Har I besluttet hvor jeres børn skal bo hvis I dør?

Sidder her en sen nattetime og kan ikke sove... Tankerne kører rundt ogrundt. Besøgte i mandags min veninde, der har et barn stort set på alder med min egen. Hun har fået konstateret bystcancer med spredning til knoglerne. Det sidder i begge bryster, hele rygsøjlen og hofterne. Puha... Det var meget følelsesladet at høre hende fortælle om forløbet og jeg håber ved gud hun bekæmper den forfærdelige sygdom.

Men, men, men.... Nu ligger fruen jo her og spekulerer... Hvis det er mig, der dør, så skal lillemanden jo selvfølgelig være ved sin far og på sigt en ny kæreste. Mne hvad nu hvis det er os begge to, der ryger i svinget so to speak.... Nu har jeg ligget og gennemgået alle vores søskende og vennepar og fundet frem til, at der er to par, der kunne være gode kandidater til at han skulle bo hos dem. Men det er helt sikkert ikke de to par, som resten af familien regner med det skulle være! Så nu går mine tanker på, om man skulle gøre det helt officielt? Altså blive enige om et par, spørge om de vil påtage sig opgaven og så få det skrevet ned? Så var min tanke egentlig at andre i familien ikke skulle vide noget om det (andet end måske mine forældre) da det joo kun er i tilfælde af det allerværste og forhåbentlig aldrig bliver aktuelt.

Hvad har I andre gjort jer af tanker omkring dette? Har I tænkt på nogen, jeres børn skal bo ved? - og har I så snakket med dem om det?? Eller har I været som jeg selv var indtil for et par dage siden, overhovedet ikke været i nærheden af at forestille jer andet end at I lever til jeres børn er 60+??

Hmm, tunge tanker her halv fire tirsdag nat - men hold da op hvor blev jeg rystet i min verdenstro. På trods af at jeg har passet mange døende cancerpatienter. Det er bare første gang det rammer en af 'mine egne'.

Håber I andre sover godt

Nej hvor er jeg ked af at høre det med din veninde. Jeg krydser ALT for at hun kommer igennem det, på en måde, som alle er tjent med. Og at de på sigt kan komme videre med forskning der gør, at vores børnebørn ikke skal frygte den sygdom, som vi gør i dag.

Men ja... Vi har tænkt over det. Vi har fundet frem til et par. Min kusine er gift med min mands bedste ven, og de har ca samme alder som os, elsker vores datter som var det deres egen,  og ville altid dele sol og vind lige, mellem vores og deres kommende unger.

Vi spurgte vores forældre til råds, hvad havde de den gang haft af tanker, hvem havde de valgt osv. Og kom frem til at de ikke skulle være nogen af vores forældre, da de hurtigt vil blive gamle, og måske ikke gide at spille fodbold og lege i sandkasse hver dag.

Vi spurgte min kusine og hendes mand en aften, og det var en ganske forfærdelig dag, da man jo taler om et emne man på ingen måde kan sætte sig ind i. Vi gjorde et stort nummer ud af at fortælle at de skulle bruge alt den tid i verden de ville, til at tænke over deres beslutning, og så bare komme med et svar når de havde fundet frem til det. Svaret blev ja, og vi skrev det ind i vores datters børnetestamente.

Jg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at dø for tidligt. Skulle vi nu blive meget syge eller komme ud for noget forfærdeligt, ville jeg kunne sidde trygt i himlen og vide at min datter var der styr på, og hun ville efter omstændighederne få det godt.

Puha, det er aldrig sjovt at tale om noget som det her, men jeg føler at dete r vores pligt som forældre. Vi skal være vores børns advokater så længe det er muligt.

Håber i finder frem til noget rigtig godt. Og så behøver i jo ikke at sige noget til familien. Vi har gjort det, da der ALDRIG må blive noget tvivl om hvad der skal ske med bores guld, hvis der sker os noget.

Christina

hvor er det ufatteligt trist med din veninde.

da jeg var alene mor havde jeg en god veninde som skulle træde til og overtage børnene hvis jeg skulle dø før de var 18. nu hvor jeg er gift, ved jeg at min mand vil overtage de 3 små, og den store skal så bo hos sin far. det er noget vi har talt grundigt om og er enige om.

dog skal du være opmærksom på at selv om i fortæller dem det, så skal de (venneparet) stadig søge om forældremyndigheden. hvis både dig og din mand skulle gå hen og dø før børnene er gamle nok til at klare sig selv.

det gør mig ondt det med din veninde. håber virkelig der bliver gjort alt der kan gøres for at hun bliver rask.

hmm hvis vi begge skulle gå hen og dø så er det min svigerinde der i forvejen har 3 børn der skal ha asta, eller så er det min søster.
troed englig det var gudmoren der skulle ha barnet/børnene hvis forældrene døde før tid eller hvad man nu skal sige.

Åh hvor er jeg ked af at høre det med din veninde, ønsker hende alt det bedste

Her ville det blive min søster og hendes kæreste der skulle tage sig af mit barn, da hun er den eneste jeg 100% ville overlade mit barn til uden at være bange, så ville jeg kunne dø med ro i sjælen hvis uheldet skulle være! Ved at hun ville være en perfekt rollemodel for min datter og altid tage sig godt af hende

Jeg er MEGET bange for døden, for hvad der sker og for at skulle væk fra dem jeg elsker! men det er jo den vej vi alle skal

Hvor er det trist med din veninde - kan godt forstå hvis det har sat nogle tanker i gang hos dig.

Herhjemme er vi helt sikre på hvem der "overtager" vores børn, hvis vi en dag begge går bort i en tidlig alder - inden barnet er 18 år. Jeg har endnu ikke født vores første endnu, er 6 mdr henne, men der har aldrig været tvivl. Min søster "arver" vores børn og det er hun selvfølgelig helt indforstået med - det er det samme den anden vej.

Det er også hende der skal være gudmor ved dåb - så valget er for mit ( og min mands) helt naturlig og kunne ikke være anderledes. Hun har samme normer og værdier som jeg har og det er meget vigtigt for mig at mine børn - skulle jeg eller manden ikke være her - at de bliver opdraget så tæt på det som vi selv ville have gjort.

/Fenja

Jeg er ked af at høre med din veninde, las os håbe hun vinder over kræften

 

Her er der lavet børnetestamente i kraft af at hvis vi dør, hvad skal der så ske med trunte og vores kommende børn. SÅ ja, det er der

 

Det gør mig ondt at høre om din veninde

Vi tog snakken allerede da knægten var helt lille, så ja det er på plads

lotchen skriver:

Sidder her en sen nattetime og kan ikke sove... Tankerne kører rundt ogrundt. Besøgte i mandags min veninde, der har et barn stort set på alder med min egen. Hun har fået konstateret bystcancer med spredning til knoglerne. Det sidder i begge bryster, hele rygsøjlen og hofterne. Puha... Det var meget følelsesladet at høre hende fortælle om forløbet og jeg håber ved gud hun bekæmper den forfærdelige sygdom.

Men, men, men.... Nu ligger fruen jo her og spekulerer... Hvis det er mig, der dør, så skal lillemanden jo selvfølgelig være ved sin far og på sigt en ny kæreste. Mne hvad nu hvis det er os begge to, der ryger i svinget so to speak.... Nu har jeg ligget og gennemgået alle vores søskende og vennepar og fundet frem til, at der er to par, der kunne være gode kandidater til at han skulle bo hos dem. Men det er helt sikkert ikke de to par, som resten af familien regner med det skulle være! Så nu går mine tanker på, om man skulle gøre det helt officielt? Altså blive enige om et par, spørge om de vil påtage sig opgaven og så få det skrevet ned? Så var min tanke egentlig at andre i familien ikke skulle vide noget om det (andet end måske mine forældre) da det joo kun er i tilfælde af det allerværste og forhåbentlig aldrig bliver aktuelt.

Hvad har I andre gjort jer af tanker omkring dette? Har I tænkt på nogen, jeres børn skal bo ved? - og har I så snakket med dem om det?? Eller har I været som jeg selv var indtil for et par dage siden, overhovedet ikke været i nærheden af at forestille jer andet end at I lever til jeres børn er 60+??

Hmm, tunge tanker her halv fire tirsdag nat - men hold da op hvor blev jeg rystet i min verdenstro. På trods af at jeg har passet mange døende cancerpatienter. Det er bare første gang det rammer en af 'mine egne'.

Håber I andre sover godt

Ja det har vi - vi har fundet to par - og har valgt ud fra hvem der minder mest om os selv og hvem der kan opfylde Daniella´s behov bedst... det blev min storebror og hans dame (hehe de har ingen børn og ikke meget forstand på børn men de forguder Daniella og de minder meget om os selv og viser store hensyn til Daniella og hendes behov samt deres måde at opdrage på minder igen meget om os selv) også Frank´s fætter og dame (de har også selv fået en FTF og ved derfor lidt om hvad det vil sige også er de helt utrolige med Daniella og varetager hendes behov i stor stil - de behandeler hende som deres eget og det er kun en god ting!)

Jeg skal aldrig dø....frygter den store ville komme til sin "far" omend jeg ikke tror det og så var det mine forældre han skulle bio hos, gør han allerede mere end ved mig..

De små ville vel desværre ryge tild eres far selvom jeg ville mene det var bedre de også var ved mine forældre, men det går nok ikke..