Ville du adoptere?

Jeg har ingen problemer med at få børn, men alligevel har jeg altid haft et ønske om at adoptere. Synes det er smukt at man kan "redde" et liv samtidig med at man selv bliver mor til et barn. Når man får børn på den naturlige måde, er det jo af mere egoistiske årsager. Jeg er også godt klar over at der kan være nogle sundhedsmæssige risici, men jeg ved også hvor meget de undersøger mødrene og deres livsstil. Desuden har jeg ikke oplevet nogle der var adopeteret der havde nogle former for psykiske eller fysiske problemer. Så jeg ville helt sikkert gøre det på trods at de store udgifter, og faktum at jeg selv kan få børn

Jeg har svaret nej. Jeg tror jeg ville føle at det aldrig HELT var mit barn. Det ville være for hårdt... Men jeg har så heller ikke stået i situationen og mærket hvordan det føles ikke at kunne få børn. Så kunne det være jeg havde svaret anderledes.

Ja, jeg ville. Og tror også at jeg ville i stedet for at begynde på fertilitetsbehandling..

Jeg ville dog gøre det ene og alene fordi jeg ville have et barn. IKKE for at redde og hjælpe et barn. At et barn skal vokse op med den følelse af at mor og far har reddet det, tror jeg ikke er sundt. Jeg synes et barn skal vide at det er her fordi mor og far ønskede det.

Vi har faktisk talt alvorligt om det herhjemme da vi skulle igang med fertilitetsbehandling. Det ville vi helt sikkert, men det er jo ikke ukompliceret. Selvfølgelig kan børnene have nogle følger med sig, men hvis alternativet er at man ikke får nogle børn, og at børnene i stedet for at blive bortadopteret bor på børnehjem eller ved familier som ikke magter dem. Ja så syntes jeg at adoption er en god løsning for alle.

Vi havde aftalt at vi ikke ville gennemgå mere end tre behandlingsforsøg, og hvis nr 2 fejlede, så ville vi sætte adoptionsforløbet igang sideløbende med det sidste forsøg for at komme så hurtig igennem som muligt. Heldigvis fik vi tvillinger ved andet forsøg

Hvis jeg stod i situationen ikke at kunne få børn selv, og hvis økonomien var til at adoptere udenlands fra, så tror jeg, jeg ville kunne tage det skridt.

At moren evn ikke har haft det perfekte svangerskab ville for mig ikke være et argument. Snarere tvært i mod. Jeg bryder mig ikke om tendenser til menneskehandel, men såvidt jeg har forstået fra nogen jeg kender, som er i gang med at adoptere, så er der meget forskellige systemer alt efter hvilke lande man adopterer fra, så det betaler sig at lede rundt og sætte sig ordentlig ind i tingene.

Louisiana28 skriver:

Hvad er det for en sag du tænker på?

jeg tænker på den sag fra vejle hvor en mor blev udsat for nogle kommentar på vej hjem m. sønnen

Tak for jer alles svar. Der er delte meninger, og det gør altid en debat mere spændende

Hvis min mand også var enig med mig, ville jeg helt klart sige ja til adoption, hvis jeg ikke selv kunne for børn.

 Det med graviditeten ville jeg ikke tage tungt, fordi selv ens eget børn kan fejle noget eller ende med at blive kriminel o.l. Desuden dem der bortadoptere deres børn, er i de fleste tilfælde fattige mennesker, der ikke kan klare økonomisk at passe barnet.

Jeg mener hvis man brænder for at få et barn, så hvorfor ikke at give dem en chance i livet, ligeledes har barnet også behov for dig.

I mine øjne er alle baby/børn nogle engler. Det først senere henad, at de forvandler sig til gode eller dårlige personligheder, om så det er biologiske børn eller adoptiv børn...