Min mand vil ikke med ind når jeg skal føde.

MischaKuhr skriver:

Min mand vil helst stå ude på fødegangen til jeg har født... Han synes at hele situationen er for mærkelig og han bryder sig ikke om det. Ik nok med at min mand er en vatp.. så har han også sagt nogle ting som har såret mig. mht at når jeg skal føde har de bare at tøre vores barn af inden han tager imod det, m.m og værre ting er blevet sagt. vi har skændtes i 2 timer nu og jeg er bare træt.. når han siger sådanne ting er jeg meget itvivl om han er voksen nok til opgaven og om det er ham jeg skal være sammen med resten af mit liv

Nu er det også bare det at vi har mistet 4 gange og skal prøve igen, dog under behandling med immunglobulin og prednison. så det skulle helst gerne lykkes denne gang.

Nu tænker jeg at den oplevelse skal han da heller ikke have, hvis han ikke kan se det smukke og fantastiske i det. er lidt skuffet.

Hvordan var jeres mænd under fødslen/fødslerne?

 

Umiddelbart tænker jeg, at din mand bare har en uheldig måde at udtrykke sig på. Jeg tror en del mænd er nervøse ved en fødsel og er bange for deres egen reaktion - at gå i gulvet eller lignende, som ikke føles så fedt for en macho-mand. Hvis han samtidig har svært ved at indrømme det, kan det vel komme ud på en uheldig måde.

Min mand er ikke glad for hospitaler og var flov over at være nervøs for fødslen, når det nu var mig, der skulle føde. Heldigvis var han god til at tale om det. Jeg tænkte, at jo mere han havde mulighed for at kunne gå ud af lokalet med god samvittighed, jo større overskud kunne han have til at være der så meget som muligt. I stedet allierede vi os med en fødselshjælper som kender os begge godt. I sidste ende nåede hun aldrig frem, og min mand var ved min side hele vejen igennem og havde det godt med dét undervejs. Jeg vil lige understrege, at hvis det ikke havde været tilfældet, havde det også været helt fint for mig. Min tanke var, at jeg havde mere brug for ham bagefter, så det kunne ikke nytte, at han skulle bruge energien på at bearbejde oplevelsen frem for at være der for os bagefter.

Jeg håber I kommer frem til en løsning, som I begge er trygge ved.

Kh Molly

Måske han er nervøs? Min mand havde det også ret underligt ved tanken og sagde at han ik var sikker på han ville kunne klare det, uden at besvime.. Begge gange endte det med kejsersnit og han var ved min side fra start til slut.. Og han er virkelig glad for han har gjort det. Her sidst blev han dog lidt svimmel og dårlig, men var nok nervøsitet, fordi vi var ret nervøse, fordi det var meget for tidligt. Håber din kæreste skifter mening og vokser med opgaven, hvis det lykkedes dig at blive gravid..

Lykke86 skriver:

Måske han er nervøs? Min mand havde det også ret underligt ved tanken og sagde at han ik var sikker på han ville kunne klare det, uden at besvime.. Begge gange endte det med kejsersnit og han var ved min side fra start til slut.. Og han er virkelig glad for han har gjort det. Her sidst blev han dog lidt svimmel og dårlig, men var nok nervøsitet, fordi vi var ret nervøse, fordi det var meget for tidligt. Håber din kæreste skifter mening og vokser med opgaven, hvis det lykkedes dig at blive gravid..

Jeg bliver gravid med det samme hver gang. det var bare et problem med missed abortions for mit immunforsvar ødelagde det for os. så jeg skal ik behandling med immunglobulin og prednison så håber det er svaret på hvorfor vi har mistet. det lader til at de ved hvad de taler om på riget

ja jeg blev bare lidt ked af det han sagde. og bliver så fustreret og ved ikke hvad jeg skal sige fordi han kan gøre mig så ked af det som sagt nok fordi han formulerer sig på en uheldig måde engang imellem hehehe

Tak for alle jeres svar piger

SpunkenJo skriver:

Det er nemlig rigtig

Ja... vi må se hvad der kommer ud af det forhåbentlig det bedste... noget positivt. gider ikke flere nederlag

Her stod manden hos jm hele tiden og hjælperen var hos mig. Han ville se det hele. Fint med mig for så stod han ikke hos mig og pudse nussede. Sosen var super for hun viste hvornår hun skulle holde mund. Men blev ikke sur på din mand ikke alle kan klare det. Så tag en med det støtter dig hele vejen

MischaKuhr skriver:

Min mand vil helst stå ude på fødegangen til jeg har født... Han synes at hele situationen er for mærkelig og han bryder sig ikke om det. Ik nok med at min mand er en vatp.. så har han også sagt nogle ting som har såret mig. mht at når jeg skal føde har de bare at tøre vores barn af inden han tager imod det, m.m og værre ting er blevet sagt. vi har skændtes i 2 timer nu og jeg er bare træt.. når han siger sådanne ting er jeg meget itvivl om han er voksen nok til opgaven og om det er ham jeg skal være sammen med resten af mit liv

Nu er det også bare det at vi har mistet 4 gange og skal prøve igen, dog under behandling med immunglobulin og prednison. så det skulle helst gerne lykkes denne gang.

Nu tænker jeg at den oplevelse skal han da heller ikke have, hvis han ikke kan se det smukke og fantastiske i det. er lidt skuffet.

Hvordan var jeres mænd under fødslen/fødslerne?

 

Jeg havde min mor med til fødslen. Min mand stod og ventede ude foran døren, og kom ind lige da vores søn var kommet ud - og så klippede han navlesnoren (selvom jeg tror han helst ville have været foruden, men fik stukket saksen i hånden af sygehjælperen). Han kunne simpelthen ikke bære, at skulle se mig med så mange smerter, og så har han virkelig hospitalsskræk. Jeg vidste hvordan han havde det allerede inden jeg blev gravid, og havde derfor allerede allieret mig med min mor. Ville aldrig tvinge ham til det, når nu han så udtrykkeligt havde sagt, at han virkelig ikke havde lyst. Han var inde hos mig på fødestuen et par gange for lige at se til mig, men ellers var han udenfor. Han har ikke fortrudt 1 sekund!
Jeg elskede at min mor var med (selvom jeg virkelig ikke talte pænt til hende - undskyld mor!) og hun synes det var helt vildt at få lov til at dele et så intimt øjeblik med sin yngste datter, og er evigt taknemlig over at få lov til at være den første der så Jakob - og de har et helt særligt bånd og vil sikkert have det resten af livet. Havde min far været hjemme da jeg fødte, ville han også have fået lov til at være der og opleve det.

Har et vennepar, hvor hun har termin lige om lidt med nr. 2 - og de har en datter på næsten 4 år. Hendes mand var med til fødslen af deres datter (mod hans vilje, men hun ville ikke være alene og har mistet sine forældre) og nu hvor de venter deres søn, så får han det dårligt over at skulle være med igen. Han synes virkelig heller ikke at det er rart på nogen måde. Men han gør det jo selvfølgelig for at støtte sin kone.

Min mening (og vi har jo alle hver vores) er at man skal respektere, hvis ens mand ikke har lyst til at være der når det sker. Det kan virkelig "ødelægge" ham psykisk (og fysisk "down there") at være tvunget til at overvære det, trods at det er det smukkeste i verden der sker. Naturligvis medmindre man ikke har andre der er virkelig tætte på en som kan være der, for man bør virkelig have en at opleve det med - og snakke med om det bagefter!

MischaKuhr skriver:

Jeg bliver gravid med det samme hver gang. det var bare et problem med missed abortions for mit immunforsvar ødelagde det for os. så jeg skal ik behandling med immunglobulin og prednison så håber det er svaret på hvorfor vi har mistet. det lader til at de ved hvad de taler om på riget

ja jeg blev bare lidt ked af det han sagde. og bliver så fustreret og ved ikke hvad jeg skal sige fordi han kan gøre mig så ked af det som sagt nok fordi han formulerer sig på en uheldig måde engang imellem hehehe

Jo de er ret kompetente på riget Det er sgu heller ik spor pænt sagt, og vil da som sagt håbe det ik er noget han mener!

MischaKuhr skriver:

Min mand vil helst stå ude på fødegangen til jeg har født... Han synes at hele situationen er for mærkelig og han bryder sig ikke om det. Ik nok med at min mand er en vatp.. så har han også sagt nogle ting som har såret mig. mht at når jeg skal føde har de bare at tøre vores barn af inden han tager imod det, m.m og værre ting er blevet sagt. vi har skændtes i 2 timer nu og jeg er bare træt.. når han siger sådanne ting er jeg meget itvivl om han er voksen nok til opgaven og om det er ham jeg skal være sammen med resten af mit liv

Nu er det også bare det at vi har mistet 4 gange og skal prøve igen, dog under behandling med immunglobulin og prednison. så det skulle helst gerne lykkes denne gang.

Nu tænker jeg at den oplevelse skal han da heller ikke have, hvis han ikke kan se det smukke og fantastiske i det. er lidt skuffet.

Hvordan var jeres mænd under fødslen/fødslerne?

 

først et .. har dog ikke født endnu men  har termin i næste månede, og min kæreste skal være med under fødslen da han synes det en kæmpe oplevelse og noget vi skal dele sammen .

synes det lidt synd at din mand  ikke vil deltage da det er JERES minde for evigt og noget smukt som i min verden skal deles af begge ..