Anonym skriver:
Kære piger og drenge...
åhr altså, nu sidder jeg igen med tankerne "jeg gider fandeme ikke mere, jeg er her jo kun for vores datters skyld" og så spørger I sikkert jer selv hvad han har gjort, men jeg ved det ikke.. Han har ikke gjort noget specielt han ikke må, faktisk så er han den som jeg forelskede mig i dengang for to år siden, men jeg har forandret mig, meget. Dengang vi fandt hinanden gik vi begge meget i byen, arbejdede meget og havde hver vores liv - sammen. Jeg blev gravid og vi var begge to rigtig glade, men jeg har bare tænkt mange mange gange siden vi fik vores datter, jeg orker ik det her mere, han er slet ikke den mand jeg går og drømmer om. Jo han er en dejlig far, jeg elsker ham og han er da også dejlig at være sammen med, men vi vil bare overhovedet ikke det samme i vores liv. Vi har ikke de samme drømme, ikke de samme mål, ikke de samme (eller bare næsten de samme) holdninger til noget her i livet og vi er begge lige stædige så det er en endeløs kompromisfyldt forhold vi har.
Jeg bliver ofte ked af det, og det skyldes også at mit selvværd ikke er så godt, men alligevel skal han da tage hensyn synes jeg? Jeg synes ikke han interesserer sig for mig, det er som om han synes jeg bare "skal" være der til at lave mad, have sex med, passe vores datter og sådan, men han værdsætter det ikke særlig højt. jeg trænger til at få benene slået væk under mig, til at blive forført, til at føle mig som hans prinsesse som han vil gøre alt for. han siger sætningen, jeg vil gøre alt for dig og være din for evigt, men jeg mangler handling!
Tankerne kører rundt i hovedet på mig, samtidig med en tung sten ligger på mit bryst, jeg har brug for at græde ud foran ham, få snakket tingene igennem så jeg er ved at brække mig, men han vil ikke snakke om alting. Det går nok, siger han...
Jeg tænker tit, jeg er ikke i det rigtige forhold.. men jeg synes det er synd for vores datter hvis vi går fra hinanden..
skulle lige af med tankerne..
Forstår dig så godt - her hàr han så gjort noget! Vi havde aftalt at han stod op og tog vores datter idag, men det følte han ikke lige for, da han havde været ovre ved en kammerat og spille playstation, som godt kan trække ud.
Blev så surt på ham, hun skreg mere og mere inde i sengen og til sidst flåede jeg dynen af mig selv og tog hende med nedenunder. Pludselig kommer han farende ned og forlanger, jeg går i seng igen!
Det endte jo med mere mundhuggeri og spydige bemærkninger, så det endte med jeg tog tøj på tøsen og gik en tur. Da jeg kom tilbage var han væk - heldigvis. Ved ikke hvor han er taget hen, og det rager mig en papand.
Mere og mere for hver dag indser jeg, at jeg faktisk godt kan klare mig selv 
