Til alle jer derude.

Anne skriver:

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem! Det er så godt, at du skriver herinde. Du får hul på bylden, og det er det, der er brug for :) Jeg lover dig, at ingen vil se ned på dig. Det er tanker i dit hoved, der med garanti ikke har hold i virkeligheden. Det er et led i en depression, at man ahr de tanker, og tror det er helt normalt. Jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tage til lægen, så du kan få ngoet støtte. Det er svært at komme ud af de tanker alene og tankerne kan få dig endnu længere end, fordi du tænker negativt om dig selv.

KH
Anne

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem!
- Det var sødt skrevet, og det er jo nok rigtigt

Jeg kan næsten ikke 'få mig selv til' at gå til lægen, vil bryde sammen i gråd, og ikke vide hvad jeg skulle sige.

Vh

Anonym skriver:

Anne skriver:

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem! Det er så godt, at du skriver herinde. Du får hul på bylden, og det er det, der er brug for :) Jeg lover dig, at ingen vil se ned på dig. Det er tanker i dit hoved, der med garanti ikke har hold i virkeligheden. Det er et led i en depression, at man ahr de tanker, og tror det er helt normalt. Jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tage til lægen, så du kan få ngoet støtte. Det er svært at komme ud af de tanker alene og tankerne kan få dig endnu længere end, fordi du tænker negativt om dig selv.

KH
Anne

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem!
- Det var sødt skrevet, og det er jo nok rigtigt

Jeg kan næsten ikke 'få mig selv til' at gå til lægen, vil bryde sammen i gråd, og ikke vide hvad jeg skulle sige.

Vh

Ja det er faktisk rigtig godt skrevet... Sådan har jeg ikke selv tænkt på det......

Anonym skriver:

Anne skriver:

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem! Det er så godt, at du skriver herinde. Du får hul på bylden, og det er det, der er brug for :) Jeg lover dig, at ingen vil se ned på dig. Det er tanker i dit hoved, der med garanti ikke har hold i virkeligheden. Det er et led i en depression, at man ahr de tanker, og tror det er helt normalt. Jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tage til lægen, så du kan få ngoet støtte. Det er svært at komme ud af de tanker alene og tankerne kan få dig endnu længere end, fordi du tænker negativt om dig selv.

KH
Anne

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem!
- Det var sødt skrevet, og det er jo nok rigtigt

Jeg kan næsten ikke 'få mig selv til' at gå til lægen, vil bryde sammen i gråd, og ikke vide hvad jeg skulle sige.

Vh

Jamen kære du! Det er lægen da vant til. Og hvis du har de tanker nu, så skal du altså afsted. For så er det slemt! Jeg ved det er en overvindelse at tage derned, men bagefter er det en stor lettelse, for der er hjælp at hente! Det er uoverskueligt nu, men jeg LOVER dig, at når du har været derned og fået lukket op for, hvad der trykker dig, så vil det hjælpe dig.

Du er velkommen til at skrive til mig privat, hvis du har brug for det.
KH
Anne

Ka det er jeg heller ikke i tvivl om, men som det ser ud nu - sidder jeg med tårer i øjnene når jeg læser disse indlæg. Manden sidder med vores datter, og giver den hyggelige natflaske, som jeg i flere mdr. ikke har gevet, bare pg.a. det manglende overskud. Hvor svært kan det da være

Skal nok bare 'taget springet', og komme derned. Men det er hårdt for mig at få det sagt til ham, bliver stum på stedet. Og vil kunne lade gråden komme frem. Vil føle mig dum, og føle det her er helt helt forkert.

Vh, og tak fordi du svarer.

Anonym skriver:

Ka det er jeg heller ikke i tvivl om, men som det ser ud nu - sidder jeg med tårer i øjnene når jeg læser disse indlæg. Manden sidder med vores datter, og giver den hyggelige natflaske, som jeg i flere mdr. ikke har gevet, bare pg.a. det manglende overskud. Hvor svært kan det da være

Skal nok bare 'taget springet', og komme derned. Men det er hårdt for mig at få det sagt til ham, bliver stum på stedet. Og vil kunne lade gråden komme frem. Vil føle mig dum, og føle det her er helt helt forkert.

Vh, og tak fordi du svarer.

Jeg fortsætter lige :)

Hvis du mener, det er svært at få det sagt hvad så emd at du skriver et brev, og lader ham læse det? Så kan jeg love dig for, at han nok skal hjælpe dig med at gøre noget ved det.

Prøv at tænke på, at din mand gør det, der er nødvendigt for, at du kan have overskud i nogle timer hver dag og at han gør det, der skal til for at dn datter får føde. Det fløjtende lgiegyldigt omd et er dig eller ham. Det VIGTIGE er, at hun får mad :)

KHS skriver:

Anonym skriver:

Anne skriver:

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem! Det er så godt, at du skriver herinde. Du får hul på bylden, og det er det, der er brug for :) Jeg lover dig, at ingen vil se ned på dig. Det er tanker i dit hoved, der med garanti ikke har hold i virkeligheden. Det er et led i en depression, at man ahr de tanker, og tror det er helt normalt. Jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tage til lægen, så du kan få ngoet støtte. Det er svært at komme ud af de tanker alene og tankerne kan få dig endnu længere end, fordi du tænker negativt om dig selv.

KH
Anne

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem!
- Det var sødt skrevet, og det er jo nok rigtigt

Jeg kan næsten ikke 'få mig selv til' at gå til lægen, vil bryde sammen i gråd, og ikke vide hvad jeg skulle sige.

Vh

Ja det er faktisk rigtig godt skrevet... Sådan har jeg ikke selv tænkt på det......

Det er også svært at se sådan på det, hvis man er i gang med at tænke negativt om sig selv. Så skal der jo enormt meget til for at man bare giver sig selv en lille smule credit... Jeg synes I begge er modige! Tænk I tager ansvar for jeres liv, og erkender at I har det dårligt! Det er meget emre end mange andre tør gøre.

Jeg skriver et brev!!!!

Anonym skriver:

Jeg skriver et brev!!!!

Gør endelig det!

Der er mange ting der kan være skyld i at du har det som du har.

Ud over depression som andre også nævner. Så kan du også have fået problemer med dit stofskifte. Det ses ofte i forbindelse med graviditet.

Du kan læse mere om det på www.thyreoidea.dk det giver nemlig også mange af de symptomer du har.

Det er derfor utroligt vigtigt at du får bidt skammen i dig og får talt med lægen. Og tro mig - du er ikke den første der har grædt oppe ved lægen 

Hilsen Katja

Katjaro skriver:

Der er mange ting der kan være skyld i at du har det som du har.

Ud over depression som andre også nævner. Så kan du også have fået problemer med dit stofskifte. Det ses ofte i forbindelse med graviditet.

Du kan læse mere om det på www.thyreoidea.dk det giver nemlig også mange af de symptomer du har.

Det er derfor utroligt vigtigt at du får bidt skammen i dig og får talt med lægen. Og tro mig - du er ikke den første der har grædt oppe ved lægen 

Hilsen Katja

Tusinde tak skal du have.