Succes i livet/hvilken klasse hører I til?

wamse skriver:

Jeg hører da nok uden tvivl til underklassen, når det gælder økonomi. Jeg sidder jo med en gæld på flere 100.000, og vi har en meget lav rådighedsbeløb at leve for. Jeg lever af revalideringsydelsen, hvilket er beviljet pga min sociale baggrund. Jeg oplever bestemt ikke mig som succesfuld på dette område.

Jeg er så igang med at tage en uddannelse, hvilket får mig til at føle, at jeg når længere op rent klassemæssigt, personligt og fagligt

Men jeg synes så tilgengæld, at jeg har stor succes som mor. Jeg synes jeg rummer mine børn godt, og at jeg altid forøger at gøre det rigtige med dem. Jeg tvivler på ingen måde, på mine evner her, og oplever det, som dt eneste sted, hvor jeg føler en harmoni, og jeg ved at mine børn oplever det samme.

 

Og jeg synes dælme du er "uber de uber klasse...." (hehe, synes lige det lød bedre på hjemmetysk... )

Men jeg synes du er sej og egentlig så er den den enkeltes sejhed, vilje, styrke og personlighed der fortæller noget om klasse...ikke hvilken bil der står i indkørslen..

Jeg har sagt det før og siger det igen og vil sikkert sige det mange gange i fremtiden...DU ER SEJ og en super kvinde...respekt...

Macrolf skriver:

Hejsa.

Kom til at tænke på.

Hvad er jeres definition på hvornår man har succes i livet?

Hører I til under - middel eller overklassen, ifølge jer selv og den definition I har af det her begreb?

Er I glade og stole over jeres liv, bolig, økonomi?

Tænker I over hvad jeres proffesion er i forbindelse med at jeres børn også skal kunne være stolte af at sige min mor er --- og min far er ---?

Sådan lige lidt tanker her mandag morgen

Succes i livet: Ja hvordan kan man dog definere det? Det er jo individuelt. For mig er det nok at gå i seng hver aften og vide jeg har gjort mit "bedste" for at være et godt menneske,  en god mor for mit barn, eller har fået et andet menneske til at smile/grine. Men man kan jo aldrig gøre alt rigtigt! Slet ikke hver dag!

Så for mig er succes nok mere på det "menneskelige" plan, end f.eks det materielle/økonomiske.

Jeg bryder mig egentlig ikke om det at stille mennesker i bås/klasser. Ja, vi er nu ikke fattige, men jeg vil ikke til at remse op i hvad vi har og ikke har Der går min private grænse

Rent økonomisk underklassen.. Skal vende hver en krone, pga. kæreste der er ludoman... Så det er hårdt, og har ikke råd til at betale mine regninger.. Har et rådighedsbeløb der hedder minus... Jeg går ikke op i materielle ting, men det er vigtigt for mig at min søn er pænt klædt og ikke mangler noget(jeg køber ikke mærketøj, han går i bilka/føtex, name it og h&m)... i mine yngre dage inden jeg fik Nicolai brugte jeg mange penge på mig selv, og det var det der gjorde mig lykkelig i den periode af mit liv...

det økonomiske tager hårdt på energien, men jeg er tilnærmelsesvis lykkelig... har en dejlig kæreste, der desværre har sine problemer.. men vi har den mest fantastiske søn sammen.... og så har jeg en dejlig familie og nogle skønne venner, som altid er der for mig..

Jobmæssigt er jeg arbejdsløs på nuværende tidspunkt.. jeg er uddannet sygeplejerske og er rigtig stolt af mit fag, selvom jeg nu arbejder på at tage en ny uddannelse..

Når jeg slår øjne op om morgenen føler jeg mig forelsket, lykkelig og glad... Og det er det vigtigste for mig!

Hvordan andre ser mig er jeg fuldstændig ligeglad med, det rager mig en høstblomst!

Jeg går hjemme på syge dagpenge, og manden er på su. Vi har bil hus og barn nr 3 på vej... Vi ligger nok lige under middel, men fuck det... Vi får mad på bordet hver dag, ungerne er rene og pæne i tøjet og mangler aldrig noget, så hvordan det stilles op ved jeg da egentlig ikke, og bekymre jeg mig heller ikke om...

Jeg kan se mig selv i spejlet hver aften og tænke, du ser sku godt ud (trods mange ekstra kg) Du er en god mor og en skøn kone, og med de ting så kan jeg ikke ønske mig mere....

Tjaa.. Klassemæssigt, så ligger vi i bunden  

Jeg har en psykisk diagnose, som jeg har arbejdet på de sidste 3 år.. Jeg skal ud og have et flexjob når tiden er, men ved ikke hvornår det bliver.. Min kæreste har haft fast arbejde hele livet, og har tjent godt med penge, men har haft problemer med ryggen lige så længe. For ca 2 år siden blev han opereret, og har siden været uarbejdsdygtig.. De fleste er tilbage på arbejdet efter 3 mdr, men han stadig så mange smerter, at det er umuligt.. De mener det er fordi han har haft skaden så længe (den er medfødt), at hans nerver har taget skade, og sender impulser om at der er noget der gør ondt, selvom det er "ordnet". Oveni har han begyndende slidgigt i hvirvlerne ovenover, bare lige for at gøre det hele bedre  Så nu er mulighederne ved at være udtømte med hensyn til smertelindring, og han skal i arbejdsprøvning om et par mdr, så han også kan få flex..

Jeg kan godt holde min egen situation ud, den er jeg vant til.. Men har det værre med hans, fordi den er så ny. Han var ved at blive alvorligt deprimeret sidste sommer, fordi han fik lungebetændelse og var sengeliggende - og pludselig ikke kunne gå igen pga smerter... Han har stadig dage hvor han har lyst til at opgive, især fordi lægerne ikke kan give ham stærkere smertestillende (der er kun morfin tilbage), og de egentlig virker lidt ligeglade.. Han skal selv se på sine behandlingsmuligheder, og det smertehåndterings kursus han har været på for nylig, er også noget han selv har skullet finde, selvom lægen kendte det til det - fik han af vide da han skulle have henvisningen...

Det er også derfor Cajsa kom et par år hurtigere end forventet.. Vi vidste at hvis han skulle have kræfter til at være med, så skulle det være nu..

Men jeg er stadig dybt taknemlig for mit liv - vores liv.. Det kunne have været så meget værre! Vi har en god dagligdag, hvor vi husker på hinanden. Vi er hurtige til at se, om den anden har brug for et kram, eller 2 timers hvile, eller et forsigtigt "jeg elsker dig". Jeg har måttet sparke os begge bag i  et par gange, fordi vi skal kæmpe hver dag, for et bedre liv, for os selv, men i lige så høj grad for vores børn.

Vi ved at det ikke kan nytte noget, at tage kampen imorgen, fordi det er idag der betyder noget.. Aldrig i mit liv, om jeg havde troet, at jeg nogensinde kunne få det liv jeg har idag, og det glemmer jeg ikke..

Så selvom vi socialt set ikke ligger så pokkers højt på rangstien, så er jeg dybt taknemlig uanset

Er nu i en alder af snart 30 () nået dertil, hvor jeg synes jeg har succes med livet.

Jeg har en kæreste og søn, jeg elsker og to skønne bonusbørn. Har en stor tæt familie, der altid står klar med en hjælpende hånd. 

Har et job i det offentlige, som jeg er superglad for. 

For mig er det ikke vigtigt, hvilket job man har, bare man er glad og stolt af det man laver. Jeg tror dog at det idag er nødvendigt med en uddannelse, men kun fordi at det giver en sikkerhed i hverdagen. 

Vi tilhører nok den øverste del af middelklassen og dette er med til at give en frihed i hverdagen. 

SpunkenJo skriver:

Succes er vel når man står op om morgenen og er glad for sig selv og sine omgivelser.

Jgg hører til i middelklassen. Vi skylder den der halvanden mill som de fleste i den her gruppe gør. Har villa, volvo og vovse.

Begge er ansatte som tjenestemænd for det offentlige, og får derfor fast tarif udbetalt på baggrund af anciennitet.

HAvde vi været ansat i det private, og selv forhandlet os frem til en større løn, ville vi måske kunne ryge op i den nederste del af averklassen, eller bare i den øverste del af middelklassen hvad angår økonomien.

 

Men helt ærligt!!!! Hvad betyder det? Jeg er rask, elsker min mand, har en vidunerlig søn med ham, og kan betale vores regninger til tiden, samt have råd til at købe det jeg vil (med måde naturligvis)

 

Elsker mit liv, min familie, mit job ja i det hele taget er jeg glad for at leve

 

Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad andre tænker, og om min søn er stolt af min proffesion er underordnet, så længe han elsker mig, og respekterer mig som hans moar

 

Knus Jo

sarahb skriver:

Jeg synes man har succes i livet, når man har en dejlig familie og er i et forhold hvor man er lykkelig og det bare spiller. At man lever for at gøre hinanden lykkelige og at man har ro i sjælen på hjemmefronten.
At jeg føler mig som en succes som mor er bare så meget mere end min stilling i mit arbejdsliv.

Jeg synes det er vigtig at ens børn ved at man skal arbejde for at kunne leve og nyde, og ikke bare sidde med en KH fordi det er så nemt.
Jeg vil selvfølgelig det bedste for mine børn og altid guide dem til at få succes i livet.

Zeus skriver:

Tjaa.. Klassemæssigt, så ligger vi i bunden  

Jeg har en psykisk diagnose, som jeg har arbejdet på de sidste 3 år.. Jeg skal ud og have et flexjob når tiden er, men ved ikke hvornår det bliver.. Min kæreste har haft fast arbejde hele livet, og har tjent godt med penge, men har haft problemer med ryggen lige så længe. For ca 2 år siden blev han opereret, og har siden været uarbejdsdygtig.. De fleste er tilbage på arbejdet efter 3 mdr, men han stadig så mange smerter, at det er umuligt.. De mener det er fordi han har haft skaden så længe (den er medfødt), at hans nerver har taget skade, og sender impulser om at der er noget der gør ondt, selvom det er "ordnet". Oveni har han begyndende slidgigt i hvirvlerne ovenover, bare lige for at gøre det hele bedre  Så nu er mulighederne ved at være udtømte med hensyn til smertelindring, og han skal i arbejdsprøvning om et par mdr, så han også kan få flex..

Jeg kan godt holde min egen situation ud, den er jeg vant til.. Men har det værre med hans, fordi den er så ny. Han var ved at blive alvorligt deprimeret sidste sommer, fordi han fik lungebetændelse og var sengeliggende - og pludselig ikke kunne gå igen pga smerter... Han har stadig dage hvor han har lyst til at opgive, især fordi lægerne ikke kan give ham stærkere smertestillende (der er kun morfin tilbage), og de egentlig virker lidt ligeglade.. Han skal selv se på sine behandlingsmuligheder, og det smertehåndterings kursus han har været på for nylig, er også noget han selv har skullet finde, selvom lægen kendte det til det - fik han af vide da han skulle have henvisningen...

Det er også derfor Cajsa kom et par år hurtigere end forventet.. Vi vidste at hvis han skulle have kræfter til at være med, så skulle det være nu..

Men jeg er stadig dybt taknemlig for mit liv - vores liv.. Det kunne have været så meget værre! Vi har en god dagligdag, hvor vi husker på hinanden. Vi er hurtige til at se, om den anden har brug for et kram, eller 2 timers hvile, eller et forsigtigt "jeg elsker dig". Jeg har måttet sparke os begge bag i  et par gange, fordi vi skal kæmpe hver dag, for et bedre liv, for os selv, men i lige så høj grad for vores børn.

Vi ved at det ikke kan nytte noget, at tage kampen imorgen, fordi det er idag der betyder noget.. Aldrig i mit liv, om jeg havde troet, at jeg nogensinde kunne få det liv jeg har idag, og det glemmer jeg ikke..

Så selvom vi socialt set ikke ligger så pokkers højt på rangstien, så er jeg dybt taknemlig uanset

Nårh ja.. Og så er jeg "færdig" behandlet lige om lidt  Har formentlig min sidste dag på psyk d.26/5, også vender jeg  aldrig tilbage igen.. Det har dælme også krævet blod, sved og tårer, og tror det er min ubetingede største succes i livet (efter mine børn selvfølgelig!), og den præstation jeg er aller mest stolt af... Troede aldrig den dag ville komme, hvor jeg kunne sige, at jeg var rask - hvad det så end betyder - så meget mere kunne jeg ikke bede om, i forhold til mig selv

Der skal s*tme også drikkes champagne til den helt store guldmedalje den dag  

Karrieremæssigt har jeg nok haft succes i livet, men mit liv kunne ikke klare en 80-85 timers arbejdsuge i en chefstilling, så jeg måtte sige fra. Nu sidder jeg så i et job med kortere arbejdstider, som jeg absolut HADER som pesten, og det er ikke bedre end en lang arbejdsuge.

Mit liv er ikke som jeg forestillede mig det, med papunger - ja, børn i det hele taget, var ikke med i mine forestillinger.

Økonomisk burde vi ligge i den øvre mellemklasse, men har taget nogle dumme beslutninger på et tidspunkt og baserede ikke økonomien på tre børn i privatskole. Så der ligger vi i den lave ende.

Men når alt kommer til alt, så er det jo fint nok. Vi bor hvor vi bor, så længe vi har råd til det (og huspriserne forhåbentlig er steget igen) - mine forældre klarede det på ingen penge, hvorfor skulle vi så ikke kunne?! Bekymringerne må komme senere, nu vil jeg bare leve mit liv.