser, men nødvendige. Tak for påmindelsen!

Sidder her en sen nattetime og kan ikke sove... Tankerne kører rundt ogrundt. Besøgte i mandags min veninde, der har et barn stort set på alder med min egen. Hun har fået konstateret bystcancer med spredning til knoglerne. Det sidder i begge bryster, hele rygsøjlen og hofterne. Puha... Det var meget følelsesladet at høre hende fortælle om forløbet og jeg håber ved gud hun bekæmper den forfærdelige sygdom.

Men, men, men.... Nu ligger fruen jo her og spekulerer... Hvis det er mig, der dør, så skal lillemanden jo selvfølgelig være ved sin far og på sigt en ny kæreste. Mne hvad nu hvis det er os begge to, der ryger i svinget so to speak.... Nu har jeg ligget og gennemgået alle vores søskende og vennepar og fundet frem til, at der er to par, der kunne være gode kandidater til at han skulle bo hos dem. Men det er helt sikkert ikke de to par, som resten af familien regner med det skulle være! Så nu går mine tanker på, om man skulle gøre det helt officielt? Altså blive enige om et par, spørge om de vil påtage sig opgaven og så få det skrevet ned? Så var min tanke egentlig at andre i familien ikke skulle vide noget om det (andet end måske mine forældre) da det joo kun er i tilfælde af det allerværste og forhåbentlig aldrig bliver aktuelt.

Hvad har I andre gjort jer af tanker omkring dette? Har I tænkt på nogen, jeres børn skal bo ved? - og har I så snakket med dem om det?? Eller har I været som jeg selv var indtil for et par dage siden, overhovedet ikke været i nærheden af at forestille jer andet end at I lever til jeres børn er 60+??

Hmm, tunge tanker her halv fire tirsdag nat - men hold da op hvor blev jeg rystet i min verdenstro. På trods af at jeg har passet mange døende cancerpatienter. Det er bare første gang det rammer en af 'mine egne'.

Håber I andre sover godt

Er jeres barn døbt?

For der har i jo sådan set valgt nogle faddere til barnet.. ;-)

Hvis jeg skulle skride i svinget - så ville han ryge over til sin far.

Hvis det uheldigvis skulle være os begge to.. jeg har ingen plan B overhovedet...! Jeg har kun min far som familie, og tror ikke han kunne håndtere at have ham boende (manden er lidt gammel efterhånden).

og på farens side.... Tjah.... tjoh.... I dont know.... Synes ikke knægten har haft nok kontakt med dem, til at sige at "Det skal være lige DEM som opforstrer ham"...

Jeg har dog nogle veninder, som jeg måske kunne forestille mig at han kunne vokse op hos... men ved da slet ikke om de var med på den..

Anonym skriver:

Er jeres barn døbt?

For der har i jo sådan set valgt nogle faddere til barnet.. ;-)

Hvis jeg skulle skride i svinget - så ville han ryge over til sin far.

Hvis det uheldigvis skulle være os begge to.. jeg har ingen plan B overhovedet...! Jeg har kun min far som familie, og tror ikke han kunne håndtere at have ham boende (manden er lidt gammel efterhånden).

og på farens side.... Tjah.... tjoh.... I dont know.... Synes ikke knægten har haft nok kontakt med dem, til at sige at "Det skal være lige DEM som opforstrer ham"...

Jeg har dog nogle veninder, som jeg måske kunne forestille mig at han kunne vokse op hos... men ved da slet ikke om de var med på den..

Hej

Ja, han er døbt, men da fadderne kun er forpligtet til at sørge for at han bliver opdraget i den kristne tro og ikke juridisk forpligtede til at tage ham hvis det skulle være, så er det egentlig ikke så relevant for os. Men det ene sæt faddere er da min storebror og kone, så de var da en mulighed. De har selv 3 børn (og måske 4 på et tidspunkt) så egentlig derfor jeg var lidt betænkelig ved det, synes det er meget at overkomme.  

Tak for dit svar

Anonym skriver:

Har tit tænkt, hvordan det ville være hvis jeg eller min mand døde fra vores børn, men har faktisk ikke overvejet, hvad man lige gør, hvis begge dør. Sidder og overvejer det og bliver vildt skræmt! Vores forældre er alle omkring de 70, så det kan der jo nærmest ikke blive tale om. Desuden bor min familie i udlandet, så medmindre vi virkelig skal til at rykke vores børn op fra alt de kender, så kan det vel heller ikke blive dem. 

Min mand har godt nok en søster og svoger uden børn, men dem ville jeg aldrig overdrage forældremyndigheder, selvom de er flinke mennesker. De er alt for emotionelt handikappede og aner ikke hvad det er at vise kærlighed. Det samme er gældende for min mands bror (selv om hans kone er fantastisk!).

Så er der vennerne...... det ene par skændes konstant og er på randen af skilsmisse. Det går jo ikke. Et andet par bor så langt væk i landet, at de ikke ville være muligt for bedsteforældre at holde særlig kontakt. Et tredje par har i forvejen 3tætte børn. Vi har selv tre tætte børn og jeg kan ikke forestille mig, at de ville have overskud til det.

 Jeg kunne forestille mig at min tvillingebror og hans kone ville være de bedste kandidater. Enten dem eller vores ældste barns gudmor og gudfar. Men problemet er, at ingen af dem bor i Danmark, hvor mine børn jo er ved at vokse op. Men på den anden side, så ville de alligevel blive nødt til at flytte by og skole.... men land ligefrem?

Jeg skal vist have en alvorlig snak med min mand. Selvfølgelig er det noget vi som forældre skal have besluttet og sørget for så vores familier ikke står tilbage med det ansvar, hvis vi skulle dø.

Utrolig hårde overvejelser, men nødvendige. Tak for påmindelsen!

Må indrømme, at jeg heller ikke havde tænkt så meget på det med hvis vi begge går bort, kun den ene. Har prist mig lykkelig for at have valgt en god far til mit barn som helt sikkert ville kunne passe godt på ham Men så var det bare tanken kom, hvad nu hvis vi begge går bort.... Skræmmende, men nødvendigt at tænke på!

jeg har tænkt over det og jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen der skulle have mit barn boende hvis morten og jeg skulle forlade verden før tid.. 

jeg ved at min elskede søster ikke ville kunne have ham boende fordi at hun ikke er såååå vild med at bo sammen med nogen. hun kan passe ham et par timer engang imellem og hun er sjov og hyggelig for han at være sammen med..

men min anden søster ville måske godt kunne, men jeg ville faktisk have det skidt med at lade hende "få" ham, da jeg syntes hun er irriterende for tiden og faktisk ikke har den vilde lyst til at være sammen med hende for tiden. 

min mor er 110% udelukket. og det samme er min far.

min svigermor er også udelukket, og svigerfar og hans kæreste ved jeg ikke, de er sgu nok for gamle til at kunne tage sig af et barn.. og han skal ikke på børnehjem..!!

så måske min svoger og svigerinde. det er nok dem jeg ville holde på skulle have ham boende hvis det var det skulle ske.. 

men det sker ikke.. håber jeg. 

hvis jeg skulle stritte skal min søn bo ved mine forældre eller hos min søster og hendes mand...

Det gør mig utrolig ondt at høre om din veninde!!! Det er en helt forfærdelig sygdom at skulle kæmpe mod!!

Vi havde taget stilling til hvor vores børn skulle hen, men er lidt i tænkeboks igen. det helt naturlige valg var min mands søster og hendes familie (mand + to  børn) Hende vil jeg være helt tryg ved at over lade poderne til. Hun er desværre blevet skildt og står nu alene med sine to børn og jeg ved derfor ikke helt det stadig skal være hende. Ellers tror jeg det må være farmor og farfar der får dem.

Mine forældre bor i den anden ende af landet og det samme gør min bror og hans kæreste, derfor synes jeg ikke umiddelbart de skal have dem. Synes det vil være synd  at flytte to børn, der lige har mistet deres forældre til den anden ende af landet, væk fra vender og det velkendte. Puha... Dystre tanker

Eva. skriver:

Jeg skal aldrig dø....frygter den store ville komme til sin "far" omend jeg ikke tror det og så var det mine forældre han skulle bio hos, gør han allerede mere end ved mig..

De små ville vel desværre ryge tild eres far selvom jeg ville mene det var bedre de også var ved mine forældre, men det går nok ikke..

Det blev også min konklusion, da jeg endelig gik i seng halv fem - jeg kan bare ikke dø, så nemt er det!

Men den går nok ikke...

isabellamor skriver:

jeg har tænkt over det og jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen der skulle have mit barn boende hvis morten og jeg skulle forlade verden før tid.. 

jeg ved at min elskede søster ikke ville kunne have ham boende fordi at hun ikke er såååå vild med at bo sammen med nogen. hun kan passe ham et par timer engang imellem og hun er sjov og hyggelig for han at være sammen med..

men min anden søster ville måske godt kunne, men jeg ville faktisk have det skidt med at lade hende "få" ham, da jeg syntes hun er irriterende for tiden og faktisk ikke har den vilde lyst til at være sammen med hende for tiden. 

min mor er 110% udelukket. og det samme er min far.

min svigermor er også udelukket, og svigerfar og hans kæreste ved jeg ikke, de er sgu nok for gamle til at kunne tage sig af et barn.. og han skal ikke på børnehjem..!!

så måske min svoger og svigerinde. det er nok dem jeg ville holde på skulle have ham boende hvis det var det skulle ske.. 

men det sker ikke.. håber jeg. 

Vi håber selvfølgelig ikke det bliver nødvendigt, men det er ligesom med forsikringer, dem tegner man også i håb om at de ikke bliver brugt

KaMa skriver:

Har kendskab til to kvinder, der inden for de sidste måneder er gået bort. De er begge døde af kræft. Den ene efterlod søn på 4 og tvillinger på 3. Den anden efterlod to små piger.

Så jeg har tænkt meget på det. Specielt, når jeg er alene med børnene. Mit ønske er, at de kommer til at bo hos mormor og morfar, hvis jeg går bort.

Man kan jo lave et børnetestamente, men det er i sidste ende myndighederne der bestemmer.

Det er simpelthen så ondt. Småbørnsforældre skal bare ikke dø, det er ikke i orden! Men det er vi jo ikke herre over, heldigvis... Kan godt forstå hvis det er et ekstra pres, når man er alene om ungerne