Til alle jer derude.

Jeg kaster det bare lige ud, ingen grund til at holde på det mere. For det kan jeg ikke klare.
Jeg går og har følelsen af, ikke at være en 'god' mor. Hvor er min energi?
Mit overskud til at sætte mig ned og lege med mit lille barn på knap et år, efter dagpleje. Det er bare væk.
Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er hele tiden så træt, har intet overskud, orker ikke at lave mad, rydde op, næsten ikke at ordne en ble - så manden  står for det meste herhjemme
(min mand er ikke rigtig til at snakke med, han vil desværre ikke kunne forstå mig).
Det eneste jeg venter på, er at min datter kan få mad og bad så hun kan blive puttet og jeg kan komme i seng. Og hvor er det dog trist

Jeg føler det er et kæmpe svigt, og hvis man spørg mig - så påvirker det hende.
Hvad kan jeg gøre? Er der noget galt med mig?
Vil i ikke nok hjælpe mig.
For hvor gør det her ondt.

Hilsen anonym, lige i første omgang.

Uha hvor det lyder som en trist situation du står i - og jeg synes det er stort af dig at åbne op for dig - og jeg håber at det hjælper dig lidt, blot at have fået "åbnet op" for det.

Uden overhovedet at have nogen forstand på det, så synes jeg da at du skulle tage en snak med din læge omkring det - jeg synes da det godt kunne lyde lidt depressionsagtigt (men som sagt, har ingen forstand på det, så hæng dig ikke for meget i det).

Jeg har desværre ikke andre råd at give dig.

Anette

Anonym skriver:

Jeg kaster det bare lige ud, ingen grund til at holde på det mere. For det kan jeg ikke klare.
Jeg går og har følelsen af, ikke at være en 'god' mor. Hvor er min energi?
Mit overskud til at sætte mig ned og lege med mit lille barn på knap et år, efter dagpleje. Det er bare væk.
Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er hele tiden så træt, har intet overskud, orker ikke at lave mad, rydde op, næsten ikke at ordne en ble - så manden  står for det meste herhjemme
(min mand er ikke rigtig til at snakke med, han vil desværre ikke kunne forstå mig).
Det eneste jeg venter på, er at min datter kan få mad og bad så hun kan blive puttet og jeg kan komme i seng. Og hvor er det dog trist

Jeg føler det er et kæmpe svigt, og hvis man spørg mig - så påvirker det hende.
Hvad kan jeg gøre? Er der noget galt med mig?
Vil i ikke nok hjælpe mig.
For hvor gør det her ondt.

Hilsen anonym, lige i første omgang.

Kære du
Det er pr. definition hårdt at have små børn, og specielt hvis du lige er begyndt på job.
Jeg kender selv følelsen af ikke at være den mest overskudsagtige mor, og nogle dage venter jeg også bare på, at Rasmus kan komme i seng, så jeg kan få ro! Det fortæller jeg blot for at fortælle dig, at du ikke er alene i verden med de tanker. Men det ldyer på dig som om, du har dem ofte, og det går dig på. At du er begyndt at tvivle på dig selv som mor, er et faresignal, og jeg vil mener, du skal tale med din læge. Jo før desto bedre. Det er rigtig flot, at du tager skridtet og spørger os herinde, men vi kender dig ikke privat og kan ikke tage prøver etc på dig. Der er nogle tests på nettet, hvor du kan tjekke dig selv for depression.
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depressionssymptomer.htm

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depressionstest.htm

Mange hilsner
Anne

Hej Ano..

Har du overvejet om det kan være en fødsels deprition der er kommet nu?? måske, jeg ved det ikke, men det var bare et forslag..

Jeg synes at det er flot at du lukker op og ber om hjælp, det er det første skridt på vejen til at få det bedre igen..

Synes at du skal prøve at ringe til lægen og få en tid til at få snakket med ham..

Rigtig meget held og lykke...

Knus fra Camilla.

Hej jeg synes du skal ringe til din læge imorgen og få snakket med ham... Han kan helt sikkert hjælpe dig...

Majbritt

hej hej :)

Ander ikk noget som helt om det, men mange kvinder går og mangler jern, kan være det er det?
Men som de andre siger ta til lægen han ved nok bedst :)

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

I min verden er en god mor, en mor, der tør se sine problemer i øjnene og gøre noget ved dem! Det er så godt, at du skriver herinde. Du får hul på bylden, og det er det, der er brug for :) Jeg lover dig, at ingen vil se ned på dig. Det er tanker i dit hoved, der med garanti ikke har hold i virkeligheden. Det er et led i en depression, at man ahr de tanker, og tror det er helt normalt. Jeg vil opfordre dig meget kraftigt til at tage til lægen, så du kan få ngoet støtte. Det er svært at komme ud af de tanker alene og tankerne kan få dig endnu længere end, fordi du tænker negativt om dig selv.

KH
Anne

Anonym skriver:

KHS skriver:

Jeg har overvejet meget om jeg skulle svare dig, dog uden at være anonym... Jeg har nemlig selv samme problem! Men jeg har valgt at svare dig, så du kan se, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan!
Det kunne have været mig som havde skrevet dit indlæg, for min situation er tæt på din.
I et par måneder har jeg haft dalende overskud. Mit humør svinger en del. Jeg har lige overskud til at gå på arbejde og til dels passe børnene, men min mand tager rigtig meget over, og det er jeg noget ked af. Føler at jeg BURDE tage mig mere af børnene; lege med dem, trøste dem, stå op om natten når de græder osv. Men det klarer min mand "for mig". Han klarer ihvert fald det meste.

Så oveni den evige dårlige samvittighed over alverdens ting har jeg også nu dét hængende på mig, at jeg ikke "kan" tage mig ordentligt af mine børn! Det er ikke det bedste udgangs punkt for at være "en god nok mor".

Mit "problem" er nok helt tilbage fra fødslen af mine børn, hvor jeg havde en begyndende depression, som jeg tror, stadig hænger ved (mere eller mindre)

Jeg har valgt at kontakte min læge som jeg skal have snakket med, så jeg kan tage det i opløbet inden det går helt galt. Det synes jeg også, du skulle få gjort. Det er rart at der bliver taget hul på det hele. Så tror jeg også energien langsomt kommer tilbage!

Bottom line: DU ER IKKE ALENE!!!

Tusinde tak for dit super 'gode' lange svar, er glad for jeg ikke er den eneste, hvis man kan sige det sådan. (forstå mig ret).
Jeg var også i en begyndende depression efter fødslen, men troede selv jeg kunne klare det hele. Det har det så vist sig, at jeg ikke kan. Og kan bare mærke der skal ske noget, nu har det stået på så længe. Og har ikke turde tage det op med nogen, i det jeg vil føle mig som en endnu dårligere mor - o andre vil se ned på mig.
For gud hvor jeg syntes det er hårdt og svært, det hele, for tiden

V.h

JA!!! Det er super hårdt og heller ikke særlig fedt at erkende at man ikke er én af de der supermødre, som kan klare 47 børn, karriere, mand og hus. MEN! Når det så er erkendt så føler jeg i hvert fald også en vis lettelse over at der nu bliver taget hånd om én.
Du må tænke på: det er nu engang sådan du har det! Du har prøvet at klare det selv (guderne skal vide, at jeg også troede, jeg kunne klare det selv!), men det kan du ikke, og så må du lade en anden tage over, så du igen kan være dét for din familie, som du gerne vil.
... Jeg skriver lidt det her som "selv-terapi", da jeg også selv skal bruge energi på at overbevise mig selv

Men al mulig held og lykke med det!!! Mit råd er: bed om hjælp!!!