Min mand vil ikke med ind når jeg skal føde.

Vil bare lige kort sige at da jeg blev gravid var det også meget surrealistisk for min kæreste, tanken om at skulle være med ti fødslen og han vidste faktisk ikke om han kunne. men jo tættere vi kom på termin, jo mere sikker og fortrolig med tanken blev han, om at SELVFØLGELIG skulle han være der når hans søn kom til verdenen! Han er normalt ret sxippet med ting som mens blod, prutter og andet ikke så feminint Men altså her under min fødsel var han bare total über cool og tog alt meeeget afslappet og han skifter lortebleer uden det mindste kny Så tror bare lige din mand skal "modne" og så er jeg ret sikker på at den oplevelse med jeres kun 16. uger barns fødsel har sat sig i hans bevidsthed, selvom han sikkert håndterede det cool udenpå kunne det jo godt være det har gjort nogen ting inden i ham, som han er bange for at opleve igen...

Så giv ham lidt tid Det bliver en kæmpe oplevelse for jer begge

PS: Og så kan jeg anbefale at føde i vand Man får en lækker bebs op på maven som er ren og pæn

MischaKuhr skriver:

Min mand vil helst stå ude på fødegangen til jeg har født... Han synes at hele situationen er for mærkelig og han bryder sig ikke om det. Ik nok med at min mand er en vatp.. så har han også sagt nogle ting som har såret mig. mht at når jeg skal føde har de bare at tøre vores barn af inden han tager imod det, m.m og værre ting er blevet sagt. vi har skændtes i 2 timer nu og jeg er bare træt.. når han siger sådanne ting er jeg meget itvivl om han er voksen nok til opgaven og om det er ham jeg skal være sammen med resten af mit liv

Nu er det også bare det at vi har mistet 4 gange og skal prøve igen, dog under behandling med immunglobulin og prednison. så det skulle helst gerne lykkes denne gang.

Nu tænker jeg at den oplevelse skal han da heller ikke have, hvis han ikke kan se det smukke og fantastiske i det. er lidt skuffet.

Hvordan var jeres mænd under fødslen/fødslerne?

 

Du kan jo ikke forvente at han SKAL være tilstede!! Det er ikke en selvfølge at manden er med.

Det er der bare rigtig mange der tror det er, men det er jo helt op til ham selv og hvad han har lyst til at deltage i og det skal man huske at respektere. Så m man alliere sig med en bedste veninde, mor eller svigermor, alt efter hvem man er tættest på

Måske sker der også en forandring med ham, når han ser barnet vokser inden i dig. Han skal jo også igennem en udvikling.

SÅ at stå nu og sige han er umoden, den holder ikke helt

Det er noget dumt noget at skændes om og mænd har det med, at trække grænsen helt op hvis de bliver presset yderligere og ikke føler sig forstået. Så lukker de helt af og kommer til at sige sårende ting, ligesom vi kvinder jo også selv gør.

Det er ihvertfald et dårligt udgangspunkt at skændes om det.

Tag diskutionen hen ad vejen i graviditeten, tag ham evt, med til en af de sidste JM besøg, hvor i skal drøfte fødsel

*Camilla 14+3

Af gode grunde kan din man ikke vide, hvad det er der skal foregå til fødslen.... Men han har nok nogle forestillinger.... og umiddelbart er det ikke gode forestillinger... Min kæreste havde det lidt på samme måde, inden jeg blev gravid, men nu VIL han med, så han har nok ændret sine synspunkter omkring det... Jeg tror, at din mand har det sådan, fordi han slet ikke ved, hvad det indebærer, altså eb fødsel.. Måske I skulle finde en måde, så han kan få information om hvad der foregår, og hvad han som far skal gøre eller ikke gøre til fødsel.. Han er nok skræmt ved tanken, pga. uvidenhed.. Det er i hvert fald mit bedste bud....

Hvis han vil være der for dig, så skal han også med til fødslen - ikke alt ved at få børn er rosenrødt - langt fra....

PernilleB skriver:

kan godt forstå du er skuffet... det ville jeg osse være... Ej, en vatnissen han dog er... jo det er måske ikk lige frem et kønt syn i sig selv, men oplevelsen er fantastisk, a føde sit barn... men nu må han da lige komme ind i kampen..!! hvor lang tid er der til du skal føde..?? mon ikk han når a ændre mening..??

Mænd er da ikke vatnisser fordi de ikke vil med til deres barns fødsel!

Vi har jo alle vores grænser for hvad vi har lyst til og ikke og det skal man respektere!

Er min mor så også en vatnisse fordi hun ikke vil med til når jeg skal føde?? Nej vel, det står hende frit for at vælge. Hun har fået tilbuddet og afslog prompte, med at det havde hun slet ikke lyst til!!

Jeg synes det er tarveligt at sige manden er en vatnisse, og tarveligt hans ønske og tanker ikke bliver opfyldt!!

*Camilla

MischaKuhr skriver:

Det var ikke mindst volsomt og surealistisk for mig. men vi klarede os igennem det sammen. og vi er stadig sammen den da i dag selvom vi har mistet 4 gange og været en meget hårdt periode igennem

man må tage livet som det kommer.

Det er nemlig rigtig

Hej 

Det kan jo forståes ud af det hele at det er noget du ønsker dig rigtig meget at han er med. Selvfølgelig kan Jeres tidligere tab måske påvirke ham mere end han vil indrømme og måske ligger noget af afstandtagen sig deri. Samtidigt er der det med om man kan forvente manden er  med. I bund og grund kan man vel ikke, men så alligevel. En mor og en venninde kan jo være fint, også hvis der nu ikke er en deltagende mand bagefter, men det er da mest fantastisk at dele det med sin partner (tror jeg). Jeg er selv lykkelig for jeg har en mand der er så cool med sin rolle under en fødsel. Han var der fra start til slut og ikke på noget tidspunkt virkede han til at miste overblikket. vi havde også en meget tæt kontakt  undervejs og snakkede og pjattede og hyggede os hele vejen igennem og da fødslen så virkelig gik igang holdt han mig i hånden fra start til slut og for mig var det uundværligt. Jeg ville da ikke have undværet hans støtte og følt mig meget alene og ville da slet ikke have min mor eller søster eller anden med, da det samtidigt er en meget intim og privat oplevelse. En ting er hvad man kan være nødt til, men tænker måske der er en rod bag problemet, du skal have fat på først. Det ville da være dejligt du kunne have ham med, men selvfølgelig kun hvis han vil det, for ellers bliver det jo heller ikke en god oplevelse for dig.

Men det er da ærgeligt når mænd ikke kan se det er en del af processen i at få et barn sammen at deltage i fødslen og ikke være så skræmte. Der er det selvfølgelig også vigtigt at kvinden gør sit for at manden kan indtage den rolle han nu har under en fødsel, så vi skal også gøre det rart for dem at være med og hvis de nogen gange må gå undervejs både af hensyn til dem selv og kvinden er det da bedre end helt at forsvinde. Håber I finder ud af det til Jeres fælles bedste og ønsker Jer alt godt med det hele 

Med alt min respekt, så synes jeg ikke, at det er okay, at kalde en mand for en vat.... Det synes jeg ikke er pænt. Især ikke når man taler om sin egen mand. Jeg kan sagtens forstå, at du er ked af, at han ikke vil deltage.

Min mand glæder sig som en sindssyg til at blive far. Han tør dog heller ikke at være med til under selve fødslen, men vil være til stede under hele forløbet, indtil fødslen starter( presse veerne). Vi har talt meget om det. Min mand er meget meget meget sart, desværre, men sådan er det. Og det må jeg respektere. Han har indvilliget i, at prøve at være tilstede når babyen er på vej ud, men vi har aftalt, at det er okay, at han går ud, hvis det bliver for meget for ham.

Vil nødigt ende med at se min mand ligge ved siden af på hospitals sengen.

Først et til dig. 

Jeg har en kæreste som har været med til alt i graviditeten - han ville ikke misse noget, og glædede sig som et lille barn til fødslen af vores datter. Han så meget frem til, at han skulle klippe navlestrengen, men sådan endte det ikke 

Han var der for mig igennem fødslen, han hjalp sågar til at holde mine ben og presse med  Efter 13 timers veer blev det til et akut kejsersnit - og han var med! Han var den første der holdte vores datter med tårer i øjnene 

min mand har da også indrømmet han helst vil være alle andre steder end ved fødslen, men han har været med begge gange. For det er sgu ikku kun MIT barn, det er vores der kommer til verden. OG naturligvis skal faren se sit barn komme til verden i stedet for at undskylde sig med at det er underligt. 

Ja gu er en fødsel underligt, men det er jeres barn der bliver født, ikke en vandskabning der komemr ud som et blodigt monster. 

Man kan ikke bare fraskrive sig fødslen fordi man synes det er underligt.

Mænd er fandme nogle sørgelige ynkelige sataner nogle gange. De skulle tage sig sammen og hjælpe deres barn  til verden og ikke mindst støtte den kvinde de elsker i gennem det.

Og nej, min mand var ikke i nærhenden af mit skræv dernede, han holdt sig oppe i hovedenden og der blev han hele vejen igennem, hvis ikke han sad og slappede lidt af i en stol.

Hvad jeg kan forstå, så tror jeg din mand er bange. Oplevelsen med jeres lille datter i ikke kunne få med hjem, fylder garanteret mere end han giver udtryk for.

Jeg ved at flere mænd tager afstand fra ting, hvis de har følelserne i klemme og det kunne jo tyde på han har det her. Hvilket jo også er forståeligt nok.

Jeg tror bare han skal have tid og når du så skal til at føde kan det være han ikke vil vige fra din side.

Min mand og søster har været med til begge mine drenges fødsler.

Min søster var med som back-up hvis det blev for hårdt for min mand. Første gang var det også nødvendigt. Han var ude på gangen flere gange, da han blev lidt bleg. Han kom dog ind igen og var der også under presseveerne, dog i en stol, for jeg var mere bekymret for ham end mig selv

Anden gang var han sej og var ved min side hele tiden. Han var super god opbakning og jeg tror ikke jeg havde klaret det uden ham og hans opmuntrende ord.

Denne her gang, vil vi gerne klare det alene, uden nogle familiemedlemmer eller venner. Min mand har ønsket det sådan, for efter sidste fødsel, føler han sig lidt som en verdensmand

Jeg vil bare sige at tingene ændrer sig for mændende og det de synes er værst, er at de er magtesløse og de ikke kan hjælpe dig fri for smerter.

Ønsker dig og manden al mulig held og lykke