Ville du adoptere?

Min kæreste og jeg har, som mange herinde ved, ikke nemt ved, at få børn selv. Derfor har adoption, af selvsagte årsager, været oppe at vende i samtalen. (Ikke at de er gået så vidt endnu, men man snakker jo om hvor det kan ende). Så snakkede vi med et vennepar, som i mange, mange år forsøgte at få børn (men som desværre aldrig fik nogen), som blev spurgt af en læge, om de havde overvejet adoption (fra udlandet - dette spurgte han om, inden de var gået videre med den behandling han skulle give dem - han var forpligtet til, at spørge dem, sagde han). Det havde de, men de ønskede ikke at adoptere, da de tænkte meget på, at moderen til barnet med stor sansynlighed ikke havde passet hverken på sig selv eller barnet under graviditeten. Mange tager stoffer og des lige, og alle ved hvor vigtigt det er, at tage vare på sig selv og sit barn under graviditeten. Vi kan jo også se hvor heftig debatten bliver, hvis nogen nævner, at de har røget cigaretter under deres graviditet. Men det er ikke kun stoffer, det er også fejlernæring og alverdens andre ting, da de mødre måske ikke ved bedre, eller ikke har haft mulighed for, at tage hensyn til det.

De fik også at vide, at der jo kunne gå årevis inden de fik et barn (hvis de havde sagt ja til at adoptere) fordi der var så stor konkurrence mellem bl.a. USA og Canada, da der er stor efterspørgsel, og børnene gik til højst bydende (). Så blev det pludselig til en menneskehandel de under ingen omstændigheder ville være en del af. Og det kunne tage lige så lang tid, at vente på et dansk barn, da der kun bliver opgivet 7 børn om året til adoption i Danmark.

Så mit spørgsmål lyder: Ville I adoptere? Og hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption? Hvad er for og hvad er imod? Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

P.S. Dette indlæg er IKKE for at støde nogen, hverken de der overvejer adoption, de der har adopteret eller de der selv er adopteret!!

Man skal helt klart have med at det er dyrt at adoptere udenlands. Ikke mindst selve adoptionen men evt betaling for rejsen for at hente barnet, eller betaling for at en fra adoptionscenteret kommer med barnet. Min kæreste og hans søster er begge adopterede fra sydkorea. Man kan self. aldrig vide, hvordan moderen har opført sig under graviditeten, men du skal jo oplyses om det, hvis barnet er decideret sygt. Jeg ved, der kører mange historier om børn, som har psykiske ar efter at være blevet bortadopteret, og derfor tror jeg det har sit at sige, at man adopterer børn, som stadig er babyer, hvis det er noget man bekymrer sig over.

Jeg er self. fortalter for adoption, for uden adoption havde jeg jo aldrig mødt manden i mit liv Men både ham og hans søster er søde, normale, velfungerende mennesker, så det er altså ikke dødsdømt fra starten af. JEg synes det er meget smukt at give børn en chance, som kunne have levet deres liv under forfærdelige kår, forudsat de aldrig blev adopterede..

Og ja, så elsker jeg bare min brun-øjede, evigt solbrun smækrelækre asiatiske mand Min holdning er nok farvet 

Louisiana28 skriver:

Min kæreste og jeg har, som mange herinde ved, ikke nemt ved, at få børn selv. Derfor har adoption, af selvsagte årsager, været oppe at vende i samtalen. (Ikke at de er gået så vidt endnu, men man snakker jo om hvor det kan ende). Så snakkede vi med et vennepar, som i mange, mange år forsøgte at få børn (men som desværre aldrig fik nogen), som blev spurgt af en læge, om de havde overvejet adoption (fra udlandet - dette spurgte han om, inden de var gået videre med den behandling han skulle give dem - han var forpligtet til, at spørge dem, sagde han). Det havde de, men de ønskede ikke at adoptere, da de tænkte meget på, at moderen til barnet med stor sansynlighed ikke havde passet hverken på sig selv eller barnet under graviditeten. Mange tager stoffer og des lige, og alle ved hvor vigtigt det er, at tage vare på sig selv og sit barn under graviditeten. Vi kan jo også se hvor heftig debatten bliver, hvis nogen nævner, at de har røget cigaretter under deres graviditet. Men det er ikke kun stoffer, det er også fejlernæring og alverdens andre ting, da de mødre måske ikke ved bedre, eller ikke har haft mulighed for, at tage hensyn til det.

De fik også at vide, at der jo kunne gå årevis inden de fik et barn (hvis de havde sagt ja til at adoptere) fordi der var så stor konkurrence mellem bl.a. USA og Canada, da der er stor efterspørgsel, og børnene gik til højst bydende (). Så blev det pludselig til en menneskehandel de under ingen omstændigheder ville være en del af. Og det kunne tage lige så lang tid, at vente på et dansk barn, da der kun bliver opgivet 7 børn om året til adoption i Danmark.

Så mit spørgsmål lyder: Ville I adoptere? Og hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption? Hvad er for og hvad er imod? Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten?

P.S. Dette indlæg er IKKE for at støde nogen, hverken de der overvejer adoption, de der har adopteret eller de der selv er adopteret!!

Hvis jeg ikke kunne få børn ville jeg helt klart overveje adoption! Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden børn og jeg synes det er super ærværdigt at adoptere! De børn, som bliver sat i verden og ender på børnehjem, de fortjener på ligefod med alle andre, at vokse op i et trygt hjem og få en god barndom - det tror jeg på, at jeg ville kunne give dem! Jeg kender mange, som både er adopteret og har adopteret selv og det er raske og velfungerende børn, så jeg ville ikke tøve med at adoptere

Ville I adoptere? Ja. Men dog nok kun hvis jeg på et tidspunkt ikke selv kan få flere.

Og hvad tager I med I jeres overvejelser omkring adoption?Det jeg finder mest problematisk er nok at barnet sanddynligvis har en biologisk familie og måske på sigt vil forsøge at finde dem. Det tror jeg kan blive rigtig svært og på sigt måske skabe problemer.

Hvad er for og hvad er imod? Ovenstående, og så barnets eventuelle bagage(omsorgssvigt i de tidlige år etc.-)+ jeg synes det på mange punkter er en meget uselvisk handling at adoptere. Selvfølgelig er det i de fleste tilfælde fordi man selv ønsker et barn. Men barnet er til gengæld også sikker på at blive fyldt op med kærlighed og omsorg.

Tænker I på, om barnet kan være/blive alvorligt syg pga noget der er sket under graviditeten? Man kan sagtens risikere at ens eget biologiske barn bliver alvorligt sygt selvom man har gjort alt det rigtige igennem graviditeten. Man kan aldrig være sikker, så det er for mig intet problem og slet ikke noget jeg havde overvejet.

Jeg har stemt blankt - simpelthen fordi det er en så svær problemstilling. Emnet er også tit oppe og vende herhjemme, da vi er i barnløshedbehandling. Tanken om adoption kan jeg sagtens vænne mig til, men netop de årsager du nævner er grunde til at man ikke ubetinget siger ja. Uanset hvad får du et barn som fra starten af sit liv har været omsorgsvigtet, nogle selvfølgelig meget mere end andre. Men tanken om ikke at kunne beskytte sit barn lige fra undfangelsen gør meget ondt. Dertil kommer hele adoptionsprocessen, som du selv nævner er ret hård. OG bemærkningen som man som barnløs ofte høre om at "der er masser børn der mangler forældre" er desværre ikke helt sand - de er nemlig ved at være en mangelvare, hvorfor penge bliver en meget afgørende faktor - og ventelister er ufattelige lange.

 

Nej, jeg ville ikke adoptere.

Som du skriver kan der være sket meget med barnet...jeg tænker ikke kun på eller i første omgang på det liv moderen har levet, men mere på det barnet har mødt efter det er blevet født. At blive taget fra moderen, måske have været sammen med hende noget tid, manglende stimulation, følelsesmæssige skader, tilknytningsforstyrrelser osv...disse vil følge barnet resten af deres liv og skabe problematikker og omfattende arbejde omkring sådan et barn..hvis jeg ikke kunne få børn og skulle tage "andres" børn så ville jeg vælge at blive plejefamilie, hvor der følger penge med, så jeg kunne hellige mig det store job det er at tage mig af børn der er skadede.

Og jeg ved godt at der er variation af graden af skader hos adoptiv børn, men jeg tror ikke på et barn kan tages væk fra mor, bo et andet sted og så komme til en ny mor uden det skader det...spørgsmålet er hvor meget...har de haft en primær omsorgsperson så er det ikke sikkert barnet får tilknytningsvaskeligheder...men skader, det tror jeg ikke kan undgåes og jeg ville ikke turde tage den chance.

da jeg fik konstateret PCO og vi derved vidste at der var risiko for det ikke ville lykkedes for os snakkede vi også om adoption...

 

vi blev enige om at hvis det ikke lykkedes os at blive gravide var det noget vi gerne ville...

 

er selv plejebarn da min mor frivilligt gav mig videre da hun stod uden job og uden tag over hovedet efter min far smed hende på gaden...

Jeg har været på børnehjem i ½ år og det har sat nogle mærker, men det børnehjem eksisterer heller ikke mere og dem der arbejdede der er heller ikke i arbejde mere...

jeg har stadig kontakt med min plejefamilie og er dem taknemmelige for det hjem og den omsorg de gav mig... glæder mig rigtig meget til at skulle op og lave babyshopping med min plejemor og at hun snart kommer på besøg hos os og ser hvor vi bor nu...

Uden så meget at blinke med øjnene ville jeg gøre det.. Det med at sige nej til at give et andet menneske en fair chance i livet det ligger slet slet slet ikke til mig.. mit barn er mit barn om jeg har født det eller ej, og heldigvis deler kæresten samme holdning.. Er slet ikke ment som et surt opstød til folk der siger nej det vil de ikke

Eva. skriver:

Nej, jeg ville ikke adoptere.

Som du skriver kan der være sket meget med barnet...jeg tænker ikke kun på eller i første omgang på det liv moderen har levet, men mere på det barnet har mødt efter det er blevet født. At blive taget fra moderen, måske have været sammen med hende noget tid, manglende stimulation, følelsesmæssige skader, tilknytningsforstyrrelser osv...disse vil følge barnet resten af deres liv og skabe problematikker og omfattende arbejde omkring sådan et barn..hvis jeg ikke kunne få børn og skulle tage "andres" børn så ville jeg vælge at blive plejefamilie, hvor der følger penge med, så jeg kunne hellige mig det store job det er at tage mig af børn der er skadede.

Og jeg ved godt at der er variation af graden af skader hos adoptiv børn, men jeg tror ikke på et barn kan tages væk fra mor, bo et andet sted og så komme til en ny mor uden det skader det...spørgsmålet er hvor meget...har de haft en primær omsorgsperson så er det ikke sikkert barnet får tilknytningsvaskeligheder...men skader, det tror jeg ikke kan undgåes og jeg ville ikke turde tage den chance.

Det kan da sagtens undgås! Det kommer da an på hvor gammelt barnet er under adoptionen. Min kæreste er 23 år nu, og har ingen psykiske skader eller underlige ting han døjer med. Faktisk er han den mest normale uproblematiske mand jeg nogensinde har mødt, ift. mange danske børn, der er vokset op i kernefamilien, som alligevel har alle mulige mærkelige komplekser. Hvis familien, som barnet adopteres ind i, formår at give den rette pasning, pleje og kærlighed, er der ikke noget der taler for, at alle adoptivbørn har i det mindste bare ét problem.

Jeg har stemt blankt, da jeg simpelhen er i tvivl.

Men jeg er glad for der er nogen der vil. Så de børn der står uden forældre, kan få nogle omsorgsfulde voksne.

....

Jo det tror jeg, at jeg ville, altså overveje adoption.