Ville du adoptere?

Secrets skriver:

Det kan da sagtens undgås! Det kommer da an på hvor gammelt barnet er under adoptionen. Min kæreste er 23 år nu, og har ingen psykiske skader eller underlige ting han døjer med. Faktisk er han den mest normale uproblematiske mand jeg nogensinde har mødt, ift. mange danske børn, der er vokset op i kernefamilien, som alligevel har alle mulige mærkelige komplekser. Hvis familien, som barnet adopteres ind i, formår at give den rette pasning, pleje og kærlighed, er der ikke noget der taler for, at alle adoptivbørn har i det mindste bare ét problem.

Desværre er det sådan at det ikke handler om alder....det er meget vigtigt for det spæde barn at opleve den tætte relation, for at kunne tilknytningen til andre, så der skal ikke mere end få uger til at ødelægge et menneske for livet....du laver uoprettelig skade på et menneske, bare husk den med ham jørn...faktisk viser undersøgelser at der kan opstå en hjerneskade og denne medfører at barnet som voksen ikke vil kunne skabe denne tætte relation og læse barnet usynlige behov når denne får børn en dag.

Så nej, det handler ikke om alder men om hvad barnet har oplevet og ja, nogle er mindre skadede end andre, og kan leve helr normalt, men der kommer en skade/krise eller hvad du vil kalde det for når et barn oplever disse brud og hvis de så samtidig ikke har fået nærheden og omsorgen af enkelte eller en enkelt primærperson, så kan det virkelig ødelægge et menenske på forskellige områder.

Jeg er da sikker på at langt de fleste adoptiv børn laver et godt liv og uden problemer, men det ændrer ikke ved at der er oplevelser de har med i sig og at det kræver en del af adoptivforældre som ikke kræves af alle os der får børn på almindeligvis...og det er grunden til jeg ikek ville...jeg ville være bange for hvilket arbejde og hvilke skader...men det er jo selvfølgelig også set ud fra at jeg har prøvet at få egne børn, adoprtiv forældre vil jo opleve det anderledes da de som regel intet sammengligningsgrundlag har, det er nyt for dem at være forældre.

Håber det giver mening..

Secrets skriver:

Man skal helt klart have med at det er dyrt at adoptere udenlands. Ikke mindst selve adoptionen men evt betaling for rejsen for at hente barnet, eller betaling for at en fra adoptionscenteret kommer med barnet. Min kæreste og hans søster er begge adopterede fra sydkorea. Man kan self. aldrig vide, hvordan moderen har opført sig under graviditeten, men du skal jo oplyses om det, hvis barnet er decideret sygt. Jeg ved, der kører mange historier om børn, som har psykiske ar efter at være blevet bortadopteret, og derfor tror jeg det har sit at sige, at man adopterer børn, som stadig er babyer, hvis det er noget man bekymrer sig over.

Jeg er self. fortalter for adoption, for uden adoption havde jeg jo aldrig mødt manden i mit liv Men både ham og hans søster er søde, normale, velfungerende mennesker, så det er altså ikke dødsdømt fra starten af. JEg synes det er meget smukt at give børn en chance, som kunne have levet deres liv under forfærdelige kår, forudsat de aldrig blev adopterede..

Og ja, så elsker jeg bare min brun-øjede, evigt solbrun smækrelækre asiatiske mand Min holdning er nok farvet 

Det er jo ikke kun historier..! Jeg har en veninde, som arbejder med "problembørn", og 80 % af de børn der kommer hos hende, som er børn der er adopteret fra udlandet, har, udover den almindelige identitetskrise alle teenagere har, det bl.a. rigtig svært med, at se anderledes ud, at de er valgt fra af deres forældre, dårlig samvittighed over, at de måske gerne ville finde deres biologiske forældre, at de ikke aner noget om deres biologiske arv osv osv. Det er jo umuligt at undgå, at adopterede børn på et eller andet tidspunkt vil have de her tanker. Nogen mere end andre.

Dermed ikke sagt, at de børn slet ikke kan fungere, for selvfølgelig er der mange der kan det! Jeg kender en fyr, som også er fra Korea, og han har slet ingen ønsker om, at finde sine biologiske forældre, og han er fuldstændig afklaret - som voksen. Men han fortæller også, at det har været enormt svært at skulle forholde sig til alle de ting. Især det med at se helt anderledes ud end alle de andre, har været rigtig svært for ham i hans barndom.

Jeg kender også en pige, som er adopteret fra Columbia, og hun havde i dén grad svært ved det i sine teenageår. Hun var også meget mærket af det omsorgssvigt der havde været i starten af hendes liv.

Jeg kommer også lige til at tænke på alt det der har været oppe og vende i pressen, og som der er lavet flere dokumentarprogrammer om - at mange simpelthen stjæler børn, for at tjene penge på adoptionen! Mange kommer jo godt fra det, og tjener en masse penge på, at sælge babyer, som er kidnappet! Hvad ville man gøre, hvis man fandt ud af, at det var tilfældet for det barn man har adopteret? Der er jo nogle forældre som sidder og mangler deres kidnappede barn..!

Eva. skriver:

Desværre er det sådan at det ikke handler om alder....det er meget vigtigt for det spæde barn at opleve den tætte relation, for at kunne tilknytningen til andre, så der skal ikke mere end få uger til at ødelægge et menneske for livet....du laver uoprettelig skade på et menneske, bare husk den med ham jørn...faktisk viser undersøgelser at der kan opstå en hjerneskade og denne medfører at barnet som voksen ikke vil kunne skabe denne tætte relation og læse barnet usynlige behov når denne får børn en dag.

Så nej, det handler ikke om alder men om hvad barnet har oplevet og ja, nogle er mindre skadede end andre, og kan leve helr normalt, men der kommer en skade/krise eller hvad du vil kalde det for når et barn oplever disse brud og hvis de så samtidig ikke har fået nærheden og omsorgen af enkelte eller en enkelt primærperson, så kan det virkelig ødelægge et menenske på forskellige områder.

Jeg er da sikker på at langt de fleste adoptiv børn laver et godt liv og uden problemer, men det ændrer ikke ved at der er oplevelser de har med i sig og at det kræver en del af adoptivforældre som ikke kræves af alle os der får børn på almindeligvis...og det er grunden til jeg ikek ville...jeg ville være bange for hvilket arbejde og hvilke skader...men det er jo selvfølgelig også set ud fra at jeg har prøvet at få egne børn, adoprtiv forældre vil jo opleve det anderledes da de som regel intet sammengligningsgrundlag har, det er nyt for dem at være forældre.

Håber det giver mening..

Jeg er godt klar over de ting du skriver, da jeg studerer psykologi og ikke mindst har haft meget udviklingspsykologi. Og når det er sagt, er der også flere teoretikere der har påvist, at oplever barnet omsorg den første tid, så kan barnet komme til at fungere lige så vel, som var det moderen selv, der tog sig af barnet. Der er jo ikke kun børnehjem i verden, som fungerer dårligt. Og har de sørget for at give barnet en god første tid, så er der absolut ikke noget der taler for, at barnet ikke skal kunne komme til at blive normalt. 

Problemet med Jørn var jo, at det var konstant vekslende omsorgspersoner, og når det var moderen der tog sig af barnet, så havde hun slet ikke kontakt til ham. Det synes jeg ikke man kan sammenligne med denne situation

Louisiana28 skriver:

Så mit spørgsmål lyder: Ville I adoptere? Og hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption? Hvad er for og hvad er imod? Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

P.S. Dette indlæg er IKKE for at støde nogen, hverken de der overvejer adoption, de der har adopteret eller de der selv er adopteret!!

Halløjsa... :-)

Jeg har klart haft tanken om adoption oppe og vende - og ikke noget jeg ville stille mig afvisende overfor. Jeg har dog ikke gået i dybden med overvejelserne, da jeg ved der er en masse krav - og dem lever jeg ikke op til.. Desuden ville jeg ikke adoptere alene (som jeg er nu).

Men ja - faktisk havde jeg forestillet mig mit familieliv med 1-2 biologiske børn og så 1 som var adopteret eller plejebarn. Men igen - det kræver en mand som er med på den og som også har overskuddet til dette.. 

Louisiana28 skriver:

Det er jo ikke kun historier..! Jeg har en veninde, som arbejder med "problembørn", og 80 % af de børn der kommer hos hende, som er børn der er adopteret fra udlandet, har, udover den almindelige identitetskrise alle teenagere har, det bl.a. rigtig svært med, at se anderledes ud, at de er valgt fra af deres forældre, dårlig samvittighed over, at de måske gerne ville finde deres biologiske forældre, at de ikke aner noget om deres biologiske arv osv osv. Det er jo umuligt at undgå, at adopterede børn på et eller andet tidspunkt vil have de her tanker. Nogen mere end andre.

Dermed ikke sagt, at de børn slet ikke kan fungere, for selvfølgelig er der mange der kan det! Jeg kender en fyr, som også er fra Korea, og han har slet ingen ønsker om, at finde sine biologiske forældre, og han er fuldstændig afklaret - som voksen. Men han fortæller også, at det har været enormt svært at skulle forholde sig til alle de ting. Især det med at se helt anderledes ud end alle de andre, har været rigtig svært for ham i hans barndom.

Jeg kender også en pige, som er adopteret fra Columbia, og hun havde i dén grad svært ved det i sine teenageår. Hun var også meget mærket af det omsorgssvigt der havde været i starten af hendes liv.

Jeg tror du misforstår mit ord om historier Jeg mener ikke, at det er opfundne fortællinger Jeg siger, at der er mange historier fremme om det, men at det ikke tegner det fulde billeder. Der mangler alle historierne om dem, som trods alt klarer sig godt! Jeg har aldrig påstået, at ingen adoptivbørn får problemer, for self. er der mange der gør det, det er bare super vigtigt at have et nuanceret billede, så man også får alle de problemfrie adoptivbørn med ind i billedet. Jeg synes nemlig, at der hurtigt kommer en fordom om, at adoptivbørn ikke er normale, og de fejler ditten og datten, hvilket er en skam, når mange af dem fungerer lige så normalt som dig og mig

Hvad angår det du skrev med frygt for at adoptere et stjålet barn, er det jo bare om at sørge for at sætte sig godt ind i de forskellige bureauer og børnehjem du adopterer fra, og sørger for, at forholdene er 100% i orden

Ville I adoptere?

nej

hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption?

jeg ville ikke føle det var mit ønskebarn når jeg ser det som en sidste mulighed og mange af dem alligevel opsøger de biologiske forældre, mit barn skal være mit barn og jeg har ikke lyst til at dele det med de oprindelige forældre, men jeg synes forældre som gør det imponere mig vildt at de kan være så åbne og tage dem til sig, det er smukt at se på. jeg ville bare ikke kunne gøre det.

Hvad er for og hvad er imod?

for:

man slipper for uddsenet som følger af en graviditet (hvilket nogle ville mene er meget positivt), man hjælper et barn som måske ville have fået et skod liv, man får et barn

imod:

racediskremination (bare tænk over den sag der kører lige nu), barnet kan have været udsat for noget forfærdeligt så det er traumatiseret og derved aldrig får et normalt liv selvom man gør alt for det, mange af dem opsøger de biologiske forældre hvilket jeg ikke ville kunne håndtere, hvis barnet er gammelt har det et andet sprog end en selv (måske)

Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

lidt, men mest efter fødsel og hvad der har været galt siden de har måtte bortadoptere det.

Jeg har stemt JA, jeg ville adoptere hvis jeg stod selv og ikke kunne få børn.. Jeg er selv adopteret og jeg er meget meget lykkelig over den familie og det liv jeg har fået og at den mor og far som har taget mig til sig, har ville give mig et liv jeg aldrig kunne have fået uden dem..

Fra jeg blev født til jeg var 6 måneder gammel boede jeg på et børnehjem og siden da har jeg boet i DK hos dem jeg i dag kalder min mor og far.

Ja, der skal rigtig mange overvejelser til før man vælger at adoptere et andet barn fra et andet land. Jo ældre barnet er når du adopterer det, jo sværere kan det blive at knytte bånd og jo hårdere kan det være for barnet med de store omvæltninger.

Jeg selv har haft mange rutcheture i mit liv med tanker, følelser omkring min biologiske familie, følelsen af ikke at være god nok, samt et par sygdomme pga. en biologisk mor som højst sandsynligt ikke har taget vare på hverken mig eller sig selv da hun ventede mig.. Kan kun sige jeg er ovenud lykkelig for at have haft et par forældre, som har været der for mig og altid fortalt mig jeg var god nok og at jeg var ønsket.

Jeg har selv overvejet at adoptere på et tidspunkt, også selvom min kæreste og jeg ikke har problemer med at få børn.

Secrets skriver:

Man skal helt klart have med at det er dyrt at adoptere udenlands. Ikke mindst selve adoptionen men evt betaling for rejsen for at hente barnet, eller betaling for at en fra adoptionscenteret kommer med barnet. Min kæreste og hans søster er begge adopterede fra sydkorea. Man kan self. aldrig vide, hvordan moderen har opført sig under graviditeten, men du skal jo oplyses om det, hvis barnet er decideret sygt. Jeg ved, der kører mange historier om børn, som har psykiske ar efter at være blevet bortadopteret, og derfor tror jeg det har sit at sige, at man adopterer børn, som stadig er babyer, hvis det er noget man bekymrer sig over.

Jeg er self. fortalter for adoption, for uden adoption havde jeg jo aldrig mødt manden i mit liv Men både ham og hans søster er søde, normale, velfungerende mennesker, så det er altså ikke dødsdømt fra starten af. JEg synes det er meget smukt at give børn en chance, som kunne have levet deres liv under forfærdelige kår, forudsat de aldrig blev adopterede..

Og ja, så elsker jeg bare min brun-øjede, evigt solbrun smækrelækre asiatiske mand Min holdning er nok farvet 

Smukt skrevet..

Secrets skriver:

Jeg tror du misforstår mit ord om historier Jeg mener ikke, at det er opfundne fortællinger Jeg siger, at der er mange historier fremme om det, men at det ikke tegner det fulde billeder. Der mangler alle historierne om dem, som trods alt klarer sig godt! Jeg har aldrig påstået, at ingen adoptivbørn får problemer, for self. er der mange der gør det, det er bare super vigtigt at have et nuanceret billede, så man også får alle de problemfrie adoptivbørn med ind i billedet. Jeg synes nemlig, at der hurtigt kommer en fordom om, at adoptivbørn ikke er normale, og de fejler ditten og datten, hvilket er en skam, når mange af dem fungerer lige så normalt som dig og mig

Hvad angår det du skrev med frygt for at adoptere et stjålet barn, er det jo bare om at sørge for at sætte sig godt ind i de forskellige bureauer og børnehjem du adopterer fra, og sørger for, at forholdene er 100% i orden

Men det sker desværre stadig, at børnene er kidnappet/stjålet, selvom bureauet mener at have taget alle forholdsregler.

Jeg kender også til mange velfungerende adopterede børn/voksne, og også til dem der ikke er velfungerende. Men jeg synes ikke man kan kalde det en 'fordom', det er jo en reel problemstilling.