Abort eller ej?

Rigtig gode ting de andre har skrevet - men problemerne stopper jo ikke ved, om du skal beholde eller ikke - eller om manden vælger at blive eller ej....hvis I ikke er sammen på længere sigt, så bliver der en masse ting, der skal gå op i en højere enhed - samvær og aftaler i Statsforvaltningen, samarbejde med en eks, der SKAL fungere, undvære sit barn juleaften/ferie osv. - og ikke mindst kommende nye kærester, der skal passes ind i jeres aftaler og affinde sig med bonusbarn osv. osv. osv., der er SÅ mange ting at forholde sig til - men det KAN fungere for nogle, det gør det ikke for andre......dette blot for at du skal være forberedt, hvis han vælger at gå, og du beholder barnet, det bliver en hård beslutning.

nu siger jeg hvordan jeg virkelig har det. er voldsom modstander af abort når det kommer til mig selv. i mine øjne kan jeg lige så godt gå ud og dræbe andre(barnet bliver jo selv en dag som en af dem på gaden) men nok om det

i mine øjne synes jeg han er en idiot ikke at kunne tage ansvar han var klar over du ikke var beskyttet, så måtte han jo gøre noget. og hvis han vil forlade dig hvis du beholder barnet vil der ikke gå længe hvis han forlader dig alligevel. er virkelig min mening. virkelig. jeg vil ikke kunne stole på en som sagde det til mig. og fandt faren(mit spir) også ud af, han skulle ikke tvinge mig til abort, han var jo selv klar over det!

men lyt til dit hjerte er du klar til at ligge livet som 'ung' til side, fest og farver og blive en mor, med far eller ej? tænk over det først, for hvis du er klar, havde jeg taget det med kæresten som det er enten eller. men følg dit ! 

Anonym skriver:

Hej alle. Jeg står i den situation at jeg er blevet gravid og er nu 9 uger henne. 

Det var bestemt ikke planlagt, men p-pillerne smuttede og vi vidste begge to at jeg ikke var beskyttet 100%. Jeg fortalte min kæreste det samme dag som jeg fandt ud af det. Hans svar var at han ikke ville have flere børn lige nu ( han har en søn på 3 år fra et tidligere forhold, som han ikke ser) Jeg er 20 og han 23. Vi bor hjemme hos min mor og jeg er under uddannelse. Han har intet fast arbejde pt. Alt dette er grunden til at han ikke mener det er smart at sætte et barn i verden, og jeg kan sagtens se fornuften i det. Og han sagde lige ud til mig at hvis jeg valgte at gennemføre graviditeten, ville jeg være alene om det. Og det ved jeg ikke om jeg kan klare. 

Derfor føler jeg mig nærmest presset til at få en abort. Jeg har været meget ked af dette, da jeg virkelig kke har lyst til at få det fjernet. Jeg føler mig allerede knyttet til det her barn. Mit hjerte siger mig at jeg skal være mor, men fornuften er i mod. 

Jeg har det sådan,vi har været to om at skabe det, derfor skulle vi også være to om beslutningen, men det går mig på. inderst inde vil jeg virkelig gerne beholde det, men vil så nødig miste min kæreste på det. 

Har brug for råd. 

Puha, den er svær?

Hvordan er dit sociale netværk? Har du familie som kan støtte dig, hvis du vælger at beholde barnet og manden smutter?

Derudover så synes jeg, at din kærestes holdning til barn vs. abort er temmelig umoden! Man får ikke "bare lige" fjernet et barn! Med en abort følger mange gange nogle store psykiske konsekvenser og ISÆR hvis kvinden er blevet presset til at få barnet fjernet. Og han vidste jo at der var gået lidt kuk i p-pille-halløjet! Så hvis manden var klar over sin holdning til børn, så burde kammeraten have fået regnfrakken på! 

Jeg synes du skal snakke med din kæreste om hvordan DU har det. At du ikke har lyst til at få en abort og at du føler dig knyttet til det her ufødte barn. Og så skal du følge dit hjerte. Der kommer sjældent noget godt ud af at give fornuften råderet hvis hjertet halter bagefter - så ender det nemlig nogle gange med at hjertet farer vild. Og så kommer det til at gøre avs!

Men hvis du vælger barnet er konsekvensen nok at du bliver enlig mor - med alt hvad det indebærer på både godt og ondt. Jeg fornemmer at han nok ikke er typen, der søger samvær eftersom han ikke ser sin søn fra tidligere forhold. Og så skal du huske på, at selv om lykken i starten næppe er at være enlig mor - så er man altså stærkere end man lige umiddelbart tror.