kiwifrugten skriver:
Jamen selvfølgelig du kan jo ikke stå der og ikke have noget sted at bo. Mend ejligt at han er flyttet. Har du så nogen til at være hos dig, for det gør det altså ikke nemmere med at man har hormoner.
Men ja det er da bestemt hårdt at sidde alene tilbage når man troede det var noget man havde sammen og nu står man pludselig alene.
Min situation er lidt anderledes. Har altid fået at vide at jeg ikke kunne få børn. Havde datet en i ca 6 mdr og bum så var jeg gravid i uge 7 til trods for jeg tog p-piller. Jeg blev vildt ked af det men samtidig glad for så kan jeg jo godt blive mor. Men samtidig var jeg bange for at sige det til ham.
Han blev syg og dårlig da jeg fortalte det og han sagde han ikke kunne have noget med barnet at gøre men at han sagtens kunne forstå jeg ville beholde det.
Jeg har frygtet mange gange om jeg ku klare det og nu er jeg kommet så langt her og jeg klare det perfekt til trods for jeg bor i Kbh og min familie i Jylland :-) Og spørg endelig hvis der er noget du har brug for at vide eller om du har nogle tanker osv.
Lover at være her for dig hele vejen, jeg kender jo din situation
Tusind tak for dit svar søde..
Jeg kan sagtens forstå din beslutning med at beholde bebse..
Og stort af ham at han ligesom accepterede og sagde han godt kunne forstå dig (trods det jo er dig der bestemmer over din graviditet uanset hans mening)
Men nu er du alene...
Og..
hvis du kan klare det, så kan jeg også.
Min familie er også i jylland.. alle sammen..
Har INGEN I kbh...
Jo hans mor som er sød og hjælpsom, og som er sat ind i det hele..
men føler mig så lille bitte alene.. flyttede jo herover til idioten fordi vi var forelskede og fordi det skulle være os 2...
Nu er alt bare ødelagt..
jeg står og skal igang med uddannelse efter endt barsel osv..
tænker bare økonomisk... osv osv.. et lille spædbarn - ALENE!?
Hvad med bekendtskaber.. social netværk... Fuck jeg er ked...
Det var ikke det jeg havde ønsket