Ville du adoptere?

metteswn skriver:

Ville I adoptere?

nej

hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption?

jeg ville ikke føle det var mit ønskebarn når jeg ser det som en sidste mulighed og mange af dem alligevel opsøger de biologiske forældre, mit barn skal være mit barn og jeg har ikke lyst til at dele det med de oprindelige forældre, men jeg synes forældre som gør det imponere mig vildt at de kan være så åbne og tage dem til sig, det er smukt at se på. jeg ville bare ikke kunne gøre det.

Hvad er for og hvad er imod?

for:

man slipper for uddsenet som følger af en graviditet (hvilket nogle ville mene er meget positivt), man hjælper et barn som måske ville have fået et skod liv, man får et barn

imod:

racediskremination ( bare tænk over den sag der kører lige nu), barnet kan have været udsat for noget forfærdeligt så det er traumatiseret og derved aldrig får et normalt liv selvom man gør alt for det, mange af dem opsøger de biologiske forældre hvilket jeg ikke ville kunne håndtere, hvis barnet er gammelt har det et andet sprog end en selv (måske)

Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

lidt, men mest efter fødsel og hvad der har været galt siden de har måtte bortadoptere det.

Hvad er det for en sag du tænker på?

Louisiana28 skriver:

Men det sker desværre stadig, at børnene er kidnappet/stjålet, selvom bureauet mener at have taget alle forholdsregler.

Jeg kender også til mange velfungerende adopterede børn/voksne, og også til dem der ikke er velfungerende. Men jeg synes ikke man kan kalde det en 'fordom', det er jo en reel problemstilling.

Jeg tror lidt du misforstår det jeg skriver Når jeg skriver det er en fordom, mener jeg det på den måde, at jeg møder rigtig mange som mener at alle adoptivbørn døjer med det ene og det andet. Og det er jo en fordom, når det kun drejer sig om nogen af dem. - Ligesom det er en fordom at sige, at alle indvandrere er ballademagere, når det kun er nogen af dem der er det

Secrets skriver:

Jeg tror lidt du misforstår det jeg skriver Når jeg skriver det er en fordom, mener jeg det på den måde, at jeg møder rigtig mange som mener at alle adoptivbørn døjer med det ene og det andet. Og det er jo en fordom, når det kun drejer sig om nogen af dem. - Ligesom det er en fordom at sige, at alle indvandrere er ballademagere, når det kun er nogen af dem der er det

Jeg må vist være træt, for jeg misforstår da vist det hele lige nu, hehe

Ja hvis det var sidste mulighed for at få børn... Jeg kender et par stykker der har adopteret/ er blevet adopteret...

Louisiana28 skriver:

Jeg må vist være træt, for jeg misforstår da vist det hele lige nu, hehe

 

Eller også formulerer jeg mig bare uklart, men så er det godt jeg lige kan få uddybet hvad jeg mener 

Ja det ville jeg. Og det er ikke kun fordi jeg har haft svært ved at blive gravid, at jeg har tænkt på den beslutning som en mulighed. Jeg har altid haft en ide om at jeg ville adoptere en dag.

Jeg har en fætter som blev adopteret i en ret sen alder, og han er en rigtig velfungerende ung mand i dag. Han kom af hårde kår, men fik en chance til hos min faster og onkel.

Jeg har kendt flere som er adopteret, og synes kun at have gode oplevelser med det. Jeg ser det som en gave, og har siden jeg var lille sagt, at jeg gerne ville adoptere. Få et par biologiske og så adoptere en eller to hvis muligheden kom, og min partner var med på ideen.

Sådan har jeg faktisk altid haft det, og har det stadig sådan. 

Så her er det nok mest økonomien i at adoptere som kan komme i vejen, men man kan vel hvad man vil .

Så jeg stort rungende JA herfra 

Solskin og kærlighed til Jer alle 

Louisiana28 skriver:

Min kæreste og jeg har, som mange herinde ved, ikke nemt ved, at få børn selv. Derfor har adoption, af selvsagte årsager, været oppe at vende i samtalen. (Ikke at de er gået så vidt endnu, men man snakker jo om hvor det kan ende). Så snakkede vi med et vennepar, som i mange, mange år forsøgte at få børn (men som desværre aldrig fik nogen), som blev spurgt af en læge, om de havde overvejet adoption (fra udlandet - dette spurgte han om, inden de var gået videre med den behandling han skulle give dem - han var forpligtet til, at spørge dem, sagde han). Det havde de, men de ønskede ikke at adoptere, da de tænkte meget på, at moderen til barnet med stor sansynlighed ikke havde passet hverken på sig selv eller barnet under graviditeten. Mange tager stoffer og des lige, og alle ved hvor vigtigt det er, at tage vare på sig selv og sit barn under graviditeten. Vi kan jo også se hvor heftig debatten bliver, hvis nogen nævner, at de har røget cigaretter under deres graviditet. Men det er ikke kun stoffer, det er også fejlernæring og alverdens andre ting, da de mødre måske ikke ved bedre, eller ikke har haft mulighed for, at tage hensyn til det.

De fik også at vide, at der jo kunne gå årevis inden de fik et barn (hvis de havde sagt ja til at adoptere) fordi der var så stor konkurrence mellem bl.a. USA og Canada, da der er stor efterspørgsel, og børnene gik til højst bydende (). Så blev det pludselig til en menneskehandel de under ingen omstændigheder ville være en del af. Og det kunne tage lige så lang tid, at vente på et dansk barn, da der kun bliver opgivet 7 børn om året til adoption i Danmark.

Så mit spørgsmål lyder: Ville I adoptere? Og hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption? Hvad er for og hvad er imod? Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

P.S. Dette indlæg er IKKE for at støde nogen, hverken de der overvejer adoption, de der har adopteret eller de der selv er adopteret!!

Jeg har valgt at stemme blankt.
Og det har jeg fordi, det i høj grad ville afhænge af mange ting.
Da jeg var helt ung...dengang min daværende mand og jeg fik at vide, at vi kun havde mindre end 15% chance for at kunne få børn og vi havde mistet den 3. blev vi egentligt enige om, at vi med tiden nok ville adoptere..og dengang var jeg helt indstillet på det.
men dengang var der helelr ikke så mange problemer.
Ventetiden var omkring 2 år, og man kunne få børn fra stort set hele verden.
Vi var så enige om, at når den tid kom, så ville vi have en enten indisk eller sydamerikansk baby, men det blev jo så aldrig nødvendigt...heldigvis...kan man så sige. Måske ikke for et stakkels forældreløst barn, men for os, som jo alligevel havde held, da den ældste så pludseligt meldte sin ankomst.

Men i dag...efterhånden er der, som du siger, så meget bøvl med overhovedet at blive godkendt, og hvilke børn får man så?
Desværre har vi set alt for mange tilfælde af, at de børn, der i de senere år er blevet sendt i adoption har mange og forfærdelige skavanker, og jeg tror desværre, at det vil blive mere og mere udtalt.
Efterhånden som bestikkelser vil si de bedste børn fra til andre lande, netop til USA og den slags lande, hvor den form for korruption er tilladt, så har danske adoptanter ikke mange muligheder for tilsvarende at konkurrere om de sunde børn, fordi vi må og naturligvis skal følge den lige vej gennem systemet og ikek har nogen mulighed for indflydelse i de vigtigste skridt i adoptionsjunglen.

Så...hvis jeg stod i den situation i dag...hmm..så ville jeg nok betænke mig..og måske vælge at have plejebørn i stedet eller på anden vis åbne mit hjem for børn og på den måde få dækket mit børnebehov.
Som sådan har det ikke den store betydning for mig om moderen har levet sundt, så længe hun ikke har været på stoffer eller været alkoholiker.
Om hun har været fejernæret eller røget som en skorsten betyder nada...barnet har i den retning fået hvad det skulle have fra sin mor i store træk, men stoffer og alkohol..har en stor betydning og et sådan barn ville jeg ikke ønske at få..jeg har selv arbejdet med danske børn i rigeligt mål, hvor man har set hvor meget det kan skade.

Kærligst
Sussie

Jeg ville helst sikket også overveje adoption..

Hvis vi senere hen fik problemer med at få børn ville jeg helt sikkert adoptere hvis økonomien var til det. Nu hvor jeg har oplevet at være gravid og føde ville jeg ikke tøve med at adopterer, for ellers tror jeg nok at jeg ville føle mig snydt...Måske..

Jeg har bare brug for børn i mit liv, om de så kommer fra et andet land betyder ingenting.... NU HVOR JEG HAR VÆRET GRAVID behøver jeg ikke sætte et barn i verden selv når der er andre børn der fortjener en "chance" og dem ville jeg elske lige så højt..

ja jeg ville adoptere...

Barnet er jo allerede født og er der en god mulihged for at jeg kan give det barn et godt trygt hjem frem over jamen så vil jeg da det.

Nu kan vi jo selv få børn, men kunne vi ikke havde vi klart valgt adoption, for jeg vil jo stadig være mor for barnet selv om det ikke er biologisk.

Og sygdomme..jamen det får almindelige børn jo også, skidt levevis under graviditeten eller ej. Så det ville ikke holde mig tilbage.

Ja, jeg ville helt klart adoptere. Har været igennem et IVF forløb, så det har været oppe at vende.

M.h.t. om barnet er kidnappet... Altså, jeg tror at sandsynligheden for det er EKSTREMT minimal.

M.h.t. barnets fysiske helbred... Der er jo aldrig nogen garantier, heller ikke med ens eget biologiske barn. De fleste forældre bortadopterer fordi de ikke har råd til at have flere børn, ikke fordi de er junkier, men fordi de er fattige. Eller fordi det er piger, som f.eks i Kina.

M.h.t. barnets mentale helbred. Selvfølgelig kan der være ar, men jeg tror at rigtig meget kan bearbejdes ved hjælp af gode forældre og masser af kærlighed.

Identitetskriser o.s.v., ja, det vil nogle have. Ligesom børn af enlige og homoseksuelle og indvandrere o.s.v. kan have svært ved at acceptere at de er anderledes end flertallet. Og jeg tror at det er vigtigt at man er helt åben og positiv hvis ens barn vil forsøge at finde sine biologiske forældre. Det handler jo ikke om at barnet vil have nogle andre forældre, men om at få en afklaring på hvor man kommer fra. Så det kan jeg ikke se som et problem/en trussel.