At fravælge amning fra starten!

Lunae skriver:

Hej piger!
Jeg er ikke gravid igen, men sad bare lige og tænkte!!

Før jeg fik min datter var jeg sikker på, at jeg skulle amme og jeg glædede mig faktisk til at skulle mærke nærheden osv! Det gik så absolut ikke efter planen! Amningen var det mest smertefulde, jeg fik betændelse, store sår og meget ømme bryster! Jeg tudede hver gang jeg ammede og når jeg ikke ammede gik jeg og håbede på, at Camille ville sove meget længe, for kunne ikke klare smertehelvedet mere! Allerede efter 8 dage måtte jeg kaste håndklædet i ringen! Jeg kunne ikke mere - ville ikke se nogen mennesker og tudede konstant! Det var en hårdbeslutning, men det eneste rigtige! Det ved jeg nu!!

Nu går jeg så og overvejer om jeg skal forsøge mig med amningen ved mine fremtidige børn! I starten tænkte jeg, at det skulle jeg! Men nu er jeg i tvivl! Jeg tænker, at jeg ikke vil risikere samme dårlige start på det hele og tænker derfor, at det måske er bedre for mig, at acceptere at amning ikke er min force!

Er det en latterlig tilgang til tingene eller er det okay?
Bare vær ærlige - jeg kan godt tåle det

Jeg har ladet mig fortælle at når mælken har været løbet til en gang og man så får et barn mere gør det ikke nær så ondt, da mælken første gang banede vejen...

øhhh gav det mening????

Lunae skriver:

Hej piger!
Jeg er ikke gravid igen, men sad bare lige og tænkte!!

Før jeg fik min datter var jeg sikker på, at jeg skulle amme og jeg glædede mig faktisk til at skulle mærke nærheden osv! Det gik så absolut ikke efter planen! Amningen var det mest smertefulde, jeg fik betændelse, store sår og meget ømme bryster! Jeg tudede hver gang jeg ammede og når jeg ikke ammede gik jeg og håbede på, at Camille ville sove meget længe, for kunne ikke klare smertehelvedet mere! Allerede efter 8 dage måtte jeg kaste håndklædet i ringen! Jeg kunne ikke mere - ville ikke se nogen mennesker og tudede konstant! Det var en hårdbeslutning, men det eneste rigtige! Det ved jeg nu!!

Nu går jeg så og overvejer om jeg skal forsøge mig med amningen ved mine fremtidige børn! I starten tænkte jeg, at det skulle jeg! Men nu er jeg i tvivl! Jeg tænker, at jeg ikke vil risikere samme dårlige start på det hele og tænker derfor, at det måske er bedre for mig, at acceptere at amning ikke er min force!

Er det en latterlig tilgang til tingene eller er det okay?
Bare vær ærlige - jeg kan godt tåle det

Jeg havde det præcis som dig, da jeg fik Liam.. Jeg ammede også i ca 8 uger - før jeg måtte give op. Og det var den bedste beslutning jeg her taget. Det var lige pludselig meget bedre at være mor

jeg har bestemt mig for at jeg vil prøve at amme næste barn. Men hvis der kommer det mindste - så stopper jeg.. Det er ikke den smerte værd..

Da jeg var gravid 1. gang var jeg ikke i tvivl om at jeg skulle amme og hvor svært kunne det lige være. Det var rigtig svært og min dreng ville ikke tage på og jeg gik til kontrolvejning med ham. Han fik supplerende fra start af og efter 5 uger måtte jeg opgive amningen.

Da jeg var gravid 2. gang var jeg kommet så langt, at jeg sagde til mig selv: kan jeg amme er det fint, kan jeg ikke er det også fint. Jeg ammede min datter fuldt ud i 3 mdr. uden problemer.

Så det er ikke sikkert, at du får de samme problemer 2. gang.

Hejsa

Med Nicklas gik det også fuldstændig galt for mig.... Så stoppede med at amme, men valgte i stedet at malke ud til ham. Nu havde jeg jo hele graviditeten fået afvide hvor vigtig det var han fik mit mælk. Malkede ud i 3 mdr, og det er det værste jeg nogensinde har gjort... Det tog ALT min tid, jeg lavede ikke andet end at sidde med den der skide malkemaskine knapppet på babserne...

Så da jeg skulle have Mathias var jeg helt afklaret med at hvis amningen gik galt, så skulle han bare have modermælks erstatning.... Amningen gik skide godt, bortset fra alle de alm smerter som er forbundet med den første tid man ammer! Men blev jo så da han var 8 dage gammel indlagt med ham, også gik min mælk simpelthen i stå. Jeg var nervøs for at miste min søn, var i uvendte omgivelser osv, så det satte simpeelthen en stopper for mælken, så det fik hurtig et naturlig stop...

Nu er jeg jo gravid igen, og vil helt sikkert igen gøre et forsøg på at amme. Og efter at have læst herinde at det er helt normalt at have så ondt i babserne og vorterne osv lige i starten, så har jeg bestemt jeg dælme bider den smerte i mig og giver amningen lidt længere tid end med Nicklas (første gang) Men vil det ikke fungere, jamen så stopper jeg og går over til mme. For det er ikke alle bekymringerne og tvivlen værd...

Kan godt ske du tænker et nu, men når du så bliver gravid tænker du noget helt andet omkring det... Men vælger du at du ikke vil amme, så er det helt iorden...

EN GOD MOR SIDDER IKKKE I BRYSTERNE!!!

Lunae skriver:

Hej piger!
Jeg er ikke gravid igen, men sad bare lige og tænkte!!

Før jeg fik min datter var jeg sikker på, at jeg skulle amme og jeg glædede mig faktisk til at skulle mærke nærheden osv! Det gik så absolut ikke efter planen! Amningen var det mest smertefulde, jeg fik betændelse, store sår og meget ømme bryster! Jeg tudede hver gang jeg ammede og når jeg ikke ammede gik jeg og håbede på, at Camille ville sove meget længe, for kunne ikke klare smertehelvedet mere! Allerede efter 8 dage måtte jeg kaste håndklædet i ringen! Jeg kunne ikke mere - ville ikke se nogen mennesker og tudede konstant! Det var en hårdbeslutning, men det eneste rigtige! Det ved jeg nu!!

Nu går jeg så og overvejer om jeg skal forsøge mig med amningen ved mine fremtidige børn! I starten tænkte jeg, at det skulle jeg! Men nu er jeg i tvivl! Jeg tænker, at jeg ikke vil risikere samme dårlige start på det hele og tænker derfor, at det måske er bedre for mig, at acceptere at amning ikke er min force!

Er det en latterlig tilgang til tingene eller er det okay?
Bare vær ærlige - jeg kan godt tåle det

Jeg vil gerne være ærlig, men jeg er sikker på det ikke et det svar du gider høre.

ALLE jeg kender der har ammet, har haft en meget svær start i samme stil som din, inkl. mig selv. Jeg havde fået meget akut kejsersnit og hele verden faldt ned i hovedet på mig, så det var SLET IKKE sjovt at skulle amme og jeg ville så gerne give op. Men havd eheldigvis god støtte i min kæreste, som vidste hvor vigtigt jeg synes det var at jeg kom til at amme.
Det tog i hvert fald 3 uger før jeg var helet på brysterne og før jeg ikke hadede at min søn var sulten. Til gengæld var han en glad og nem baby (bortset fra at han ødelagde mine bryster ) som tog godt på.
Jeg ved ikke hvad der er rigtigt for dig, men jeg er nødt til at sige at 8 dage det er godt nok meget kort tid at forsøge. Jeg ved også godt det ikke er sjovt osv. osv. men man må gøre op med sig selv hvor vigtigt man synes det er. Efter 5 uger gik amningen helt perfekt og vi elskede det begge to! Men det tog altså noget (ikke særlig sjov) tid.

Det der har afgjort det for mig, er at jeg har set flaskebørn med meget dårlig mave der krævede afføringsmidler og det vil JEG ikke byde mit barn eller på nogen måde risikere, så hellere lidt revnede bryster, selv om jeg troede jeg skulle dø af smerte.
Jeg synes det er rigtigt ligemeget hvad du vælger, men du må indse at kræver MEGET at amme/lære at amme. Særligt hvis både du og barnet skal lære det. Og i starten tror man den lille har rigtigt fat, men det har h*n som regel ikke så tidligt og så kommer det til at gøre ondt + produktionen af mælk måske ikke bliver stimuleret nok.
Men held og lykke med hvad du end vælger

Fru Nielsen skriver:

Hejsa

Med Nicklas gik det også fuldstændig galt for mig.... Så stoppede med at amme, men valgte i stedet at malke ud til ham. Nu havde jeg jo hele graviditeten fået afvide hvor vigtig det var han fik mit mælk. Malkede ud i 3 mdr, og det er det værste jeg nogensinde har gjort... Det tog ALT min tid, jeg lavede ikke andet end at sidde med den der skide malkemaskine knapppet på babserne...

Så da jeg skulle have Mathias var jeg helt afklaret med at hvis amningen gik galt, så skulle han bare have modermælks erstatning.... Amningen gik skide godt, bortset fra alle de alm smerter som er forbundet med den første tid man ammer! Men blev jo så da han var 8 dage gammel indlagt med ham, også gik min mælk simpelthen i stå. Jeg var nervøs for at miste min søn, var i uvendte omgivelser osv, så det satte simpeelthen en stopper for mælken, så det fik hurtig et naturlig stop...

Nu er jeg jo gravid igen, og vil helt sikkert igen gøre et forsøg på at amme. Og efter at have læst herinde at det er helt normalt at have så ondt i babserne og vorterne osv lige i starten, så har jeg bestemt jeg dælme bider den smerte i mig og giver amningen lidt længere tid end med Nicklas (første gang) Men vil det ikke fungere, jamen så stopper jeg og går over til mme. For det er ikke alle bekymringerne og tvivlen værd...

Kan godt ske du tænker et nu, men når du så bliver gravid tænker du noget helt andet omkring det... Men vælger du at du ikke vil amme, så er det helt iorden...

EN GOD MOR SIDDER IKKKE I BRYSTERNE!!!

Det er også rigtigt.

Men jeg synes godt nok det er flot du prøvede at malke ud! Og også at du prøvede igen og har tænkt dig at prøve at amme igen. Rigtigt sejt

Lunae skriver:

Det kan godt være, at jeg skal give 2 gang en chance! Jeg prøvede ALT første gang! Suttebrik gjorde det bare være - Camille fik ingen mælk, men kun blod! Det var forfærdeligt! Jeg ville virkelig virkelig gerne amme, men ikke for enhver pris! Jeg gik helt ned med flaget - ville ikke have besøg og kunne ikke bevæge mig nogensteder hen! Først da jeg accepterede, at jeg måtte stoppe (efter kyndig vejledning fra både læge og sundhedsplejeske) kunne jeg se positivt på tingene og nyde min rolle som mor! Men ja, det kan jo være at 2 gang er lykkens gang!

det er fosøget værd

Christine skriver:

Det er også rigtigt.

Men jeg synes godt nok det er flot du prøvede at malke ud! Og også at du prøvede igen og har tænkt dig at prøve at amme igen. Rigtigt sejt

Tusind tak for det... Altid dejligt at høre det man gør er godt!

Jeg elsker at amme, og giver det meget gerne en chance, MEN ikke for enhver pris....

Lunae skriver:

Hej piger!
Jeg er ikke gravid igen, men sad bare lige og tænkte!!

Før jeg fik min datter var jeg sikker på, at jeg skulle amme og jeg glædede mig faktisk til at skulle mærke nærheden osv! Det gik så absolut ikke efter planen! Amningen var det mest smertefulde, jeg fik betændelse, store sår og meget ømme bryster! Jeg de hver gang jeg ammede og når jeg ikke ammede gik jeg og håbede på, at Camille ville sove meget længe, for kunne ikke klare smertehelvedet mere! Allerede efter 8 dage måtte jeg kaste håndklædet i ringen! Jeg kunne ikke mere - ville ikke se nogen mennesker og de konstant! Det var en hårdbeslutning, men det eneste rigtige! Det ved jeg nu!!

Nu går jeg så og overvejer om jeg skal forsøge mig med amningen ved mine fremtidige børn! I starten tænkte jeg, at det skulle jeg! Men nu er jeg i tvivl! Jeg tænker, at jeg ikke vil risikere samme dårlige start på det hele og tænker derfor, at det måske er bedre for mig, at acceptere at amning ikke er min force!

Er det en latterlig tilgang til tingene eller er det okay?
Bare vær ærlige - jeg kan godt tåle det

Jeg synes, du skal prøve, når den tid kommer og hvis det så slet ikke går så lad være Som min SP sagde, så sidder det gode moderskab ikke i brysterne